Posts Tagged With: tvivl

Prædiken 3. søndag efter Helligtrekonger – at være tro(ende)

Jeg holdt denne prædiken den 22. januar 2012.

Apostlene beder om at få en større tro. Enten synes de ikke, at den de har, er stor nok, ellers vil de bare gerne have endnu mere af det, de har i forvejen. Men større det skal den være. Og de vil gerne have, at Jesus giver dem den. De har jo set, at han udvirker mirakler hele tiden, de har stået lige ved siden af og set det med deres egne øjne og hørt det med deres egne øre. Så de ved, at han kan. Han kan få undere til at ske. Han kan ændre på tingenes tilstand. Hvis han kan gøre de syge raske, og de døde levende, må han da også kunne give dem lidt mere tro?

Men hvordan måler og vejer man den tro, man har? Hvordan ville apostlene vide, at de havde fået mere tro, og var blevet mere troende? Kan det ses i forholdet tro og tvivl? Jo mere du tvivler, jo mindre tro har du, og jo mere tro du har, jo mindre tvivler du? Er tro og tvivl de to lodder på vægtskålen? Hvad vejer egentlig tungest? Kan en lille smule tvivl veje tungere end en stor tro? Hvor meget tro skal der til for, at det vejer det samme som troen?

Hvis bare vi kunne komme i kirken hver søndag og starte med at stille os op på vægten. Så kunne vi finde ud af hvor meget tvivl vi har og hvor meget tro vi har, og lige få et godt råd til hvordan man kunne smide de overflødige kilo tvivl, for de vejer så tungt.

Men apostlene bliver groft afvist. Jesus vil på ingen måde give dem mere tro. Faktisk så behøver de ikke mere end tro på størrelse med et sennepskorn for at flytte bjerge, eller i det her tilfælde et morbærtræ ud i vandet. En egentlig fuldstændig nyttesløs gerning, for hvad skal et morbærtræ derude i vandet?

Tro handler ikke om hvor meget eller hvor lidt du har. Hvor ofte eller hvor sjældent du tror. Det handler heller ikke om, hvor meget tvivlen vejer på vægtskålen. Det handler om, at både tvivl og tro altid er lodder fordelt på vægtskålen.

Tro er ikke noget man har. Tro er noget man er! Troen er ikke en særlig gerning, der sikrer os plads på den rigtige side. Troen er en del af det at være menneske. Vi får givet muligheden at være troende og tro af Gud. Og denne mulighed skal vi bruge i livet overfor hinanden. Vi skal være tjenere for hinanden. Uden løn og uden pensionstillæg.

Tro er at sørge for andre, før jeg sørger for mig selv. Tro er at gøre det, der er brug for uden krukkede beregninger.

Tro er lidenskab. Vi elsker livet, vi elsker vores medmennesker, vi elsker Gud. Og på grund af denne kærlighed og i denne kærlighed tjener vi hinanden. Det er hårdt arbejde, som vi oftest ikke kan forvente os tak af. Det er at skifte endnu en ble, smøre endnu en madpakke, sætte endnu en tøjvask over, slå græsset endnu engang, og bære skraldet ud for 117. gang. Tro handler altså mere om spaghetti med kødsauce end meditation, mere om at pudse barnets næse end om positiv tænkning, mere om at holde hånd end Helligånd. Men til gengæld så kan vi alle være med. Vi er alle troende. Vi udøver alle kærlighedens gerninger. Vi er alle Guds tro tjenere. Og hvis vi gerne vil have en større tro, ja så er det sådant set bare at smøge ærmerne op og komme i gang. Ikke at vi får et målbart resultat. ”114 bleskift senere og du har fået 50 % mere i tro”. Nej vi er tro mod Gud i vores kærlighedsgerninger til vores medmennesker.

For vi er alle unyttige tjenere, der kun gør, hvad vi skal gøre. Gud er vores arbejdsgiver. Vi skal fortsætte arbejdet lige nu, også selvom vi ikke får penge eller magt af et. Også selvom ingen ser det. Selvom vi bliver slidt i kanterne af det.

Det kan til tider virke noget uretfærdigt. At Gud kræver at vi skal tjene hinanden, uden tak. Når vi lægger med hovedpine på sofaen efter endnu en lang dag. Har vi vist alle lyst til en gang imellem, bare at lukke verden ude, bede folk om at klare sig selv. Pas I jeres, så passer jeg mig selv. Jeg har gjort nok. Jeg orker ikke mere.

Gud kan tillade sig at kræve dette af os, da han også knokler for os. Gud er vores arbejdsgiver, men han er også vores tjener. Gud er med os hele døgnet – hele livet – uden at hvile sig. Han holder hånden over os og under os, og nogen gange rusker han os i kraven. Han er med os når vi tjener andre, og når andre tjener os. Gud er der både når det går godt, og når vi jokker noget så gevaldigt i spinaten. Og han lytter altid til os, også når vi beklager os.

Du kan gøre mig en tjeneste siger Gud til os. Elsk og hjælp de andre. Ikke for lønnens skyld, men fordi du elsker mig. Gør mig en gudstjeneste. En gudstjeneste er nemlig også at gå andre i møde, når de har brug for hjælp, hvad enten de be’r om det eller ej. Det kan du gøre, siger Gud, fordi jeg er din tjener.

Gud gik hele vejen i sin tjeneste for os. Helt ind i døden gik hans tjeneste. Han tjente os ved at gå i døden for os.

Når vi tjener andre sker det ofte, at det ikke føles som arbejde. Bleskiftningen sker oftest uden den store hovedpine, fordi man ser ned på sin skønne baby, der pludrer glad. Madpakkerne bliver smurt uden sure miner, fordi man gerne vil sørge for, at ens unger er mætte og glade. Maden bliver dagligt sat på bordene rundt omkring i hjemmene, fordi vi nyder at samles hver aften og bare være sammen. Her tjener vi hinanden, men det føles ikke som arbejde, og lønnen er længe glemt.

For lønnen er netop at sidde der rundt om bordet. Når vi trøster de triste og beroliger de bange, så er vi tilstede i øjeblikket og fokusset er på det samvær man har med den, man sidder overfor. Vi glemmer alt om, hvorfor vi gør det, og hvad vi får ud af det. Vi gør det, fordi der er behov for det, og vi bliver så optaget af det, at vi glemmer, at vi er tjenere for hinanden.

Når vi har gjort det, vi er blevet bedt om, kan vi sagtens sige, jeg er en unyttig tjener, jeg har gjort hvad jeg skulle gøre. Vores tro vokser dag for dag, og kan hverken måles eller vejes, og vil aldrig blive fundet for let.

Amen.

Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog: Senere kom Herrens ord til Abram i et syn: »Frygt ikke, Abram, jeg er dit skjold! Din løn skal blive meget stor.« Abram svarede: »Gud Herre, hvad kan du give mig, når jeg må gå barnløs bort, og Eliezer skal være min arving.« Abram sagde: »Du har ikke givet mig afkom, så min hustræl skal arve mig.« Da lød Herrens ord til ham: »Nej, han skal ikke arve dig, dit eget kød og blod skal arve dig.« Så tog han ham udenfor og sagde: »Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan.« Og han sagde: »Så mange skal dine efterkommere blive.« Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed. 1 Mos 15,1-6

* Epistlen skriver apostlen Paulus til hebræerne: Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. Den er jo bevidnet om de gamle. I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord, så det, vi ser, ikke er blevet til af noget synligt. I tro frembar Abel Gud et rigere offer end Kain, og derved blev det bevidnet, at han var retfærdig; det vidnesbyrd gav Gud ham for hans offergaver, og i kraft af troen taler han endnu, skønt han er død. I tro blev Enok taget bort, for at han ikke skulle se døden, og han var der ikke mere, for Gud havde taget ham bort; for det er bevidnet, at før han blev taget bort, havde han behaget Gud. Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham. Hebr 11,1-6

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Apostlene sagde til Herren: »Giv os en større tro!« Herren svarede: »Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer.
Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.« Luk 17,5-10

Categories: prædiken | Tags: , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Prædiken 1. søndag efter påske – Tro på tvivlen

Denne prædiken holdt jeg i min anden praktikperiode på pastoralseminariet. Jeg var i praktik i to uger i Kristkirken på Vesterbro ved sognepræst med Mette Gramstrup.
Søndagens tekst handler om Den Tvivlende Thomas der først vil tro på at han har mødt den genopstandne Jesus, når han har stukket hænderne i Jesu naglemærker.
Troen vil altid være forfulgt af sin skygge tvivlen. Mindsker det vores tro, nedgører det den, formindsker det den? Eller er tvivlen egentlig nødvendig for at have vores tro?

Tvivl er i vores samtid et udskældt ord! Vi må ikke tvivle, på os selv, på hinanden, på ambitionerne, på fremgangen. Den stærke er den selvsikre, der udstråler styrke og selvtillid. Den svage er den, der tvivler på sig selv, sit liv, Gud. Og vi kender alle at tvivle på os selv. Man er ikke altid sikker på sig selv. Man føler usikkerheden før man går til en jobsamtale, før man skal tale offentligt. Tvivlen der er der, når vi stikker hovedet frem. I vores samfund idylliserer vi selvsikkerheden, selvtilliden, den stærke kvinde, der tonser frem og gør hvad hun vil!

Og det er godt, at man ikke længere skal dukke hovedet konstant, og ligge under for andre meninger og holdninger. Det er godt at man lærer at elske sig selv, og véd at man er god nok, som man er. Men det hænder, at det kammer over og bliver en opdyrket narcissisme, hvor ens egne værdier og ønsker bliver det primære og det centrale, og fællesskabet, respekten for andre, ydmygheden bliver sekundært.

Tvivlen er ikke god, hvis den hæmmer os som mennesker, hvis den ødelægger en og piner en. Men måske skal den ikke helt have det dårlige ry?

Tvivl kan være god, hvis den får en til at stoppe op, og tænke over hvorfor man gør som man gør. Hvad det hjælper en, og hvordan det hjælper andre. Som individ skal man være selvsikker, og styrket, men ikke på bekostning af fællesskab og respekt for hinanden.

Thomas er op gennem historien og traditionen, og i mange præsters mund, blevet kaldt Thomas tvivleren. Han bliver skældt huden fuld for ikke at tro med det samme. Det at han tillader sig at forlange beviser af selveste Jesus Kristus, synes for mange at være for groft. Det kan vi ikke acceptere. Thomas er blevet hånet og set ned på, når folk husker bibelens historier. Ikke en helt værdig discipel, synes mange at mene.

Intet kunne være mere forkert. Thomas er en af de mest reelle disciple. Han er en mand jeg stoler på, og som jeg kan forstå. For selvfølgelig tvivler Thomas. Han kommer tilbage til sine venner, der fortæller vilde historier om, at de har set Jesus. Den mand, som Thomas ved, er død. Hvordan skulle de kunne have set ham? For Thomas, ligesom mange mennesker i dag, ligger det dybt i ham, at man holder sig til det sikre, til det ens øje kan måle og veje. For selv om man tror og anerkender Guds eksistens, er det svært hele tiden at tro ukritisk. Man tvivler også. Hvad er hele denne her mærkelige historie, om en ung mand på et kors? Hvad betyder det, hvad vil det sige os, hvordan skal man kunne tro på det?

Men historien slutter ikke med, at Jesus dør, eller med at Thomas tvivler.  Heldigvis for os. For uden Thomas havde det for mange af os været svært at vende tilbage til troen efter en tur i tvivlens grumsethed. En uge efter at Jesus har vist sig, vender han nemlig tilbage, og denne gang sørger Thomas for at være der. Jesus siger til ham, at Thomas må stikke fingrene i hans naglemærker og i såret på hans side. Thomas får lov til at få fuldt bevis for, at det ér Jesus. Men Thomas behøver blot at se Jesus og straks udbryder han ”Min herre, min Gud”.

For Thomas var en tvivler, men han bliver troende. Og heri er hans styrke, her viser han os vejen frem. Når man står midt i tvivlen og afmagten, og hverdagen bliver fyldt af kynismens grå farver, er der en vej ud: Der er et troens lys, der også brænder for os. For det mest vigtige sker netop efter Thomas udbrud: Jesus afviser ham ikke, han sender ham ikke bort, han møder ham med ordene, Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror. Jeg har altid følt dette som et budskab til mig i min tid. Vi kommer ikke til at se Jesus før vores død. Men alligevel tror vi, og det er det, der betyder noget her i livet.

Der er plads til tvivlen og afmagten, ligesom der er plads til Thomas. Jesus kan godt rumme menneskers tvivl. Han støder os ikke væk, han afviser os ikke, han finder os ikke mindreværdige. Han anerkender, at det er en svær opgave, at tro uden beviser. Så svær en opgave, at ikke engang en af Jesus’ nærmeste, hans egen discipel, kunne tro helt uden bevis. Thomas fik lov at se, men vi skal blot høre. Høre på budskabet, høre på fortællingerne, høre Jesu egne ord, og give os selv og hinanden lov til at tvivle, men også modtage muligheden for at tro.

Thomas har tilnavnet Didymos, der betyder tvilling. Hvorfor blev han kaldt tvilling? Han er igennem historien blevet afbildet som lignende Jesus. Jeg tror også, at det er her, at hans lighed er. Thomas er Jesu tvilling ikke i udseende nødvendigvis, men i ånd. Jesus er troen selv. Ingen kan som Jesus være fuldt overbevist og troende hele tiden, selv i sin dybeste nød, i et øjebliks fortvivlelse, vender han tilbage til troen, til sikkerhed på sin far, på Gud. Jesus er troen og Thomas er tvivlen. Thomas er den tvivlende, den tøvende. Men hvorfor er de tvillinger, disse tilsyneladende stærke modsætninger? Det er de fordi, de netop ikke er modsætninger. Tvivlen følger troen, den er bagsiden af mønten. Man kan ikke tro, uden også at tvivle, alt andet er at føre sig selv i blinde. Tvivl er så stærk en del af troen, at den kaldes for Jesu tvilling. Tvivlen er troens tvilling.

Man kan ikke tro uden at tvivle, måske ofte, måske sjældent. Men tvivlen er der ind imellem. ikke kun en tvivl på om Gud virkelig eksisterer, og Kristus genopstod, men også en tvivl på Guds skaberværk. En tvivl på menneskeheden, på ens familie, på sig selv. Her kan man også finde en hjælp. I evangelierne er der en tro på menneskeheden, på at mennesket kan det gode, og vil det gode. En tro på at mennesket kan være godt og kan elske sig selv. Denne tro må man anerkende og forhåbentlig overtage. Man må lade sig overtale af evangeliernes budskab til at blive troende. Til at tro på sig selv, vores medmennesker, på Kristus og på Gud.

For troen er saliggørende. Vi bliver saliggjort i vores tro.

Kristus kommer med et sidste budskab i sit møde med disciplene. De skal forlade folk deres skyld. Når disciplene gør det, bliver folks synder forladt. Dette er det glædelige budskab i Jesu tale. Al følelse af skam, af skyld, af dårlig samvittighed og onde tanker. Alt skal forlades os. Disciplene har muligheden til at gøre det, og de giver den videre igennem generationer. Det er ikke længere nogen særligt udvalgte, der skal tilgive, men os alle. Alle der har hørt ordene – har til ansvar at tilgive deres medmennesker. Dette er en af vores missioner her i livet. Vi skal tilgive hinanden. I vores tilsigelse af syndernes forladelse, er synderne forladt, og mennesket står tilbage som et tilgivet og forsonet menneske. Denne forsoningens ånde, som Kristus puster på disciplene er givet videre til os alle. Med vores ånde og åndelighed har vi muligheden til at tilgive og vi gør det. For vi burde tilgive, men vi magter det ikke altid.

Tilgivelsen kan være noget af det sværeste her i livet. Der er situationer og mennesker, som vi finder det umuligt at tilgive. Som har gjort eller sagt noget, der gør for ondt. Tilgivelsen er ikke noget man kan gøre på kommando. Hvis man ikke føler man kan tilgive, så kan man sige det nok så mange gange, men det vil ikke virke, det vil ikke være ægte. Man skal derfor ikke gøre det som et krav. Men i vores liv, skal vi arbejde hen imod det, gøre det hvor vi kan. Og når vi ikke kan, skal vi vide at Gud tilgiver os.

De mange ting man burde gøre, er netop nogen gange dem, der er sværest at gøre. Man burde elske sin næste, respektere, forstå og tilgive hinanden. Dette er svært og nogen gange umuligt at gøre. Men vi har fået muligheden for at gøre netop det, og vi skal søge at bruge den.

Jesus tilgiver alt og vi har muligheden for at tilgive hinanden. Vi bliver tilgivet for vores syndighed, for at vi ikke gør, hvad vi burde gøre, og for at vi tvivler. Tvivlen, der er tvilling til troen, vil man altid have. Man vil tvivle på sig selv, sine medmennesker og Gud. Og det gør ikke noget. Man må gerne tvivle, Man må gerne være usikker. For usikkerheden, giver os muligheden for at vende tilbage til troen. Når man er usikre på sig selv, og selvtilliden er i bund, før man skal præstere, som ved en jobsamtale, kender alle følelsen af selvsikkerhed og styrke, når samtale er gået godt, og man har fået jobbet. På samme måde vil vores tro på vores medmennesker og på Gud også bliver styrket gang på gang efter tvivlen. Tvivlen giver plads til troen.

Amen.

Categories: prædiken | Tags: , , , , , , | Skriv en kommentar

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.