Prædiken 1. søndag i fasten – Ondskab og gener

Jeg holdt denne prædiken søndag d. 26. februar 2012. Jeg skriver ofte rigtigt hurtigt når inspirationen kommer over mig, og jeg er egentligt altid tilfreds med resultatet. Til denne søndag hører man om Kain og Abel (se tekststykket nederst på siden), så jeg valgte at tale om det ustyrlige og onde i vores natur – generne. Det kan nok ikke skjules, at jeg brugte Richard Dawkins under teologistudiet – vel at mærke den solide Dawkins før han satte sig for at harcelere imod religion.

 

 

Vi hører i dag historien om en stor synd drabet på ens elskede – ens bror. Det er en voldsom gerning som vi ikke forstår og ikke vil forstå. Det er så ondt, så forkert, så grimt – at vi ikke engang vil kigge på det. Men vi er tvunget til det. Vi får konstant grimheden skubbet op i vores ansigter og må se det lige i øjnene. I bibelens fortælling og i dagens verden. Det onde er ikke forsvundet. Grimme handlinger er her stadig, nogen gange kan man næsten føle at de tager til i styrke. Bliver voldsommere og mere beskidte end før. Men sådan har mennesker igennem tiden nok altid tænkt det. At der aldrig var så meget ondskab på jorden som nu.

Og vi bliver fristet. Fristet til at hoppe i den besudlede pøl af dårligdom. Vi vil det ikke. Og hver dag tænker vi at dag skal være fyldt med godhed og glæde, og alligevel bliver vi hver dag fristet. Fristet til at tage den nemme vej. Gøre det som er godt for mig, men ikke for dig. Bare lade verden være, og køre mig selv frem. Nogen gange falder vi for fristelsen, andre gange kan vi stå den imod. Men vi falder alle for fristelsen flere gange. vi bliver prøvet igen og igen, og de færreste af os, står prøvelsen igennem.

For vi er som mennesker tvetydige. Vi vil det gode for os selv, men også for andre. Og de gange hvor det der er godt for os også er godt for andre, er der ingen problemer. Men de gange hvor det der er godt for os, kan medføre lidelse for andre, og hvor andres glæde gør ondt på os, ja så er det straks sværere. Moralsk, intellektuelt og følelsesmæssigt, ved vi godt hvad vi bør, skal og vil gøre. Men alligevel så er der noget i os. En fremdrift der styrer mod vores egen fordel og glæde.

Biologen Richard Dawkins har skrevet bogen ”det selviske gen”. Her forklarer han, hvordan mennesket er styret af vores gener. Vores gener vil deres eget bedste. De søger at overleve, og få at overleve skal de reproduceres. Alle vores gener, kæmper derfor for, at mennesket reproducerer sig, så generne kan fortsætte. Det at få børn handler ifølge Dawkins, altså ikke om kærlighed, glæden og vores ønske om at give verden mere liv. Men er udelukkende genernes kamp for at overleve. I denne tanke har næstekærligheden ingen plads. For hvis den næstekærlige ting ikke er til gode for generne, ja så vil det aldrig ske. At generne er selviske – vil selvfølgelig medføre at mennesket er selvisk, da vi jo er vores gener. Og ifølge Dawkins KUN vores gener. Der er intet miljø der har betydning for os.

Som kristent menneske, og i det hele taget som et humanistisk menneske, der stoler på det gode i andre mennesker og ser kærligheden og fællesskabet, som menneskets største styrke. Har jeg meget svært ved at acceptere denne tanke. Jeg grimmes ved den. Jeg føler mig reduceret og nedgjort. Jeg bliver lille og ubetydelig i den store genpøl.

Når jeg så hører historien om Kain og Abel og om verdens mange krige og menneskers angreb mod hinanden, både som nation og individ. Så kan jeg alligevel godt se tanken hos Dawkins. Den giver lidt mere mening for mig.

For ja, vi mennesker er drevet af en kraft til at overleve, at ville livet, at ville vores børns liv, at ville fremtiden. Og at det sker på bekostning af andre, det kan synes som den eneste mulighed.

Men jeg kan alligevel ikke erklære mig enig. For jeg ser også godheden og føler kærligheden. Og jeg har gentagne gange oplevet, at den overskygger alverdens ondskab og nederdrægtighed.

En ting er at jeg har oplevet den, noget andet er, at jeg tror på den! Jeg vælger kærligheden, jeg vælger troen på kærligheden, jeg vælger lyset og ikke mørket. For vi har fået budskabet om frelseren. Vi har hørt om hans komme til jorden, hans død, men vigtigst af alt om hans genopståen.

I en verden hvor generne styrer showet og har kæmpet sig frem til at tage førstepladsen over kærlighed, fred og tro, kan det være umådeligt svært at blive i troen på at Gud elsker os, at han sendte sin søn til os, for at bringe os lyset og kærligheden. Og ligesom vi alle synder, falder for fristelsen og tager den nemme vej. Så kan tvivlen heller ikke undgå at komme til os. For selvfølgelig tvivler vi ind imellem. Vi bliver konstant prøvet på vores tro og vores tålmodighed med Gud. Og der kan synes at gå lange tider mellem at troen kommer tilbage til os.

Men selvom vi tvivler, selvom vi synder, selvom at generne får lov at vælge for os. Så elsker Gud os. Lige meget hvad vi gør, tror, tænker og mener. Så elsker Gud os. Gud vil altid være med os, selv i den dybeste afgrund, eller den mest fortvivlede afgrund.

Kain dræbte sin bror Abel af misundelse. Han ville have Guds kærlighed. Han krævede den. Og i angst og frygt for at Abel er mere elsket end Kain, dræber han sin egen bror. Kain for straffen, han skal flygte, han skal være fredløs. Men her stopper fortællingen om Kain ikke. For Gud giver ham Kainsmærket. Et mærke der beskytter ham mod at blive dræbt.

For Gud elsker Kain, på trods af hans gerning, som han elsker os. Han beskytter ham stadig. Han giver ham en chance mere. Han skal flygte til et andet land. Men et andet land med muligheder og fremtid.

Når vi står midt i tvivlen og fristelsen, er vi elsket af Gud. Vi mærker det måske ikke altid. Men kærligheden er der. Og størst af alt er kærligheden!

Amen

…

Dagens tekster:

 Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog: Adam lå med sin kone Eva, og hun blev gravid og fødte Kain. Hun sagde: »Jeg har skabt en mand ved Herrens hjælp.« Dernæst fødte hun hans bror Abel. Abel blev fårehyrde, mens Kain blev agerdyrker. Engang bragte Kain en offergave af jordens afgrøde til Herren. Også Abel bragte en offergave, fedtstykkerne af sit småkvægs førstefødte. Herren tog imod Abels offergave, men Kains offergave tog han ikke imod. Så blev Kain meget vred og gik med sænket hoved. Herren sagde til Kain: »Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved? Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren. Den vil begære dig, men du skal herske over den.« Siden talte Kain til sin bror Abel, og da de en dag var ude i det fri, overfaldt Kain sin bror Abel og slog ham ihjel. Da spurgte Herren Kain: »Hvor er din bror Abel?« Kain svarede: »Det ved jeg ikke. Skal jeg vogte min bror?« Herren sagde: »Hvad er det, du har gjort? Din brors blod råber til mig fra jorden. Nu skal du være bandlyst fra den jord, som har spærret sit gab op og drukket din brors blod, som du udgød. Når du dyrker jorden, skal den ikke mere give dig sin grøde. Fredløs og flygtning skal du være på jorden!« 1 Mos 4,1-12

Epistlen skrives i Jakobsbrevet: En broder i ringe kår skal være stolt af sin høje stand, en rig af sin ringe stand, for som markens blomster skal han forgå. Solen står op og svider marken med sin glød, så dens blomster falder, og deres skønhed er forbi; sådan skal også den rige visne midt i sin foretagsomhed. Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham. Men ingen, som bliver fristet, må sige: »Jeg bliver fristet af Gud;« for Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen. Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én; når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden, og når synden er vokset op, føder den død. Far ikke vild, mine kære brødre! Jak 1,9-16

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.« Luk 22,24-32

Prædiken Fastelavnssøndag – At se med kærlighed

Denne prædiken holdt jeg søndag den 19. februar 2012. Dagens tekst handler om helbredelsen af den blinde mand ved Jeriko og tro, håb og kærlighed (se nederst på siden).

…

Når et lille barn kommer til verden er det første barnet møder en masse stirrende øjne. Vi kigger og undersøger barnet, vil have hver en lille detalje med. Nulrer alle ti tæer og ti fingre. Vi pludrer glad med det lille væsen og kigger med tårer og glæde på barnet, som ser tilbage med os med forundring i blikket.

Barnets forældre får af vide, at det er meget vigtigt, at de fastholder øjenkontakten i de første måneder. Så barnet oplever tryghed, stabilitet og føler sig set. For at blive set er helt essentielt for os alle. Vi vil gerne ses. Vi vil gerne have, at nogen lægger mærke til os, ser hvad vi gør, hvem vi er. Når vi føler os usete, bliver vi små, svinder hen, tvivler på os selv og føler os usynlige.

Som det lille barn, der skal have øjenkontakt, skal vi alle stadig have øjenkontakt med andre. Vi ser hinanden, når vi er sammen, taler sammen, nyder hinandens selskab, giver hinanden opmærksomhed. At blive set er både den fysiske del, at nogen registrerer os med deres øjne, opfanger vores udseende, påklædning, ansigtstræk. At nogen kigger os direkte i øjnene. Men det er også at vise opmærksomheden, at engagere sig i hinanden, være interesseret og deltagende. Når vi elsker en anden ,så sker det helt automatisk, at vi ser den anden, giver den anden opmærksomhed. Især i starten af et nyt forhold, hvad enten det er en kæreste eller en ny ven. Så vil vi vide alt om den anden. Vi bare ser og ser og ser. Vi bruger timevis på at sidde og se hinanden i øjnene og bare være sammen.

I kærligheden bliver vi synlige overfor hinanden. Vi ser hinanden gennem kærligheden. Når kærligheden går i stykker eller går bort– bliver vi triste og ulykkelige, fordi vi mister den anden i vores liv, men også fordi vi føler, at vi bliver usynlige. Vi bliver mere og mere gennemsigtige, og er bange for at svinde helt bort.

Dagens fortælling om den blindes helbredelse handler om to ting.

Det ene er, at den blinde ser Jesus for han virkelig er, og hvad der skal ske for ham, og at den blinde bliver set af Jesus med kærlighed og derved får kærlighedens gave – helbredelsen – synet tilbage.

Den anden er, at den blinde har troen på Jesus – troen på at han kan helbrede ham – troen på at han er frelseren. Hans tro er en blind tillid til Jesus og Jesu skæbne.

Vi bliver frelst i vores tro. Ikke bare i vores tro på, at Jesus var på jorden, var et godt menneske, der led en voldsom død. Nej men i troen på hændelserne efter hans død. For betydningen af Jesu død bliver først tilgængelig i troen på hans opstandelse.

Og den tro kræver blind tillid!

For vi kan med vores syn og sanser, vores åbne øjne ikke fatte og ikke forstå, hvad det egentlig handler om – lige så lidt som Jesu tolv disciple kunne fatte det.

Tro kommer ikke af, at man står med åbne øjne og bare ser og ser og ser. For her kræver det lukkede øjne. Troen kommer ikke af synet, men hørelsen og tilliden til, at det er!

Og her er paradokset; for vi skal elske med åbne øjne, men tro med lukkede øjne. Men er det ikke en modsigelse, burde kærligheden og troen ikke netop hænge sammen?

Troen og kærligheden hænger sammen og springer ud af hinanden. For vi ser på vores elskede med kærlighed, vi åbner vores øjne for at se på ham. Og når vi kigger den anden i øjnene håber vi på at se, at han ser tilbage på os med kærlighed. Men vi åbner øjnene i blind tillid på, at han gør. I det sekund før vi ser den anden i øjnene, ved vi ikke om vi mødes af kærlighedens syn, eller af tomme blikke, der undviger os. Men vi tror og vi håber og vi åbner og ser derfor med blind tillid til, at vi modtages af det gode.

Det sker at, vi ikke mødes af de elskede øjne og her gør det ondt, når troen ikke får beviset, når kærlighedens tro bliver modsagt og afvist. Men troen er stærkere end tvivlen – og kærligheden er stærkere end afvisningen.

For når vi mindst venter det, slår vi øjnene op og ser ind i kærlighedens øjne igen. Den kommer pludselig, uventet og altid med lige stor kraft. Igen er vi set, vi bliver langsomt mere og mere synlige og til sidst træder vi frem for verden fuld af klare farver. Troen på kærligheden giver os fylde og farve.

Jesus ser, at den blinde tror på ham med kærlighed på trods af, at han er blind. Selv i sin blindhed, ser han Jesus i et klarere lys end de tolv disciple, der så ham hver dag. Og Jesus giver ham den største gave, den største kærlighed. Han giver ham synets kraft tilbage. Den blinde mand kan nu i sandhed se Jesus, men han kan også se vejen frem og følge med.

I kærligheden skal vi se hinanden – men i troen vil vi altid være blinde. Må vi på den sidste dag få åbnet vores blinde øjne og se Kristus med kærlighed.

Amen.

…

Salmisten skriver: Herre, hos dig søger jeg tilflugt, lad mig ikke for evigt blive til skamme, udfri mig i din retfærdighed! Vend dit øre mod mig, red mig i hast, vær min tilflugts klippe, den borg, hvor jeg finder redning. For du er min klippe og min borg, led mig og før mig for dit navns skyld! Befri mig fra det net, de har lagt ud for mig, du er jo mit værn. I dine hænder betror jeg min ånd, du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud. Sl 31,2-6

Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne: Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet. Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden. 1 Kor 13

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: “Davids søn, forbarm dig over mig!” Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.” Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud. Luk 18,31-43

Prædiken sidste søndag efter Helligtrekonger – at miste frygten for at miste

Denne prædiken holdt jeg den 29. januar 2012.

(se søndagens tekst nederst på siden).

På denne kolde søndagsmorgen bliver vi husket på foråret, glæden og påskens under. Midt i frosten og den isnende klare blå himmel, får vi lige et glimt af en påskeblomst, en varm brise strejfer vores kind, i dét vi hører ordene ”Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres”. Med de ord bliver vi mindet om det glædelige, at Jesus skal dø, men af større betydning, at han skal igen opstå.

Gud taler med store ord i dagens tekst. Han røst runger over hele verden og fylder jorden med torden og larm. Gud vil have menneskene til at forstå, hvad det er, der skal ske. Det er af yderste vigtighed for ham, at vi mennesker forstår. Men som sædvanlig forstår ingen en bjælde af, hvad der foregår, og er dybt uenige om, hvad det egentlig lige var, der skete. Var det en blid englestemme, eller et tordenbrøl?

For tiden er kommet til, at menneskesønnen skal herliggøres. Jesus har haft sin tid på jorden og skal nu tages fra os igen. Men heldigvis er vi ikke helt henne ved langfredag endnu. Vi har lidt mere tid at løbe på, og prøve at se om vi kan begribe det paradoks, der kommer med påskeblomsternes piblen frem af jorden.

Jesus er på denne tid, som Johannes beskriver, i Jerusalem til påsken. Han er blevet modtaget med stor glæde og har fået en modtagelse, der er en konge værdig. Og konge det var også, hvad jøderne forventede sig. En befrier, en frelser, en krigsherre, der skulle komme og befri dem fra romerne og give dem magten, friheden og æren tilbage. Jesus har været længe ventet. Eller det vil rettere sige, at Messias har været længe ventet. Der har været adskillige profetier om, at Messias ville komme og frelse al verden, og alt tyder på, at Jesus er denne mand. Rygterne er løbet i forvejen. Jesus udvirker mirakler, han har gjort folk raske, taget byrderne fra folk, endda vækket en død til live. Grækerne i byen har hørt alle disse historier og er meget spændte på, hvad det er for en mand, der kan alt dette. De får chancen for at møde ham, ført på vej af to disciple. Og ikke så snart er de ankommet til mirakelmanden, før Jesus afbryder dem og siger: Nu er skæbnetimen kommet, hvor jeg skal lide og dø. Sådan skal herligheden vise sig nu.

Man kan lige forestille sig skuffelsen hos disse mænd. Her kommer de for at se en helbreder, en frelser, og så siger han blot, at han skal dø. Det er der intet underfuldt ved, intet herliggørende, intet fantastisk!

For sådan er vi mennesker. Vi vil se showet med det samme. Vi vil ikke vente på finalen, det har vi slet ikke tålmodighed til. Vi er optaget af det skønne, herlige og positive, der giver afkast med det samme. Men Jesus er optaget af, at herligheden ikke er det umiddelbart imponerende og fantastiske. Nej klimakset er, at han skal give sit liv for andre. Dét er herligheden.

Og så siger han: ”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold”.

Se det for jer. Et lille hvedekorn, så uanseeligt og lille i ens store hånd. Ikke noget særligt, ikke noget magisk. Men læg det i jorden, lad det dø dernede, og se, hvad der kommer op igen.

Det er livets sande mysterium og kristendommens store paradoks. At livet kræver døden. Gud skaber liv gennem døden. For uden død er der intet liv. Hvis ikke livet har en ende, hvad er det så? En uendelighed for de to mennesker i Edens have – det må efterhånden bliver gabende kedsommeligt.

Døden er barsk, forfærdelig, kold, hård og helt uomgængelig. Vi ved alle, at vi skal dø. Ja ikke bare os, men alt på jorden har sin egen tid.

Hvedekornet som det ligger i vores hånd, fortæller os noget om livet. Vi kan i det se forgængeligheden, tidernes rullen og ende. Men mere vigtigt kan vi i hvedekornet også se livet, afgrøderne der fylder marken, glæden i vores kæres øjne.

Jesus fortæller grækerne og os, at han skal dø, at hans sidste gerning er døden. Jesus kom også i jorden, i gravkammeret. Jesus ville det selv. Han gav sit liv for andre, fordi Han elskede verden.

Vi skal ikke bilde os ind, at det var let. Han har lidt frygteligt, hans sjæl var i oprør, han vidste ikke, hvad han skulle gøre eller sige. Han ønskede friheden – nej Han ville give sit liv.

Men fra Jesu døde krop, kom frugten i flerfold. Jesus stoppede ikke ved døden. Nej han fortsatte. Han stod op fra de døde, han genopstod.

Kommer kornet ikke i jorden, ja så bliver det kun ved det ene korn. Men lægger vi det i jorden, ja så får vi straks meget mere udbytte af det. Det ved vi egentlig godt. Den der intet vover, intet vinder. Den der krampagtigt klamrer sig til livet, af frygt for at miste livet – mister evnen til at leve livet og mister evnen til at åbne sig for det under, at livet kan vokse ud af døden. Han mister blikket for, at der kan gå en vej gennem lidelse, sorg og død til nyt liv, nye håb, nye muligheder.

Vi får her et håb om, at døden ikke er uden mening – at døden faktisk bærer kimen til nyt liv. Og fremtiden den rækker pludselig ud over det øjeblik, vi er midt i.

Vi oplever ofte, at det skal være hårdt før, at det kan blive godt, på en ny og bedre måde. Men det er her, at det for alvor bliver svært at være menneske. For vi vil ikke lide, miste og slippe. Vi frygter for det.

Vi frygter fordi vi elsker, og vi elsker trods frygten. Kærligheden og frygten vil altid hænge sammen, være hinandens skyggesider. Frygten kan gøre kærligheden mere fyldig. Få os til at værdsætte nu’et, øjeblikket med vores elskede. Kærligheden kan mindske frygten, for bare det at være sammen kan jage angsten for at miste væk.

Måtte vi med troen på Kristus, miste frygten for at miste.

Amen.

…

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Til sidst skal det ske, at Herrens tempelbjerg står urokkeligt, højt over bjergene, knejsende over højene. Alle folkeslag skal strømme dertil, talrige folk skal drage af sted og sige: »Kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier. For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem.« Han skal skifte ret mellem folkeslagene, fælde dom blandt talrige folk. De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig. Jakobs hus, kom, lad os vandre i Herrens lys. Es 2,2-5

Epistlen skriver apostlen Paulus til kolossenserne: Guds ord, den hemmelighed, som har været skjult for alle tider og slægter, men som nu er blevet åbenbaret for hans hellige; for dem ville Gud kundgøre, hvor rig på herlighed for hedningerne denne hemmelighed er: Kristus i jer, herlighedens håb. Ham forkynder vi, og vi formaner enhver og belærer enhver med al visdom for at føre ethvert menneske frem som fuldkomment i Kristus. Kol 1,25d-28

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus svarede disciplene: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø. Joh 12,23-33

Prædiken 3. søndag i advent – de tomme ord

Denne prædiken holdt jeg til min indsættelse i Mariehøj kirke den 11. december 2011.

…

Der kan være tidspunkter i et menneskes liv, hvor vi oplever, at ordene ikke slår til. Livet bliver så stort og voldsomt, at vi står helt mundlamme foran det. Daglig tale er ikke nok, noget andet skal til, noget mere kraftfuldt. Når vi bliver givet de mennesker, som vi har ventet så længe, og når vi mister dem, vi har elsket længe – da kan vi ikke nøjes med vore egne ord.  Vi får brug for ord, der er så store, at de kan rumme den største glæde, vi føler, og den dybeste sorg i vores liv. Ord som løfter os ud af vores liv og sætter os ind i den større sammenhæng. Vi kan ikke bare snakke. Vores liv er blevet vendt op og ned, og rystelsen er for stor.

Hvordan kan vi klare os igennem denne lammelse? Denne stumhed? Forbliver vi tavse? Låner vi andres ord? Kan vi tale det frem igennem samtale med andre mennesker?

For Johannes’ far Zakarias var det sangen, poesien, der gav ham sproget. Når vi bliver gjort stumme af tilværelsen, så kan vi låne digternes ord. Med vores stemme, bliver det vores egne ord. Her er vi ikke længere alene med vores ulykkelige og glædelige erfaringer. Her bliver vi forbundet med alle andre, der synger og har sunget de samme ord før os.  Vi får givet den trøst og det håb videre, som de har fundet i digternes ord. Og forhåbentlig kan vi blive forbundet med dem, der engang skal synge de samme ord med deres stemme, når vi er døde og borte. Og forhåbentlig viderebringe den trøst og det håb vi fik, til fremtidens børn. Så længe vi synger, har vi erfaringer, billeder, tro, håb og taknemmelighed til fælles. Og kernen i det er Gud – vi har med sangen Gud til fælles. Med sangen bliver vores øjne åbnet for det, der til tider er usynligt: At det også er os, Kristus har besøgt og forløst. Salmerne giver os luft til at trække vejret.

Derfor synger Zakarias – Johannes’ far i dagens evangelium. Alt, hvad der netop er sket i hans liv, er for stort til blot at fortælle om med hans egne ord. Der står den gamle vantro præst med sit eget sprællevende helt nyfødte drengebarn i sine arme. Det er klart han synger! I ni måneder har han været stum, fordi han ikke troede Englens ord, som den unge Maria gjorde.

Englen kom med ordene:

”Din hustru Elisabeth skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Johannes. Han skal blive til fryd og glæde, og mange skal glæde sig over hans fødsel, for han skal blive stor for Herren”. Zakarias fortæller dog Englen om et par biologiske forhindringer til dette projekt. Men Englen skulle han ikke sætte sig op imod, og han får en mundtlig barselsorlov på ni måneder. Englen gør ham stum, og Zakarias bryder først ud i sang, da Han lovpriser Herren for sin nyfødte søn.

Med sit lille nyfødte barn bryder Zakarias sin stumhed, og med det lille nyfødte Jesus-barn forstummes verdens gamle tro. Med Jesus-barnets komme er det ikke længere kun foran røgelsesofferalteret i templet i Jerusalem, at mennesker kan møde Gud. Gud har skabt sig et nyt tempel i en ung piges skød. Gud kommer til verden for at møde menneskerne her, og menneskerne kan møde ham over hele verden og ikke blot i Jerusalem. Vi møder snart Gud i en krybbe, på en vej, ved en sø, i en have. Og hver søndag i de huse vi har bygget for at samles om ham. Den pagt, Zakarias står i, er den gamle pagt, og i hans arme står han med barnet, der skal bane vejen for den nye pagt.

Den lille nyfødte Johannes i Zakarias’ arme skal forberede folket og alle os andre på Marias søn – Jesus. Når Jesus kommer til verden julenat, kommer han med Guds inderlige barmhjertighed, han bringer frelsen i vore synders forladelse. Han kommer med det nye, med det frelsende budskab: At alt ikke er afgjort med det, vi fik sagt eller gjort, eller alt det vi forsømte at sige og gøre. I vores liv findes der en magt, som forlader vores skyld og giver os en ny mulighed i stedet for den, vi forspildte. Vi møder den inderlige barmhjertighed, der er i, at der er én, der nok ser vores svigt, men tilgiver os og frelser os.

Der er nogle poetiske vendinger, der giver verden og livet mere plads og klang. Her kan vi låne nogle ord fra Zakarias’ lovsang, når vi forstummes. For i Zakarias’ lovsang får den inderlige barmhjertighed skikkelse i et billede, jeg aldrig har glemt, siden jeg hørte det første gang. Solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge.  Solopgangen er jo sådan set ikke noget unikt, den kommer hver dag. Solen besøger os for en stund, rejser af sted, men kommer altid tilbage næste dag. Men Solopgangen fra det Høje er ikke bare vores livgivende sol, der nærer alle planter, mennesker og dyr. Den er så meget større end vi kan ane og forestille os. Solopgangen fra det Høje er Kristus og er den nye begyndelse. Han udstråler varme ovenfra og ned til os. Solen bliver her fordoblet – en himmelsk sol og en jordisk sol. Sådan kommer Guds og Marias søn til verden, når tiden er inde til det. Han kommer som en solopgang og lyser direkte ind i stjerneskæret og englesangen, der bryder mørket julenat.  Men solopgangen lyser også helt hen til da Jesus selv er i mørket og dødens skygge. I lyset og solopgangen kan vi finde en stemme, et ord ud af lammelsen.

Historien om Marias lille Jesus-barn begynder med, at der bliver lys i mørket julenat. Men den slutter også sådan. Historien slutter med en ny begyndelse, der hvor ingen begyndelse overhovedet var mulig – i mørket og dødens skygge, der ender med lyset i opstandelsen. Vi er endnu i dødens og mørkets skygge, men vi hører i dag, at Jesus Kristus også kommer der, solopgangen fra det høje vil lyse op i mørket. Det er Guds inderlige barmhjertighed. For Herrens vej er banet, og af mørke skal lyset skinne frem. Til os kommer solopgangen fra det høje i ord og toner og kaster sit uundværlige lys over os dér, hvor vi sidder

Amen.

…

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Trøst mit folk, trøst det! siger jeres Gud. Tal til Jerusalems hjerte, råb til hende, at hendes hoveri er til ende, at hendes skyld er betalt; for af Herrens hånd har hun fået dobbelt straf for alle sine synder. Der er en, der råber: Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land. Hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, klippeland skal blive til slette og bakkeland til dal; Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den. Herren selv har talt. Der var en, der sagde: »Råb!« Og jeg svarede: »Hvad skal jeg råbe?« »Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne visner, når Herrens ånde blæser over dem. Ja, folket er græs! Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid.« Es 40,1-8

Epistlen skriver apostlen Paulus i sit andet brev til korintherne: For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld. Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores. I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde. Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme. 2 Kor 4,5-10

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Johannes’ far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel. Luk 1,67-80

Min vej hertil …

Jeg blev ordineret i Aarhus domkirke 9. november 2011.

I den forbindelse skulle jeg til bispeeksamen. Her er mit Vitae som jeg skulle skrive dertil.

Jeg blev født på Fyn i 1982, hvor min mor var skolelærer og min far tømrer. Jeg valgte selv at blive døbt, da jeg var 12 år, efter lange overvejelser. Her blev jeg interesseret i præstens arbejde. Efter gymnasiet havde jeg et ønske om at ville være præst, da jeg gerne ville gøre en forskel for mennesker, og hele menneskets liv, fra fødsel til død. Men jeg følte også at det var et stort valg og et stort ansvar, at skulle forkynde en kristendom, jeg var usikker i. Derfor valgte jeg at starte på religion i Odense. Sidenhen har jeg valgt at omfavne den usikkerhed, både teologisk og menneskeligt. Men efter tre år på Religion vidste jeg stadig, at jeg ville være præst og derfor startede jeg på Teologi i år 2004. På studiet interesserede de kirkehistoriske og filosofiske fag mig meget, og da jeg nåede til den praktiske teologi var jeg solgt. Især sjælesorg, ritualteori, prædikenlære og hvad en kirke er, optog mig meget. På mit kandidatstudium fortsatte jeg derfor i det spor. Igennem mit studie har jeg været meget interesseret i kristendommen for de udsatte, for dem i svære situationer. Jeg tog faget embedsteologi og fokuserede her på specialpræstens embede. Jeg begyndte at arbejde med fængselspræsten og hans rolle i fængslet som institution og overfor de indsatte. Derfor skrev jeg speciale i Praktisk Teologi om soningens mulighed i fængslet. Heri undersøgte jeg teologiens møde med fængslet; de indsattes mulighed for at sone deres forbrydelse inden for systemet, og om de teologiske og filosofiske tanker om soning er kompatibelt med straffesystemet, som vi finder det i dag. Med den kristne livstydning af tilværelsen får vi en mulighed for at sone vores ugerninger og vores liv har en højere værdi end de handlinger, vi foretager os. Gud er i verden upåagtet af vores tanker og meninger om ham.

Den kristne livstydning er netop den, jeg som menneske vil leve mit efter og som præst vil forkynde. Jeg ønsker, at sprede det evangeliske budskab og vise mennesker kristendommens betydningsfulde eksistentielle fundament.