Prædiken 2. S.e.påske 2014
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: (korsvar)
Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«
(Joh 10,22-30)
…
En stor flok unger står på bispetorvet i Århus. De har blå mandag og er glade, kåde og fulde af livsmod. De har alle fået det fineste tøj på denne dag, hvor de skal ud og vise verden, hvem de er! Hvor voksne de er blevet.
De små individualister, der bliver tudet ørerne fulde med, at de er noget helt særligt. De er de bedste hver især. De kan alle vinde x-factor og blive kendisser i USA, efter en optræden i ”Paradise Hotel”.
Alle de små individualister står der og ligner hinanden fuldstændig. Pigerne med langt lyst hår, drengene med kasketten sat skævt.
De små individualister står i samlet flok, men en dreng står lidt for sig selv, i tøj der slet ikke passer til andre, med en frisure der ser helt anderledes ud. Hele hans væremåde udtrykker noget helt andet. Hvad det er, kan jeg ikke helt få fingeren på, men noget er der.
Jeg skubber barnevognen videre og kommer til at tænke på Monty Pythons film ”Life of Brian”, som jeg hvert år forsøger at vise mine konfirmander, med mere eller mindre succes, men fordi jeg holder så meget af den. Især en scene taler højt til mig.
Filmen handler om det unge menneske Brian, der på Jesu tid i Jerusalem må leve med den trælse omstændighed, at han konstant bliver forvekslet med Jesus. Han gør alt, hvad han kan, for at få folk ud af denne skrækkelige vildfarelse ved at tale til dem om sin manglende Messianitet, men det lykkes ikke rigtig.
Til sidst følges han alle steder af folkeskarer, og det besværliggør hans liv en hel del. En dag står der en kæmpe flok neden for hans balkon og priser ham. Han forsøger på mest pædagogisk vis at forklare, at han altså ikke er deres hyrde; at de ikke skal følge ham som en flok, at de selv skal stå til regnskab for deres liv; at de alle sammen er individuelle personer og derfor aldeles ikke behøver ham. Henrevet råber alle i kor: ”Ja! Ja! Vi er alle sammen individer”.
Midt i folkemængden står der dog en mand, der ser lidt forvirret ud, han rækker hånden op og siger: ”Øh, det er jeg altså ikke”.
Det er en modig bemærkning både i filmen og i dagens liv.
Som den unge konfirmand, der ikke prøver at være noget særligt med tøj eller udseende og dog ender med at være den mest individuelle.
”Vi er alle individer”! Står de i filmen og siger i kæmpe flok, som de unge konfirmander forsøger at udtrykke med deres ens tøj i flokken.
Det er som et polaroidfoto af vores tid, de to billeder sat op ved siden af hinanden,
folkemængden foran Brian, der råber, at de er individualister og de unge konfirmander, der står ens i flokken og føler sig hver især som noget helt unikt.
Vi vil i vores samtid alle sammen være noget særligt og noget helt unikt. Individualitet og særegenhed er godt! Positive ord synes vi.
Vi døbes med et helt specielt navn, som så tre andre lige så moderne unger i vuggestuen også har. Vi går med noget særligt tøj, som vi køber i kædeforretninger, vi kommer ind på drømmestudiet, sammen med de 150 andre. Vi vil så gerne være first movers, for blot at opdage at andre rykker på det samme, på samme tid som os.
”Vi er alle individer” … og ender med at være en del af den samme flok, med det samme tøjmærke, de samme navne, og det samme job.
En fåret flok af individualister.
Men der er en i flokken, der stille siger ”Jeg er ikke” (måske mest til sig selv)… hans ord udtrykker modsigelsen. Ved at sige, jeg er ikke individualist, bliver han netop den ene, der træder ud af mængden.
Farer vi vild i livet med troen på, at vi er nok i sig selv, at vi skal klare alting selv, at det eneste saliggørende er at manøvre gennem livet på selvstændige betingelser?
Måske skulle vi vende os den anden vej. Omfavne vores fårede flokmentalitet og lade os føre ind i folden igen. Lade os selv bare være et menneske og prøve derfra. Være disciple og indstille os på, at vi kan være noget i kraft af hinanden – i kraft af Den anden.
Lad os sammen vove tanken om at have en hyrde.
…
At have en hyrde og være en discipel er ikke kun Jesu nærmeste på Jesu tid forundt. Discipelskab består i at omfavne og leve livet. At leve helt enkelt med krop og sjæl. Og det hører til det enkle… ja… ”at høre”.
At høre på en stemme. Lade Jesus tale til os gennem tid og rum. Vi kan høre hans kalden i et barns gråd, et menneskes fortvivlede bøn om at dele hans afmagt.
At høre begynder med, at man slår ørerne ud. At man vælger helt aktivt at ville høre. Det kræver, at man får høretelefonerne af, lægger telefonen, slukker fjernsynet, og får vokset ud af ørerne. Med headsettet i ørerne hører man ikke fuglenes sang, barnets gråd, råbet fra den nødlidende, bønnen fra sidemanden.
Men det er ikke nok at slå ørerne ud, vi skal også slå vores indre gehør til, så vi kan lade os bevæge af barnets gråd, bønnen og vennens højttalende tavshed. Det indre gehør lader os standse op, stå stille og række ud, og for et øjeblik mærker vi, at vi holder den andens liv i vores hænder.
Når vi hører Guds stemme, bliver der sagt os, at vi er mere end det vi har gjort – af både godt og skidt. Du er et menneske! Jeg har set dig.
At være discipel begynder med at lytte, at lytte til det menneskelige i os selv og andre.
Jesus siger i dagens evangelium: ”Dem jeg kender, følger mig”.
Når vi hører ordene at følge Jesus, får mange straks billeder af asketiske munke, der afsiger alle denne verdens goder, for at få del i himmerigets glæder.
Men at følge Jesus er ikke forsagelse af denne verden, men en livsholdning – en discipel-holdning til netop dette liv i denne verden.
Vi så Jesu give et bud på, hvad det består af skærtorsdag, hvor han efter måltidet vaskede sine disciples fødder. Det at bøje sig ned og vaske en anden fødder er en ydmyg handling. Men først og fremmest er det en handling!
At være lutter øren er fint, men det skal gerne have konsekvenser for vores fødder. De skal bevæge sig derhen, hvor Gud er at se i din næste. Hænderne skal op af lommen, ryggen skal bøjes og din næstes beskidte fødder skal vaskes.
For at Følge og Høre Guds og Jesu stemme, det er ikke at være bange for at få skidt på hænderne og dét er at få evigt liv. En anpart i himmerige er ikke noget der venter på os på den anden side, på en hvid fluffy sky med en Margarita i hånden. Himmerige er lige nu og her, midt imellem os og omkring os. Himmerige er det bedste i livet nu!
Og endelig er det at være discipel at have tillid til, at man ikke går fortabt. Jesus siger … ”Jeg giver jer evigt liv og ingen skal rive jer ud af min hånd” …
Igennem livet kommer vi til at mærke ensomheden, tomheden og meningsløsheden. De følelsers greb om livet på os kan være svære at ryste af os. Men de er ikke vores livs definition. Kærligheden og omsorgen er vores livs meningsgivende omstændigheder.
Vi hører det i Guds ord, vi mærker det i solens stråler og ser det i vores elskedes øjne.
Og vi hører det, føler det og kender det når vi kommer her i kirken og hører stemmen der siger til os:
Herren er min hyrde,
mig skal intet fattes,
han lader mig ligge på grønne vange.
Til hvilens vande leder han mig,
han kvæger min sjæl…
Amen!
Marie-Louise Lieberoth Wadum 