Vandringsmanden

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« Matt 21,1-9

 

Prædiken

Rejsen

Jesus rider ind i Jerusalem ad den palmestrøede vej, og det ligner et sejrs-optog. Et mærkeligt et af slagsen. En undseelig mand i almindelig klæder og slidte sandaler siddende på et lille æsel. Ikke en rank og stolt konge i sit fineste tøj på den største hest. Men de jubler og hujer – Møder ham med Hosianna råb. For de håber, at profetien nu bliver opfyldt. At han er deres konge, der skal frelse dem og vende deres fornedrelse til sejr.

Jesus er en konge, og han er deres konge, men han ved, at han ikke er den, de tror, han er. Han er ikke den, de forventer, men han er den, de behøver.

Og vi ved det. For vi står her med fremtidens klarsyn. Vi ved, hvad der sker. Vi ved, at den tronstol, han skulle bestige, var et kors.

Derfor er palmesøndag så svær og vækker modstridende følelser i os. Vi mærker festen og glæden, Forventningens rus og får lyst til at stå midt i folkemængden og råbe Hosianna sammen skulder ved skulder. Men vi har også bevidstheden om, at glæden denne dag ikke er det endelige. Vi ved, hvad Jesus skal igennem. Dagen i dag er den første dag i påsken. Første skridt på den vej, som Kristus måtte gå for vores frelse. Og vi skal videre til næste søndag, påskemorgen, før vi rigtig kan give os hen til glæden, hel og udelt. Hen over en uge med forræderi, tvivl, vold, død og sorg.

 

Vores Palmesøndag

Vi kender til disse palmesøndag i vores liv. Dage fyldt med modstridende følelser. Det kan være svært at hengive sig til glæden i dag, fordi bekymringerne for i morgen hænger som en mørk sky over os. Det kan være svært at elske, hvis man er alt for bange for at miste. Frygten for fremtiden kan sætte os helt i stå.

 

Vandringsmand

Jeg har taget et billede med. En af Arne Hauge Sørensens ’Vandringsmænd’. Et menneske på vej igennem livet. Han er på vej fremad, men han kigger bagud. Bliver hængende i fortiden. Man ved, hvad man har, ikke hvad man får.

Men vi kan se det: At han er på vej fra mørket og ud i lyset. Alligevel har han svært ved at løsrive sig. Hvis ikke det var for vandringsstaven – den trækker ham fremad!

Der var en vej Jesus måtte og skulle gå, og der er en vej vi må og skal gå. Et liv i alle mulige afskygninger. Et vi har fået givet. Et liv, der skal leves.

Kristus er vores vandringsstav

Den vandringsstav som vandringsmanden på Arne Haugen Sørensens billede har, er usædvanlig kraftig og stærk, det er ikke nogen almindelig spadserestok. Måske er det den stav, der digtes om i salmernes bog salme 23.

”Selvom jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst”.

Staven er Guds hjælp til os, den hjælp vi fik med Jesus, gennem troen på Ham.

Jesus gik den vej han skulle. Vandrede gennem sit liv og gav sig hen i det. På voldsomme måder, som kan være svært for os at leve op til. Han viede sit liv til at vandre rundt og prædike for andre mennesker. At møde alle som ligesindede på hans vej. Spise med ludere og toldere. Helbrede de syge, gøre de blinde seende. Han viede sit liv til at lade Gudsriget, Guds kærlighed til os, skinne igennem hvert et ord han sagde, hver en hånd han rakte ud, og hver et skridt han tog.

Han var Gud, men holdt sig ikke for god til at blive menneske. Som menneske tjente han verden i kærlighed og blev korsfæstet for det – døde af det.

Men det var livets vej han gik. For Gud greb ham til sidst og han opstod fra de døde. Han trodsede døden og livet vandt. Jesus gik fra mørket, døden til Lyset og livet påskemorgen.

Selvom det er svært at leve op til Jesus forbillede, så skal vi lade det sind, der i ham, være det samme sindelag i os. Vi skal ikke holde os for gode til at hengive os til livet, som det er. Vi skal lægge mørket bag os og vandre fremad i troen på, at lyset venter forude. I troen på, at Jesus er gået foran for os. Og i håbet på at, at Gud vil lade det ende godt for os.

 

Lyset fra påskedag skinner tilbage på palmesøndag

Vi kan som vandringsmanden ikke se til enden af vores eget liv. Vi kan ikke engang se til enden af denne dag. Det er måske derfor, han skuer bagud til fortiden, historien som han kender. Men vi kan se til enden af påsken – vi ved, at den ender med opstandelse. Derfor kan vi lade glæden fra påskedag skinne tilbage på palmesøndag og stille os midt i mængden og juble Hosianna sammen med dem skulder ved skulder. Glæde os sammen med dem, der i Jerusalem dengang, og i dag sammen kristne over hele jorden, der i dag fejrer palmesøndag. Vi ved at lyset venter forude for os som det gjorde for Jesus. Fordi vi kender hele påskens fortælling med død og lidelse, med lys og liv. Har vi fået troen på at lyset skinner for os.

(Da Yi gik ind i kirken, blev hun som noget helt selvfølgeligt modtaget med varme smil og gode tanker af hendes familie og af menigheden. Men vi tror også på, at hun blev modtaget ved døbefonten af Gud selv, af hele Guds kærlighed og velsignelse. )

At vi kan modtages med kærlighed og velsignelse af Gud, det skyldes ene og alene, at Guds søn lod sig modtage i Jerusalem som en konge, hvor han siden hen måtte lide og dø. Han gik vejen gennem lidelse og død, for at vi skal blive modtaget som Guds sønner og døtre ved døbefonten – og siden i Guds rige.

Lad os derfor sammen løfte vore hoveder, gribe om vandrestaven, og gå fremad i troen på, at uanset hvor vejen går, så har vi noget godt i vente. Lyset skinner for os!

Amen

 

Gud vandrer med os

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?« spurgte han. De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.« Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?« Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet. Luk 24,13-35

Prædiken:

I dag er vandringens dag. Vandringen væk fra det sidste måltid, den sorte mørke fredag med det stille skrig, der flængede forhænget til det allerhelligste. Væk fra lørdagens ventetid. Væk fra den tomme grav søndag morgen. Væk fra forundring, mismod, angst og uforståenhed.

De to disciple vandrer væk fra Jerusalem mod Emmaus. Vi vandrer med dem.

Vi var glade i går. Solskinnet strømmede ind alle vegne, påskelinjerne sprang ud, stemmerne sang frydeligt og højt, Kristus er opstanden! Efter den mørke dag, langfredag, trængte vi til glæden, underet. Vi trængte til at blive løftet ud af mismodet og mærke solens stråler tørre fredagens tårer væk fra vor kind.

Vi blev berusede af glæden, berusede sammen med kvinderne ved graven, der bare så og så, men intet kunne se. Vi blev berusede sammen med dem, over det glædelige budskab englen bragte dem ved graven. ”Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her”.  

For underet gør en fuld! Fuld af glæde, forventning og håb. Det er ikke bare snaps og påskeøl ved påskebordet, der bringer en i den glade stemning. Det er håbet, som kvinderne modtager ved de ord.

Og i dag vågner vi så op igen. Lidt tunge i hovedet, beruselsens har lagt sig og tilbage står vi lidt forvirrede og forundrede. For hvad var det egentlig, der skete i går? Kan det virkelig være rigtigt. Var graven tom? Sådan hænger verden ikke sammen. De døde bliver i den grav, de er lagt i! De forsvinder ikke bare! Og da slet ikke for at være stået op igen og gå i forvejen for os.

Og vandringen er begyndt!

Vandringen der fører os væk, men også videre. For troen standser ikke ved påskedag. Fortællingen er ikke slut med kvinderne, der finder graven tom.

Vi skal videre. Livet fortsætter og vi kan ikke standse og passivt blive foran den tomme grav og bare være forundret. Vi må fortsætte i vores tro, i vores liv. Håbet er fremdrift og udadrettet.

Derfor vandrer disciplene af sted og de taler med forundring om alt det, de havde oplevet. Men også med mismod, tvivl og med sorg i sindet. De talte om de voldsomme begiveheder, de selv havde været med til, og det usandsynlige, at graven var tom.

Og på vejen slå en dem følge. Han spørg til dem, og efter den lange vandring spiser han sammen med dem. Og i det han velsigner brødet og vinen og rækker dem det, løftes sløret fra deres øjne og de ser og ved, at det i sandhed er Jesus Kristus den opstandne!

De følte sig forladt og ensomme, de forstod intet og vidste ikke, hvad de skulle gøre. Men midt i deres ensomhed slog Han følge med dem, viste dem vejen og åbnede deres øjne.

Gud kommer hvor vi mindst venter det. Viser sig i de mest usandsynlige steder. Forklarer os det, vi ikke forstår, åbner vores øjne, og slår følge med os på livet vej.

I går påskedag så vi et fravær og hørte vi et budskab om opstandelse. Vi gik med kvinderne til den graven, hørte og så, at den var tom. Englen fortalte om Jesu opstandelse, ham selv så vi ikke.

I dag vandrer vi side om side med en fremmed, som lader os fortælle om vores fortvivlelse og sorg og som så fortæller og udfolder livet og opstandelsen for os. Og først da er vi klar til at se ham ansigt til ansigt.

Opstandelsen og troen på den, er ikke noget vi nemt kommer til at se i øjnene. Det tager tid og der er et stykke vej derhen, vejen går over budskab, forklaring og til mødet den opstandne

Kristus går sammen med os; også selvom vores øjne måske ikke er åbne endnu.

Disciplene kunne ikke rigtig kende ham derude på vejen.

Det var først, da han brød brødet, at de ”åbnede deres øjne” og så, at det var ham.

Nadveren er den store øjenåbner. Der hvor vi var blinde, kan vi nu se. Der hvor vi var døve, kan vi nu høre, og der hvor vi var stumme, kan vi nu synge påskens glædelige budskab!

Når vi går ind her i kirken; og når vi går op til alteret; så er det vores vej til Emmaus.

Også selvom vi er fyldt med mismod, undren og øjnene er som fyldte med sand. Selvom vi er bedrøvede.

For verden er ikke nem. Vores liv er fyldt med smerte, stumhed, døve øren og øjne der ikke vil se.

Og sådan kan vi komme til gudstjeneste og nadver – med øjne, der ikke kan åbnes – og her vil den opstandne komme og slå følge med os, tale til os og give os sit legeme og blod i nadveren.

Da disciplene havde spiste sammen med den opstandne Jesus, skyndte de sig tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de andre disciple, og de fortalte dem om, hvordan han virkelig var opstået.

Det er med de ord, vi nu også kan gå videre, med påsken i ryggen; med tanken om, at han nu også går sammen med os i det liv, vi lever hver især.

Der var en far, der skrev følgende efter at have mistet sin lille dreng: ”Gud holder ikke altid hånden over os, men han holder altid sine hænder under os.”

Det er, hvad påsken handler om.

Gud har slået følge med os på vejen; den vej, som ikke nødvendigvis altid er lige let at gå.

I Jesu navn. Glædelig påske!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og i al evighed.

Amen

Opstandelsen er lige her!

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Mark 16,1-8

 

 

Opstandelsens ord!

 

Det var tidlig morgen, de vandrede rundt på markedet blandt alle de andre. Ingen lod sig mærke af de sidste par dages frygtelige hændelser. De gik bare rundt der og snakkede, smilede og grinte. Nød at kunne starte ugen efter en god Sabbath. Men Maria Magdelena, Maria og Salome smilte ikke. De græd stille, mens de købte velduftende salver.

Det var ikke bare en ven, de havde mistet. Det var dét menneske, som de havde troet skulle frelse verden. De havde hørt til den lille kreds, der fulgte ham, på hans vandring omkring i landet. Han havde givet dem nyt livsmod, nyt håb. Han havde fortalt dem, at de var Guds børn, skabt i Guds billede! Og de troede på ham, det var som om de følte sig mere elsket og accepteret i hans nærvær.

Men så endte det så brat. De skulede til de andre dér på markedspladsen. Jesus var blevet taget til fange, tortureret, hængt op på et kors, og udåndet med de opgivende ord ”Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig?”

De havde taget hans ord til sig. Havde Gud forladt Jesus, havde Gud også forladt dem!

Men de kunne ikke forlade Jesus, og derfor gik de stille rundt og købte forskellige salver, hos de bedste handlende. I den tidlige morgenstund bevægede de sig ud mod graven. Knuget af sorg, tunge af triste tanker, magtesløse af harme over Jesu død. Tilsyneladende fortsatte verden bare i sin sædvanlige trommerom. Verden var fuldstændig vendt på hovedet for dem, og alle andre fortsatte deres liv. Folk tillod sig at grine, smile og glædes over hinanden. Et par stod og småskændtes foran huset, – som om det var vigtigt, hvor fuld han var i går. Et par børn løb rundt imellem alle folkene på markedet og legede tagfat. En gammel kone slæbte en spand vand hjem fra brønden. Helt almindelige hverdagsting. Som om verden ikke var blevet flænget tværs over. Som om det største menneske på jorden ikke havde trukket vejret for sidste gang. Al den almindelighed midt i deres ualmindelige sorg, var ikke til at bære.

De kom ud til graven og blev forfærdede. Stenen var væltet fra, og inde i graven lignede det, der sad en mand i hvide klæder. De for forskrækket sammen og kiggede tavst på hinanden. Den stærke morgensol skinnede ind i graven og det flimrede for deres øjne. Pludselig steg en stemme fra gravens indre.

 

»Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.«

Tavsheden fyldte klipperummet, der pludselig syntes så uendelig trangt og småt.

Kvinderne løb ud af graven. De løb i lang tid før de stoppede op for at få pusten. De kiggede tavst på hinanden og begyndte stille at gå hjem.

—-

En ung kvinde står ved en grav helt stille, knuget af sorg, angst og ensomhed. Hun er kommet for at lægge blomster på sin mors grav. Det er påske og hun sætter en buket påskeliljer på graven. Hun har sin sorte præstekjole på, og den blæser stille i den milde forårsvind. Hun skal nu ind og holde sin første påskeprædiken, her kun et år efter hendes mors død.

Hun står der med alle sine minder, de gode fra barndommens glade og uendelig sommerdage, de hårde og triste fra sygdommens sidste forfærdelige tid. Når hun ser sin mors navn øverst på stenen, vokser savnet sig stort som en kæmpe kugle i maven. Alligevel elsker hun kirkegården. Den er så smuk og på nogle måder føles det som om, den kan rumme al hendes tristhed. At hun her kan lægge den tyngende sorg fra sig et kort øjeblik og glædes over samværet med sin mor. Graveren går forbi, hilser med et stille smil og går hen for at ringe ind til påskegudstjenesten. Hendes første påskegudstjeneste. Det virker helt umuligt at skulle gå ind i kirken, stille sig foran alle de ansigter og prædike det glade budskab, at Jesus genopstod – når hendes egen mor ligger død og kold i graven.

Alligevel kan hun mærke, at denne dag er lidt lettere end andre. Hun føler næsten et lille skub i ryggen, en hånd der klemmer om hendes, og giver hende styrken til at smile.

For hendes mor er død, men hun mærker forsigtigt håbet og livsmodet, viljen til livet her og nu. Livet er ikke det samme, alt er anderledes, og vil aldrig blive som før. Men der er et andet liv, som også kan rumme glæde og latter. Et liv hun nu så småt kan begynde at tage del i. hun løfter lidt op i den sorte kjole, så den ikke når jorden, går hen mod kirkedøren, åbner døren, hører orglets musik der bruser ud mod hende, ser de smukke blomster på alteret og smiler stille.

—

Vi har i dag været ved to påskegrave fyldt med kvinder, sorg og frygt. Så langt fra hinanden i tid og sted, og så tæt på hinanden, at den unge præst og kvinderne ved graven nærmest står tavse skulder ved skulder.

Kvinderne kom til Jesu grav og forventede at skulle møde døden. Jesus’ kolde lig, der skulle salves. I stedet fandt de en åben grav, fuld af liv. En ung mand, der fortalte, at døden ikke var der længere. Fortalte at Jesus havde livet og var gået i forvejen.

Gået i forvejen. Helt hverdagsagtige ord. Som når en ven er gået i forvejen for at hente is en sommerdag. Ord der er fuldstændig uberørt af forræderiet, volden, lidelsen og døden langfredag.

Men ordene virkede. Kvinderne ved Jesu grav var ikke uden frygt. På trods af deres frygt, fik de alligevel samlet mod til at bryde tavsheden og sende budskabet ud i verden. Så det nåede den unge præst og så det når os i dag. Kvinderne tog ordene med sig til Galilæa, dér hvor de boede og havde deres familie og hvor de ville blive gamle og lagt i graven.

I ordene ville den opstandne Jesus komme og være hos dem dér, hvor de havde brug for ham, i det ganske normale liv, de nu skulle tilbage og leve. Ordene ville hjælpe dem gennem sorgen og vise dem vejen tilbage til livet.

En vej der kan være lang og tung. For sorgen er voldsom, undertrykkende. Og ordene – han er gået i forvejen -, kan virke nærmest provokerende. Her står de med al deres sorg og tunge tanker. Med hænderne fulde af velduftende salver, og så er han bare gået!

For Jesus er gået i forvejen, en vej der indgyder os håbet og modet. En vej der fører fra døden og til livet. Det giver os håb. Et håb vi altid bærer med os i vore hjerter. Et håb om, at livet er større end døden. For nok er døden den sidste grænse for os, men efter døden kan der komme nyt liv. Guds kærlighed er grænseløs, og med sin kærlighed til os, lader han livet spire frem, selv efter døden.

Påskens ord er svære at forstå. Svære at forstå som, at dem vi elsker, skal gå bort. Men det er præmissen for vores liv og for påskens under. Døden skal komme. Døden som den sidste grænse er en umulig nødvendighed. Vi kan ikke slippe uden om den. For døden er vores sidste grænse, en grænse som Jesus brød. Og heri er underret, håbet og Guds kærlighed til os. Den tunge og mørke langfredag fører til påskedags lethed og lys.

Påskeevangeliet er ikke ordene om livet efter døden. Nej påskeevangeliet handler om livet her og nu. Om at livet skal leves på trods af død, sorg og smerte. Påskeordene giver os en retning her i livet. Et sted at vende os mod. For skikkelsen i graven giver os en retning. Jesus er gået i forvejen, og vi skal følge ham. Der i den tomme grav er der pludselig fyldt med liv og håb. Ordene rummer livsmodet. Modet til at ville livet, at følge vejen ud af graven, ud mod livet.

Jesu opstandelse er vores opstandelse. Hans opvakte liv er vores opvakte liv. Når Gud rækker sin hånd ud og tager Jesus i hånden og rejser ham op, kan vi nærmest mærke grebet om vores arm. For også vi bliver opvakte. Den unge præst oplever det ved sin mors grav. Hun mærker Guds hånd, der blidt puffer hende ind i kirken, støtter hende foran alteret og giver hende styrken til at smile.

Opstandelsen i livet er os alle forundt. Vi har alle muligheden for at tage fat I Guds hånd og lade os hjælpe ud af den mørke grav, og ud i lyset. Påskens underfulde ord er ord, der lyder til os. Vi kan få nyt liv.

Nyt liv, håb og opstandelse er vores lod i livet. Vi ænser det måske ikke altid. Vi skal arbejde os igennem de tunge mørke skyer af sorg, men Guds hånd er der og rækker imod os og puffer os blidt hen imod mere, nyt og håbefuldt liv.

—-

Den unge kvinde stiller sig foran alteret og med ryggen til menigheden tørrer hun en tåre væk, vender sig om og udbryder: Glædelig påske, glædeligt nyt liv og må håbet følge din vej altid!

Judas’ rettergang

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet. Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.« Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.« Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. Matt 26,17-30

Prædiken:

Det er aftenen for dagen. Jesus har kaldt alle sammen. Til et sidste måltid. Han ved det. DE ved det ikke. Og så alligevel. Der sidder en i deres midte, som ved hvad der skal ske. Han er endda den der får det hele til at ske.

Mens de sidder og spiser. Jesus har brudt brødet og velsignet det. Skænket dem vinen og velsignet det. Mens de sidder der, siger Jesus pludselig, at en vil forråde ham. En fra deres midte. Og alle afslører straks sig selv med ordene. Da vel ikke mig?

Med usikkerhed i stemmen, erkender de, at de ikke engang ved om, det er dem selv, der vil gøre det.  Det er selverkendelse!. Disciplene på sporet af sig selv. For der er en forræder gemt i os alle, blot omstændighederne er til det.

Judas er manden, der ender med at forråde Jesus. Med et kys forråder han sin bedste ven.

Og Han bliver fremstillet meget dårligt i evangelierne. Han er den onde, gnieren. Manden der sælger sin bedste ven for lidt penge. Et nederdrægtigt menneske, som man på ingen måde kan regne med. Judas var en skidt karl. Både Markus, Matthæus, Lukas og Johannes har travlt med at svine Judas til.

Men lad os huske på at Judas ikke var den eneste fra Jesu midte der forrådte ham. Disciplene falder alle i søvn om natten i Getsemane have, hvor de egentlig skulle vogte ham. Peter fornægter ham tre gange. Men alligevel så finder evangelierne, traditionen og os, at han er en sympatisk fyr, især i sammenligning med Judas. Men hvis Judas skal på anklagebænken, så fortjener han en advokat, der kan se på, hvad der taler for Judas, disciplen der blev forræderen. Enhver tvivl må komme den anklagede til gode. Både dengang som nu.

Meget taler for, at Jesus og Judas var tætte venner. At Judas var mere end en tæt følgesvend, men også var en Jesus betroede sig til, og regnede med.

Efter kysset i Getsemane have citerer Matthæus Jesus for at have sagt.  ”Min ven, nu har du gjort dit!”.

Min ven! Ordene siger alt.

Og ved måltiet skærtorsdag er der også en vis indforståethed mellem Jesus og Judas, som foregår hen over hovedet på de andre disciple, der kun fokuserer på om det mon er dem selv, der vil forråde Jesus, og ikke vil have skylden siddende på sig. Jesus ved hvad der skal ske. Og det gør Judas også. De deler viden om den kommende nats begivenheder. De to venner, Jesus og Judas, forbrødrer sig i det skjulte. De to alene ved, hvad der skal ske!

Man fornemmer næsten, at der er tale om aftalt spil. Og Jesus og Judas deler skæbne, de dør hver især en ensom død. Jesus i stedet for alle syndere, Judas som repræsentant for alle forrædere. De to dør en død for alle.

Og Judas accepterer sin skæbne. Som Jomfru Maria accepterede sin skæbne, da hun blev bebudet at skulle bære og føde Guds søn, accepterer Judas sin skæbnesvangre rolle, at han skal være den der forråder.

Skal der holdes dom over Judas, må han enten frikendes eller få en betinget dom. For Gud har brug for ham. Han SKAL udføre den forfærdelige rolle som forræderen. For uden forræder, er der ingen der fanger Jesus, dømmer ham, og korsfæster ham. Og Jesu korsfæstelse er betingelsen for, at han kan dø for vores synders skyld. At han kan genopstå og drage til himmels til sin Far. Judas skal forråde Jesus og sende ham i døden for vores skyld. Uden Judas ingen frelse.

Et rystende øjeblik holder Judas hele verdens skæbne i sin hånd, før han går ind i sin sataniske rolle, os til gavn, ham selv til fordærv.

Judas er nok en synder, en mand som lidenskabeligt gør sit arbejde. Han kan synes kold og tilregnelig. Man fornemmer ikke vamen hos ham. Men han er ikke lunken. Han vægrer sig ikke ved at udføre sin rolle. Og han gør det, han må gøre. Han går sin vej fra det hyggelige og rare fælleskab. Udstøder sig selv af det gode selskab og forsegler sin egen skæbne. Usle 30 sølvpenge får han, for sin gerning. Prisen på en slave dengang. Der er skæbne i Judas, Guds skæbne.

Efter denne rettergang er det sværere blot at fordømme Judas, og man får helt ondt af ham, som man ser ham stå i den mørke nat i getsemane have, efter at have kysset Jesus og set ham bliver ført bort. I hans hånd vejer de 30 sølvpenge tungt, og han ved, at hans skæbnes vej fra nu er hård, kold og uden kærlighed.

Judas er vores næste som vi skal elske! Vor ven i nøden. Og hvem genkender ikke en lille del af Judas i os selv?

Judas kan virke som et dårligt forbillede. En vi på ingen måde vil spejle os i. så hellere spejle os i den elskede Jesus. Manden der gjorde alt for kærligheden. Manden der viste os vejen til vores Far i himlen. Men sandheden er, at nok er Jesus det perfekte forbillede, men vi mennesker minder mere om Judas. Måske er han et mere egnet forbillede for os?

Ham kan vi nemlig bruge til en ting. I  ham kan vi spejle vores egne splidagtige erfaringer. Spliden mellem trosskab og forræderi. For Judas er begge dele, en elsket ven og en utro forræder.

Den aften inden den triste og mørke dag, hviler der en sær stemning omkring bordet. Det er et glædesmåltid, men samtidig også en sørgefest, den sidste afsked med Jesus. De skulle gerne opleve en varm følelse af fællesskab. Men alligevel sidder de der hver især og tænker og siger, det er vel ikke mig?

Glæde og sorg, fællesskab og ensomhed – alt dette står på spil denne skærtorsdags aften, hvor Judas viser sig som vennen der forråder.

Judas er også vores næste og vi genkender os selv i ham. Og vi har begge samme Gud. Judas’ Gud er også vores Gud. Den nådige dommer, der fører ham af den vej, han skal gå, bringer ham i den sværeste position, og til sidst henter ham fra helvedes gab.

Gud er også vores dommer. Vi ved ikke hvilken vej, vi skal gå. Hvilken skæbne vi skal gå i møde. Vi ved intet! Vi ved kun, at Gud er den nådige dommer, der henter selv den største forræder fra helvedes gab!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og i al evighed.

Amen

En stille Langfredag – uden ord

Indledning og bøn

Idag er vi samlet her i Hornborg kirke, for at mindes den sorte og mørke dag, da Jesus døde på korset.

Gudstjenesten i dag indeholder ingen traditionel prædiken. I stedet vil gudstjenesten bestå af salmer og oplæsninger fra Vor Herre Jesu Kristi lidelseshistorie fra Markusevangeliet. Under læsningerne bedes menigheden blive siddende.

Lad os alle bede:

Herre,

Du har selv bestemt det.

Du ville ikke bruge din magt,

Derfor er sløret over vores synd med ét revet bort.

Når vi ser dig på korset, møder vi Judas i os selv.

Dine øjne spejler vores eget flakkende blik.

Vi beder dig, Herre:

Slå ikke blikket ned.

Se på os som vi er,

For kun i dit blik er der håb om tilgivelse.

Herre,

Vi kan ikke undskylde os, vi har intet forsvar at føre.

Vi håber kun på din nåde.

Amen

 

1. Salme DDS 785 Tunge mørke natteskyer

 

1. læsning: Mark 14,26-50 (tilfangetagelsen i Getsemane have)

v26  Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. v27  Og Jesus sagde til dem: »I vil alle svigte, for der står skrevet: ›Jeg vil slå hyrden ned, så fårene spredes.‹ v28  Men efter at jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa.« v29  Peter sagde til ham: »Om så alle andre svigter, så gør jeg det ikke.« v30  Men Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: Allerede i nat, før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.« v31  Men han forsikrede endnu stærkere: »Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.« Det samme sagde også alle de andre.

v32  Så kom de til et sted, der kaldes Getsemane, og han sagde til sine disciple: »Sæt jer her, mens jeg beder.« v33  Så tog han Peter og Jakob og Johannes med sig. Og han blev grebet af forfærdelse og angst v34  og sagde til dem: »Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg!« v35  Og han gik lidt længere væk, kastede sig til jorden og bad om, at den time måtte gå ham forbi, om det var muligt. v36  Han sagde: »Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.« v37  Så kommer han tilbage og finder dem sovende, og han siger til Peter: »Simon, sover du? Kunne du ikke våge blot en time? v38  Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.« v39  Atter gik han bort og bad med de samme ord. v40  Og atter fandt han dem sovende, for deres øjne var meget tunge, og de vidste ikke, hvad de skulle sige til ham. v41  Så kom han for tredje gang og sagde til dem: »Sover I stadig og hviler jer? Det er nok. Timen er kommet; nu overgives Menneskesønnen i syndernes hænder. v42  Rejs jer, lad os gå! Se, han, som forråder mig, er her allerede.«

v43  Endnu mens han talte, kommer Judas, en af de tolv, fulgt af en skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste. v44  Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: Det er ham, som jeg kysser; grib ham og før ham væk under sikker bevogtning! v45  Og han kom og gik straks hen til Jesus og sagde: »Rabbi!« og kyssede ham. v46  De lagde hånd på ham og greb ham. v47  En af dem, som stod der, trak sværdet og ramte ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham. v48  Så tog Jesus til orde og sagde til dem: »I er rykket ud med sværd og knipler for at anholde mig, som om jeg var en røver. v49  Dag efter dag har jeg været hos jer og undervist på tempelpladsen, og I har ikke grebet mig. Men det sker, for at Skrifterne skal opfyldes.« v50  Da lod de ham alle sammen i stikken og flygtede.

 

Solo

 

2. læsning: Mark 14,53-72 (Jesus for rådet og Peters fornægtelse)

v53  Så førte de Jesus til ypperstepræsten, og alle ypperstepræsterne og de ældste og de skriftkloge samledes. v54  Men på afstand var Peter fulgt efter ham helt ind i ypperstepræstens gård og sad sammen med vagtfolkene og varmede sig ved ilden

v55  Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte at få et vidneudsagn mod Jesus for at kunne dømme ham til døden, men de fandt ikke noget. v56  Mange vidnede nemlig falsk imod ham, men deres vidneudsagn stemte ikke overens. v57  Og nogle stod frem og vidnede falsk imod ham ved at sige: v58  »Vi har hørt ham sige: Jeg vil bryde dette tempel ned, som er bygget med hænder, og på tre dage rejse et andet, som ikke er bygget med hænder.« v59  Men heller ikke da stemte deres vidneudsagn overens

v60  Så stod ypperstepræsten frem og spurgte Jesus: »Har du ikke noget at svare på det, de vidner imod dig?« v61  Men han tav og svarede ikke. Ypperstepræsten spurgte ham igen: »Er du Kristus, den Velsignedes søn?« v62  Jesus svarede: »Det er jeg. Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer.« v63  Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde: »Hvad skal vi nu med vidner? v64  I har selv hørt bespottelsen. Hvad mener I?« Og de dømte ham alle skyldig til døden

v65  Så gav nogle sig til at spytte på ham og dække hans ansigt til og slå ham med knytnæve og sige til ham: »Profetér så!« Og vagtfolkene gik løs på ham med stokke

v66  Mens Peter var nede i gården, kom en af ypperstepræstens tjenestepiger forbi, v67  og da hun så ham sidde og varme sig, kiggede hun på ham og sagde: »Du var også sammen med ham nazaræeren Jesus.« v68  Men han nægtede det og sagde: »Jeg hverken ved eller forstår, hvad du mener.« Så gik han ud i portrummet. Og hanen galede. v69  Og pigen, som havde set ham, sagde så igen til dem, som stod der: »Han dér er en af dem.« v70  Men atter nægtede han det. Lidt efter sagde de, som stod der, endnu en gang til Peter: »Jo, sandelig er du en af dem; du er jo også fra Galilæa.« v71  Da gav han sig til at bande og sværge: »Jeg kender ikke det menneske, I taler om!« v72  I det samme galede hanen anden gang. Og Peter huskede det ord, Jesus havde sagt til ham: »Før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.« Og han brast i gråd.

 

2. Salme: DDS 636 Midt i al det meningsløse

 

3. læsning: Mark 15,1-15 (domsfældelsen)

v1  Straks om morgenen, da ypperstepræsterne havde taget deres beslutning sammen med de ældste og de skriftkloge og hele Rådet, lod de Jesus binde og førte ham hen og udleverede ham til Pilatus. v2  Og Pilatus spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Jesus svarede: »Du siger det selv.« v3  Ypperstepræsterne anklagede ham voldsomt, v4  og Pilatus spurgte ham igen: »Siger du ikke noget? Hør, hvor de anklager dig!« v5  Men Jesus svarede ikke mere, så Pilatus undrede sig.

v6  Under festen plejede han at løslade en fange efter folkets eget ønske. v7  Der var en, som hed Barabbas, som sad fængslet sammen med de oprørere, der havde begået drab under oprøret. v8  Folkeskaren gik nu op til Pilatus og begyndte at bede ham om at gøre, som han plejede. v9  Han svarede dem: »Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?« v10  Han var nemlig klar over, at det var af misundelse, ypperstepræsterne havde udleveret ham. v11  Men ypperstepræsterne opildnede folkeskaren til hellere at få Barabbas løsladt. v12  Så tog Pilatus igen ordet og spurgte dem: »Hvad vil I så have, at jeg skal gøre med ham, som I kalder jødernes konge?« v13  De råbte tilbage: »Korsfæst ham!« v14  Pilatus spurgte dem: »Hvad ondt har han da gjort?« Men de råbte blot endnu højere: »Korsfæst ham!« v15  Pilatus ville gerne gøre folkeskaren tilpas og løslod dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.

 

3. Salme DDS 187 – rettens spir det alt er brækket

 

4. læsning: Mark 15,16-32 (Jesus korsfæstes)

v16  Soldaterne førte nu Jesus ind i gården, det vil sige statholderens borg, og sammenkaldte hele vagtstyrken. v17  Så gav de ham en purpurkappe på, og de flettede en krone af torne og satte den på ham. v18  Og de gav sig til at hilse ham: »Hil dig, jødekonge!« v19  De slog ham i hovedet med en kæp og spyttede på ham og lagde sig på knæ og tilbad ham. v20  Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.

v21  Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus.

v22  De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. v23  De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. v24  Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. v25  Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. v26  Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«. v27  Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. v28   Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.«

v29  De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, v30  frels dig selv og stig ned fra korset!« v31  Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. v32  Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham.

 

Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig (Solo

 

5. læsning: Mark 15,33-39 (Jesus dør)

v33  Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. v34  Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« v35  Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.« v36  Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.« v37  Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. v38  Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. v39  Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.«

 

4. Salme DDS 203 – oh du Guds lam uskyldig

 

Bøn

Lad os alle bede:

Vor Herre Jesus Kristus!

Den lidelse, du måtte igennem

og din ynkelige død,

– den ligner så mange andres:

Forfulgte og forpinte,

ofre for magtmenneskers frygt og vold,

uretfærdigt dømte.

Vi har set deres ansigter jorden over.

Forrådt,

Fornægtet,

Forladt,

– vi genkender de ord!

Din død ligner deres.

Du bærer deres ansigter,

og de bærer dit.

Nu kan vi se det.

Herre, hver gang vi raser og græder

over uret og elendighed,

og spørger, hvor Gud er i sådan en verden?

Da svarer du os fra den første Langfredag,

at du er her,

midt i det værste.

Gud er på korset, i fængslerne, i ensomheden,

i hvert menneskes eget Helvede.

Du er hos den, som lider,

og hos den, som tror sig forladt.

Nu så vi det.

De hånede dig og råbte:

“Andre har han frelst,

sig selv kan han ikke frelse!”

De vidste ikke, hvad de sagde,

de mente det kun som en hån,

for vi er langsomme til at forstå dig:

At det var netop derfor,

fordi du ville frelse os,

tænde håbet for os

midt i lidelse og død,

derfor

du måtte gå hele vores vej igennem,

helt der ud,

hvor mørket og ensomheden

ender.

Nu kan vi se det.

Herre, hjælp os,

så vi altid kan genkende dit ansigt

i mennesker, der lider.

Og lad os mærke din nærhed,

din kærlighed, som er stærkere end døden.

Og stærkest, når vi er mest forladt.

…..

Hør os når vi sammen beder den bøn du har lært os:

Fadervor, du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld,

som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke i fristelse,

men fri os fra det onde.

Thi dit er riget og magten og æren i evighed!

Amen

Velsignelse

Modtag herrens velsignelse

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Menigheden svarer:

Amen. Amen. Amen.

5. Salme DDS 192 – Hil dig frelser og forsoner

stilhed

postludium