De mørke tanker

Trinitatis søndag 26. maj i Saxild-Nølev kirker.

 

 

Prædiken:

 

Nattens mørke

De kommer krybende om natten. De tvinger en vågen og gør en urolig. Man vender og drejer sig, og prøver desperat at finde roen og mærke søvnens blide omfang. Vækkeuret lyser faretruende ved siden, og langsomt skrider tiden frem, og morgenen nærmer sig. Stressen kommer, for med kun fire timers søvn, hvordan skal man så kunne klare hele dagen i morgen. Angsten fylder en og panikken begynder at brede sig.

 

Tankerne myldrer frem. Alle ens småproblemer virker voldsomme der i mørket. Tankerne holder os vågne og lukket ude af søvnens favntag.

 

For om natten bliver problemerne voldsomt påtrængende. I løbet af dagen, forfølger de os også, men vi kan skyde dem fra os, og under madlavningen, opvasken, vasketøjet næsten glemme at de er der. Men ikke om natten. Tankerne sniger sig ind på os.

Det er som om at skumringens komme, og nattens mørke, lader alle tanker får frit løb. Hegnet bliver væltet og vi overmandes helt ukontrolleret af alle vores tanker.

 

Mørket omkring os, sniger sig ind i os, og det er ikke kun den sorte nat vi ser, men også alt det mørke i os selv. De mørke tanker, angstens klamme skygge, tvivlens spor og tristheden tager til i styrke og ensomheden forstærkes.

 

Om natten har vi allermest brug for noget til at hjælpe os igennem, og når den første solsort går i gang og solen bryder mørkets magt, begynder vores hjerte at banke langsommere og vi genfinder modet, og tør endnu en dag.

 

Nikodemus

”Der var et menneske” begynder dagens evangelium. Og sådan starter de bedste fortællinger. Med et menneske. Et menneske som dig og mig. Og det var Nikodemus. Et helt almindeligt menneske, en farisæer, og han kunne heller ikke sove om natten. Han var rastløs og urolig og tanker tog til i hans indre. Og som mange andre stod han op. Nogle laver kamille-the, læser, tager et bad eller ser fjernsyn. Nikodemus stod op og vandrede hvileløst rundt i sit hus. Indtil han ikke kunne vente mere og tog tyren ved hornene. Han opsøgte den eneste mand der kunne berolige hans tanker og give ham svar på alle hans spørgsmål.

For alle de mærkelig ting Jesus havde sagt, havde forstyrret hans nattero, oprørt hans tanker og forstyrret freden i hans indre. Han kunne ikke få Jesus ud af tankerne.

Og nogle gange kan disse søvnløse nætter være gavnlige, for det kan være anledningen til at tage livet op til ny overvejelse. Og det gjorde Nikodemus.

 

Født på ny

Nikodemus kommer ind af døren, og han er næsten ikke færdige med de sædvanlige høflighedsfraser, før Jesus kommer med svaret: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.«

Og tak for det svar! For forvirringen hos Nikodemus og os bliver jo ikke mindre! Billedet kommer straks ind på nethinden, mennesket der skal proppes tilbage i moders liv. En helt umulig, forfærdelig og mystisk tanke. Og det er også Nikodemus’ svar, for det kan man jo ikke!

 

Men forsøger vi at forstå ordene fra Jesus så giver de måske alligevel mening. For vi oplever alligevel tit at blive som født på ny. For det handler om at få sit liv på ny.

Mennesker der har været ude for en stor livskrise, eller sorg. Mennesker der har været igennem voldsom sygdom. Mennesker der rystet i deres grundvold, og som når eller hvis de kommer ud på den anden side, ser livet i et helt andet lys.

På en måde som at komme til verden på ny. Vi hører ofte vendingen. ”han er som et helt nyt menneske”.

Vi ved ikke om Nikodemus blev som et nyt menneske efter den natlige samtale med Jesus. Vi ved ikke, om han lod sig døbe.

 

Men vi har ved enhver dåb her i kirken et tydeligt tegn på dette at bliver født på ny.

Dåb

I de fleste gamle kirker står der en kæmpestor døbefont(som den her i Saxild-Nølev).

Den er næsten altid hugget ud af én sten, og så ligger der et lille guldfad/sølvfad til vandet ovenpå stenen.

Hvis man tager fadet væk, kan man se, at hele kampestenen er hugget ud og udhulet i midten, så hullet er lige så stor som et lille badekar. I al fald som et baby-badekar.
Den gamle døbefont blev nemlig i sin tid lavet til, at man kunne dyppe et lille barn helt ned under vandet, når det blev døbt.

 

Det var præsten, som holdt barnet – og først blev barnet dyppet helt ned under vandet, mens præsten sagde “Jeg døber dig i Faderens” – og så kom barnet op igen og fik lov at trække vejret, men straks ned igen “og i Sønnens” – og kun lige op at trække luft, og så kom “og i helligåndens navn”.

Bagefter fik barnet sin hvide dåbskjole på for første gang.
Man holdt heldigvis op med at dyppe børn helt ned under vandet, fordi mange vinterbørn blev syge af det is-kolde vand. Dengang var kirkerne jo ikke opvarmede om vinteren – og flere dåbsbørn døde simpelthen af lungebetændelse pga. den hårde medfart. Derfor lagde man et guldfad over hullet i stedet.

 

Men dengang, hvor hele kroppen blev dyppet, – kunne man faktisk bedre se, at enhver, som bliver døbt, bliver vasket ren for Gud.

At enhver, der bliver døbt fødes på ny af vand og ånd.

At det gamle menneske på sin vis druknes, – hvorefter det nye menneske genfødes ud af dåbens vand til at være et Guds barn.

Som et barn fødes ud af fostervandet som sine forældres barn, fødes det ud af dåbens vand som Guds barn.

 

Det er tydeligt at se, at alle menneskets kommende fejl og dumheder bliver vasket væk i dåben, sådan at den, som er døbt, er fuldstændig ren overfor Gud.

Og det gælder for resten af livet. Ingen dumheder kan komme til at stå imellem Gud og mennesket, når vi er døbt.

Derfor kom barnet dengang også først i en hvid kjole efter dåben, fordi hvid jo betyder ren.

 

Så når vi tænker dåben med i Jesu svar til Nikodemus i dagens tekst, – så forstår vi måske lidt mere af det hele. Lidt mere af den store sammenhæng.

 

Og alligevel så venter der flere søvnløse nætter hos os. Hvor tankerne myldrer frem og angsten kommer snigende. De søvnløse nætter kan vi nok aldrig blive for.

Men vi ved at vi ikke er alene. Ensomheden kan vi stå imod.

Og på sådanne nætter, – så er der tryghed at hente i at vide, at Jesus også våger hos os om natten. At han kommer til den bange, den søvnløse, den rådvilde. At han kommer med lyset – at han er lyset – også i den allermørkeste nat.

På sådanne nætter er der tryghed at finde i det løfte, der blev givet os alle i dåben.

 

Løftet om syndernes forladelse og evigt liv. Jesu kærlighed og nærvær er aldrig fra os.

 

Amen

Den Kristne Agurketid

Sommeren er begyndt. Pinsen er overstået. Solen er kommet frem og vi er rykket ind i Trinitatistiden.
Tiden fra pinse til advent. Den tid i kirkeåret, hvor der ikke er så mange højtider. Ikke de store kirkelige fester, i stedet fokuserer vi på den hellige treenighed – Gud Fader, Søn og Helligånd.

I kirken prædiker vi Jesu liv og forkyndelse, og livet leves uden de helt store fester.

Tiden kaldes også politisk for ’agurke-tiden’. Fordi der ikke sker så meget. Politikerne går på sommerferie, og alt lukkes ned for en stund. Men noget skal der jo skrives om i aviserne, så man finder de små hverdagsagtige sager frem og støver dem af. Nogle synes denne tid er voldsomt kedelig, og andre nyder endelig at få lidt ro og fred.
Men Gud findes ikke kun i kirkens fester. Han er der hver dag og så i dagligdagen, især i agurketiden.
Når vi oplever årstidernes skiften og mærker hvordan alt spirer frem, for at blive høstet igen, så virker Guds skaberkraft uendelig stor. Vi har et ansvar overfor den jord vi er givet. Vi skal passe på den.
I dagligdagen omgås vi hele tiden vores medmennesker. Her skal vi lade Jesu ord få kraft. ’gør mod andre, som du vil at de gør mod dig’. Og vi prøver, men vi kommer alligevel til at gøre hinanden ondt. Jesu tilbyder os tilgivelsen lige meget hvad vi har gjort. Den er til alle mennesker altid.
I hverdagslivet har vi brug for at tro, så alt det grå får farve og liv. Helligånden satte sig på disciplene som ild i pinsen, og sådan giver Helligånden os stadig styrken til at tro. Med Helligånden åbnes vores sanser, vi mærker vore følelser og vi tør stole på vor egen dømmekraft.
Trinitatistiden er en agurke tid. Den rolig tid, hvor livet leves i det enkle. En tid hvor vi vokser og mærker livets storhed og magt.
Rigtig god sommer og augurketid!

Nyt liv!

At mærke livet vokse i sig, er en voldsom, speciel, og mærkelig følelse.
Snart forandres vores liv for altid, da vi venter vores første barn.
Maven vokser, tankerne myldrer og alt synes at stå i barnets tegn.

Meget er usikkert og det kan være svært at forholde sig til.

Men et ved vi. Barnet er på vej, vi flytter til århus om 14 dage og sommeren er over os. Glædelige begivenheder.

Hvor mit faste embede skal være ved vi ikke, men vi håber, at det snart kommer.

Glædelig sommer!

Det irriterende vidne

Søndagens prædiken i Odder kirke kl 10.30 12. maj

 

6. søndag efter påske (1. tekstrække.)

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.« Joh 15,26-16,4

 

Prædiken:

 

Vi kender dem alle. De mennesker, der skal fortælle os og belære os om den eneste sandhed. De bliver ved i en uendelighed. Taler og taler, hører og ser slet ikke, at vi er dybt uinteresserede, og helst bare vil væk. De fortsætter bare deres enetale og bruger alle deres fineste argumenter.  Om hvad det så egentlig er, der er Sandheden, kan være meget forskelligt; lige fra den bedste kartoffelskræller, paleodiætens effekt, stofbleer til babyen, eller Kristus store kærlighed.

Og en ting er budskabet, der måske i en anden indpakning egentlig er godt nok. En anden ting er, at de altid finder os på ubelejlige tidspunkter. Når man stresset handler ind og en eller anden sælger stopper os. Veninden, der bare bliver ved, selvom vi egentlig var i gang med at tale om noget andet, Jehovas vidner, der ringer på døren, og ikke forstår vores høflige (synes vi selv) afvisning.

Vi kan ikke slippe for disse sandhedsapostle. De er overalt, og vidner om det, de mener, er den store sandhed!

Og I dag for vi så at vide, at disse irriterende mennesker egentlig gør det rigtige. For de vidner jo! De vidner om sandheden! Det er lige præcis det, Jesus vil have. At vi stemmer dørklokker, stopper enhver på vores vej, taler til familiefesten. At vi vidner. Vidner om Jesus. Vidner på, at han er sandheden. Vidner om vores tro.

De gør det rigtige! Men så må alle andre jo gøre det forkerte. Alle dem der holder tro for sig selv. Dem der ikke konstant taler om sandheden. Dem der hellere vil tale med Gud i deres tanker og bønner, end skulle overbevise alle andre om hans rigtighed og magt.

 

Men er det, den eneste måde at være vidne på? Kan vi kun vidne om Jesus liv og kærlighed ved at råbe om det fra alle verdens tage? Skal man stemme dørklokker og blive endnu en ’facer’ på gaden, som de unge mennesker fra verdensnaturfonden?

 

Er det at være vidne?

 

I johannesevangeliet fortæller Jesus os, at vi skal være vidner, og i 1 Petersbrev, mener jeg, vi får en uddybning på, hvordan vi så er det.

Og her bliver der ikke talt om at stemme dørklokker, eller holde enetaler for at overbevise andre om det gode budskab.

 

Der står: ”Vær besindige og årvågne, så I kan bede; først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder. Vær gæstfrie mod hinanden uden tværhed. Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået. Den, der taler, skal tale med ord fra Gud; den, der tjener, skal tjene med den kraft, Gud giver.”

 

Her er ordene Kærlighed, gæstfrihed, tjenstlighed.

Vi skal elske hinanden, vi skal være gæstfrie og vi skal tjene hinanden.

De ord ligger langt fra det billede jeg startede med at beskrive om vidnerne.

De ord er langt mere forståelige og brugbare.

Og når vi tænker over, hvem der har været vidner i vores liv. Hvem er så det?

 

For mig er det min søster. Hun er ikke bibelstærk. Hun går sjældent i kirke. Hendes datter er ikke døbt. Men jeg er ikke i tvivl om, at Gud en bevidst del af hendes liv.

 

Hun har vist mig igennem hendes kærlighed til andre mennesker, høj som lav, at kærligheden, gæstfriheden og tjenstligheden er de vigtigste egenskaber, vi mennesker kan give hinanden.

 

Hun har åbnet mine øjne for, at det nytter noget at tro på kærligheden. At gæstfriheden åbner folks hjerter, og at den tjeneste du gør for andre, lige meget hvor lille, er et udtryk for kærlighed.

 

På den måde har hun været et vidne overfor mig.

 

Og jeg mener, at det er på den måde vi skal være vidner i vores liv om Guds kærlighed og magt.

 

Vi skal ikke tale en masse fine ord. Vi skal vise det.

 

Teologiske tomme gloser, og insisterende lange enetaler gør ikke et vidne.

 

Et vidne gør kærlighedens gerning. Åbner sit hjerte og hjem. Og viser med sit liv hvad Gud er.

 

For Gud er ikke tomme ord og ligegyldige sandhedserklæringer. Gud er gerning!

Gud er den, der kom til os i kød og blod!

Gud er den der døde på korset, med lidelse, skrig og blod for vores skyld!

Gud er den, der er i kærligheden mellem dig og mig.

Gud er den der tilgiver os, selv når vi tror, at tilgivelsen aldrig vil ske.

 

Vi døbte før den lille Carl. Vi døbte ham i Faderes, Sønnens og Helligåndens skyld. Og lille Carl har fået nogle fadder, de er vidner på hans dåb.

Og det betyder ikke at, de bare var her, så at der kom vand på hovedet og at præsten sagde nogle ord. De er ikke kun vidner på, at det blev gjort ordentligt.

De er også Guds vidner i Carls liv. De er vidner på kærligheden. De vil igennem deres liv præge Carl. De vil vise ham, hvad kærlighed, tilgivelse, tro og håb er!

 

Derfor er dåben så vigtig. Fordi vi her også får Gud ind i vores liv.

 

Vi bliver skrevet ind i en tradition. En tradition med en dåbskjole, der er gået i arv. En tradition med at gå i kirken, når man har fået et barn, en indskrivning i en familie med deres traditioner. Gud er i den tradition. Gud virker med.

 

Og Gud virker med alle vidner på jord. Al den kærlighed vi oplever. Tilgivelsen vi får, forsoningen vi opnår, troen vi oplever, og håbet der styrkes. Alt er vidne om Guds kærlighed til os, og hans indvirken i vores liv.

Vi er alle vidner! Vi er vidner om Gud i vores liv. Og et rigtigt vidne komme aldrig ubelejligt. For kærligheden kan ikke være ubelejlig!

Amen.

Den himmelfarne

 

Prædiken Kristi Himmelfartsdag 9. maj 2013 i Saksild Kirke

 

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.« Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med. (Mark 16,14-20)

 

Amen
 

Prædiken

I dag er det Kristi Himmelfartsdag. Fyrre dage efter påske og Jesus tager nu tilbage til sin far i Himlen. Han forlader os. Og her kunne man ønske sig en smuk og tårevædet afsked, med kæmpe knus og løfter om snarligt gensyn. Men disciplene som ser ham smutte, får ikke kærlighed og knus. De får skældud, en ordentlig svada, leveret af selveste Herren Kristus. Og det må have føltes noget ærgeligt. Men de har nok været ude om det.

 

I Markusevangeliet hører vi, at Jesus viser sig for de 11 disciple og bebrejder dem deres vantro og hårdhjertethed. De tror ikke nok! De åbner ikke deres hjerter for selveste Gud, og han står endda lige der foran dem. Det burde være så nemt, men er åbenbart utrolig svært for dem. Derefter giver han dem opgaven at gå ud og prædike evangeliet i hele verden. Hm hvis jeg var sur på mine venner over, at de ikke troede mig, så ved jeg ikke om jeg havde sat netop dem til at sprede mit glædelige budskab, når de nu ikke engang tror på det. Men det gør Jesus. Han lader det hele afhænge af de ikke-troende og hårdhjertede.

 

Samtidig siger han: Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.

 

Betyder det, at der nu kan føres beviser for tro? Betyder det, at man kan måle og veje tro? Betyder det, at man kan godgøre sig som god troende ved at tage på slanger og drikke dødbringende gift og så overleve. Det har af nogle kristne været brugt til at bevise sit værd som troende.

 

Som børnesangen: Se hvad jeg kan, se hvad jeg kan, kom og se mig alle mand! Det her kan jeg fordi, jeg tror!

 

En opfattelse der er helt i tråd med samfundets tanke om resultatløn. Men er det virkelig meningen? Det er en noget farlig kurs i forholdet til Gud, i ens trosforhold.

 

For Tro lader sig ikke måle i omfang, styrke og effektivitet.

 

Men hvorfor tror vi? Hvorfor går vi i kirke? Hvorfor døber vi vores børn, hvorfor begraver vi vores kære? Hvorfor indhyller vi vores liv i en aura af religiøsitet, Gud og kirke?

 

Folk har mange forskellige grunde og meninger. Og mange har meninger om alle de andres tro. De tror ikke nok, de er for fanatisk troende. Skøre kristne, og skeptiske ateister. Vi skal hurtigt få sat stempel på hinanden, sat hinanden i skel og båse.

 

Men hvad er den rigtige tro, den rigtige grund. Hvornår tror man nok, eller for meget? Hvornår er det for dårlig en grund til at døbe sit barn, eller blive gift i kirken? Hvornår burde man komme en søndag formiddag og sætte sig på bænken, men lader være?

 

Hvem har svaret? Bibelen, Præsten? Naboen?

 

Men sagen er, at vi skal ikke præstere noget for at modtage Guds nåde og kærlighed. Lige meget om vi sidder her hver søndag, eller aldrig, om grunden til brylluppet i kirken, er muligheden for at gå op af det lange kirkegulv, eller et ønske om Guds velsignelse – så er nåden for alle! Vi er alle Guds børn.

 

Er det hele så lige meget – lige gyldigt. Hvis alle får det samme ende resultat uanset deres handlinger eller tanker? Ja det vil være den nemme tolkning og enhver råbende ateist udmelding.

 

Og ja for Gud er det hele lige gyldigt! Han kræver ikke kirkegang, eller den rette bøn. Han er egentlig ligeglad med, hvorfor du sidder på kirkebænken. For ham gør det ingen forskel.

 

Og så alligevel. For Gud vil, at vi mennesker lever i kærlighed, tillid og håb.

 

Og en måde er at samles her på bænkene og i fællesskabet synge de salmer, der lader livet udspille sig i vores ører. Høre de læsninger, der bringer Jesu ord ind i vores liv og hverdag nu. Samles om nadveren skulder om skulder og mindes det største offer Gud gjorde for os, tilgive os selv al vores skyld og rejse os igen fra knæfaldet, med nyt mod på livet og dagen. Bringe vores små børn ind i kirken og vise dem frem med kærlighed for familie, venner og samfund. Lade vores største glæde og angst blive synliggjort i vores erkendelse af, at livet er så stort og mægtigt, at vi føler os magtesløse overfor det. Bede Gud om hans velsignelse og kærlighed og hjælp i denne kærligheds opgave at opfostre det lille barn.

 

Vores grunde er forskellige, vores meninger og holdninger er forskellige, men alle samles vi alligevel her, skulder om skulder, ansigt mod ansigt og taler for en stund det samme sprog, synger den samme melodi, og mærker fællesskabets kraft og styrke. Og i det er Guds ånd og kærlighed.

 

For Gud er ikke den usynlige uhåndgribelige fremmede, der svæver et sted langt borte og styrer os som små marionetdukker.

Gud er her i dette rum midt i blandt os i form af kærligheden, fællesskabet og tilliden.

Jesus tages op til himmel og disciplene drager ud og prædiker for alverden. Men de er ikke alene, for som det lyder i Markusevangeliet:

Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med.

 

Det hele afhænger altså ikke af de 11 disciple, som Jesus skældte ud for at være vantro og hårdhjertet. Det er ligegyldigt, hvor meget eller lidt de troede. Hvad deres meninger og grunde var.

 

For Herren virker med! Gud er med i deres fællesskab. Han er med på deres rejse. Gud er med i udspredelsen af evangeliet, hele vejen frem til i dag, har Gud virket med.

 

Det er netop resultatet af Jesu liv på jord, hans død på korset og hans opstandelse. At Gud nu er forbundet til verden, til livet.

Gennem Jesu liv, død og opstandelse har vi fået fællesskab med Gud. Et fællesskab som ikke er begrænset af tid, sted og rum. Et fællesskab som rummer jord og himmel. Liv og død. Tid og evighed. Det guddommelige og det menneskelige.

 

Et fællesskab mellem Gud og menneske. Som er noget helt nyt og meget særegent. Et fællesskab som har vist sig meget levedygtigt, fordi det netop er et fællesskab, hvor det ikke afhænger af os mennesker, men et fællesskab, hvor Herren virker med.

Også i dag i vores fællesskab her i Saksild kirke.

 

Amen