Jeg holdt denne prædiken den 22. januar 2012.
…
Apostlene beder om at få en større tro. Enten synes de ikke, at den de har, er stor nok, ellers vil de bare gerne have endnu mere af det, de har i forvejen. Men større det skal den være. Og de vil gerne have, at Jesus giver dem den. De har jo set, at han udvirker mirakler hele tiden, de har stået lige ved siden af og set det med deres egne øjne og hørt det med deres egne øre. Så de ved, at han kan. Han kan få undere til at ske. Han kan ændre på tingenes tilstand. Hvis han kan gøre de syge raske, og de døde levende, må han da også kunne give dem lidt mere tro?
Men hvordan måler og vejer man den tro, man har? Hvordan ville apostlene vide, at de havde fået mere tro, og var blevet mere troende? Kan det ses i forholdet tro og tvivl? Jo mere du tvivler, jo mindre tro har du, og jo mere tro du har, jo mindre tvivler du? Er tro og tvivl de to lodder på vægtskålen? Hvad vejer egentlig tungest? Kan en lille smule tvivl veje tungere end en stor tro? Hvor meget tro skal der til for, at det vejer det samme som troen?
Hvis bare vi kunne komme i kirken hver søndag og starte med at stille os op på vægten. Så kunne vi finde ud af hvor meget tvivl vi har og hvor meget tro vi har, og lige få et godt råd til hvordan man kunne smide de overflødige kilo tvivl, for de vejer så tungt.
Men apostlene bliver groft afvist. Jesus vil på ingen måde give dem mere tro. Faktisk så behøver de ikke mere end tro på størrelse med et sennepskorn for at flytte bjerge, eller i det her tilfælde et morbærtræ ud i vandet. En egentlig fuldstændig nyttesløs gerning, for hvad skal et morbærtræ derude i vandet?
Tro handler ikke om hvor meget eller hvor lidt du har. Hvor ofte eller hvor sjældent du tror. Det handler heller ikke om, hvor meget tvivlen vejer på vægtskålen. Det handler om, at både tvivl og tro altid er lodder fordelt på vægtskålen.
Tro er ikke noget man har. Tro er noget man er! Troen er ikke en særlig gerning, der sikrer os plads på den rigtige side. Troen er en del af det at være menneske. Vi får givet muligheden at være troende og tro af Gud. Og denne mulighed skal vi bruge i livet overfor hinanden. Vi skal være tjenere for hinanden. Uden løn og uden pensionstillæg.
Tro er at sørge for andre, før jeg sørger for mig selv. Tro er at gøre det, der er brug for uden krukkede beregninger.
Tro er lidenskab. Vi elsker livet, vi elsker vores medmennesker, vi elsker Gud. Og på grund af denne kærlighed og i denne kærlighed tjener vi hinanden. Det er hårdt arbejde, som vi oftest ikke kan forvente os tak af. Det er at skifte endnu en ble, smøre endnu en madpakke, sætte endnu en tøjvask over, slå græsset endnu engang, og bære skraldet ud for 117. gang. Tro handler altså mere om spaghetti med kødsauce end meditation, mere om at pudse barnets næse end om positiv tænkning, mere om at holde hånd end Helligånd. Men til gengæld så kan vi alle være med. Vi er alle troende. Vi udøver alle kærlighedens gerninger. Vi er alle Guds tro tjenere. Og hvis vi gerne vil have en større tro, ja så er det sådant set bare at smøge ærmerne op og komme i gang. Ikke at vi får et målbart resultat. ”114 bleskift senere og du har fået 50 % mere i tro”. Nej vi er tro mod Gud i vores kærlighedsgerninger til vores medmennesker.
For vi er alle unyttige tjenere, der kun gør, hvad vi skal gøre. Gud er vores arbejdsgiver. Vi skal fortsætte arbejdet lige nu, også selvom vi ikke får penge eller magt af et. Også selvom ingen ser det. Selvom vi bliver slidt i kanterne af det.
Det kan til tider virke noget uretfærdigt. At Gud kræver at vi skal tjene hinanden, uden tak. Når vi lægger med hovedpine på sofaen efter endnu en lang dag. Har vi vist alle lyst til en gang imellem, bare at lukke verden ude, bede folk om at klare sig selv. Pas I jeres, så passer jeg mig selv. Jeg har gjort nok. Jeg orker ikke mere.
Gud kan tillade sig at kræve dette af os, da han også knokler for os. Gud er vores arbejdsgiver, men han er også vores tjener. Gud er med os hele døgnet – hele livet – uden at hvile sig. Han holder hånden over os og under os, og nogen gange rusker han os i kraven. Han er med os når vi tjener andre, og når andre tjener os. Gud er der både når det går godt, og når vi jokker noget så gevaldigt i spinaten. Og han lytter altid til os, også når vi beklager os.
Du kan gøre mig en tjeneste siger Gud til os. Elsk og hjælp de andre. Ikke for lønnens skyld, men fordi du elsker mig. Gør mig en gudstjeneste. En gudstjeneste er nemlig også at gå andre i møde, når de har brug for hjælp, hvad enten de be’r om det eller ej. Det kan du gøre, siger Gud, fordi jeg er din tjener.
Gud gik hele vejen i sin tjeneste for os. Helt ind i døden gik hans tjeneste. Han tjente os ved at gå i døden for os.
Når vi tjener andre sker det ofte, at det ikke føles som arbejde. Bleskiftningen sker oftest uden den store hovedpine, fordi man ser ned på sin skønne baby, der pludrer glad. Madpakkerne bliver smurt uden sure miner, fordi man gerne vil sørge for, at ens unger er mætte og glade. Maden bliver dagligt sat på bordene rundt omkring i hjemmene, fordi vi nyder at samles hver aften og bare være sammen. Her tjener vi hinanden, men det føles ikke som arbejde, og lønnen er længe glemt.
For lønnen er netop at sidde der rundt om bordet. Når vi trøster de triste og beroliger de bange, så er vi tilstede i øjeblikket og fokusset er på det samvær man har med den, man sidder overfor. Vi glemmer alt om, hvorfor vi gør det, og hvad vi får ud af det. Vi gør det, fordi der er behov for det, og vi bliver så optaget af det, at vi glemmer, at vi er tjenere for hinanden.
Når vi har gjort det, vi er blevet bedt om, kan vi sagtens sige, jeg er en unyttig tjener, jeg har gjort hvad jeg skulle gøre. Vores tro vokser dag for dag, og kan hverken måles eller vejes, og vil aldrig blive fundet for let.
Amen.
…
Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog: Senere kom Herrens ord til Abram i et syn: »Frygt ikke, Abram, jeg er dit skjold! Din løn skal blive meget stor.« Abram svarede: »Gud Herre, hvad kan du give mig, når jeg må gå barnløs bort, og Eliezer skal være min arving.« Abram sagde: »Du har ikke givet mig afkom, så min hustræl skal arve mig.« Da lød Herrens ord til ham: »Nej, han skal ikke arve dig, dit eget kød og blod skal arve dig.« Så tog han ham udenfor og sagde: »Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan.« Og han sagde: »Så mange skal dine efterkommere blive.« Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed. 1 Mos 15,1-6
* Epistlen skriver apostlen Paulus til hebræerne: Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. Den er jo bevidnet om de gamle. I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord, så det, vi ser, ikke er blevet til af noget synligt. I tro frembar Abel Gud et rigere offer end Kain, og derved blev det bevidnet, at han var retfærdig; det vidnesbyrd gav Gud ham for hans offergaver, og i kraft af troen taler han endnu, skønt han er død. I tro blev Enok taget bort, for at han ikke skulle se døden, og han var der ikke mere, for Gud havde taget ham bort; for det er bevidnet, at før han blev taget bort, havde han behaget Gud. Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham. Hebr 11,1-6
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Apostlene sagde til Herren: »Giv os en større tro!« Herren svarede: »Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer.
Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.« Luk 17,5-10
Marie-Louise Lieberoth Wadum 