Det alvorlige bryllup

i dag havde jeg min første vielse, og det var en stor oplevelse og en dejlig dag.

her er talen til det søde brudepar.

 

Kære brudepar,

I dag er vores øjne fæstnet på jer. Vi ser jer, fordi I stråler af glæde og lykke. Glæde over at I skal fejre jeres kærlighed. En kærlighed I, i dag siger ja til at dele resten af livet.

I dag er en glædens dag, og en alvorens dag.

Alle er glade og smilende, fordi kærligheden er det største her på jorden, og hver gang vi ser et smukt brudepar, sige ja til hinanden, bliver vi mindet om, at kærligheden er her hele tiden, og at vi er en del af den.

Det at elske er almenmenneskeligt. Alle mennesker har en længsel efter at være to og drømmer om et liv sammen den anden. Samtidig er vi også alvorlige, da kærligheden er vigtig og stor. Lige så smuk og skøn som den er, kan den til tider også være svær, og derfor ved I og vi, at kærligheden ikke er en let sag, og derfor heller ikke noget man bare hopper ud i.

Brylluppet er derfor også en alvorlig sag. Det er ikke noget, vi skal tage let på, og det gør vi så sandelig heller ikke. Vi er netop samlet her i kirken i dag alle sammen, sammen med jer for at tage del i jeres glæde og hjælpe jer i alvoren.

I det gamle testamente hører vi ordene:

”Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden” (5 Mos 5,8).

Disse meget hårde ord kan måske virke noget malplacerede i dag, hvor vi fejrer og glæder os over kærlighedens genkomst og synlighed eksemplificeret i jer, .

Men disse mærkelig ord har en stor værdi og megen betydning netop i dag. Ordene handler om, at vi som mennesker ikke må lave afguderi. Men af hvem? Mennesket er skabt i Guds billede, og derfor synes fortolkningen at være oplagt: Vi må ikke lave at afgudsbillede af vores medmennesker.

Og disse ord er allermest relevant i ægteskabet, som I, i dag træder ind i. Når den anden er skabt i Guds billede, er det også et vidnesbyrd om, at den anden er Guds og aldrig min. Vi har ikke ejerskab over hinanden. Vi kan som ægtefæller ikke tilhøre hinanden, vi er Guds ejendom.

Vi rækkes hinanden som gave, og det er den gave, der velsignes i dag.

Fordi den anden ikke er min, men er Guds skal vi ære hinanden. Vi er ikke hinandens ejendom. I dag bliver I føjet sammen, men I vil stadig være Guds ejendom, og derfor lover I om lidt at ære hinanden.

Vi kommer alle til at idealisere vores elskede, og vi opsætter store drømmescenarier om vores liv.

Drømmene om vores liv og vores fremtid er ikke farlige, de er vigtige og det er oftest dem, der giver os styrken til at fortsætte på de besværlige dage. Men når drømmene indeholder et idylliseret, overdreven, forskønnet billede af vores elskede, gør det forfærdeligt ondt, når det ikke lykkedes, og drømmen kan ikke andet end at briste.

Det vigtige i disse ord, er ikke det, de siger, vi ikke må, men det de indikerer, at vi allerede gør!

Netop at vi viser hinanden, den vi er. At vores elskede kender os på godt og ondt, kender alle vores gode, sjove og skønne sider, men også de mere grimme, kedelige og triste sider.

Vi er elsket for hele det menneske, vi er – her er den sande kærlighed, her er det sande ægteskab.

I elsker hinanden fuldt og helt, og I har derfor valgt på denne grå men dog smukke aprildag at blive gift, at sige ja til at dele livet med hinanden og fortsat se hinanden, som den I er, hver dag.

I den første søde tid, i forelskelsens rus er alt ved vores nye fantastiske kæreste bare skønt. Han og hun kan intet gøre forkert, alt er sjovt, sødt, og særegent fantastisk. Efter et stykke tid begynder vi måske at blive små irriteret, og vi forstår ikke helt hvorfor. Den anden er jo så dejlig, hvorfor bliver jeg så sur?

Mange bliver bange her, og det er også skræmmende, når man opdager de ikke så pæne ting ved den anden. Men pludselig opdager man, at det der er dumt, er faktisk også det man elsker.

Ens elskede ville jo ikke være den samme uden netop de sider. Denne følelse er den, man skal holde fast i og huske sig selv på. Især når vi begynder at opbygge vores idealbillede af det perfekte ægteskab, det perfekte liv. I vores stræben mod det perfekte, og i vores opbygning af drømmene, skal vi kigge på hinanden og huske hvem den anden er.

Her kan de virkelige drømme tage fat og blive store. Når vi ser den anden helt, giver vi livet mulighed for at vokse og gro.

Vi bliver ved med at forandre os, og livet forandrer os, derved fornys kærligheden og ægteskabet hele tiden.

Da Grundtvig, en af 1800-tallets folkekære præster, blev gift med sin elskede Marie, skrev han disse ord til hende i sin sang ”Hvad er det min Marie”:

”Det er at vi vil være hinanden som vi er, det er at vi kan bære hinanden som vi er, det er, at vore munde, vi våge eller blunde, dog mødes i et kys”

Når vi er ”hin”anden, når vi holder fast i hvem vi er, og hvem den anden er, giver vi ægteskabet og livet mening. Når vi giver hinanden plads til at vokse og forandre sig, bredes vores livsvej ud, og vi kan nemmere følges ad. Når vi begrænser hinanden, mindskes stien vi skal gå på, og frem bryder et mylder af stier, hvor mennesket kun kan gå alene og ikke har følgeskab. Voks, gro og giv hinanden plads, og følg hinanden af livets brede vej.

Jeres vej blev grundlagt, da I valgte hinanden og valgte at dele jeres liv og kærligheden. Om lidt vil I sige ja til hinanden og bekræfte overfor Gud og menigheden, at I vil være ægtefolk, og love hinanden kærlighed og troskab.

Vi er her i dag for at fejre jeres ja til hinanden, og vi glæder os over at vi er en del af jeres liv, og kan følge med jer.

Hjertelig tillykke med hinanden, tillykke med denne dag.

Amen

Sig ja til livet

Prædiken 2. søndag efter påske.

 

Se dagens tekst her

 

Vi vil så gerne have vished – have helt styr på fakta. Viden skal bestyrkes – videnssamfundet skal have flere penge, for viden er godt!

 

Vi vil have beviser, klarhed over sagen – spotlight på det tvivlsomme, så vi kan se det fra alle leder og kanter, og nå frem til, hvad der egentlig foregår.

Vi oplever det også tit mellem to elskende. ”Elsker du mig?” lyder spørgsmålet. Men når vi afkræver det svar og vil have kærlighed gjort faktuel, så kan det betyde dens død. For hvordan skal vi svare med et bevis på vores kærlighed? Den kærlighed, der er mellem os, kan ikke bevises, men må tros. For kærlighed handler ikke om beviser, fakta, lys over sagerne – Men er et forhold i tillid. Den kærlighed, som den spørgende må have tillid til, er i den anden!

Jesus får stillet spørgsmålet i dagens evangelium: ”Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.” Jesus svarede dem: ”Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig.”

Her hos jøderne handler det også om at tro. Det handler om at tro, det som Jesus har sagt. Og at han har gjort det, som han har sagt. De tror ikke, det tror så lidt, at de kræver hans død.

”Hvis du er Kristus?” Kristus betyder Guds salvede, og han bliver menneskers frelser. Jesu Kristi gerning er derved en livets gerning, da han frelser mennesker. Men livet imellem os, og imellem os og Gud, er ikke sådan at få vished om.

Livet er i sit væsen usikkert ligesom kærligheden. Der hvor livet er, der er der uvished!

Sagen kan virke dunkel og mistænksom, hvis man anskuer den med faktuelle øjne. Men lader man troens øjne fæstne sig – lyser sagen op, og bliver badet i solens lys.

Vi vil så gerne have vished, især hvor livet er svært, gør ondt, er uoverskueligt – og træls.

Midt i denne menneskelige afmagt, der kommer Jesus med kærlighedens ord. Jesus var og er kærligheden selv, som siger: ” Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd”.

Sikkerheden og visheden kan vi aldrig få i disse ord. Beviset, for at Jesu ord er sande, kan ikke gives os. Vi kan søge alle vegne, højt som lavt, men det håndgribelige åbenbare bevis, finder vi aldrig. Men Jesus gjorde kærligheden, ved at dø for vores skyld. Det er et stærkt billede på kærligheden. Hyrden, der tager vare på sine får, ja gik i døden for mennesket, som Gud har skabt i kærlighed.

I Jesu ord får vi givet opskriften på at være en Jesu discipel. Noget som vi måske ikke tror, kan være muligt for mennesker i vores tid. Men læser man ordene ind i vores verden, ser vi, at det er muligt. Vi kan være Jesu disciple, og er det måske allerede. For vi er fårene. Og at være et får er i udgangspunktet at have en hyrde og være frelst.

Da Jesus beskriver de får, han har fået betroet, fortæller han os hvordan. De hører, de følger, de får evigt liv, de går aldrig fortabt.

At høre! Den stemme Jesus taler med er både af denne verden og ud af denne verden. Vi hører den i et barns fortvivlede gråd, i den stille bøn. Det kan være svært at høre, og vi skal lytte godt efter. Han fortæller os, det vi ikke kan sige os selv. At mennesket er mere end dets gerninger. At virkeligheden er større end det, vi kan se med det blotte øje og begribe med vores forstand.

At følge! Hvordan, vi skal følge Jesus, er straks sværere at afkode. I Johannesevangeliet får vi ikke et konkret svar. Men holdningen får vi igennem Jesus vaskelse af disciplenes fødder. Sådan skal vi gøre. Det er også at følge Jesus gennem døden og ind til nyt liv.

At få evigt liv! Ikke kun som noget, der sker engang efter døden. Men især som noget der sker lige nu! Det er, når vores liv får fylde, når vi overmandes af det ufortjente, det overraskende, tilgivelse, nyt mod, kærlighed.

Og det er ikke at gå fortabt. At intetheden, meningsløsheden, sortheden, tomheden ALDRIG skal få bugt med vores liv, det liv Gud har givet.

Tro på det! Tro på, at livet er større end det, vi kan kræve bevis for og få vished om. Om så og især når livet ramler ned om ørerne på dig.

Der hvor vil allermest søger beviset, vil have visheden, det er der hvor vi skal lade troen kommer frem, og få overhånd.

Præsten og forfatteren Johannes Møllehave har i samtalebogen med Kristeligt Dagblads direktør, Erik Bjerager Det ender godt fået stillet det spørgsmål, som er aktuelt for os alle også i dag: „Hvordan har du selv holdt modet oppe i dit liv?”

Møllehave svarede: „Ganske enkelt fordi det har været afgørende for mig. Hvis vi var ti mennesker på en ø, og vi ikke kunne komme derfra, og én sagde: Jeg kan ikke holde det ud, så vil jeg gerne være ham, der siger: Hold ud! Jeg vil gerne være ham, der siger: Der ér noget at gøre. Sådan er det også, når jeg har været indlagt på hospitalet. Jeg vil gerne være den, der siger: Du skal ikke pakke sammen og lukke og slukke. Du skal tage en dag til. Der er så mange, der er på livets nej-side. Jeg vil være på livets ja-side.”

Amen

Vogt mine får!

Prædiken 1. søndag efter påske

søndagens tekst kan findes her

Simon Peter, der senere skal blive Peter Klippen, står i ypperstepræstens gård og skutter sig. Han fryser, for det er midt om natten, ved at blive tidlig morgen, og solen har endnu ikke nået at varme gården og jorden op.

Simon Peter og Johannes er gået ind i ypperstepræstens gård for at finde ud af, hvad der sker med Jesus. De ved ingenting kun, at han er blevet ført væk med vold og magt, og at det ikke tegner for godt. De frygter det værste.

De står og venter, imens Jesus bliver forhørt. Simon Peter stiller sig nærmere et ildsted for at få varmen, men trækker hætten mere ned over ansigtet. Han nyder ildens varme, men frygter dens lysskær. Allerede en gang er han blevet genkendt af en lille pige, der havde set ham sammen med Jesus – han havde straks benægtet det, nærmest per automatik.

Han rykker nærmere ilden og et vindpust får hætten til at ryge ned, og straks er der endnu en, der genkender ham – Er du ikke en af… Nej det er jeg ikke! Morgenen kommer og gården lysnes mere og mere op, Simon Peter trækker hætten mere ned over ansigtet, men igen bliver han genkendt – så jeg dig ikke i haven sammen med ham? Peter benægter og så snart ordene forlader hans mund begynder hanen at gale. Og Simon Peter kommer straks i tanke om ordene Jesus havde sagt – inden hanen har galet har du fornægtet mig tre gange.

Tidligt om morgenen sidder Simon Peter i fiskerbåden og mærken kulden stramme over hele kroppen. Kulden får ham til at tænke tilbage på natten, hvor han fornægtede Jesus tre gange. Han nåede aldrig at få talt ud med Jesus inden, at Jesus døde. Og selv efter han Jesus endda er opstået, hvor uforståeligt det end er, har Simon Peter aldrig fået sagt de ord, han så gerne vil.

Han er flov, brødebetynget og kan mærke skyldens tunge sten, der vejer hele hans krop ned. Han elsker jo Jesus, han vil følge ham til verdens ende, han ved, at han kan, skal og vil frelse verden. Men frygten, der krøb langs alle murene i ypperstepræstens gård, nåede også ham, og hver gang han blev genkendt, blev han kold og klam af frygt.

De sidder og fisker, men har stadig ikke fanget noget, men pludselig siger en mand inde på bredden, hvor de skal smide fiskenettet, for at få fangst. De smider det som udpeget, og straks er der gevinst. De opdager, at det er Jesus, der igen viser sig for dem, og glæden varmer hele Simon Peters forfrosne krop. De sætter sig til at spise ved bredden, og Peter håber at få sagt det, han så gerne vil. Men efter måltidet begynder Jesus at stille ham nogle mærkelige spørgsmål. Tre gange spørg han Simon Peter, om han nu elsker ham?

Han bliver kold igen, han kan mærke tvivlen fra Jesus. Og han bliver konstant mindet om sit store svigt. Hver gang svarer Simon Peter, bekræftende, ja jeg har dig kær, og til sidst Herre du ved alt, du ved, at jeg har dig kær.

Da han siger de sidste ord, bliver han klar over, at det jo er sådan det er!

Herren ved alt. Jesus kender deres hjerter, deres inderste tanke. Jesus ved, at Simon Peter har svigtet. At han er skyldig i at have fornægtet ham.  Simon Peter føler sig helt afsløret, klædt af til benet. Hans hemmelighed er ude. Hans store svigt er nu synligt. Og mærkeligt nok gør det ham glad. Han kan mærke, at skuldrene finder deres rette plads, ryggen rettes op, smilet kommer tilbage og varmen finder tilbage til knoglerne. Jesus sætter tre gange Simon Peter til at vogte Jesu får. Jesu allermest vigtige opgave i denne verden – sætter han Simon Peter til. Han er stolt og fyldt med ærefrygt. Denne kæmpe opgave bliver givet til ham – den mest skyldige. 

Mens han sidder med glad mine, går det langsomt op for Simon Peter, hvordan det hænger sammen. Han er tilgivet af Jesus, på trods af sin fornægtelse og fejl. Han er tilgivet upåagtet af hvor meget, han elsker Jesus. For det vigtige er ikke hvor meget, hvordan, eller hvornår han elsker Jesus. Men at Jesus elsker ham!

Herrens kærlighed til ham forandrede alt. for den tåler alt, tror alt, udholder alt, håber alt. Og ved den kærlighed kan Simon Peter tåle, tro, udholde og håbe!

Gudsforholdet sættes her på plads og det vigtigste i vores menneskeliv bliver der sat en stor tyk streg under. Vi er elsket af Jesus og i vores kærlighed til ham, skal vi vogte hans får. Vi skal passe på hans allermest kære – grunden til hans komme, hans død og genopståen. Vi skal vogte hinanden. Vi skal elske hinanden og handle i kærlighed.

Det er nemt nok at elske Jesus, den gode retfærdige mand, der gjorde så meget godt. Men det er straks sværere at elske vores medmennesker. De dumme, grimme og irriterende. Dem der sårer os, svigter os, fornægter os.

I vores kærlighed til dem, stråler Jesu kærlighed til os ud.

Fiskene der blev spist ved strandens bred tidligt om morgenen var et tilgivelsens måltid. Når vi om lidt samles skulder om skulder ved nadveren tager vi del i dette tilgivelsens måltid. Vi deler måltidet, tilgivelsen og vi deler styrken, som nadveren bringer til at gå videre ud i livet og vogte Jesu får og elske hinanden. Det er vores tjeneste i verden og i dette liv. Det bliver oplyst af den tomme grav. For lyset skinner i mørket og mørket fik ikke bugt med det!

Amen

skyldens tunge sten

Prædiken til konfirmandgudstjeneste 10. April 2012 -Mariehøj Kirke

I skolegården står to piger på 15 år Sofie og Natalie, de er helt vildt rasende og står og skriger af hinanden. Sofie græder og er helt ude af sig selv. Natalie har kysset med Johan, Sofies kæreste.

Natalie derimod er vred, fordi Sofie råber af hende, og fordi hun er vild med Johan og det tæller vel mest? Engang var de to bedste venner, de lavede alt sammen. Men til skolefesten gik det hele galt. Sofie opdagede, at Natalie og Johan kyssede, og derfra gik det bare ned af bakke. De råber og skriger af hinanden og kan slet ikke sammen. De har sagt mange rigtig grimme ting til hinanden og det virker helt umuligt at vende tilbage til gamle dage. De står tunge og vrede og det virker som om der ligger en kæmpe bunke af sten imellem dem.

Lidt længere væk løber drengene fra klassen rundt på boldbanen og spiller fodbold, pludselig laver Johan en ret hård tackling af Martin, og før nogen kan nå at følge med, ruller de rundt på græsset og slår på hinanden. De slår, sparker, og river i hinanden. En dum tackling og straks var der slåskamp. De bliver skilt ad af gårdvagten og går sure derfra. Der blev slået lidt for hårdt og det gør ondt på dem begge. Deres knytnæver virkede som sten og slagene i maven, føles nu som sække af sten.

Sofie, Natalie, Johan og Martin går hjem fra skole den dag. Alle kede af det, sure og vrede over dagen. De synes alle, at det er den andens skyld. De ved godt, at de selv har været uretfærdige og sagt grimme, fæle ting, og slået for hårdt. Men det var jo den andens egen skyld. Og når man bliver svinet til eller bliver slået, så må man jo give igen. Men hvorfor forsvinder stenen i maven og kulden i nakken ikke, så?

Vi har alle været i situationer, der minder om dem her. Vi siger grimme ting til hinanden, vi slår lidt for hårdt, vi opfører os i det hele taget grimt overfor hinanden til tider. Nogen gange ikke engang, fordi vi vil, men situationen eskalerer bare, og andre gange er det med fuldt overlæg.

Vi sårer alle hinanden og vi bliver alle såret. Nogen gange er det nemt at se, hvem der er offer og bøddel, og andre er det meget sværere og stregen, der er tegnet sandet mellem bøddel og offer, blæses væk.

Hvad gør vi, når nogen har opført sig grimt overfor os, fornærmet os, såret os afvist os? Eller når det er os, der har handlet modbydeligt mod en anden og gjort noget, der virker helt utilgiveligt?

Er det øje for øje, tand for tand, som det står i det gamle testamente? Så ender vi en blind og tandløs verden – men hvad skal vi ellers gøre?

Vi føler og forvolder alle sammen smerte overfor andre.  Det betyder, at vi alle på en gang er offer og bøddel.

Først var Kain offer for sin følelse af ikke at blive set, så blev han bøddel overfor Abel, som tog hele udsynet – indtil han lå død og livløs på jorden. Så blev Kain atter offer, for den skyld, som Gud holdt ham fast på; At Kain havde et ansvar, som han havde svigtet. Et ansvar og en skyld, som han ikke kunne flygte fra.

Vi mennesker er altid i denne dobbeltrolle overfor hinanden. På en og samme tid er vi i stand til at handle ondt og ubetænksomt overfor hinanden – og samtidig bliver vi selv ramt af onde og ubetænksomme handlinger.

Det er ikke altid, at vi på forhånd ved hvilken betydning vores handlinger eller ord vil få for den, der bliver ramt af dem. For grænsen mellem uskyldigt drilleri og mobning er hårfin, og uden at vi vil det, overskrides grænsen så nemt, og nogen gange ser vi det først alt for sent. – som når timen er startet og Sofie opdager, at Natalie sidder med tårerne trillende ned af kinderne, fordi Sofie råbte Luder af hende på vej ind i klassen.

Vi føler alle smerte og vi forvolder alle smerte overfor andre. Vi er altså alle lige gode – eller dårlige – om det. Vi er altid både gode og onde. Og fordi vi er i denne dobbeltrolle, så har vi et ansvar overfor hinanden. Alle de andre mennesker, vi møder her i kirken i aften, i skolen i morgen, på gaden her i silkeborg, på rejsen i sommerferien – ja hvor end du er, er det et medmenneske du møder, som hver især kan gøre både godt og ondt overfor hinanden.

Nogle formår stadig at handle, at sige undskyld, at tilgive og fortsætte, mens andre er standset helt på motorvejen, kørt ud i rabatten, hvor alt står stille, mens minderne og ordene, fra det der satte dem fast, bare kværner rundt i hovedet.

Men hvordan kommer vi videre, når vi er ramt og såret, eller når vi selv er den, der har ramt og såret et andet menneske?

I historien om den utro kvinde, siger Jesus ”den der selv er uden skyld, kan kaste den første sten”, da valgte alle at gå uden at kaste en sten. Og kun Jesus og kvinden var tilbage. Jesus fordømmer hende heller ikke, men siger blot, gå nu herfra og gør ikke noget forkert mere.

Vi lider alle og påfører hinanden smerte og lidelse. Derfor er vi alle skyldige på den ene eller anden måde. Skylden lammer os og låser os helt fast, indtil den dag hvor vi får muligheden for at lægge den fra os. Skylden er nemlig som en sten, der tynger os og holder os nede. Stenen holder os tilbage og holder os fast. Både når vi selv slæber rundt på stenene og når vi kaster dem mod andre.

Lad os lægge stenene bort, både skyldens sten og stenen til at kaste med. Da kan vi se frit op – og se hinanden, som vi nu engang er.

Den udfordring hjælper Gud os med at forløse.
Gud har allerede gjort, hvad der skal til, for at vi kan gøre det.
Gud sendte Jesus, som aldrig fordømte noget menneske.
Han accepterede og han tilgav den, der erkendte, at han eller hun var kørt fast og havde brug for hjælp.
Han tilgav og gav mennesker mulighed for at starte forfra og begynde på en frisk.
Han er som det grønne træ midt i den fastlåste trafik.
Symbolet, billedet og eksemplet på, at det kan lade sig gøre.
Det døde kan få nyt liv – spire frem og vokse op igen.
Tilgivelsen er en mulighed – også i vores verden.
Det begynder med at vi får at vide, at vi er tilgivet – derefter kan vi tilgive hinanden.

Amen.

Muren rives ned!

Denne prædiken er holdt i Mariehøj Kirke påskedag 8. april 2012. Den er skrevet med inspiration fra Svend Bjerg i hans prædikensamling Sakrale prædikener.

 

Maria Magdelena og Maria kommer løbende imod os, de sveder og ser både frygtsomme og lykkelige ud. Vi begynder at undre os over, hvad der dog er sket. Hvorfor dette hastværk, de skulle jo bare lægge blomster på Jesu grav. Jo nærmere de kommer os, begynder vi at føle den samme blanding af frygt og glæde. Vi har måske gættet, at det drejer sig om Jesus, men hvordan? Hvad er der sket? Hvad kan der ske? Vi har endnu intet begreb om, hvad vores ører vil høre, vores hjerter forstå, men vores sind finde helt umuligt.

Vi var der ikke selv, men det er ikke svært at forestille sig, hvordan Jesu disciple har haft det, i øjeblikket før de hører ordene fra de to Maria’er: Jesus er opstået, han er gået i forvejen.

Hvordan de har haft det efter disse ord, er straks sværere at forestille sig. Det er umulige ord, der på den ene side overhovedet ikke giver mening, er blottet for al logik og forståelse. På den anden side, så har de måske forventet det? Jesus har mange gange sagt det, de ved med deres hjerter, at Jesus havde en særlig betydning, en særlig plads i livet, og at hans død skulle få en betydning, at hans død ikke var meningsløs.

Men hvad vi ved med hjertet, og hvad vi ved med sindet, med forståelsen, med hjernen, hænger ikke altid sammen. Der kan være en kæmpe mur imellem de to forståelser, så tyk og høj, at man føler, man hverken kan kravle over den, eller bryde den ned. Men den er ikke ubrydelig. Det er netop det, Gud viser, da han lader Jesus genopstå. Gud kan bryde alle mure ned, han kan sprænge alle klipper, og han gør det. Han viser mennesket dengang og nu, at muren mellem vores hjerte og forstand er nedbrydelig og der er forbindelse. Jesus er forbindelsen. Hans død og genopstandelse er det, der skaber forståelse i hjertet.

I dagens evangelium, i påskens erfaring, der fortælles hver søndag i kirken forkyndes det, at livet bliver nyt. Verden ændrer sig, bliver ny. Livet er ikke det samme. Livet bliver nyt.

Nu kunne man så tro og mene, at man med dette mener det, at den døde Jesus bliver levende. Det kunne det også gøre, men det ved vi ikke. Ingen har set Jesus træde ud af graven i levende live. Ingen har set ham sætte sig op i stengraven, kaste klædet væk og gået ud. Men det ville egentlig heller ikke hjælpe, om nogen havde set dette mærkværdige syn. Det er ikke det, det handler om. Jesu opstandelse er ikke noget, vi kan vide noget om. Vi har ingen kilder, ingen personvidner, intet overvågningskamera, der kan give os sikkerheden, hvordan Jesus opstår og går ud af den grav en søndag morgen for små 2000 år siden. Men Jesu opstandelse sætter en ny tro ind i vores verden. Og med den tro ser vi spirer af nyt liv overalt, hvor vi kigger.

Det er budskabet i dag. Ikke at en død bliver levende. Ikke at et dødt lig liver op. Evangeliet fortæller, at livet bliver nyt. Men hvordan bliver det nyt. Igen føles det som om, at muren imellem hjerte og forstand får lagt flere og flere mursten på.

At livet bliver nyt, hænger sammen med Jesu død. vi taler om, at Jesus genopstår. Men ved Jesu død bliver han fuldstændig sat ud af spillet. Han dør. Og døden er final, det ved vi alle af sorgfuld og hård erfaring. Derfor er det ikke Jesus, der af sig selv opstår. Nej Jesus bliver opvakt. Det var en anden, der tog ham ved hånden og rejste ham op. Det var Gud, der opvakte ham. Jesu fader, opvakte sin søn. Historien om Jesu opvækkelse er en historie om Gud.

Det er uendelig umuligt at håndtere og før muren imellem hjerte og forstand igen bygges videre på, så lad os vende tilbage til vores jordiske liv, hvor vi alle erfarer døden.

Døden er i vores liv lang tid før, at den rammer os selv ved livets ende. Vi oplever dødsfald på stribe og de fylder meget i vores liv. Vi oplever skilsmisser, brudte venskaber, kulde imellem nærmeste, livet der lægges i en kiste. Døden består i, at båndende imellem os brister, de usynlige tråde skæres over, og vores forhold til andre dør et efter et. Ensomheden bliver større og større og til sidst sidder vi alene tilbage.

Hvad er reaktionen i vores liv på denne dødens hærgen? Hvordan skal vi bevare livsmodet, livsglæden, livslysten trods det, at døden fylder så meget?

Det forunderlige er, at midt i denne dødens hærgen, hvor det ligner en tom slagmark, der ser vi spirer af nyt liv pible frem over det hele. Vi ser tydelige spor af det nye liv, som vi bliver lovet denne påskemorgen.

De små grønne spirer, der bryder frem, kommer i form af sorgen og kærligheden.

Vi føler en stor sorg, når vi reagerer på et tab. Sorgen rammer os, med en dunhammer, når vi mister mennesker, der står os nært, vores elskede, den kære ven, forældren. I sorgen kan vi føle, at vi bare vil videre, væk fra sorgen, ud på den anden side, hvor sorgen ikke eksisterer mere. For sorgen er altopslugende, hård og tærende.

Men dyb sorg forsvinder aldrig, den bliver ved med at vende tilbage igen og igen, den har nok skiftende styrke, men den er der altid og til sidst vandrer den med os i livet som en usynlig ven. Vi ved, den er der, men den gør ikke altid det store væsen af sig.

Midt i denne sorg, hvor vi hele tiden prøver at holde fast i det tabte, prøver vi også at gøre os fri af det tabte. vi værdsætter mindet, plejer det, giver det næring, og midt i det, spirer et håb frem om nyt liv – midt i denne sorg. Sorgen er så rummelig, at den bærer begge dele – den altid tilstedeværende sorg og håbet om fremdriften mod nyt liv.

Dette håb i sorgen ligner vores påskeerfaring af et liv i døden.

Vi erfarer kærligheden, mellem elskende, tætte venskaber, og familiens blod. Kærligheden kan udholde alt – næsten alt. Vi elsker på trods og imod alle odds. Vi elsker selvom vi ikke burde, selvom forstanden er imod det. kærligheden udholder næsten alt, men i vores menneskeliv er der en grænse, og nogen gange overskrides den, oftest ser vi det desværre alt for sent.

I vores erfaring af denne utrolige kærlighedens magt, ser vi også påskens erfaring af et liv i døden.

Historien om Jesu opvækkelse er en historie om Gud. Det er en helt ny historie, vi ikke har hørt før, og hver gang vi hører den, forundres vi og frygten og glæden sniger sig tilbage hver gang. Vi føler os som disciplene, der ser de to Maria’er komme med nyt.

Gud fader opvakte sin søn Jesus. Han vandrede med ham ind i døden. Gud gjorde Jesu død til sin egen død. Da Gud tager Jesu død på sig, viser han sig som en nærværende Gud, der er helt tæt på os. Gud deler livet med sin døde søn. Guds kærlighed er uendelig og kan udholde og tåle alt. Men her går grænsen for os mennesker. For det kan vi ikke. Vi kan dele livet med hinanden og vi skal dele livet med vores elskede, nære venner og familie. Vi kan gøre meget for hinanden både godt og ondt, mens vi lever. Men dør livet imellem os, har vi ikke mere at dele med hinanden. Døden er udelelig. Døden er den sidste grænse for os. Men efter døden kan der komme nyt liv.

Når bryder muren ned mellem hjerte og forstand og lader troen trænge igennem vores til tider hårde skal, så kan vi så småt begynde at se sporene af det nye liv, Gud med sin kærlighed til os har givet os. Vi ser det helt tydeligt, når det lykkes os at hele de brudte forhold, skilsmissen, det brudte venskab, kulden i familien.

Guds kærlighed er grænseløs, og med sin kærlighed til os, lader han livet spire frem, selv efter døden.

Glædelig påske, glædeligt nyt liv!

Amen