Denne prædiken holdt jeg den 29. januar 2012.
(se søndagens tekst nederst på siden).
På denne kolde søndagsmorgen bliver vi husket på foråret, glæden og påskens under. Midt i frosten og den isnende klare blå himmel, får vi lige et glimt af en påskeblomst, en varm brise strejfer vores kind, i dét vi hører ordene ”Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres”. Med de ord bliver vi mindet om det glædelige, at Jesus skal dø, men af større betydning, at han skal igen opstå.
Gud taler med store ord i dagens tekst. Han røst runger over hele verden og fylder jorden med torden og larm. Gud vil have menneskene til at forstå, hvad det er, der skal ske. Det er af yderste vigtighed for ham, at vi mennesker forstår. Men som sædvanlig forstår ingen en bjælde af, hvad der foregår, og er dybt uenige om, hvad det egentlig lige var, der skete. Var det en blid englestemme, eller et tordenbrøl?
For tiden er kommet til, at menneskesønnen skal herliggøres. Jesus har haft sin tid på jorden og skal nu tages fra os igen. Men heldigvis er vi ikke helt henne ved langfredag endnu. Vi har lidt mere tid at løbe på, og prøve at se om vi kan begribe det paradoks, der kommer med påskeblomsternes piblen frem af jorden.
Jesus er på denne tid, som Johannes beskriver, i Jerusalem til påsken. Han er blevet modtaget med stor glæde og har fået en modtagelse, der er en konge værdig. Og konge det var også, hvad jøderne forventede sig. En befrier, en frelser, en krigsherre, der skulle komme og befri dem fra romerne og give dem magten, friheden og æren tilbage. Jesus har været længe ventet. Eller det vil rettere sige, at Messias har været længe ventet. Der har været adskillige profetier om, at Messias ville komme og frelse al verden, og alt tyder på, at Jesus er denne mand. Rygterne er løbet i forvejen. Jesus udvirker mirakler, han har gjort folk raske, taget byrderne fra folk, endda vækket en død til live. Grækerne i byen har hørt alle disse historier og er meget spændte på, hvad det er for en mand, der kan alt dette. De får chancen for at møde ham, ført på vej af to disciple. Og ikke så snart er de ankommet til mirakelmanden, før Jesus afbryder dem og siger: Nu er skæbnetimen kommet, hvor jeg skal lide og dø. Sådan skal herligheden vise sig nu.
Man kan lige forestille sig skuffelsen hos disse mænd. Her kommer de for at se en helbreder, en frelser, og så siger han blot, at han skal dø. Det er der intet underfuldt ved, intet herliggørende, intet fantastisk!
For sådan er vi mennesker. Vi vil se showet med det samme. Vi vil ikke vente på finalen, det har vi slet ikke tålmodighed til. Vi er optaget af det skønne, herlige og positive, der giver afkast med det samme. Men Jesus er optaget af, at herligheden ikke er det umiddelbart imponerende og fantastiske. Nej klimakset er, at han skal give sit liv for andre. Dét er herligheden.
Og så siger han: ”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold”.
Se det for jer. Et lille hvedekorn, så uanseeligt og lille i ens store hånd. Ikke noget særligt, ikke noget magisk. Men læg det i jorden, lad det dø dernede, og se, hvad der kommer op igen.
Det er livets sande mysterium og kristendommens store paradoks. At livet kræver døden. Gud skaber liv gennem døden. For uden død er der intet liv. Hvis ikke livet har en ende, hvad er det så? En uendelighed for de to mennesker i Edens have – det må efterhånden bliver gabende kedsommeligt.
Døden er barsk, forfærdelig, kold, hård og helt uomgængelig. Vi ved alle, at vi skal dø. Ja ikke bare os, men alt på jorden har sin egen tid.
Hvedekornet som det ligger i vores hånd, fortæller os noget om livet. Vi kan i det se forgængeligheden, tidernes rullen og ende. Men mere vigtigt kan vi i hvedekornet også se livet, afgrøderne der fylder marken, glæden i vores kæres øjne.
Jesus fortæller grækerne og os, at han skal dø, at hans sidste gerning er døden. Jesus kom også i jorden, i gravkammeret. Jesus ville det selv. Han gav sit liv for andre, fordi Han elskede verden.
Vi skal ikke bilde os ind, at det var let. Han har lidt frygteligt, hans sjæl var i oprør, han vidste ikke, hvad han skulle gøre eller sige. Han ønskede friheden – nej Han ville give sit liv.
Men fra Jesu døde krop, kom frugten i flerfold. Jesus stoppede ikke ved døden. Nej han fortsatte. Han stod op fra de døde, han genopstod.
Kommer kornet ikke i jorden, ja så bliver det kun ved det ene korn. Men lægger vi det i jorden, ja så får vi straks meget mere udbytte af det. Det ved vi egentlig godt. Den der intet vover, intet vinder. Den der krampagtigt klamrer sig til livet, af frygt for at miste livet – mister evnen til at leve livet og mister evnen til at åbne sig for det under, at livet kan vokse ud af døden. Han mister blikket for, at der kan gå en vej gennem lidelse, sorg og død til nyt liv, nye håb, nye muligheder.
Vi får her et håb om, at døden ikke er uden mening – at døden faktisk bærer kimen til nyt liv. Og fremtiden den rækker pludselig ud over det øjeblik, vi er midt i.
Vi oplever ofte, at det skal være hårdt før, at det kan blive godt, på en ny og bedre måde. Men det er her, at det for alvor bliver svært at være menneske. For vi vil ikke lide, miste og slippe. Vi frygter for det.
Vi frygter fordi vi elsker, og vi elsker trods frygten. Kærligheden og frygten vil altid hænge sammen, være hinandens skyggesider. Frygten kan gøre kærligheden mere fyldig. Få os til at værdsætte nu’et, øjeblikket med vores elskede. Kærligheden kan mindske frygten, for bare det at være sammen kan jage angsten for at miste væk.
Måtte vi med troen på Kristus, miste frygten for at miste.
Amen.
…
Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Til sidst skal det ske, at Herrens tempelbjerg står urokkeligt, højt over bjergene, knejsende over højene. Alle folkeslag skal strømme dertil, talrige folk skal drage af sted og sige: »Kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier. For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem.« Han skal skifte ret mellem folkeslagene, fælde dom blandt talrige folk. De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig. Jakobs hus, kom, lad os vandre i Herrens lys. Es 2,2-5
Epistlen skriver apostlen Paulus til kolossenserne: Guds ord, den hemmelighed, som har været skjult for alle tider og slægter, men som nu er blevet åbenbaret for hans hellige; for dem ville Gud kundgøre, hvor rig på herlighed for hedningerne denne hemmelighed er: Kristus i jer, herlighedens håb. Ham forkynder vi, og vi formaner enhver og belærer enhver med al visdom for at føre ethvert menneske frem som fuldkomment i Kristus. Kol 1,25d-28
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus svarede disciplene: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø. Joh 12,23-33
Marie-Louise Lieberoth Wadum 