Har jeg ret til at være her?

18. s.e.trin 2. række. Afholdt 16. okt 2022 i Lisbjerg kirke

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.« Joh 15,1-11

Prædiken

Jeg er vintræet, I er grenene, siger Jesus. Den, der bliver i mig og jeg i ham, han bærer meget frugt.

Det var en solrig formiddag, vinden blæste og udenfor vinduet stod æbletræet med smukke røde æbler. Grenene bøjede nedad tyngede af vægten af de saftige æbler, man kunne næsten smage saften fra æblernes gule kerne.

Overfor sad en ung kvinde i min familie. Hun var tydeligt træt, havde sorte rander under øjnene og hænderne lå slapt i skødet. Hun virkede modløs og indelukket. Hun havde ikke mange ord at give af, og selvom jeg ville ønske at jeg kunne fjerne det åg der tydeligt lå på hendes skuldre og give energi til hænderne, så kunne jeg kun give hende min tid og lyttende ører. Hun begynder stille at tale, fortæller at hun er træt, har fået angstanfald, at hendes krop ikke virker som den plejer. Hun er begyndt på behandling for depression. Jeg kan mærke at hun har et spørgsmål der presser sig på, men som er uendelig svært for hende at få sagt.

Til sidst kommer det dog alligevel frem.

”Har jeg ret til at være her” spørger hun mig?

Et brutalt og sårbart spørgsmål. Og min indskydelse er at svare ja selvfølgelig har du det. For det har hun selvfølgelig. Vi har alle ret til at være her. Men hvorfor stiller hun det spørgsmål? Hvorfor er hun i tvivl om en så grundlæggende ting som vores eksistensret? Og hvem eller hvordan kan hun blive forsikret i at der er en plads her i verden til hver enkelt af os.

I disse dage tales der meget om unges mistrivsel. Halvdelen af alle unge mistrives, de har psykiske udfordringer, og den ungdom man kunne ønske var fyldt med lethed, kys og glæde, fyldes op af angst smerte og skam.

For hvorfor mistrives de unge? Hvad er det der gør livet så svært for dem?

Jeg tror det er vores tids og kulturs tendens til at anskue, at alle er sin egen lykkes smed. Vi er i årevis blevet tudet ørerne fulde med, at man kan hvad man vil, at man bare skal drømme stort og vildt, og så gå efter det. Og det er en stor løgn vil jeg mene. For vi kan ikke alle hvad vi vil. Vi møder konstant forhindringer og bliver fundet for let.

Og denne frygt tror jeg er med til at unge mistrives. Konstant skal de kæmpe mod sig selv. For når de bare skal drømme stort, så er det hele også op til dem. De alene skal være garanter for at lives lykkes og bliver perfekt. Og når de så fejler kan de kun skyde skylden på sig selv.  Og den frygt fører til skam, fører til en tvivl på ens egen ret til at være her, og en tvivl på hvor ens plads er her i livet.

Når vi ser os selv som individuelle træer, der skal skabe frugter helt af os selv lægges et tungt åg på skuldrene, og vi frygter ikke at lykkes, ikke at bære frugt, at blive forkastet, skåret fra og smidt ud.

I evangeliet i dag hører vi at Jesus er det sande vintræ og vi er grenene. Se det for jer et træ med stammen solidt plantet i jorden, grene der stiger ud fra stammen, tykke og store, små og tynde, med blade på, med frugter på. nogle grene fyldt med blade og frugter, andre golde og ufrugtbare.

Hvilken gren er du? Er du den tunge gren med masser af forgreninger på, grenen der er grundstammen for mange andre nye grene? Eller er du den lille nye gren, helt grøn indeni med nye skud strittende på stammen? Eller den tommegren, helt grå og gold indeni, uden liv?

Og føler man sig som den golde gren eller frygter man at blive det, vil billedet af vingårdsejeren måske fylde mest i vores hoved. Vingårdsejeren der går rundt imellem træerne med saven over skulderen, parat til at skære de ufrugtbare grene af, så de falder til jorden, samle dem sammen og køre dem til forbrændingen.

For bærer vi nok frugt? Har vi værdi i samfundet, har vi gjort nok gode gerninger? Er vi gode nok mennesker? Har vi en plads i verden? Har vi ret til at være her?

Men var det det Jesus sagde?

Jeg er vintræet, I er grenene, siger Jesus. Den, der bliver i mig og jeg i ham, han bærer meget frugt.

At bære frugt er ikke vores egen præstation. Frugten kommer ikke af, at vi er gode mennesker, at vi har nytte og værdi. Vores plads i verden skabes ikke af os selv og vi kan ikke give os selv ret til at være her. Frugten kommer af, at vi som grene tager imod det, som Jesus giver os. Når vi begynder at være det, vi er! Grene på Jesu træ. Når vi tager imod det der gives os, hans kærlighed, hans velsignelse, hans trøst. Vores plads i verden er at være en del af træet. 

Grene kan ikke og skal ikke sætte frugt af sig selv. Og det kan vi heller ikke.

Vi er grene der forvildes til at tro vi skal være træer, individuelle enheder afkoblet fra andre.

Frugten kommer når vi indser at vi er grene, forbundet med andre mennesker.

Med billedet af træet vises vi, at vi er forbundne – vi står aldrig alene. At vi ikke skal bære eller være alting selv, men vi er bundet sammen med andre, og vi får næring af den saft og liv der gives os gennem kærligheden, gennem Jesus.

Jeg er vintræet, I er grenene, sagde Jesus. Den, der bliver i mig og jeg i ham, han bærer meget frugt.

Vi trænger til aflastning. Vi trænger til at høre ordene engang til og lade dem synke helt ind. Vi er grene – ikke træer. Vi er ikke alene om vores liv. Vi skal ikke bære os selv, og vi skal ikke præstere selv. Og der forventes aldrig det umulige. Vi må være grene på Jesus. Leve vores liv med dét udgangspunkt.

Fra ham strømmer Guds kærlighed, nåde og omsorg ind i vores årer – ind i vores liv. Der kommer ikke nogen vingårdsmand og skærer os af, kasserer os. Vi hører til hos Ham. Han ser på os med et kærligt og nådigt blik, og dét blik, trænger vi til også at bruge på os selv.

Har jeg ret til at være her? De ord har runget i mit hoved lige siden.

Ja siger Gud, du er mit elskede barn.

Som faderen har elsket mig, har jeg også elsket jer, sagde Jesus. Bliv i min kærlighed.

Amen