Prædiken Fastelavnssøndag – At se med kærlighed

Denne prædiken holdt jeg søndag den 19. februar 2012. Dagens tekst handler om helbredelsen af den blinde mand ved Jeriko og tro, håb og kærlighed (se nederst på siden).

…

Når et lille barn kommer til verden er det første barnet møder en masse stirrende øjne. Vi kigger og undersøger barnet, vil have hver en lille detalje med. Nulrer alle ti tæer og ti fingre. Vi pludrer glad med det lille væsen og kigger med tårer og glæde på barnet, som ser tilbage med os med forundring i blikket.

Barnets forældre får af vide, at det er meget vigtigt, at de fastholder øjenkontakten i de første måneder. Så barnet oplever tryghed, stabilitet og føler sig set. For at blive set er helt essentielt for os alle. Vi vil gerne ses. Vi vil gerne have, at nogen lægger mærke til os, ser hvad vi gør, hvem vi er. Når vi føler os usete, bliver vi små, svinder hen, tvivler på os selv og føler os usynlige.

Som det lille barn, der skal have øjenkontakt, skal vi alle stadig have øjenkontakt med andre. Vi ser hinanden, når vi er sammen, taler sammen, nyder hinandens selskab, giver hinanden opmærksomhed. At blive set er både den fysiske del, at nogen registrerer os med deres øjne, opfanger vores udseende, påklædning, ansigtstræk. At nogen kigger os direkte i øjnene. Men det er også at vise opmærksomheden, at engagere sig i hinanden, være interesseret og deltagende. Når vi elsker en anden ,så sker det helt automatisk, at vi ser den anden, giver den anden opmærksomhed. Især i starten af et nyt forhold, hvad enten det er en kæreste eller en ny ven. Så vil vi vide alt om den anden. Vi bare ser og ser og ser. Vi bruger timevis på at sidde og se hinanden i øjnene og bare være sammen.

I kærligheden bliver vi synlige overfor hinanden. Vi ser hinanden gennem kærligheden. Når kærligheden går i stykker eller går bort– bliver vi triste og ulykkelige, fordi vi mister den anden i vores liv, men også fordi vi føler, at vi bliver usynlige. Vi bliver mere og mere gennemsigtige, og er bange for at svinde helt bort.

Dagens fortælling om den blindes helbredelse handler om to ting.

Det ene er, at den blinde ser Jesus for han virkelig er, og hvad der skal ske for ham, og at den blinde bliver set af Jesus med kærlighed og derved får kærlighedens gave – helbredelsen – synet tilbage.

Den anden er, at den blinde har troen på Jesus – troen på at han kan helbrede ham – troen på at han er frelseren. Hans tro er en blind tillid til Jesus og Jesu skæbne.

Vi bliver frelst i vores tro. Ikke bare i vores tro på, at Jesus var på jorden, var et godt menneske, der led en voldsom død. Nej men i troen på hændelserne efter hans død. For betydningen af Jesu død bliver først tilgængelig i troen på hans opstandelse.

Og den tro kræver blind tillid!

For vi kan med vores syn og sanser, vores åbne øjne ikke fatte og ikke forstå, hvad det egentlig handler om – lige så lidt som Jesu tolv disciple kunne fatte det.

Tro kommer ikke af, at man står med åbne øjne og bare ser og ser og ser. For her kræver det lukkede øjne. Troen kommer ikke af synet, men hørelsen og tilliden til, at det er!

Og her er paradokset; for vi skal elske med åbne øjne, men tro med lukkede øjne. Men er det ikke en modsigelse, burde kærligheden og troen ikke netop hænge sammen?

Troen og kærligheden hænger sammen og springer ud af hinanden. For vi ser på vores elskede med kærlighed, vi åbner vores øjne for at se på ham. Og når vi kigger den anden i øjnene håber vi på at se, at han ser tilbage på os med kærlighed. Men vi åbner øjnene i blind tillid på, at han gør. I det sekund før vi ser den anden i øjnene, ved vi ikke om vi mødes af kærlighedens syn, eller af tomme blikke, der undviger os. Men vi tror og vi håber og vi åbner og ser derfor med blind tillid til, at vi modtages af det gode.

Det sker at, vi ikke mødes af de elskede øjne og her gør det ondt, når troen ikke får beviset, når kærlighedens tro bliver modsagt og afvist. Men troen er stærkere end tvivlen – og kærligheden er stærkere end afvisningen.

For når vi mindst venter det, slår vi øjnene op og ser ind i kærlighedens øjne igen. Den kommer pludselig, uventet og altid med lige stor kraft. Igen er vi set, vi bliver langsomt mere og mere synlige og til sidst træder vi frem for verden fuld af klare farver. Troen på kærligheden giver os fylde og farve.

Jesus ser, at den blinde tror på ham med kærlighed på trods af, at han er blind. Selv i sin blindhed, ser han Jesus i et klarere lys end de tolv disciple, der så ham hver dag. Og Jesus giver ham den største gave, den største kærlighed. Han giver ham synets kraft tilbage. Den blinde mand kan nu i sandhed se Jesus, men han kan også se vejen frem og følge med.

I kærligheden skal vi se hinanden – men i troen vil vi altid være blinde. Må vi på den sidste dag få åbnet vores blinde øjne og se Kristus med kærlighed.

Amen.

…

Salmisten skriver: Herre, hos dig søger jeg tilflugt, lad mig ikke for evigt blive til skamme, udfri mig i din retfærdighed! Vend dit øre mod mig, red mig i hast, vær min tilflugts klippe, den borg, hvor jeg finder redning. For du er min klippe og min borg, led mig og før mig for dit navns skyld! Befri mig fra det net, de har lagt ud for mig, du er jo mit værn. I dine hænder betror jeg min ånd, du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud. Sl 31,2-6

Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne: Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet. Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden. 1 Kor 13

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: “Davids søn, forbarm dig over mig!” Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.” Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud. Luk 18,31-43

Prædiken juledag – Ordets juleglæde

Jeg holdt denne prædiken 25. december 2011.

…

I dagens juleveangelium går Johannes helt tilbage til begyndelsen. Ja faktisk før begyndelsen, før skabelsen. Vi hører her, at Ordet var med i begyndelsen, og at Ordet er Gud. Ordet er Guds udadvendte og skabende aktivitet, og ved Ordet åbenbarer Gud sig for mennesket og ved Ordet skaber Gud. Ordet er Jesus og med hans ankomst til verden, får vi mennesker et tættere forhold til Gud. Vi får lov at stå ansigt til ansigt med Gud igennem hans søn Jesus. Relationen imellem Gud og menneske bliver skabt her. Relationen – forholdet imellem Gud og menneske blev helt tydeliggjort ved, at Gud blev menneske. Skellet er ophævet, fjernet!

Vi hører i det gamle testamente, at Moses bad om at få lov til at se Gud, men Gud sagde, at intet menneske kunne tåle at se ham. Det siges alligevel, at Moses var den eneste, der så Gud og derved kendte ham i den gamle pagt. Men i den nye pagt viser Gud sig for alle mennesker. Han går så langt som til selv at blive menneske, for at kunne kende os alle fuldt. Forhænget, der var i det jødiske tempel og var dækkede det allerhelligste, og skilte mennesket fra Gud i den gamle pagt, revner da Jesus dør, og derved er Gud for evigt synlig for alle mennesker. Men det er ikke kun os, der nu kan kende Gud, fordi forhænget er flænget og revet bort. Jesus – Gudssønnen – vil også kende os. Og ikke blot det, han vil også kendes ved os.

Vi har to juleevangelier, som vi hører her til jul. Det ene er Lukas juleevangelium, som vi hørte i går. Her hører vi om Josefs og Marias rejse og ankomst til en lille stald, hvor Jesusbarnet blev lagt i en krybbe og vismændene kom og gav dem gaver, ledt på vej af stjernen. Sproget og tonen i de to evangelier er meget forskellig, men konklusionen er den samme. Gud blev menneske julenat – Ordet blev kød. Meningen med det hele lader sig åbenbare med et lille nyfødt barn. Meningen trængte ind i verden, da Guds hjerte begyndte at slå i en lille menneskekrop. Og hjertet banker for alle mennesker. Der er ingen afkrog i verden, intet sted der er for mørkt og dystert, intet trist sind som Gud ikke kan og vil nå. Gud går med helt ud, hvor det er allermørkest og gør mest ondt.

Gud gav os ordet og gav os mulighed for i Ordet at tale med hinanden og med Gud. At høre og at tale er væsentligt for at skabe relationer og fællesskaber mellem mennesker. Ord kan skabe og kan bryde ned. vi kan åbne en hel ny verden af glæde og lys for det andet menneske ved hjælp af ordet, eller vi kan være sammen i mørket og tristheden og have ordet sammen.

Når vi fortæller vores livshistorie får vi en ny forståelse af os selv, af vores familie, af vores liv. Men hvis vi bliver i vores eget fortælleunivers, lukkes vi om os selv. Derved mangler den dimension, som gør livet større end det enkelte menneske og dets liv og dets død. Men når vi bliver tilført Ordet udefra – når vi bliver sagt noget, som vi ikke kan sige os selv – så åbner verden sig på ny. Det kan være et ord fra et andet menneske, fra et digt, et billede eller fra Gud. Gud er tiltalens ord, der kan befri os fra os selv og det vi føler os fanget i og af. Det har lydt før skabelsen, og det er det Ord, som Gud skabte med og stadig skaber med. Og det er det Ord, som vi skaber med i vores liv. Handlinger siger i lige så høj grad noget som ord, og handlinger er især vigtige i vores relationer mennesker imellem. Her kædes handlingen og Ordet tæt sammen og får en særlig skabende kraft. For Jesus er Ordet, men Jesus var så sandelig også en handlingens mand. Han ikke blot fortalte os, hvordan vi skal leve vores liv med Gud, men viste os det med sit eget liv.

Ordet sætter os i forbindelse med hinanden. Igennem Ordet giver vi os til kende overfor hinanden. Igennem talen udtrykker vi vores tanker og følelser og åbenbarer os overfor hinanden.

Her juledag hører vi, at Kristus var med fra begyndelsen. Han var Ordet og var hos Gud. Vi bliver julenat givet Kristus og dermed starter juleglæden. Glæden over, at Gud er kommet til os i skikkelse af et lille menneskebarn. Ikke noget særligt, ikke på nogen måde en konge lig. Men dog alligevel noget helt ud over det sædvanlige. Freden starter der og vi bliver hvert år mindet om den fred og glæde, der blev givet os denne nat. Når livet og verden er uoverskuelig, mørk og dyster. Når hverdagen er alt for almindelig og det særlige lader vente på sig. Så kan vi mindes denne glædelige nat. Hvor Gud kommer til os, fordi han vil os! Vi er ikke alene i denne verden. Vi er omfavnet af kærlighed, lys og varme.

Jeg mindes mine egne barndoms julemorgner. Det var en glæde at stå op og se juletræet stadig stå der i den rodede stue med gavepapir over det hele, glitter og pakker spredt rundt. Men i midten stod juletræet der stadig lige så smukt som aftenen før. Der var en særlig tryghed i at se, at julen ikke kun var om aftenen, hvor alt var smukt, med tændte lys, pakker i smukt papir og glade forældre og søskende. Men julen var også næste morgen, hvor jeg stod midt i den rodede stue i pyjamas med uglet hår, og så på juletræet. Julen rækker også ind i det rodede ikkekønne og overstråler hverdagen og det almindelige med sin særlige juleglans.

Lad os have denne julenat i vore hjerter og lade juletræet få flere lys i og blive tændt igen, så juleglæden for lov at vare ved.

Glædelig jul.

Amen.

…

Denne hellige lektie skrives i første mosebog: I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.

Epistlen skriver apostlen Johannes i sit første brev: Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.