Opstandelsen er lige her

Påskedag 2. række – Afholdt påskedag 2022 i Skejby og Lisbjerg kirker

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Matt 28,1-8

Prædiken påskedag

Opstandelsen skete påskemorgen dengang. For flere tusind år tilbage. I en anden tid, et helt andet sted på kloden. Et sted der er så fremmed og langt væk fra vores smukke hvide kirker, vores gule påskeliljer, små oblatbrød og høj salmesang. Opstandelsen skete dengang lige uden for Jerusalem, en søndag morgen, hvor solen skinnede højt på himlen, hvor varmen slog omkring dem, og klippehulen, hvor Jesus skulle have ligget larmede med sit kolde og tomme og mørke indre.

Nogle kvinder kom ud til graven og fandt den tom. For opstandelsen var sket. Det var overstået.

Det er så lang tid siden, og hvorfor al den opstandelse over en mand der står op og går ud fra gravens mørke og ind til solens stråler?

Fordi opstandelsen også er her. Opstandelsen er lige her.

Opstandelsen er derude på graven, hvor en mor stod denne vinter iført hue og vanter og forsigtigt plantede et frø på sin elskedes grav. Hun trodsede kulden og stod der i blæsten og kulden. Fordi hun var nødt til at stå der. Hun var nødt til at komme til graven lige den dag. Og mange andre dage. Og den dag plantede hun et frø. Hun gjorde det med den skrøbelige men livgivende tro på, at det frø en dag ville bryde op gennem jorden og spire og blive til nyt liv. Hun gjorde det med den vigtige og trøstende fornemmelse, at livet ikke blot slutter ved graven, men at der er mere.

Opstandelsen er der når vores ideer og tanker bliver til planer, planer der lykkes, planer der former sig og giver nyt liv. Opstandelsen er der hvor livet pludselig føles stort.

Opstandelsen er der i foråret, hvor to unge blikke møder hinanden. Den ene smiler genert til anden, og den anden kigger op og ser det. Og der sker noget. Uden sprog måske. Og siden med mange ord. Tiden står stille dem imellem, og stå bliver den deres. De to har hver deres historie, med glæder og sorger og svigt og angst, med sig – men i dette øjeblik sker der noget nyt – og deres historie bliver fælles.

Opstandelsen er lige der ved sygelejet, hvor kvinden passer sin syge mand. Han har kræft, og han har ikke været oppe fra sengen i ugevis. Han sover dårligt om natten. Spiser næsten ikke og drikker kun lidt. Hun er ikke ung længere. Det er hårdt. Hun mangler søvn, spiser ikke ordentligt. Og hun er ved at miste.

Men han er der. De er der sammen. Medgang og modgang. Med sagte skridt bliver hun ved og ved at vandre ved siden af sin mand på vej mod afslutningen på hans livs rejse, og deres fælles liv.

Opstandelsen er svær at se for den unge mand, der ligger i sin seng på syvende uge. Når han ikke ligger på gulvet i fosterstilling. Angstgrå. gardinet er trukket for, tallerkner og uspiste madrester ligger i køkkenvasken og støvet hvirvler i den lille solstribe der trænger ind. Han er tom, mørk og kold. Han mangler gnisten og modet på livet. men han kan ikke sige hvorfor. Kun en ting holder ham mærkeligt oppe … det er som om der er et par stærke arme under ham. Og han ved et sted, at andre har lidt før ham, og at de lever endnu. En dag står han op fra sin seng og lader solstriben fylde hele rummet. Det er ikke ham selv der gør det.

Opstandelsen er der hvor sorgen har ligget tungt og kvælende om den unge brud. Der hver dag stirrer fortabt på skabsdøren hvor den aldrig brugte kjole hænger. Bruden er blevet bleg og kærlighedens smil og latter er blevet dybe furer om munden. Bruden der ligger i sin seng og stille åbner øjnene efter den første nat i lang tid med rolige drømme og ser den blå himmel og de ny udsprungne anemoner uden for terrassedøren. De dybe furer vender sig i et smil og hun tænker sikken morgen.

Opstandelsen kom en dag til manden der havde hadet Gud og råbt og skændtes med ham mange gange i livets løb. Da han mod sin vilje sad på den bagerste række i kirken og nødtørftigt mimede salmernes ord og ved en pludselig tanke gik med til nadver. Som han gik mod alteret følte han himmelen blæse ham igennem og alle de mange vrede ord og råb til Gud var væk. Han mærkede kærligheden og glæden strømme i ham og kunne nedelig knæle skulder om skulder med de andre og få tilgivelsen i form af en tør oblat og lidt druesaft. Han knælte og mærkede skuldre synke roligt.

Opstandelsen er lige her. Barnet der havde en forfærdelig barndom uden kærlighed og omsorg, men fyldt med hårde ord og hårde slag. Barnet der vokser op og vender al det had til kærlighed og giver al det tilbage til andre der mangler og søger omsorgen. Opstandelsen er lige her når barnet kan give alt det liv tilbage som nogen fra det på onde dage. 

Opstandelsen skete dengang for flere tusind år siden i et land langt borte. En grav var tom, kun fyldt af sollyset der oplyste det mørke rum, der skulle have været mørklagt for evigt. Og opstandelsen sker lige her omkring os. I de ansigter du møder på din vej. I dit eget liv. Opstandelsen er også mulig for dig. Opstandelsen sker hver dag, hvert øjeblik verden over i de levende menneskers historie. Opstandelsen er lige her, hvor livet vender tilbage.

Amen.