Et møde i tillid

12. søndag efter trinitatis

 Søndagens evangelium

 

Prædiken:

For tiden kører der en reklame for et teleselskab, med sloganet ”tal ordentligt”. Man ser hvordan et dårligt ord afføder en kædereaktion af ubehagelige møder mellem mennesker. Moren råber af cyklisten, hendes søn råber af en flyttemand, han råber af en mand i elevatoren, som råber af kollega. Men hun møder ham med ordene, ”kom, går du ikke med til frokost?”. De dårlige ord er som ringe i vandet. De spreder sig langt ud over den, de er tiltænkt. Men de gode ord, fyldt med glæde og sympati, kan også afværge det ubehagelige møde med det samme. For den vrede mand slapper af, smiler og går med. Ringene i vandet er standset, og i det blikstille vand mærkes roen, glæden og tilliden.

Søndagens evangelium er fyldt med vrede ord, og fordømmelse. Jesus er hidsig. Tilhørerne er mistroiske og sammenligner Helligåndens underværker med djævelens værk. Det er bespottelse af Helligånden, og det er utilgiveligt, siger Jesus. Bespottelse af Helligånden er manglen på Tillid til medmennesket. Det er utilgiveligt, da du ikke kan bygge dit liv på en grundsten af vrede og mistillid. I livet oplever vi tillid og åbenhed, og det skal vi bygge vores liv på.

Videre sammenligner Jesus menneskene med træet. Træet skal kendes på dets frugter. Bærer træet dårlige frugter, er det et dårligt træ, bærer det gode frugter, er det et godt træ. Som med træet kan man kende mennesker på deres ord. Hvad hjertet er fuldt af løber munden over med, siger vi og på vores ord skal vi kendes og dømme. Jesus fortæller os her, at vores ord har vægt og mening. Det er ikke lige meget, hvad vi siger til hinanden. Ord er altid en del af vores relationer, og de former os for altid igennem vores mange indbyrdes møder med mennesker omkring os.

Det har betydning, hvordan vi taler til hinanden, og hvad vi siger. Moren råber af cyklisten, fordi hun bliver bange, hun tænker ikke over, hvad hun egentlig siger. Hun vil ikke med fuldt overlæg såre ham og sætte en dæmper på hans dag, men hun kommer til det. Og hun ændrer både hans, hendes søns og sin egen dag. Hendes ord spreder sig som ringe i vandet.

Når vi taler, er talen altid rettet imod andre. Al tale foregår i en slags dialog. Selv prædikenen som jeg her står og holder, er en dialog. Jeg møder jer med mine ord, og I møder mig med jeres lyttende ører.

I samtalen møder vi det andet menneske. Vores nabo, vores mand, vores børn, en kollega, en fremmed på gaden. Med vores ord kan vi såre eller glæde. Teologen K.E. Løgstrup, der var præst på Fyn, og siden tænkte på Århus universitet formulerede i efterkrigstiden tanken om ”Talens åbenhed”. Med det mener han, at vi bærer det andet menneskes liv i vores hænder, og med det vi siger, skaber vi en ny virkelighed for det menneske.

Når vi siger vrede ord til en kollega, sætter de ord sig fast i vores kollegas sind, og ændrer hendes dag. Hun bliver mere irriteret, føler sig sur og ked af det, og når hun kommer hjem fra arbejde, får manden et ordentligt fur, fordi han har købt det forkerte vaskepulver. Ordene spreder sig som ringe i vandet. Når vi giver smil og varme ord til kollegaen, bringer vi ham glæde og en lettere gang. En gang, der får ham til at standse ved blomsterhandleren på vej hjem, for uden grund at overraske sin kone med blomster og søde ord.  Ordene spreder sig som ringe i vandet.

Vi har magt over andre mennesker med vores ord, og derfor er det ikke ligegyldigt, hvad vi går og siger, og hvordan vi siger tingene. I reklamen ser vi, hvordan det går, når den magt misbruges. Når vi lader vreden løbe af sted med os, og råber af hinanden. De vrede ord, vi selv er blevet smidt i hovedet, bliver straks kastet videre. Det intetanende menneske på gaden, der kommer til at cykle for hurtigt forbi, så moren bliver forskrækket, bliver ramt af en haglbyge af vrede ord. Den irriterede kollega skælder sin mand ud. De tager de vrede ord med sig videre. Og ringene spredes i vandet.

For når et andet menneske møder os – uanset om det er første eller tusinde gang vi ses – og hører på os, gør han det, i Løgstrups verden, med åbenhed og tillid. Vi tror på og regner med, at den anden vil os godt, og fordi vi bliver mødt med denne åbenhed, har vi altid allerede det andet menneskes liv i vores hænder. Vi har magten og kan ødelægge eller fremme den andens tilværelse. Hvad vi vælger at gøre, skal vi dømmes på, siger Jesus. Selvom vi er blevet såret og skuffet og har fået vrede ord smidt i hovedet, vil vi alligevel næste gang møde mennesker med åbenhed og tillid, fordi vi også oplever glæde, varme og smittende smil. Men møder vi kun hårde ord, og skarpe tunger, vil tilliden mindskes for til sidst at forsvinde. Vi vil blive lukkede og mistroiske mennesker.

Løgstrups ide om talens åbenhed virker for mig så åbenlys, når man hører dagens evangelium. For den handler om, at vores ord har betydning og vægt. Vi har alle ansvar for, hvad vi siger. Ordene er vores frugter, og vi kan kendes på de ord, der løber ud af vores mund.

Kollegaen i reklamen stopper de dårliges ords ringe i vandet med at møde sin vrede kollega med åbenhed og tillid. Hun står med hans liv i hænderne og fremmer det. Hun bringer glæde og lys ved noget så simpelt som et smil og venlighed.

Jesus fortæller os igennem hele det nye testamente, at vi skal møde vores næste med kærlighed og åbenhed og tillid. Men samtidig lader han os vide, at han udmærket ved, at vi kun er mennesker og til tider lader vreden løbe af med os, og livet igennem kommer til at sprede onde ord. Onde ord som rammer mit medmenneske. Jesus siger: ”Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd”. Vi har alle både det gode og onde forråd, og vi vil komme til at bruge af begge forråd. Selv Jesus, guddomsmanden, viser os sin menneskelighed, da han kalder tilhørerne for øgleyngel. De rammer ham med deres mistroiske ord, og mangel på tillid, og han rammer dem med vredesudbruddet: ”Øgleyngel”.

Men al synd og bespottelse skal tilgives mennesket, for vreden hører til det at være menneske. Vreden må og skal aldrig være vores fundament, for da er du dømt og fortabt i dens urolige magt.  Men du skal vide dig set, og elsket og tilgivet – også for din vrede og derved finde modet og troen på, at onde og dårlige ord, der rammer os alle, kan og stoppes og vendes til et møde i åbenhed og tillid.

Amen.

Historien om en Moder

 

 

I morgen skal jeg have plejehjemsgudstjeneste på Remstruplund i Silkeborg. Her plejer jeg gerne at fortælle en lille historie. Og i morgen skal de høre Historien om en Moder, af H.C. Andersen. Den er ret lang, så jeg har forkortet den, så der er tid til kaffen bagefter.

 

H.C. Andersen

 

Der sad en moder hos sit lille barn. Hun var så bedrøvet, og bange for at det skulle dø. Barnet var blegt, og lå med lukkede øjne og trak vejret meget sagte.

Det bankede på døren og ind fra den isnende vinterkulde kom en fattig gammel mand. Den gamle mand satte sig tæt på varmen, og moderen satte sig helt tæt på hen, og så hen på sit syge barn.

”tror du ikke nok, at jeg beholder ham?” sagde hun, ”Vorherre vil ikke tage ham fra mig!”

Og den gamle mand, det var døden selv, han nikkede så underligt, at det både kunne betyde ja og nej. Moderen så ned i sit skød med tårer ned af kinderne. Hun blundende kort af udmattethed, men for op kort efter og rystede af kulde.

Den gamle mand og barnet var borte. Moderen løb ud af huset og råbte på sit barn. Derude midt i sneen, sad en kone i lange, sorte klæder. ”Døden har været inde i din stue, jeg så han skyndte sig bort med dit lille ban. Han går stærkere end vinden, han bringer aldrig tilbage, hvad han tog!”

”Sig mig vejen og jeg skal finde ham” sagde moderen.

Konen kendte vejen, men bad hende først synge alle de viser moderen havde sunget for sit barn. ”Jeg holder af dem, jeg er Natten, jeg så dine tårer, da du sang for dit barn”

Moderen sang og græd og vred sine hænder. Da fortalte natten vejen, ind i den mørke granskov.

Da moderen kom til en krydsvej, vidste hun ikke længere hvilken vej hun skulle gå. På stedet stod en tornebusk. ”har du set døden gå forbi med mit lille barn?” ”Ja” svarede tornebusken ”Varm mig ved dit hjerte og jeg skal fortælle dig vejen. Hun trykkede tornebusken til sit hjerte, så blodet flød, og på den forfrosne tornebusk, skød friske grønne blade. Tornebusken viste hende vejen.

Da kom hun til en stor sø, den var ikke frosset nok til at den kunne bære hende, og for dyb til at vade igennem, og ikke en båd var i nærheden. Moderen lagde sig ned for at drikke hele søen, og det var jo umuligt for et menneske, men moderen tænkte at der dog kunne ske et mirakel.

”Nej det går aldrig sagde Søen” Søen elskede perler, og bad om moderen ville græde sine øjne ud til den, da de var det smukkeste den havde set. Søen viste derefter vej til det store drivhus, hvor Døden bor og passer blomster og træer, hvert af dem er et menneskeliv. Søen løftede moderen op, og hun blev båret på de stille vand hen til det underlige hus. Men moderen kunne ikke se det, hun havde jo grædt sine øjne ud.

”Hvor skal jeg finde Døden, som tog mit lille barn?” ”her er han ikke kommet endnu” sagde den gamle gravkone, som gik og passe på Dødens drivhus. ”Hvordan har du kunne finde herhen, og hvem har hjulpet dig”

”Hvorherre har Hjulpet mig!” sagde moderen. ”han er barmhjertig og det vil du også være! Hvor skal jeg finde mit lille barn?”

”Mange blomster og træer er visnede i nat, Døden vil snart komme og plante dem om. Du ved vel at ethvert menneske har sit livstræ eller sin blomst. De ser ud som andre vækster, men de har hjerteslag. Måske kan du kende dit barns hjerteslag i mængden. Du kan give mig dit lange sorte smukke hår, så får du mit sorte i stedet for”.

Så gik de ind i Dødens store drivhus, hvor blomster og træer voksede underligt imellem hverandre. Der stod fine hyacinter under glasklokker, bomstærke pæoner, vandplanter nogle syge og andre friske. Der stod dejlige palmetræer og ege. Der stod persille og blomstrende timian. Hvert træ og hver en blomst var et menneskeliv. Mennesket levede endnu, én i Kina, én på Grønland, rundt omkring i verden. Den bedrøvede moder bøjede sig ned over hver enkelt blomst, plante og træ, og hørte inden i dem hvordan menneskehjertet bankede, og imellem millioner kendte hun sit barns.

”Der er det!” råbte hun og strakte hånden ud over en lille blå krokus, som hang ganske syg til den ene side.

”Rør ikke ved blomsten!” sagde den gamle kone. ”men stil dig her, og når så Døden kommer, lad ham da ikke rykke planten op, og tru du med at du vil gøre det med de andre blomster, så bliver han bange! Han skal svare Vorherre til dem, ingen tør rykkes op før han giver lov.”

Med et susede det koldt igennem drivhuset, og den blinde moder kunne mærke, at det var Døden, der kom.

”Hvordan har du kunne finde vej herhen, og komme hurtigere end jeg?” ”jeg er en Moder!” sagde hun.

Og Døden strakte sin lange hånd hen imod den lille fine blomst, men moderen holdt sine hænder fast om den. ”Du kan dog ikke gøre noget imod mig” sagde Døden. ”Men det kan Vorherre” svarede moderen.

”Jeg gør kun hvad han vil, jeg er hans urtegårdsmand. Jeg tager alle hans blomster og træer, og planter dem ud i den store paradisets have i det ubekendte land, men hvorledes de dér gror, og hvorledes der er, tør jeg ikke sige dig”

”Giv mig mit barn tilbage” græd moderen. Med ét greb hun om to blomster tæt ved og råbte til Døden: ”jeg river alle dine blomster af, for jeg er i fortvivlelse.” ”Rør dem ikke” sagde Døden. ”Du vil gøre en anden moder ulykkelig.” Moderen slap straks begge blomster.

”Der har du dine øjne, jeg har fisket dem op af søen, de skinnede så stærkt. Tag dem igen og se ned i den dybe brønd. Jeg skal nævne navnede på de to blomster du ville rive op, og du ser hele deres fremtid, deres hele menneskeliv, ser, hvad du ville forstyrre og ødelægge.”

Og hun så ned i brønden. Det var en lyksalighed at se, hvordan den ene blev til en velsignelse for verden. Og hun så den andens liv, med sorg og nød, rædsel og elendighed.

”Begge dele er Guds vilje.” sagde Døden. ”Hvilken af dem er ulykkens blomst og hvilken af dem velsignelsen?” spurgte moderen.

”Det siger jeg dig, men den ene var dit barn og det var dit barns fremtid du så, dit barns skæbne.”

Da skreg moderen af skræk: ”Hvilket af dem, var mit barn? Sig mig det, frels den uskyldige. Frels mit barn fra al den elendighed. Bær det hellere bort. Bær det ind i Guds rige. Glem mine tårer og mine bønner.

”Jeg forstår dig ikke, vil du have dit barn tilbage, eller skal jeg gå derind med det, hvor du ikke ved?”

Da vred moderen sine hænder, faldt på sine knæ og bad til Vorherre: ”Hør mig ikke, hvor jeg beder imod din vilje, som er den bedste. Hør mig ikke!”

Og hun bøjede sit hoved i sit skød. Og Døden gik med hendes barn ind i det ubekendtes land.

 

 

 

Bønnen er en gave til vores børn

Prædiken 9. søndag efter trinitatis

I vores midte i dag er et lille spædbarn, lille M., og hans stolte forældre. M. er jeres første barn, han er en kæmpe gave.

En gave fra Gud. For Gud skænker os livet, kærligheden, glæden og nærværet i vores liv. Det er her vi mærker ham. Det er her, vi kan føle Guds ånde i nakken på os. Når vi står med et lille spædbarn i vores arme, når vi ser vores elskede i øjnene, når vi sidder midt i gode venners selskab. Vi kan mærke, at det er en gave. At det er noget, der gives os. Får det er så stort, så utroligt. Vi har ikke skabt det, vi kan ikke styre det, kontrollere det. Vi kan ikke bestemme hvornår barnet, kærligheden, eller venskaberne komme, eller i hvordan de ser ud. Vi kan kun tage imod og sige tak. Alle nybagte forældre, forelskede og nye venner oplever det. Den særlige følelse når man mærker barnet sparke første gang, ser ind i dets blå øjne, mærke ens elskedes kys, oplever hvordan man kan tale flere timer med ens nye ven om alt mellem himmel og jord. Vi mærker gaven det er. Og vi siger tak. Vi kan ikke andet. Vi kysser barnets næsetip, og takker for at det er kommet, er her og har det godt. Klemmer vores elskede hånd, og siger tak for at du elsker mig. Medbringer blomster til vores ven, og siger tak, for at du vil se mig.

Takken følger gaven, og med gaven følger også opgaven. For efter at vi har fået gaven, er det vores opgave, at passe på den. Værne om den, beskytte den, elske den, og gøre alt hvad vi kan for den.

Jeg sagde i faddertiltalen til jer, at I skal lære jeres barn at bede. Det kan lyde som en meget from befaling. Men det er ikke tanken bag. Grunden til jeg mener, at bønnen skal blive en naturlig del af vores liv, er, at I bønnen lærer vi at udtrykke vores inderste tanker, håb og drømme. Vi lærer at tydeliggøre, hvad vi er bekymret over, hvad der tynger os. Bønnen er henvendt til Gud, i et ønske, et håb om, og en tro på at Gud hører os. Men det gode ved bønnen er, at når vi henvender os til Gud, så henvender vi os samtidig til os selv. Vi fortæller også os selv, hvad der nager os, og hvad vi håber for. Og Nogen gange er det egentlig os selv, der har mest brug for at høre det.

Derfor behøver bønnen heller ikke være civiliseret, høflig, og ordentlig. Vi skal ikke bede pænt om det. Vi skal råbe, skrige, græde, le og synge vores bønner til Gud. Vi skal lade vores bønner være rene og komme fra hjerter uden omsvøb.

Vi skal rende Gud på dørene og blive ved og ved, være utrættelige i vores bønner. Men hvorfor, hvis vi ikke får det vi beder om? Fordi det centrale ved bønnen ikke er, hvad der sker efter bønnen, men det der sker i bønnen. At vi henvender os til et andet sted, at vi taler til Gud, at vi lader alle vores følelser komme ud.

Mange behandler bønnen som en ønskeseddel. De udfylder den på samme måde som til fødselsdage. Jeg ønsker mig et fjernsyn, en kæreste, en cykel, godt helbred, en computer, penge og berømmelse.

Men bønnen er ikke en ønskeseddel. Vi er ikke garanteret at få det vi beder om. Lige meget hvor insisterende vi er. Gud er ikke som den uretfærdige dommer i lignelsen, der til sidst giver efter for enkens utrættelige plager, om at blive hørt.  Gud hører os, hører hvert et ord, hver en tanke, hver en plage og nød. Men hvad vi får er måske noget andet. For hvad Gud giver er en gave, og de bedste gaver er oftest de uventede. I vores samfund er vi alle forbrugere, der vil have mere og mere, større og bedre, dyrere og flottere. Og vi lærer vores børn det. De skal også have det fineste, det bedste. Vi vil give dem hele verden, gøre alt vi kan for at gøre dem lykkelige, for at de har glæde i deres liv. For barnet er en gave givet af Gud, og med den gave, blev vi også givet en opgave. Vi skal passe på vores børn, elske dem og ønske det bedste for dem. Og derfor giver vi dem alt det som kan købes for penge. Og børnene bliver glade. Men hvad er det, der gør dem glade, at de fik den nye legetøjsbil, eller at de var med mor og far ude at købe den? Oplevelser sammen med vores elskede er det, der gør os lykkelige, bringer glæde i vores liv.

Det bedste vi kan give vores elskede er os selv. Som Gud gav os sig selv. Gud elskede os, og lod sig derfor føde midt iblandt os. Han gav hele sig selv til os. Den gave vi fik af Gud er kærligheden, og den gave skal vi blive ved med at give videre. Får med gaven fik vi opgaven at elske og give vores kærlighed videre.

Jesus budskab i gennem hele bibelen er ikke at fortælle os, hvordan vi skal leve vores liv, men at vi skal leve vores liv. At kærligheden, der er grundstenen i livet, skal fylde alt. Og vi mærker det især i dag. Når vi ser på Magnus og hans forældre. Kærligheden er umiddelbar, nem og stor. Her har kærligheden ikke trange kår, den vokser sig større og større.

Som vi synger det i vers to i salmer kærlighed er livets kilde, som vi skal synge om lidt:

 

Kærlighed er livets krone,
kærlighed er lysets glans,
derfor sidder på Guds trone
Jesus nu med strålekrans;
han, som lyset er og livet,
har for os sig selv hengivet,
bliver i og lever ved
Guds, sin Faders, kærlighed.

Den skabte kærlighed

Kære Brudepar, kære familie og venner.

I dag er vores øjne fæstnet på jer, fordi I stråler af lykke. I har glædet jer til denne dag. Efter en lang forlovelse er dagen kommet. En lang forlovelse der har bragt jer tre skønne børn, og givet jer en dejlig familie.

Jeres liv sammen begyndte for mange år siden, I gode venners selskab. I valgte dengang hinanden og har siden da, hver dag åbnet jeres øjne og sagt ja, selv på de måske mere trælse af slagsen.

I dag skal I endnu engang sige Ja. Sige ja til hinanden. Overfor familie og venner, og for Gud. I dag lyder der også et ekstra ja. Gud siger også ja til jer. Han siger ja til jeres kærlighed og liv sammen, og hans bryllupsgave til jer, er hans velsignelse. Gud velsigner det liv, I har begyndt sammen, og jeres liv sammen i evigheden.

Lige før sang vi salmen ”I blev skabt som mand og kvinde”

Salmen bliver meget tit sunget til vielser. Både fordi den er smuk og meget beskrivende. Og fordi de fleste brudepar kan genkende sig selv i den, ikke bare fordi de står overfor hinanden som mand og kvinde, men også fordi de, som jer står overfor med en masse forskelligheder, der bliver til en enhed.

Salmen handler om at vi mennesker blev skabt af den samme SkaberGud med alle vores ligheder og forskelle. Det er den samme livsånde, Gud pustede ind i os mennesker.

Alle har vi hjerter og lunger, der pumper blod og ilt rundt i kroppen. Arme og ben.

Og sådan har I også meget til fælles. I har bygget et liv op sammen, med børn, fælles værdier og drømme.

Men når vi står overfor hinanden, så opdager vi hurtigt, at der også er store forskelle – ikke bare på vores kroppe, men også i vores sind. Og sådan også hos jer.

For mens du A. er den rolige og tænksomme, der har fødderne godt plantet på jorden, og lige skal overveje tingene en ekstra gang, før du går i gang, så er du Lene mere initiativrig, hurtig, du flyver let til vejrs, og der er meget kort fra tanke til handling, ja ofte så kommer handlingen før tanken.
Men – som vi sang det i salmen: “Denne forskel er en nåde / li’som regn og sol og vind”. Ja, det er nødvendigt med forskelligheder, hvis ting skal gro og udvikle sig. Og forskellighederne gør jo også, at man kan lære af hinanden og have en positiv indflydelse på hinanden.

For når du L. flyver af sted mod nye himmelstrøg for at afprøve nye ideér, gøre noget anderledes, lige ændre lidt, så står A. nede på jorden med brede fødder, og holder godt fast i dig. A. holder dig til jorden, men du løfter ham også med op. A. du bliver hævet lidt fra den fede muld, og du L. flyver ikke helt til vejrs.

Jeres forskelligheder er det der skaber helheden i jeres familie.

Men “intet svælg er Gud for bredt, / han kan gøre to til ét”. Ja, da Gud skabte mennesket i sit billede og pustede sin livsånde ind i os – da gav han os evnen til at elske.

Og netop kærligheden er det, der kan gøre to til ét – det der gør, at en “mand forlader sin far og mor og binder sig til sin hustru og de to bliver ét kød” – som det lød i en af læsningerne.

I har forladt jeres forældre, Eller A. du har næsten, de bor lige ved siden af Jer. I har startet jeres liv sammen, fået jeres egen familie. Jeres kærlighed er vokset igennem årene, både i fysisk størrelse, den har bragt jer børn, og i åndelig størrelse. Og det er netop denne kærlighed, I to i dag er kommet her ind i kirken med.

Dels selvfølgelig fordi I vil bekræfte den med nogle høje og tydelige JA’er overfor hinanden og jeres familie og venner, men også fordi I godt ved, at kærligheden ikke er en selvfølge og at livet godt kan byde på byrder, der kan udfordre denne kærlighed. Derfor er det godt, at komme her ind i kirken med den.

For kærligheden er selvfølgelig det, der binder os mennesker sammen, men det er også kærligheden, der binder Gud til os. Det var i kærlighed, at Gud skabte os og indblæste kærlighedens gave i os – ja, “lagde sit sind i vort”, som vi sang.

Og det var i kærlighed til os, at Gud blev menneske i Jesus Kristus – at han døde og opstod. Ja, Gud ønsker at fortælle os, at han er der for os – går sammen med os både i medgang og modtag – både i liv og i død og hans støder ingen bort. Nej, han elsker os med en kærlighed, der håber og udholder alt.

Og når vi holder vielse, så er det netop også en bøn – en bøn om, at Gud vil komme “med kærlighed og tro” og “helt forene disse to” – ja, lede dem ad samme vej. At han igen og igen vil indblæse i jer den kærlighed, der håber og udholder alt.

Og således er det nu blevet tid til, at I to kommer her op og siger “Ja” til hinanden og “tak” til Gud og at vi sammen beder om, at han til stadighed – hver dag – både i medgang og modgang vil indblæse sin kærlighed i jer.

Amen

andelslejlighed til salg

Vores fine lejlighed på Vesterbro i København er til salg

http://flensborggade30sttv.wordpress.com/andelslejlighed-til-salg/