Den sorte dag

Langfredag meditativ gudstjeneste Gullestrup kirke
29. Marts 2013

Præludium

Indledning

Idag er vi samlet her i Gullestrup kirke, for at mindes den sorte og mørke dag, da Jesus døde på korset.

Den meditative gudstjeneste i dag indeholder ingen traditionel prædiken. I stedet vil gudstjenesten bestå af salmer og oplæsninger fra Vor Herre Jesu Kristi lidelseshistorie fra Markusevangeliet. Under læsningerne bedes menigheden blive siddende.

Bøn

Jesus Kristus, du hænger fast, naglet til et kors
forpint og forladt og med bøjet hoved.
Du er offer for vores og verdens vrede.
Alligevel takker vi dig
fordi du er tilstede,
selv allerlængst væk fra din fader i himlen,
der hvor et menneske står
som fortid uden nogen fremtid,
helt forladt i dødens skygge.
Du ved hvordan rebene kan snære.
Du har set hænder løftet til slag
og mærket nagler gå gennem hud og knogler.
Tak fordi du vender dit ansigt mod os
selv der hvor jorden skælver
og himlen er flænget af sorg.
Dine øjne er lukkede nu,
og døden har mærket dig med sin kulde,
men din tilstedeværelse er lys og varme for os,
du som er fra evighed til evighed.
Amen

Salme DDS 599 – lov og tak og evig ære

1. læsning: Mark 14,26-50 (tilfangetagelsen i Getsemane have)

v26 Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. v27 Og Jesus sagde til dem: »I vil alle svigte, for der står skrevet: ›Jeg vil slå hyrden ned, så fårene spredes.‹ v28 Men efter at jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa.« v29 Peter sagde til ham: »Om så alle andre svigter, så gør jeg det ikke.« v30 Men Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: Allerede i nat, før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.« v31 Men han forsikrede endnu stærkere: »Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.« Det samme sagde også alle de andre.

v32 Så kom de til et sted, der kaldes Getsemane, og han sagde til sine disciple: »Sæt jer her, mens jeg beder.« v33 Så tog han Peter og Jakob og Johannes med sig. Og han blev grebet af forfærdelse og angst v34 og sagde til dem: »Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg!« v35 Og han gik lidt længere væk, kastede sig til jorden og bad om, at den time måtte gå ham forbi, om det var muligt. v36 Han sagde: »Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.« v37 Så kommer han tilbage og finder dem sovende, og han siger til Peter: »Simon, sover du? Kunne du ikke våge blot en time? v38 Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.« v39 Atter gik han bort og bad med de samme ord. v40 Og atter fandt han dem sovende, for deres øjne var meget tunge, og de vidste ikke, hvad de skulle sige til ham. v41 Så kom han for tredje gang og sagde til dem: »Sover I stadig og hviler jer? Det er nok. Timen er kommet; nu overgives Menneskesønnen i syndernes hænder. v42 Rejs jer, lad os gå! Se, han, som forråder mig, er her allerede.«

v43 Endnu mens han talte, kommer Judas, en af de tolv, fulgt af en skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste. v44 Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: Det er ham, som jeg kysser; grib ham og før ham væk under sikker bevogtning! v45 Og han kom og gik straks hen til Jesus og sagde: »Rabbi!« og kyssede ham. v46 De lagde hånd på ham og greb ham. v47 En af dem, som stod der, trak sværdet og ramte ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham. v48 Så tog Jesus til orde og sagde til dem: »I er rykket ud med sværd og knipler for at anholde mig, som om jeg var en røver. v49 Dag efter dag har jeg været hos jer og undervist på tempelpladsen, og I har ikke grebet mig. Men det sker, for at Skrifterne skal opfyldes.« v50 Da lod de ham alle sammen i stikken og flygtede.

Salme DDS 184 v. 1-3 mørket skjuler jorderige

2. læsning: Mark 14,53-72 (Jesus for rådet og Peters fornægtelse)

v53 Så førte de Jesus til ypperstepræsten, og alle ypperstepræsterne og de ældste og de skriftkloge samledes. v54 Men på afstand var Peter fulgt efter ham helt ind i ypperstepræstens gård og sad sammen med vagtfolkene og varmede sig ved ilden
v55 Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte at få et vidneudsagn mod Jesus for at kunne dømme ham til døden, men de fandt ikke noget. v56 Mange vidnede nemlig falsk imod ham, men deres vidneudsagn stemte ikke overens. v57 Og nogle stod frem og vidnede falsk imod ham ved at sige: v58 »Vi har hørt ham sige: Jeg vil bryde dette tempel ned, som er bygget med hænder, og på tre dage rejse et andet, som ikke er bygget med hænder.« v59 Men heller ikke da stemte deres vidneudsagn overens
v60 Så stod ypperstepræsten frem og spurgte Jesus: »Har du ikke noget at svare på det, de vidner imod dig?« v61 Men han tav og svarede ikke. Ypperstepræsten spurgte ham igen: »Er du Kristus, den Velsignedes søn?« v62 Jesus svarede: »Det er jeg. Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer.« v63 Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde: »Hvad skal vi nu med vidner? v64 I har selv hørt bespottelsen. Hvad mener I?« Og de dømte ham alle skyldig til døden
v65 Så gav nogle sig til at spytte på ham og dække hans ansigt til og slå ham med knytnæve og sige til ham: »Profetér så!« Og vagtfolkene gik løs på ham med stokke

v66 Mens Peter var nede i gården, kom en af ypperstepræstens tjenestepiger forbi, v67 og da hun så ham sidde og varme sig, kiggede hun på ham og sagde: »Du var også sammen med ham nazaræeren Jesus.« v68 Men han nægtede det og sagde: »Jeg hverken ved eller forstår, hvad du mener.« Så gik han ud i portrummet. Og hanen galede. v69 Og pigen, som havde set ham, sagde så igen til dem, som stod der: »Han dér er en af dem.« v70 Men atter nægtede han det. Lidt efter sagde de, som stod der, endnu en gang til Peter: »Jo, sandelig er du en af dem; du er jo også fra Galilæa.« v71 Da gav han sig til at bande og sværge: »Jeg kender ikke det menneske, I taler om!« v72 I det samme galede hanen anden gang. Og Peter huskede det ord, Jesus havde sagt til ham: »Før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.« Og han brast i gråd.

Salme: DDS 185 v.1-3 længe haver Satan spundet

3. læsning: Mark 15,1-15 (domsfældelsen)

v1 Straks om morgenen, da ypperstepræsterne havde taget deres beslutning sammen med de ældste og de skriftkloge og hele Rådet, lod de Jesus binde og førte ham hen og udleverede ham til Pilatus. v2 Og Pilatus spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Jesus svarede: »Du siger det selv.« v3 Ypperstepræsterne anklagede ham voldsomt, v4 og Pilatus spurgte ham igen: »Siger du ikke noget? Hør, hvor de anklager dig!« v5 Men Jesus svarede ikke mere, så Pilatus undrede sig.

v6 Under festen plejede han at løslade en fange efter folkets eget ønske. v7 Der var en, som hed Barabbas, som sad fængslet sammen med de oprørere, der havde begået drab under oprøret. v8 Folkeskaren gik nu op til Pilatus og begyndte at bede ham om at gøre, som han plejede. v9 Han svarede dem: »Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?« v10 Han var nemlig klar over, at det var af misundelse, ypperstepræsterne havde udleveret ham. v11 Men ypperstepræsterne opildnede folkeskaren til hellere at få Barabbas løsladt. v12 Så tog Pilatus igen ordet og spurgte dem: »Hvad vil I så have, at jeg skal gøre med ham, som I kalder jødernes konge?« v13 De råbte tilbage: »Korsfæst ham!« v14 Pilatus spurgte dem: »Hvad ondt har han da gjort?« Men de råbte blot endnu højere: »Korsfæst ham!« v15 Pilatus ville gerne gøre folkeskaren tilpas og løslod dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.

Salme DDS 187 – rettens spir det alt er brækket

4. læsning: Mark 15,16-32 (Jesus korsfæstes)

v16 Soldaterne førte nu Jesus ind i gården, det vil sige statholderens borg, og sammenkaldte hele vagtstyrken. v17 Så gav de ham en purpurkappe på, og de flettede en krone af torne og satte den på ham. v18 Og de gav sig til at hilse ham: »Hil dig, jødekonge!« v19 De slog ham i hovedet med en kæp og spyttede på ham og lagde sig på knæ og tilbad ham. v20 Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.

v21 Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus.

v22 De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. v23 De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. v24 Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. v25 Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. v26 Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«. v27 Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. v28 Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.«

v29 De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, v30 frels dig selv og stig ned fra korset!« v31 Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. v32 Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham.

Salme DDS 197 – Min Gud, min Gud

5. læsning: Mark 15,33-39 (Jesus dør)

v33 Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. v34 Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« v35 Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.« v36 Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.« v37 Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. v38 Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. v39 Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.«

Salme DDS 202 – som et stille offerlam

Bøn

Vor Herre Jesus Kristus!
Den lidelse, du måtte igennem
og din ynkelige død,
– den ligner så mange andres:
Forfulgte og forpinte,
ofre for magtmenneskers frygt og vold,
uretfærdigt dømte.
Vi har set deres ansigter jorden over.

Forrådt,
Fornægtet,
Forladt,
– vi genkender de ord!
Din død ligner deres.
Du bærer deres ansigter,
og de bærer dit.
Nu kan vi se det.

Herre, hver gang vi raser og græder
over uret og elendighed,
og spørger, hvor Gud er i sådan en verden?
Da svarer du os fra den første Langfredag,
at du er her,
midt i det værste.
Gud er på korset, i fængslerne, i ensomheden,
i hvert menneskes eget Helvede.
Du er hos den, som lider,
og hos den, som tror sig forladt.
Nu så vi det.

De hånede dig og råbte:
“Andre har han frelst,
sig selv kan han ikke frelse!”
De vidste ikke, hvad de sagde,
de mente det kun som en hån,
for vi er langsomme til at forstå dig:
At det var netop derfor,
fordi du ville frelse os,
tænde håbet for os
midt i lidelse og død,
derfor
du måtte gå hele vores vej igennem,
helt der ud,
hvor mørket og ensomheden
ender.
Nu kan vi se det.

Herre, hjælp os,
så vi altid kan genkende dit ansigt
i mennesker, der lider.
Og lad os mærke din nærhed,
din kærlighed, som er stærkere end døden.
Og stærkest, når vi er mest forladt.

…..

Hør os når vi sammen beder den bøn du har lært os:
Fadervor, du som er i himlene!
Helliget vorde dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld,
som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke i fristelse,
men fri os fra det onde.
Thi dit er riget og magten og æren i evighed!

Amen

Velsignelse
Modtag herrens velsignelse
Herren velsigne dig og bevare dig!
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!
Menigheden svarer:
Amen. Amen. Amen.

Salme DDS 192 – Hil dig frelser og forsoner

stilhed (2 min)

postludium

Vil du have dit liv eller ej?

Prædiken

Vi mennesker bliver stillet for uendelig mange valg. Da jeg var ung blev vi kaldet generation Y. en generation der kunne have det rigtig svært, fordi vi hele tiden blev stillet overfor valg. Hele verden lå for vores fødder. Vi skulle ikke længere bare gøre det, som vores forældre mente.

 

Man kalder tiden de store fortællingers død. Vi kunne ikke regne med fortællingerne, der havde formet vores forældres og bedsteforældres liv. Den sammenhæng de automatisk var sat ind i, stod vi nu pludselig uden. Nu stod vi selv for at skulle skabe os fortællingerne i vores liv. Vi skulle forme vores liv, som vi ville have de skulle se ud.

 

Det var fedt og jeg kan huske følelsen af, at verden lå for mine fødder, på den måde som kun 17-årige kan. Men samtidig kunne jeg også overmandes af en enorm tristhed, ensomhed og angst. For hvis jeg skulle forme hele mit liv selv, skabe min egen fortælling, og ikke havde noget at læne mig op af. Så kunne det hele jo gå galt. Jeg kunne vælge forkert. Gå ned af den vej, der endte ulykkeligt. Og så var skylden kun min! Ikke samfundets, min mors, skolen. Alt lå på mine skuldre.

 

Glæden afspejlet i angsten. Frygten som baggrunden for euforien forfulgte min ungdoms sind. Hele tiden at skulle vælge er voldsomt, og hvad der det ene øjeblik virker rigtigt, føles det næste øjeblik helt forkert og angsten rammer en.

 

Valgene var enorme og uoverskuelige.

 

De sagde vi ikke var en del af de store fortællinger, at de var døde. Men den ene store fortælling som vi alle bliver en del af, kan aldrig dø!

 

Jomfru Maria var ikke en del af generation Y. På hendes tid var valgene ikke så store. Hun skulle møde en mand, blive gift, føde ham nogle børn, passe hjemmet, være tro og lydig mod Gud og hendes forældre. Hendes liv sti var egentlig ret snorlige, og skete det, at man dengang fraveg fra vejen kunne det gå grueligt galt.

 

Så Maria havde ikke de store valg, og vejen så da også ud til at være snorlige for Maria. Hun var ung og forlovet med en mand ved navn Josef. De skulle snart giftes og deres liv sammen tage form. Vejen var klar, det var bare at træde ind på den.

 

Her var der ikke et rigtigt eller forkert valg, som i min ungdom. Glæden og angsten gik her ikke hånd i hånd overfor livets voldsomme mange muligheder. Hun havde egentlig bare at gøre som der blev sagt.

 

Men en dag ændredes alt. Maria sad alene og blev pludselig opsøgt af en af Guds engel, Gabriel, med beskeden, at hun skal være mor, føde en søn, og ikke bare et hvilket som helst barn, men Guds søn. Det umulige skal ske. Men intet er umuligt for Gud.

—

 

Maria træffer lige der et valg. Valg som hun ellers ikke er vant til er hende forundt. Hun træffer det vigtigste valg i livet. Valget som vi også bliver stillet overfor hver dag. Et valg der ikke handler om uddannelse eller job.

 

Maria vælger at træde ind på hendes livs sti. At gå hendes liv i møde. Hun siger Ja, lad det ske til det umulige, at hun som jomfru skal føde Guds søn. Marias valg er livsskabende.

 

For det vigtigste valg, vi mennesker har i livet, er om vi vælger os selv, om vi vil overtage vores eget liv, som det er, og leve med de muligheder vi har. Eller om vi vil drømme os til andre umuligheder og dermed fravælge os selv. Livet består af valg. Hele tiden har vi et valg, og at lade være med at vælge er også et valg, så man kan slet ikke komme uden om det.

 

Maria vælger at påtage sig at leve det liv, der ligger foran hende. Hun gør det med ordene »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Maria accepterer og tilslutter sig det valg, som hun tror, Gud har truffet med hende. Maria vælger sig selv, ved at hun i tillid overgiver sig til det, der er helt umuligt, som det mulige, Gud vil med hende og hendes barn. I Marias valg forener hun sig med hendes skæbne, med hendes fremtid, som er usikker og skræmmende.

 

For englen forlader hende. Og Maria står alene tilbage, bange, med morgenkvalme og med noget af et forklaringsproblem, overfor forældre, kæreste, venner og naboer, som vil stemple hende, som en ugift, gravid pige, en billig tøjte.

 

Men Maria tror og bekender sig til underet med ordene, Lad det ske. Hun har fået en kæmpe opgave, hun skal føde Guds søn. Og med det skriver hun sig ind i den store fortælling. Den fortælling vi alle er en del af. Fortællingen om livet der kommer ud af ingenting. Om glæden der vokser i mørket. Vores fortælling. Din og Min, vores forfædre, Marias. Fortællingen der udspringer her ved bebudelsen af Jesusbarnets komme, og ender i evigheden, med Kristus.

—

Vi nærmer os påsken. Vi nærmer os den stille uge. Foran os, venter skærtorsdags forræderi, langfredags lidelse og død og påskelørdags nattemørke, dødens hjerteskærende tavshed.

 

Men Maria Bebudelsesdag vidner om, at Marias moderliv og gravens mørke ligner hinanden ved at være i stand til at føde liv, der hvor det er umuligt.

 

Jomfruer kan ikke føde, og de døde bliver i den grav, de bliver lagt i. Men den naturorden gælder bare ikke for Marias moderliv og Josef af Arimatæas grav.

 

Maria føder Jesus og graven føder Kristus.

 

For Maria bebudelse er forberedelsen til påsken. Her bliver vi forberedt på underets magi. Vi har paraderne nede, når det usandsynlige sker påskedag, at graven hvor den døde Jesus skulle ligge, findes tom.

 

Ud af intet kommer alt. Det tomme skal fyldes med Livet. I Marias tomme moderliv forandres ingenting til det lille Jesusbarn. I Den tomme grav forandres den døde Jesus til den genopstandne Kristus. Livet opstår ud af ingenting. Underet kommer det mest utænkelige sted, og fordrer det umulige.

 

Og det er Guds skabermagt. Han skaber liv ud af ingenting. Han bringer os mennesker livet, der hvor det synes umuligt. Det er evangeliets glædelige budskab! Livets skabthed ud af intet. For mørkets tomhed har ikke magt over os. Døden er ikke vores endelige. Vi skal ikke være fanget i mørket og dødens skygge. Vi skal leve. For liv er alt.

 

Det giver Gud os. Og den gave har vi så at forvalte. Vi har valget til, hvad vi vil gøre med den livsgave. Vil vi overtage vores eget liv og leve de muligheder vi har, eller vil vi apatisk drømme os et andet sted hen, hvor vores liv ikke har plads? Når vi vælger vores liv, vores vej, skaber vi liv. Liv bliver til mere liv. Det liv, vi har, bliver større, bredere, dybere, fyldt med kærlighed og tro.

 

Det største valg vi har i livet i vores tid og på Marias tid, er ikke uddannelse, job, kæreste, venner, hvilken film vi vil se, eller hvad vi skal have til aftensmad. Det største valg vi har i livet, er om vi tager imod vores eget liv eller ej.  Om man er generation X, Y, A eller B så er valget der lige foran vores fødder. Nogen gange kan vi ikke overskue livet, fordi der synes så uendeligt mange valg, og andre gange føler vi os trængt op i en krog uden nogen muligheder for at træffe et valg, der fører os videre, væk, frem.

 

Men det ene valg har vi altid. Vil du have dit liv eller ej?

 

I Maria bebudelse hører vi hvad Maria svarer. Hvilket valg hun træffer med hendes liv. »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!«

 

Amen.

 

 

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!« Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.« Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.« Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.« Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende.

En drengs madpakke stiller alles sult!

Prædiken Midfaste 10. marts 2013 i Gullestrup.

 
I dag samler man ind i hele Danmark til folkekirkens nødhjælp. Og til søndagens prædiken hører vi evangeliet om Jesus der mætter de 5000 af en drengs madpakke bestående af fem brød og to fisk. Vi hører om mad i overflod der bare bliver ved med at være der til alle har fået, til alle har fyldte maver.

Det virker forkert! Hvordan skal man prædike nødhjælp og tale om den store sult der er i verden -Tykke tomme trommemaver, og store sultne øjne – over en tekst hvor Gud giver i overflod?

Jeg tænker hver gang, at dem med tomme maver, må blive endnu mere sultne af at høre dagens evangelium og noget sure og triste. For hvis det var så nemt at mætte 5000 mennesker dengang med en drengs madpakke. Hvorfor skal halvdelen af verdens befolkning så lide sult og nød?

 

Men det måltid vi hører om her i dagens evangelium er ikke et måltid af mad. Det er et måltid af kærlighed!

Jesus uddeler nadveren. Han har ikke indstiftet den endnu, det sker først skærtorsdag. Men her tager han forskud på glæderne. Han takker Gud, velsigner brødet og fiskene og deler det ud til kæmpeskaren omkring ham. Han giver dem nadveren. Kærlighedens og tilgivelsens måltid, der mætter så enormt. Måltidet der kan mætte alle, og som der altid er nok af.

For Jesus er i deres midte og han deler kærlighed og tilgivelse ud til hver enkelt. Kærligheden og tilgivelsen som han fra sin far kan give videre til os. Vi får alle del i kærligheden og kan give den videre til dem omkring os.

Vi bliver mætte af nadveren. Stopmætte kaster vi os efter gudstjenesten i sofaen og slapper af. For nadveren mætter. Den tynde oblat og de få dråber druevin mætter os i flere dage. Vi bliver Gudsmætte. Vi får tildelt i overmål af Guds kærlighed og tilgivelse gennem dette mikroskopiske måltid. Den kærlighed kan vi give videre.

Så måske er dette evangelium ikke så dumt på denne indsamlingsdag, hvor vi skal hjælpe verdens sultne og nødlidende. Vi kan hjælpe dem med penge. Penge der kan give dem muligheden for at få mad i deres maver.

Men pengene som vi samler ind i bøsserne er ikke det eneste vi giver. Vi giver også vores kærlighed. Vi deler nadveren med dem. Vi kan ikke samles om det samme nadverbord alle sammen. Intet nadverbord kan rumme alverdens folk. men vi kan gennem tid og rum række vores hænder frem, takke Gud og give dem vores kærlighed.

 

For Sult handler ikke kun om fyldte eller tomme maver. Sult handler om mangel. Mangel på mad, overskud, kærlighed, tro.

Folk sulter over hele verden. Nogle har store trommemaver, der er tomme som tønder indeni. Andre har tomme hjerter, uden kærlighed. Nogen er helt nede under gulvbrædderne af træthed.

Vi mennesker mangler og savner! Vi mangler og savner så meget.

 

—

Jesus giver de 5000, der har fulgt ham, et mirakel lige der på bjerget. De har intet mad. De vil se alle de mirakler de har hørt om. De mangler en konge, en at tro på. En at sætte al deres lid til. En der kan føre dem igennem svære tider og give dem lykke og velstand.

De regnede med at de fik en krigskonge, en der ville stige op på tronen og kæmpe for dem.

 

Men Jesus siger nej. For Jesus trækker sig tilbage, da han kan mærke, at de vil kåre ham til konge. Hans nej er lige så rungende som det nej, han råber til djævelen i ørkenen, da han frister ham. For Jesus er ikke konge. Skal ikke være konge. Vil ikke være konge. I hvert fald ikke konge på verdens præmisser. Ikke den konge de forventer sig.

Det nej Jesus siger her, bliver til et ja i påsken. Her bliver Jesus konge. Men konge på en måde som ingen havde forventet. En konge på en måde som de færreste nok ville mene egentlig er en konge.

 

Men vi bliver givet en, vi kan sætte vores lid til. En der kæmper for os. En der kan føre os igennem svære tider og giver kærligheden og tilgivelsen.

Jesus bliver den lidende konge. Kongen født i smerte, der udånder i smerte. Smertens konge. Disciplene omkring ham kunne ikke forstå, at det skulle ende sådan. Var det dét, at alt skulle ende med. Skulle den store profet de havde fulgtes med, ende med at dø som en forbryder? De stod forladte og ensomme tilbage. Uden tro, mod og kærlighed. De var forvirrede, vrede og følte sig forladte. For en konge er vel ikke en tynd mand der udånder på et kors. Men det er den konge vi fik. Og se hvilken konge han er!

 

For Jesus brød dødens bånd og først her blev det klart, hvad det hele havde ledt op til. Hvad meningen med hans ord og gerning var!

Hans største gerning var ikke miraklerne, helbredelserne, underne. Nej Jesu største gerning var at gå i døden for os, at udånde på korset, men tre dage efter at genopstå.

Hans død eliminerer det farligste for os. Den endelige død. Jesu død viser os at døden ikke har det sidste ord. Det har kærligheden.

 

Lad os huske den kærlighed, med hvilken Jesus hang på korset. Lads os tage den kærlighed med i vore hjerter når vi samles om nadverbordet skulder om skulder. Og lad os tage den kærlighed med os ud af kirken og give os styrken og modet til at række vore hænder frem og give kærligheden videre til alle omkring os. Om de sidder ved siden af os, eller i en ørken med store trommemaver og sultne øjne.

I Jesu navn.

Amen

 

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene. Joh 6,1-15