Hjertets ord.

Prædiken holdt i Gullestrup 13. jan 2013.

 

Dagens evangelium

 

Prædiken:

 

Jeg var på ferie med min familie i Harzen da jeg var en lille pige på ca 6 år. Vi var på vandrefugles ude i en stor skov. Og på et tidspunkt stoppede vi for at spise frokost. Vi mødte en anden familie der, og mine forældre faldt i snak med dem. Meget hurtigt begyndte jeg at kede mig. Sagde til min mor, at jeg ville tilbage. Hun reagerede ikke rigtigt. Sagde bare vent, og om lidt, og tyssede på mig. Nå tænkte jeg, jamen jeg kan da sagtens gå tilbage selv. Så jeg sagde farvel og begyndte at gå. Hen af stien, over broen ved floden, og hele vejen ned til vores bil, hvor jeg satte mig og ventede. Imens løb min mor rundt og råbte på mig. Helt ude af sig af bekymring. De spurgte folk om de havde set en lille pige i gul jakke gå alene, og ja det havde de da ganske rigtigt, de pegede i min retning, og min mor kom efterhånden hen til bilen, hvor jeg sad. Hun skældte mig voldsomt ud, jeg mindes ikke at jeg nogen sinde siden har fået så mange skældud. Hun græd, og skældte, og krammede, og kyssede mig, og skældte noget mere ud. Hun var fuldstændig oprørt, og forstod ikke mit simple svar, at jeg kedede mig, og derfor bare var gået tilbage til bilen, jeg kendte jo vejen.

 

Det er på mange måder et godt minde for mig og min mor. Det giver mig en særlig varme at tænke tilbage på. Både fordi jeg kan huske stolthedsfølelsen over at kunne klare mig selv og min mors voldsomme følelser, da hun fandt mig, jeg er ikke i tvivl om hendes kærlighed til mig. Det er et minde jeg gemmer i mit hjerte, og jeg kan ligeså tydeligt høre min mors stemme, der græder, skælder ud, og siger hvor højt hun elsker mig.

 

Jesus bliver også væk og mens han er væk er Maria og Josef voldsomt bekymret. De søger og søger, spørg alle i byen, om de har set ham, men kan ikke finde ham.

For Jesus er gået en tur. Han er smuttet op i templet til de kloge ældre mænd, for man føler sig draget til stedet. Som om at det er et sted han SKAL være. Han sætter sig der og taler til de voksne, og forklarer dem, hvad han mener om Gud og livet.

 

 

Dagens fortælling om Jesus i templet er også fortællingen om teenageren, der er ved at blive voksen, på vej til at frigøre sig fra sine forældre og stå på egne ben. Jesus er 12 år, han går sine egne veje, sidder i templet og lytter og stiller spørgsmål. Han er i fuld gang med at blive klogere på både verden og sig selv. Klogere på måder at tænke på, som er anderledes end det han møder derhjemme. Og samtidig hører Jesus også stadig til hos sin familie og følger med dem hjem igen.

Og det er jo alle teenageres opgave, at være midt i en proces, hvor man både løsriver sig fra familien og opdager, at der hører man til.

En proces vi alle skal igennem. Og Jesus er helt sikkert også gået igennem det.

Måske er det den tid, vi hører om i dag.

 

Hvorfor skal vi så hører den her i dag, i kirken? Hvad har den at sige til os, som vi ikke vidste i forvejen? Er det fordi teksten handler om Jesus, verdens frelser, også skal vi lige vide lidt mere om hans barndom og ungdom end, at han blev født i stalden i Betlehem?

 

Ja, det kunne da være et udmærket bud. Det viser noget om, at drengen både er menneske og Gud. Selvom Jesus er Guds søn, så kommer han ikke udenom, det alment menneskelige. Han kommer ikke udenom det, som gælder for os alle; teenageår. Frigørelse og det at indgå i en familie.

Så selvom drengen Jesus blev født under særlige omstændigheder julenat, og fortællingen indbefatter både englesang og en stor funklende stjerne, så er det nu mere almindeligt. I drengen Jesus er både det helt almindelige og det guddommelige. Drengen Jesus er både Gud og menneske.

 

Da Maria finder Jesus igen, huskede hun, hvad han havde sagt, og tænkte tit på, hvad det betød.

Vi husker det, der betyder noget. Det der giver en særlig følelse. Vi knytter ordene i vores hjerte og gemmer dem i vores liv. Det er ikke altid, vi egentlig ved, hvad ordene egentlig betyder, men vi ved, at de har værdi, og derfor husker vi dem. Ordene vi bærer med os. Ord som vi gemmer i hjertet.

 

 

Ord der bærer en sandhed, og ord der bevæger os. Kælenavnet, hvad kælenavnet betyder, de givende samtaler, ordene vores elskede hvisker i vores øre. Vores forældres trøst.

Ord, der fæstner sig hos os, ord vi ikke lige bliver færdige med. Ord der skal tygges på. Det er ord, som har en fylde, som det kræver noget at tage med sig.

 

Jeg tror, at det vi skal se i Maria er at huske Jesu ord og tænke på, hvad de betyder. Der står netop ikke, at Maria forstod det hele.

 

Hun forstod ikke hvorfor drengen havde været væk, og hvad han mener, når han siger, at han selvfølgelig er hos sin himmelske far.

 

Det er faktisk ikke det vigtige i relationen til Gud. Det vigtige er ikke, hvorvidt vi forstår det med Gud, hvorvidt vi forstår hvert et ord. Det vigtige er, om det fylder hos os. Om det er ord, som har vægt. Om ordnede gemmes i vores hjerter. Fordi vi kan mærke, at de har betydning og værdi. Og derfor gemmer vi ordnede i vore hjerter.

 

Amen

 

Den Lede stjerne

Søndagens prædiken holdt i Gullestrup, Herning

Søndagens evangelietekst

 

Prædiken

 

Da jeg købte min lille blå bil for et år siden, var det første udstyr jeg købte til den en GPS. Og jeg har været utrolig glad for den. Den har hjulpet mig til FYN, ud til utallige sjælesorgssamtaler. Den har ført mig igennem nattemørket og solens stråler.

Og de første par gange jeg skulle køre turen fra Silkeborg, hvor jeg bor og her til Gullestrup, satte jeg selvfølgelig GPS til, så jeg var sikker på at komme det rigtige sted hen. Men det viste sig at være en dårlig ide, for motorvejen var kommet til, og den anede min GPS intet om. Så mens jeg kørte af sted, blev damen mere og mere hidsig (i mine ører) vend om, lav en U-vending, for ifølge GPS var jeg kørt fuldstændig forkert, ravede rundt ude i ødemarken. GPS som skulle hjælpe mig sikkert i havn, endte med at være en enorm stressfaktor, den søndag morgen.

Heldigvis havde jeg med mig troen på, at jeg nok skulle nå frem. Trorn hjalp mig til bare at fortsætte ud af motorvejen og frem kom jeg.

Vismændene, ude i ørkenen, der vandrende rundt på må og få, havde ingen GPS med sig. De havde ikke fastlagt ruten og anede ikke, hvor deres endemål var. Det eneste de kunne følge var den Léde Stjerne, (som Nanna fra min yndlingsbørneudsendelse sagde).

Vismændene følger efter den lysende stjerne uden at ane, hvor de skal hen, hvor lang tid det tager, om de har vand nok med på rejsen, om det overhovedet er en ledestjerne, eller bare en særlig lysende en af slagsen. Det eneste de havde med sig var deres tro. Deres søgen efter Gud. Og når man søger Gud, bliver man ikke udstyret med en GPS. Det ville ellers være en rar dåbsgave.

En fint indpakket GPS, der er forudindstillet af præsten. Fra A til B, hvor Gud er endepunktet og man har valgt hurtigste rute. Så skal man bare følge GPS instruktioner, følge damens anvisninger, skifte bane, lave U-vending og køre af ved afkørslen, når hun beder om det.

En dejlig dåbsgave, der fører en det rette sted hen, så man slipper for alverdens svinkeærinder, ubehagelige omfartsruter og uoverskuelige kort over ens lange og komplicerede liv.

Men sådan en gave udleverer jeg ikke ved døbefonten. For det første fordi en sådan GPS ikke findes, Gud er ikke til at fastlægge på et bestemt punkt. Vi mennesker kan ikke selv finde vejen til ham, Han finder vejen til os, viser os vejen, og går med os. Og for det andet, fordi et liv levet kun med et punkt for øje, bliver et tomt liv. Et liv hvor man slet ikke opdager alt det skønne, alverdens svinkeærinder, U-vendinger og omfartsruter bringer en.

Og den største dåbsgave man kan få, er et liv fyldt med indhold, oplevelser, og overraskelser. Og her er der ingen GPS, for man aner ikke, hvad der kan ske. Man farer vild og møder denne tids herodeser på sin vej. Man vandrer i blinde og aner ikke, om man skal gå til højre eller venstre, nogle vil vise en den forkerte vej. Men vejen er der altid og Gud vil, at vi skal finde ham. Gud ser os og går med os på vejen.

De tre vismænd havde fået en retning at følge, og den var at søge Gud. De fik ingen GPS udleveret, men fik ledestjernen, der viste dem hen til målet. For Gud gav sig til kende, lyste deres vej op, og fulgte dem på vej. Han ledte dem til troens arnested og de fik lov at opleve og med egne øjne at se det største. Nemlig Gud, der lod sig føde på jord i et lille menneskebarn. Så uskyldigt, uerfarent og tillidsfuldt.

De gav de fineste og bedste gaver, de kunne give. Ikke at de gaver havde nogen særlig nytte eller værdi for et lille guddommeligt spædbarn. Men fordi det var det eneste, de kunne give. Det bedste de havde. Men egentlig gav de en anden gave, der var meget større og bedre.

De gav deres øjne og deres tro, de så Jesusbarnet i krybben, med Maria og Josef ved hans side og troede, at dette lille barn var Kristus, verdens frelser. De tilbad ham og de fortalte aldrig Herodes hvor dette gudsbarn var.

Ledestjernen, som Gud lod lyse for vismændene den nat ved Betlehem, lyser stadig for os dagen i dag. Ikke længere kun som en stjerne på himlen, den har også taget form i mere genkendelige elementer: Ordet, Dåben og Nadveren. De viser os vejen og her er der bedre valgmuligheder end på GPS. Her får vi den sande vej. Den evige vej. Den smukke vej. Den besværlige med kærlige vej. Den fredsbevarende, men ikke fredelige vej.

Når vi fra døbefontens kant kigger ud over vores liv, aner vi ikke, hvad det vil bringe. For nogle vil det være et liv, hvor glæden, kærlighed og succesen fylder mest. For andre vil sorgerne fylde mest i, hvad de måske føler er, et mislykket liv. Vi ved ikke, hvad vores liv vil bringe os.

Når vi står ved livets kant og ser tilbage på dette liv og med smil mindes de glædelige og lykkelige stunder, og med tårer de sorgfulde og tunge stunder. Her skal vi huske os selv og hinanden på ledestjernen, der viste vismændene på vej. Gud der viser os vejen, går med os både de glade dage og de triste dage. Selv om vi føler, at vi er faret vild, er vi aldrig væk fra Gud. Han er ved vores side, hver dag. Fra barnets vugge til den gamles kiste.

Syng jeres barndomssang i de svære stunder, og på de lyse dage:

 

Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans Guddoms-ord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod.

I Jesu navn. Amen.

Den hjemløse kærlighed.

 

Nu har du taget fra os,
hvad du engang har givet.
Nu favner døden den,
der for os var selve livet.
Og intet bliver mere helt,
som det var herefter.
For sorgen river i os
med kærlighedens kræfter.

(Holger Lissner, DDS 552, v. 1)

 

Igennem livet elsker vi. Med kraft, magt og lidenskab. Med kærligheden følger også sorgen. For en ting her sikkert her i livet. Vi fødes og vi dør, og i mellemtiden elsker vi. Derfor oplever vi også sorgen over kærligheden. At kærligheden går i stykker, at kærlighedens hjem dør fra os. At vi ved vi skal dø fra vores elskede. Og pludselig står kærligheden der uden tag over hovedet. Smidt ud af sit eget hjem.

Sorgen er den hjemløse kærlighed. For kærligheden forsvinder ikke. Sorgen er prisen for kærligheden.  Når vi mister vores elskede, så er vi ikke ligeglade, vi ryster ikke bare på skuldrene og går. Nej vi bliver sorgfulde, vi savner og længes, og verden bliver sort for os. Jo mere vi elsker, jo mere vil vi komme til at savne.

Er det kærligheden så sorgen værd? Var det ikke nemmere om, vi skærmede os for den ufravigelige sorg, og undlod at elske?

Nej det er bedre at vi sørger. For sorgen i vores liv, vidner om kærligheden. Sorgen skal vi ikke trøste væk, og skynde os ud af. Den skal have den plads den kræver, men den skal ikke optage al pladsen. For ind i sorgen hører vi Jesu budskab om, at døden ikke for evigt får lov at adskille os fra vores kære. I kirken er der rum for sorgen, og her hører vi også budskabet, der giver os modet til at leve med sorgen.

Så lad kun sorgen synge,
få luft for al sin klage,
og lad kun savnet tynge,
din godhed bliver tilbage.
Du giver os nye kræfter.
Du knytter nye tråde.
Og hvad, der sker herefter,
må komme af din nåde.

(Holger Lissner, DDS 552, v. 5)

 

Nytårets frelse

Nytårsdag 1. januar 2013 i Nøvling og Vildbjerg, Herning

 

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv. Luk 2,21

 

Prædiken

Vi star på tærsklen. Ja faktisk overskred vi tærsklen kl. 12 I nat med et champagneglas I hånden og vores kære ved vores side skuende ud på en himmel oplyst af det smukkeste fyrværkeri. Nu er vi lige på den anden side. På den første dag i det nye år. Et helt spritnyt ubrugt år er foran os. Fyldt med minutter, timer, dage, uger, og måneder.

Vi ser tilbage på året der gik, hvad vi nåede, hvad vi ikke nåede, hvad der var en glæde og hvilke sorger vi har oplevet. Vi tænker på året, vi går i møde. Hvilke forventninger håb og drømme, vi har om det, hvad vi frygter for, der kan ske i år. Noget af det, der skete i det gamle år var en velsignelse og andet var ikke. Sådan er menneskelivet.

 

Vi kan føle, om vi overhovedet er parate til at tage imod det nye år, er vi egentlig færdige med det gamle? Der var jo så meget, der skulle nås og gøres. Men ikke desto mindre står vi her nu på den første dag i det nye år. Forventningsfulde og opstemte. Som Maria med det nyfødte barn i hendes arme.

 

Og på denne dag hvor vi skuer bagud og fremad, bliver vi her mødt af kirkeårets korteste tekst. Kun 27 ord består den af. Og når man hurtigt hører den, virker det som om den ikke siger det helt store, intet væsentligt.

 

Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.

 

Men egentlig rummer disse 27 ord utrolig meget. Den handler om det lille barn født i stalden af Maria. Det lille barn der får et navn og bliver omskåret som jødisk skik er. Hvad væsentlig er der i det, kan vi spørge?

I navnet ligger der velsignelsen. Barnet får navnet Jesus, som englen havde sagt til Josef. Navnet Jesus, der betyder Herren frelser.

 

Johannes Møllehave nævner i en af sine utallige bøger, hvilken har jeg glemt. At et lille nyfødt barn bliver med det samme velsignet af de øjne, som møder det. De øjne som er mors og fars og som elsker det, bare fordi det er deres barn.

 

Jesus bliver mødt af sine forældre Maria og Josefs øjne, og han bliver mødt af Guds øjne. Gud der ser alt og ser Jesus, ser os. Gud ser, hvad Jesus kan gøre for os.

 

Forældre til ethvert nyfødt barn skal vælge barnets navn. Nogen ved det før barnet overhovedet er født, andre bruger lang tid på at finde det rette. Ens for alle er, at man bruger lang tid på at vælge det rette navn til ens barn. Og hvert valg er fyldt med kærlighed og med forældrenes velsignelse ved det navn det får.

 

Ved navnet er givet startskuddet til den identitet barnet får og skaber sig. Som Jesu der er givet navnet allerede ved hans undfangelse. Herren frelser. Hans identitet er, at han skal frelse os. At han skal frelse verden. Vise os kærligheden og lære os tilgivelsen af os sig og andre.

 

 

Jesus er velsignet fra fødslen af. Han bringer velsignelsen ud i verden og giver os muligheden for at velsigne hinanden. Ikke som når jeg om lidt står ved alteret med udstrakte arme og lyser velsignelsen over jer. Men ved at være en velsignelse for andre mennesker i deres liv. Bringe kærlighed, varme og omsorg i deres liv. Tage ansvar for vore gerninger, både de gode og de slette. Bære over med dem, der gør os fortræd og bære over med os selv, når vi gør fortræd. Når vi har gjort det, vore kræfter og evner rækker til, så må vi lægge resten over til Gud. Da må vi lægge alt i Guds hænder og med åbne arme tage imod den kærlighed, vi bliver bragt af Gud og menneske.  Det er velsignelsen vi giver hinanden, og som Jesus blev givet.

 

I Jesu navn ligger et løfte til os gemt. Guds løfte om hjælp, frelse til os.

Når man tænker over det lille Jesu-barn kan det være svært at forestille sig ham frelse noget som helst. Der er ikke meget hjælp i et lille spædbarn, tværtimod er der et ton af arbejde, madning, bleskiftning, sovetider. Og når vi står og ser ned i vuggen på de kære små, bliver vi også fyldt af spørgsmålet, hvad skal dette lille barn blive til? Ja vi kan ligefrem blive lammet af frygten for barnets fremtid. Er den god eller dårlig? Bærer den glæde eller sorg? Alt er muligt.

 

Som når vi står her 1. januar, den første dag i det nye år. Vil år 2013 blive fyldt med glæde eller sorg?

 

Det er spørgsmålet ved årsskiftet, ved barnets vugge og ved Jesu navnedag. Hvad skal det mon blive til?

 

Der er mange ønsker og forventninger til det nye år. Lykkelige timer med vore kære, stolthed over noget vi formår, mere tid. Men der er også ting vi frygter for. Bliver vi eller vore kære ramt af sygdom, kommer døden tæt på livet af os, mister vi vores arbejde, går det vores børn godt, holder kærligheden?

Alt det ved vi om et år, om 365 dage, på den første dag i år 2014, først der ved vi, hvad dette år bragte os.

 

Men vi er fulde af forventning. Forventning til det nye år, og forventningsfulde over Herrens frelse.

Der kommer glæde og kærlighed, og sorger og problemer. Dem er vi sammen om så længe vi lever.

 

Intet er afsluttet, verden er ny hver morgen.

 

Vi kan gå ind i år 2013 med fred og fortrøstning. For et barn er født os, en frelser er givet os, og han har fået navnet Jesus. Det er Guds løfte til os, om at Herren frelser.

 

Det er julens budskab og det er også nytårets budskab. Vi er velsignet, lad os bære velsignelsen med ud i vores liv til alle omkring os.

 

I Jesu navn Amen.