Denne prædiken holdt jeg søndag den 19. februar 2012. Dagens tekst handler om helbredelsen af den blinde mand ved Jeriko og tro, håb og kærlighed (se nederst på siden).
…
Når et lille barn kommer til verden er det første barnet møder en masse stirrende øjne. Vi kigger og undersøger barnet, vil have hver en lille detalje med. Nulrer alle ti tæer og ti fingre. Vi pludrer glad med det lille væsen og kigger med tårer og glæde på barnet, som ser tilbage med os med forundring i blikket.
Barnets forældre får af vide, at det er meget vigtigt, at de fastholder øjenkontakten i de første måneder. Så barnet oplever tryghed, stabilitet og føler sig set. For at blive set er helt essentielt for os alle. Vi vil gerne ses. Vi vil gerne have, at nogen lægger mærke til os, ser hvad vi gør, hvem vi er. Når vi føler os usete, bliver vi små, svinder hen, tvivler på os selv og føler os usynlige.
Som det lille barn, der skal have øjenkontakt, skal vi alle stadig have øjenkontakt med andre. Vi ser hinanden, når vi er sammen, taler sammen, nyder hinandens selskab, giver hinanden opmærksomhed. At blive set er både den fysiske del, at nogen registrerer os med deres øjne, opfanger vores udseende, påklædning, ansigtstræk. At nogen kigger os direkte i øjnene. Men det er også at vise opmærksomheden, at engagere sig i hinanden, være interesseret og deltagende. Når vi elsker en anden ,så sker det helt automatisk, at vi ser den anden, giver den anden opmærksomhed. Især i starten af et nyt forhold, hvad enten det er en kæreste eller en ny ven. Så vil vi vide alt om den anden. Vi bare ser og ser og ser. Vi bruger timevis på at sidde og se hinanden i øjnene og bare være sammen.
I kærligheden bliver vi synlige overfor hinanden. Vi ser hinanden gennem kærligheden. Når kærligheden går i stykker eller går bort– bliver vi triste og ulykkelige, fordi vi mister den anden i vores liv, men også fordi vi føler, at vi bliver usynlige. Vi bliver mere og mere gennemsigtige, og er bange for at svinde helt bort.
Dagens fortælling om den blindes helbredelse handler om to ting.
Det ene er, at den blinde ser Jesus for han virkelig er, og hvad der skal ske for ham, og at den blinde bliver set af Jesus med kærlighed og derved får kærlighedens gave – helbredelsen – synet tilbage.
Den anden er, at den blinde har troen på Jesus – troen på at han kan helbrede ham – troen på at han er frelseren. Hans tro er en blind tillid til Jesus og Jesu skæbne.
Vi bliver frelst i vores tro. Ikke bare i vores tro på, at Jesus var på jorden, var et godt menneske, der led en voldsom død. Nej men i troen på hændelserne efter hans død. For betydningen af Jesu død bliver først tilgængelig i troen på hans opstandelse.
Og den tro kræver blind tillid!
For vi kan med vores syn og sanser, vores åbne øjne ikke fatte og ikke forstå, hvad det egentlig handler om – lige så lidt som Jesu tolv disciple kunne fatte det.
Tro kommer ikke af, at man står med åbne øjne og bare ser og ser og ser. For her kræver det lukkede øjne. Troen kommer ikke af synet, men hørelsen og tilliden til, at det er!
Og her er paradokset; for vi skal elske med åbne øjne, men tro med lukkede øjne. Men er det ikke en modsigelse, burde kærligheden og troen ikke netop hænge sammen?
Troen og kærligheden hænger sammen og springer ud af hinanden. For vi ser på vores elskede med kærlighed, vi åbner vores øjne for at se på ham. Og når vi kigger den anden i øjnene håber vi på at se, at han ser tilbage på os med kærlighed. Men vi åbner øjnene i blind tillid på, at han gør. I det sekund før vi ser den anden i øjnene, ved vi ikke om vi mødes af kærlighedens syn, eller af tomme blikke, der undviger os. Men vi tror og vi håber og vi åbner og ser derfor med blind tillid til, at vi modtages af det gode.
Det sker at, vi ikke mødes af de elskede øjne og her gør det ondt, når troen ikke får beviset, når kærlighedens tro bliver modsagt og afvist. Men troen er stærkere end tvivlen – og kærligheden er stærkere end afvisningen.
For når vi mindst venter det, slår vi øjnene op og ser ind i kærlighedens øjne igen. Den kommer pludselig, uventet og altid med lige stor kraft. Igen er vi set, vi bliver langsomt mere og mere synlige og til sidst træder vi frem for verden fuld af klare farver. Troen på kærligheden giver os fylde og farve.
Jesus ser, at den blinde tror på ham med kærlighed på trods af, at han er blind. Selv i sin blindhed, ser han Jesus i et klarere lys end de tolv disciple, der så ham hver dag. Og Jesus giver ham den største gave, den største kærlighed. Han giver ham synets kraft tilbage. Den blinde mand kan nu i sandhed se Jesus, men han kan også se vejen frem og følge med.
I kærligheden skal vi se hinanden – men i troen vil vi altid være blinde. Må vi på den sidste dag få åbnet vores blinde øjne og se Kristus med kærlighed.
Amen.
…
Salmisten skriver: Herre, hos dig søger jeg tilflugt, lad mig ikke for evigt blive til skamme, udfri mig i din retfærdighed! Vend dit øre mod mig, red mig i hast, vær min tilflugts klippe, den borg, hvor jeg finder redning. For du er min klippe og min borg, led mig og før mig for dit navns skyld! Befri mig fra det net, de har lagt ud for mig, du er jo mit værn. I dine hænder betror jeg min ånd, du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud. Sl 31,2-6
Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne: Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet. Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden. 1 Kor 13
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: “Davids søn, forbarm dig over mig!” Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.” Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud. Luk 18,31-43
Marie-Louise Lieberoth Wadum 