Hvad var det dog der skete?

Mens vi venter på foråret…

 

Inderligt jeg længes efter forår, mens vinter strenges. Længes efter en forårsbebuder. En lille blå anemone, som digterpræsten Kaj Munk så smukt skriver om. En forårsbebuder til at smelte mit hjertefrosne vinterkvarts.

Her i foråret hører vi også om himlens bebudelser. Englen Gabriel, som er himlens budbringer, viser sig for den unge jomfru Maria og fortæller hende, at hun skal føde Guds søn. Og at det lille menneskebarn skal leve midt iblandt os, smelte vore kolde og hårde hjerter.

Himlens budbringer Gabriel løfter sløret for et helt andet livssyn, nemlig den at vores verden er genstand for indgreb fra en nærværende Gud. En Gud, der sår spirer af nyt liv og spreder en forvandlende kærligheden over hele vores verden. En kærlighed der overbyder al den blomsterpragt der ellers vælder frem for vore øjne her i foråret.

Guds Søn kommer ind i verden, hvor det onde og gode lever side om side og hvor mørke og kulde konkurrerer. Hvor det onde, mørket og kulden kan synes at vinde til tider. Gud vælger side. Han vælger en ung, prisgivet pige fra Nazareth, Han vælger hendes barn.

Gud vælger kærligheden, hvor afmægtig og skrøbelig den end måtte være. For forår handler om bebudelse. Bebudelse af kærligheden selv.
Med forårets bebudelser, både den jordiske og den himmelske, bliver ingenting til alting.

Hvad var det dog, der skete? 
Mit vinterfrosne hjertes kvarts 
må smeltes ved at se det 
den første dag i marts. 
Hvad gennembrød den sorte jord 
og gav den med sit sølvblå flor 
et stænk af himlens tone? 
Den lille anemone, 
jeg plantede der i fjor.

For denne rene farve 
den er mig som en vårens dåb, 
den la’r mig nyfødt arve 
en evighed af håb. 
Så bøjer jeg mig da mod jord 
og stryger ømt dit silkeflor, 
en flig af nådens trone. 
Du lille anemone, 
hvor er din skaber stor!

(Kaj Munk 1943)

Prædiken sidste søndag efter Helligtrekonger – at miste frygten for at miste

Denne prædiken holdt jeg den 29. januar 2012.

(se søndagens tekst nederst på siden).

På denne kolde søndagsmorgen bliver vi husket på foråret, glæden og påskens under. Midt i frosten og den isnende klare blå himmel, får vi lige et glimt af en påskeblomst, en varm brise strejfer vores kind, i dét vi hører ordene ”Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres”. Med de ord bliver vi mindet om det glædelige, at Jesus skal dø, men af større betydning, at han skal igen opstå.

Gud taler med store ord i dagens tekst. Han røst runger over hele verden og fylder jorden med torden og larm. Gud vil have menneskene til at forstå, hvad det er, der skal ske. Det er af yderste vigtighed for ham, at vi mennesker forstår. Men som sædvanlig forstår ingen en bjælde af, hvad der foregår, og er dybt uenige om, hvad det egentlig lige var, der skete. Var det en blid englestemme, eller et tordenbrøl?

For tiden er kommet til, at menneskesønnen skal herliggøres. Jesus har haft sin tid på jorden og skal nu tages fra os igen. Men heldigvis er vi ikke helt henne ved langfredag endnu. Vi har lidt mere tid at løbe på, og prøve at se om vi kan begribe det paradoks, der kommer med påskeblomsternes piblen frem af jorden.

Jesus er på denne tid, som Johannes beskriver, i Jerusalem til påsken. Han er blevet modtaget med stor glæde og har fået en modtagelse, der er en konge værdig. Og konge det var også, hvad jøderne forventede sig. En befrier, en frelser, en krigsherre, der skulle komme og befri dem fra romerne og give dem magten, friheden og æren tilbage. Jesus har været længe ventet. Eller det vil rettere sige, at Messias har været længe ventet. Der har været adskillige profetier om, at Messias ville komme og frelse al verden, og alt tyder på, at Jesus er denne mand. Rygterne er løbet i forvejen. Jesus udvirker mirakler, han har gjort folk raske, taget byrderne fra folk, endda vækket en død til live. Grækerne i byen har hørt alle disse historier og er meget spændte på, hvad det er for en mand, der kan alt dette. De får chancen for at møde ham, ført på vej af to disciple. Og ikke så snart er de ankommet til mirakelmanden, før Jesus afbryder dem og siger: Nu er skæbnetimen kommet, hvor jeg skal lide og dø. Sådan skal herligheden vise sig nu.

Man kan lige forestille sig skuffelsen hos disse mænd. Her kommer de for at se en helbreder, en frelser, og så siger han blot, at han skal dø. Det er der intet underfuldt ved, intet herliggørende, intet fantastisk!

For sådan er vi mennesker. Vi vil se showet med det samme. Vi vil ikke vente på finalen, det har vi slet ikke tålmodighed til. Vi er optaget af det skønne, herlige og positive, der giver afkast med det samme. Men Jesus er optaget af, at herligheden ikke er det umiddelbart imponerende og fantastiske. Nej klimakset er, at han skal give sit liv for andre. Dét er herligheden.

Og så siger han: ”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold”.

Se det for jer. Et lille hvedekorn, så uanseeligt og lille i ens store hånd. Ikke noget særligt, ikke noget magisk. Men læg det i jorden, lad det dø dernede, og se, hvad der kommer op igen.

Det er livets sande mysterium og kristendommens store paradoks. At livet kræver døden. Gud skaber liv gennem døden. For uden død er der intet liv. Hvis ikke livet har en ende, hvad er det så? En uendelighed for de to mennesker i Edens have – det må efterhånden bliver gabende kedsommeligt.

Døden er barsk, forfærdelig, kold, hård og helt uomgængelig. Vi ved alle, at vi skal dø. Ja ikke bare os, men alt på jorden har sin egen tid.

Hvedekornet som det ligger i vores hånd, fortæller os noget om livet. Vi kan i det se forgængeligheden, tidernes rullen og ende. Men mere vigtigt kan vi i hvedekornet også se livet, afgrøderne der fylder marken, glæden i vores kæres øjne.

Jesus fortæller grækerne og os, at han skal dø, at hans sidste gerning er døden. Jesus kom også i jorden, i gravkammeret. Jesus ville det selv. Han gav sit liv for andre, fordi Han elskede verden.

Vi skal ikke bilde os ind, at det var let. Han har lidt frygteligt, hans sjæl var i oprør, han vidste ikke, hvad han skulle gøre eller sige. Han ønskede friheden – nej Han ville give sit liv.

Men fra Jesu døde krop, kom frugten i flerfold. Jesus stoppede ikke ved døden. Nej han fortsatte. Han stod op fra de døde, han genopstod.

Kommer kornet ikke i jorden, ja så bliver det kun ved det ene korn. Men lægger vi det i jorden, ja så får vi straks meget mere udbytte af det. Det ved vi egentlig godt. Den der intet vover, intet vinder. Den der krampagtigt klamrer sig til livet, af frygt for at miste livet – mister evnen til at leve livet og mister evnen til at åbne sig for det under, at livet kan vokse ud af døden. Han mister blikket for, at der kan gå en vej gennem lidelse, sorg og død til nyt liv, nye håb, nye muligheder.

Vi får her et håb om, at døden ikke er uden mening – at døden faktisk bærer kimen til nyt liv. Og fremtiden den rækker pludselig ud over det øjeblik, vi er midt i.

Vi oplever ofte, at det skal være hårdt før, at det kan blive godt, på en ny og bedre måde. Men det er her, at det for alvor bliver svært at være menneske. For vi vil ikke lide, miste og slippe. Vi frygter for det.

Vi frygter fordi vi elsker, og vi elsker trods frygten. Kærligheden og frygten vil altid hænge sammen, være hinandens skyggesider. Frygten kan gøre kærligheden mere fyldig. Få os til at værdsætte nu’et, øjeblikket med vores elskede. Kærligheden kan mindske frygten, for bare det at være sammen kan jage angsten for at miste væk.

Måtte vi med troen på Kristus, miste frygten for at miste.

Amen.

…

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Til sidst skal det ske, at Herrens tempelbjerg står urokkeligt, højt over bjergene, knejsende over højene. Alle folkeslag skal strømme dertil, talrige folk skal drage af sted og sige: »Kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier. For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem.« Han skal skifte ret mellem folkeslagene, fælde dom blandt talrige folk. De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig. Jakobs hus, kom, lad os vandre i Herrens lys. Es 2,2-5

Epistlen skriver apostlen Paulus til kolossenserne: Guds ord, den hemmelighed, som har været skjult for alle tider og slægter, men som nu er blevet åbenbaret for hans hellige; for dem ville Gud kundgøre, hvor rig på herlighed for hedningerne denne hemmelighed er: Kristus i jer, herlighedens håb. Ham forkynder vi, og vi formaner enhver og belærer enhver med al visdom for at føre ethvert menneske frem som fuldkomment i Kristus. Kol 1,25d-28

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus svarede disciplene: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø. Joh 12,23-33

Prædiken 1. søndag efter påske – Tro på tvivlen

Denne prædiken holdt jeg i min anden praktikperiode på pastoralseminariet. Jeg var i praktik i to uger i Kristkirken på Vesterbro ved sognepræst med Mette Gramstrup.

Søndagens tekst handler om Den Tvivlende Thomas der først vil tro på at han har mødt den genopstandne Jesus, når han har stukket hænderne i Jesu naglemærker.

Troen vil altid være forfulgt af sin skygge tvivlen. Mindsker det vores tro, nedgører det den, formindsker det den? Eller er tvivlen egentlig nødvendig for at have vores tro?

…

Tvivl er i vores samtid et udskældt ord! Vi må ikke tvivle, på os selv, på hinanden, på ambitionerne, på fremgangen. Den stærke er den selvsikre, der udstråler styrke og selvtillid. Den svage er den, der tvivler på sig selv, sit liv, Gud. Og vi kender alle at tvivle på os selv. Man er ikke altid sikker på sig selv. Man føler usikkerheden før man går til en jobsamtale, før man skal tale offentligt. Tvivlen der er der, når vi stikker hovedet frem. I vores samfund idylliserer vi selvsikkerheden, selvtilliden, den stærke kvinde, der tonser frem og gør hvad hun vil!

Og det er godt, at man ikke længere skal dukke hovedet konstant, og ligge under for andre meninger og holdninger. Det er godt at man lærer at elske sig selv, og véd at man er god nok, som man er. Men det hænder, at det kammer over og bliver en opdyrket narcissisme, hvor ens egne værdier og ønsker bliver det primære og det centrale, og fællesskabet, respekten for andre, ydmygheden bliver sekundært.

Tvivlen er ikke god, hvis den hæmmer os som mennesker, hvis den ødelægger en og piner en. Men måske skal den ikke helt have det dårlige ry?

Tvivl kan være god, hvis den får en til at stoppe op, og tænke over hvorfor man gør som man gør. Hvad det hjælper en, og hvordan det hjælper andre. Som individ skal man være selvsikker, og styrket, men ikke på bekostning af fællesskab og respekt for hinanden.

Thomas er op gennem historien og traditionen, og i mange præsters mund, blevet kaldt Thomas tvivleren. Han bliver skældt huden fuld for ikke at tro med det samme. Det at han tillader sig at forlange beviser af selveste Jesus Kristus, synes for mange at være for groft. Det kan vi ikke acceptere. Thomas er blevet hånet og set ned på, når folk husker bibelens historier. Ikke en helt værdig discipel, synes mange at mene.

Intet kunne være mere forkert. Thomas er en af de mest reelle disciple. Han er en mand jeg stoler på, og som jeg kan forstå. For selvfølgelig tvivler Thomas. Han kommer tilbage til sine venner, der fortæller vilde historier om, at de har set Jesus. Den mand, som Thomas ved, er død. Hvordan skulle de kunne have set ham? For Thomas, ligesom mange mennesker i dag, ligger det dybt i ham, at man holder sig til det sikre, til det ens øje kan måle og veje. For selv om man tror og anerkender Guds eksistens, er det svært hele tiden at tro ukritisk. Man tvivler også. Hvad er hele denne her mærkelige historie, om en ung mand på et kors? Hvad betyder det, hvad vil det sige os, hvordan skal man kunne tro på det?

Men historien slutter ikke med, at Jesus dør, eller med at Thomas tvivler.  Heldigvis for os. For uden Thomas havde det for mange af os været svært at vende tilbage til troen efter en tur i tvivlens grumsethed. En uge efter at Jesus har vist sig, vender han nemlig tilbage, og denne gang sørger Thomas for at være der. Jesus siger til ham, at Thomas må stikke fingrene i hans naglemærker og i såret på hans side. Thomas får lov til at få fuldt bevis for, at det ér Jesus. Men Thomas behøver blot at se Jesus og straks udbryder han ”Min herre, min Gud”.

For Thomas var en tvivler, men han bliver troende. Og heri er hans styrke, her viser han os vejen frem. Når man står midt i tvivlen og afmagten, og hverdagen bliver fyldt af kynismens grå farver, er der en vej ud: Der er et troens lys, der også brænder for os. For det mest vigtige sker netop efter Thomas udbrud: Jesus afviser ham ikke, han sender ham ikke bort, han møder ham med ordene, ” Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror”. Jeg har altid følt dette som et budskab til mig i min tid. Vi kommer ikke til at se Jesus før vores død. Men alligevel tror vi, og det er det, der betyder noget her i livet.

Der er plads til tvivlen og afmagten, ligesom der er plads til Thomas. Jesus kan godt rumme menneskers tvivl. Han støder os ikke væk, han afviser os ikke, han finder os ikke mindreværdige. Han anerkender, at det er en svær opgave, at tro uden beviser. Så svær en opgave, at ikke engang en af Jesus’ nærmeste, hans egen discipel, kunne tro helt uden bevis. Thomas fik lov at se, men vi skal blot høre. Høre på budskabet, høre på fortællingerne, høre Jesu egne ord, og give os selv og hinanden lov til at tvivle, men også modtage muligheden for at tro.

Thomas har tilnavnet Didymos, der betyder tvilling. Hvorfor blev han kaldt tvilling? Han er igennem historien blevet afbildet som lignende Jesus. Jeg tror også, at det er her, at hans lighed er. Thomas er Jesu tvilling ikke i udseende nødvendigvis, men i ånd. Jesus er troen selv. Ingen kan som Jesus være fuldt overbevist og troende hele tiden, selv i sin dybeste nød, i et øjebliks fortvivlelse, vender han tilbage til troen, til sikkerhed på sin far, på Gud. Jesus er troen og Thomas er tvivlen. Thomas er den tvivlende, den tøvende. Men hvorfor er de tvillinger, disse tilsyneladende stærke modsætninger? Det er de fordi, de netop ikke er modsætninger. Tvivlen følger troen, den er bagsiden af mønten. Man kan ikke tro, uden også at tvivle, alt andet er at føre sig selv i blinde. Tvivl er så stærk en del af troen, at den kaldes for Jesu tvilling. Tvivlen er troens tvilling.

Man kan ikke tro uden at tvivle, måske ofte, måske sjældent. Men tvivlen er der ind imellem. ikke kun en tvivl på om Gud virkelig eksisterer, og Kristus genopstod, men også en tvivl på Guds skaberværk. En tvivl på menneskeheden, på ens familie, på sig selv. Her kan man også finde en hjælp. I evangelierne er der en tro på menneskeheden, på at mennesket kan det gode, og vil det gode. En tro på at mennesket kan være godt og kan elske sig selv. Denne tro må man anerkende og forhåbentlig overtage. Man må lade sig overtale af evangeliernes budskab til at blive troende. Til at tro på sig selv, vores medmennesker, på Kristus og på Gud.

For troen er saliggørende. Vi bliver saliggjort i vores tro.

Kristus kommer med et sidste budskab i sit møde med disciplene. De skal forlade folk deres skyld. Når disciplene gør det, bliver folks synder forladt. Dette er det glædelige budskab i Jesu tale. Al følelse af skam, af skyld, af dårlig samvittighed og onde tanker. Alt skal forlades os. Disciplene har muligheden til at gøre det, og de giver den videre igennem generationer. Det er ikke længere nogen særligt udvalgte, der skal tilgive, men os alle. Alle der har hørt ordene – har til ansvar at tilgive deres medmennesker. Dette er en af vores missioner her i livet. Vi skal tilgive hinanden. I vores tilsigelse af syndernes forladelse, er synderne forladt, og mennesket står tilbage som et tilgivet og forsonet menneske. Denne forsoningens ånde, som Kristus puster på disciplene er givet videre til os alle. Med vores ånde og åndelighed har vi muligheden til at tilgive og vi gør det. For vi burde tilgive, men vi magter det ikke altid.

Tilgivelsen kan være noget af det sværeste her i livet. Der er situationer og mennesker, som vi finder det umuligt at tilgive. Som har gjort eller sagt noget, der gør for ondt. Tilgivelsen er ikke noget man kan gøre på kommando. Hvis man ikke føler man kan tilgive, så kan man sige det nok så mange gange, men det vil ikke virke, det vil ikke være ægte. Man skal derfor ikke gøre det som et krav. Men i vores liv, skal vi arbejde hen imod det, gøre det hvor vi kan. Og når vi ikke kan, skal vi vide at Gud tilgiver os.

De mange ting man burde gøre, er netop nogen gange dem, der er sværest at gøre. Man burde elske sin næste, respektere, forstå og tilgive hinanden. Dette er svært og nogen gange umuligt at gøre. Men vi har fået muligheden for at gøre netop det, og vi skal søge at bruge den.

Jesus tilgiver alt og vi har muligheden for at tilgive hinanden. Vi bliver tilgivet for vores syndighed, for at vi ikke gør, hvad vi burde gøre, og for at vi tvivler. Tvivlen, der er tvilling til troen, vil man altid have. Man vil tvivle på sig selv, sine medmennesker og Gud. Og det gør ikke noget. Man må gerne tvivle, Man må gerne være usikker. For usikkerheden, giver os muligheden for at vende tilbage til troen. Når man er usikre på sig selv, og selvtilliden er i bund, før man skal præstere, som ved en jobsamtale, kender alle følelsen af selvsikkerhed og styrke, når samtale er gået godt, og man har fået jobbet. På samme måde vil vores tro på vores medmennesker og på Gud også bliver styrket gang på gang efter tvivlen. Tvivlen giver plads til troen.

Amen.