Dagens tekst er svær at have med at gøre. Her er tale om Sandheden, og den er altså ikke helt nem at håndtere. Vi tror alle at vi kender den, at vi har regnet den ud, og det er de andre der tager fejl. Vi vil så gerne overbevise andre og egentlig også os selv, om Sandhedens sandhed, men vi fejler ofte i forsøget. Jeg tror det vigtigste er at tro på den Sandhed der er givet os, men også at anerkende andres ret til Sandheden, hvor fejlfortolket, vi end må synes den er. Med Voltaires ord: Jeg vil bekæmpe dine meninger, men jeg vil dø for din ret til at have dem.
I vores afmagt over for Sandhedens besværligheder, må vi ikke ty til afgudsdyrkelse – for her er ingen hjælp at hente!
Prædiken
Vi er midt i fastetiden, og i fasten er vi selvransagende, indadskuende, og overvejende. Vi ser på vores eget liv, vores handlinger og tro. Hvem er vi, og hvordan kommer det til udtryk i vores omverden. Når vi ser på os selv på denne måde, opdager vi nogen gange, at hvad vi gerne vil være og gøre, er ikke altid det samme som det vi egentlig gør og mener. For vi tager ikke altid den hårde beslutning eller det svære valg. Og oftest vælger vi ikke engang. Men lader bare være og tager den nemme og behagelige løsning. Den som passer ind i vores liv og med vores meninger.
Men mening og sandhed er ikke det samme. Vores meninger ændrer sig ofte, og nogen gange vendes de helt på hovedet. Men sandheden kan aldrig ændres. Den er fast. Og sandheden er Jesus Kristus. At han levede og døde for vores skyld. At han blev udsendt af Gud faderen. At vores skyld og syndighed er fjernes.
Det er en svær sandhed. Den er ikke nem. Og den kan være rarest bare at gå udenom. For hvad er det for en sandhed? Hvad skal vi bruge den til? Hvad betyder den egentlig? Hvorfor er det så vigtigt? Kristendommen er djævelsk irriterende på det område. For vi får ikke et nemt svar, der løser alle gåderne op, og forklarer det hele. Nej svaret er det samme, som det der afføder spørgsmålet.
Dagens tekst er en skarp replik ind i vores tid, der er præget af en lunkenhed. Hverken eller. Midt imellem. Lidt af hvert. Men mest af alt min egen helt personlige mening og tro. Men det går bare ikke i mødet med Jesu ord og gerning. Her er der ikke plads til en svælgen i mellem de mange muligheder. Her er der ikke plads til at shoppe rundt efter de få elementer, man synes passer lige ind i ens stil. Et kilo karma, to pund moral, 500 gr kærlighed, et par gram genfødsel. Derfor er der også mange der forkaster kristendommen eller forsøger at skære den til så den bliver mere overkommelig.
Gud skal kunne forklares, og sandheden om ham skal efterprøves. Mange vil, lige som dem Jesus talte til, have en Gud, de kan regne ud. En Gud der forklarer livet og meningen med det hele, og ikke bare efterlader mennesket og livet som en gåde. Derfor tyr mange også til den nærliggende mulighed, at skabe deres egen Gud, akkurat som israelitterne i ørkenen byggede en tyrekalv af guld, for at have en Gud, der var der hele tiden. Som de kunne håndtere og tillægge de egenskaber, de ønskede en gud skulle have.
Det lyder jo egentlig også som den smarteste måde at håndtere det på. Man ved hvad man får, man vælger selv, hvordan guden skal se ud og bygges. Og som med ens nyinstallerede køkken, får man en Gud, der passer lige ind i ens liv og ens verden. Det er da rart.
Problemet med den salgs gudebilleder er bare, som det står hos profeten Jeremias, at ’Gudebillederne er som fugleskræmsler i en melonmark, de kan ikke tale, de skal bæres, de kan ikke gå. Frygt ikke for de, de kan ikke gøre ondt, men de kan heller ikke gøre godt’ (jer 10.5). gudebilledet er derfor måske rart og praktisk, men nogen egentlig nytte og værdi har det næppe. Og hvad er så formålet i længden?
Hvad der er det rigtige gudebillede og hvad der er den rigtige tro. Får vi ikke et endegyldigt svar på her på jorden i vores liv. Vi får givet budskabet om Jesus Kristus, v får vidnesbyrdet. Men det er et valg vi må tage, om vi accepterer den tro vi er givet, eller om vi kaster den bort.
Jesus taler her om den sande Gud og den falske gud, djævlen. Og talen om den sande Gud er svær og upraktisk og derfor vælger mange måske at tale om sin egen gud og sin egen tro hver især. Men sådanne gudebilleder som vi laver os hver især, er kun sande for en tid. De ændrer sig, skifter udtryk og billede. Og hvad der startede med at være en guldkalv, ender måske med at være en havenisse. Gudebillederne er et udtryk for, at vi har valgt os selv og vores egen magt, og vi tror at vi har sikret os livet gennem det valg. Men sådan en sikkerhed kan aldrig gives. Vi får aldrig en sikkerhed for vores liv, og vi kan ikke tilkæmpe os en. Livet er ikke et regnskab, der går op, for livet er ikke så småt at det kan regnes ud, efterprøves og sikres. I det øjeblik at vi tilpasser vores liv, til at det kan sikres, ved at presse det ind i en bestemt form. Så dør livet!
Det sande liv det er kærlighedens liv og det findes kun imellem os og imellem os og Gud. Det findes kun i de personlige og levende relationer. Og det rum, det kan aldrig sikres. Præcis sådan er vores forhold også til Gud. Vores forhold til Gud er altid et personligt forhold, en levende relation, der tilmed går helt med ind i døden. Det er en relation i kærlighed, og det er en relation, der kræver et liv i kærligheden. Og et liv i kærligheden kan aldrig anvises et bestemt form og plads eller skemalægges og regnes ud.
Et liv i kærlighed kan kun leves i ansvar, i tro og i tillid. I mødet med kravet fra Gud, og et liv i kærlighed, er det vores håb, at Guds kærlighed og livsmagt er stærkere end alle de livsødelæggende kræfter – både dem udefra, men også dem i os selv!
Gud har sendt en afgørende magt ind i verden og historien med Kristus, så kampen mellem sandhed og løgn, ondt og godt, liv og død går mod sin afgørelse. Kampen blæses færdig, og løgnen og det onde lider sit endelige nederlag. Påskens fortælling holder os fast på udgangen af denne kamp. Gud er sandheden – for hvem alt er muligt.
Det er den tro, hvorfra vi skal hente vores livsmod og livskraft – os der lever på menneskelivets vilkår med ondt og godt side om side.
Amen
Døden har sneget sig ind på os alle. Selv når vi ved, at døden snart må komme, ingen lever for evigt, så overrumpler den os alligevel altid, når den indtræffer. Midt i denne sorgens mørke er der alligevel et lys, der skinner og bringer varme.
Da Jesus red ind i Jerusalem by for godt 1.978 år siden, blev han modtaget som en Fredskonge af jøderne. De hujede og hejede, og var lykkelige for, at han var kommet til netop deres by. De opførte sig som Danskerne på Amalienborg slotsplads til Dronningens fødselsdag. De havde den samme jubel og glæde over at se en regent, der kunne lede dem frem i verden.
Marie-Louise Lieberoth Wadum 