Kærlighedens Utøya

Prædiken holdt i Odder kirke 7. juli 2013.

 

 

 

2 år efter samles de igen. Unge mennesker på en grøn ø, der har rummet så megen glæde, latter, gejst og mod. En ø som brat og brutalt blev ændret til at være et mordets, hadets og ondskabens sted.

For to år siden den 22. juli skete den forfærdelige massakre på Utøya. En hændelse som fik os alle til at holde vejret et kort øjeblik, mærke sorgen komme, og vreden over at dette kunne ske.

 

Nu samles de unge mennesker igen på deres årlige politiske sommerlejr, og i år er de tilbage på øen. En masse af dem, var der den dag, da 69 døde.

 

De har været sorgfulde, grædt og skreget, sidde stille i afmagten og rædslen. Siddet fast i det øjeblik, da alt ændrede sig. Nogle er vendt tilbage, med smil på læben, mod i kroppen og ønsket om en bedre verden i tankerne.

 

Vi hører i dag fra bjergprædiken. Den lange tale fra Jesus, hvor han endevender hele loven. Smider meget ud, indfører nyt og fortolker det gamle.

Vi hører ham sige, at man ikke må begå drab. En ikke umulig opgave, vil de fleste af os tænke. Vi regner med, at vi kommer til at gå igennem livet uden med fortsæt at tage et andet menneskes liv. Vi kan heldigvis ikke se os selv i rollen som Breivik, den forfærdelige sommerdag for to år siden.

Men Jesus lader det ikke være ved det åbenlyse og nemme. Han fortsætter og giver os de umuligste opgaver!

“Enhver, der bliver vred, har gjort sig skyldig” siger han. Ja, enhver, der råber skældsord efter en anden, har gjort sig fortjent til Helvedes ild! Og sådan fortsætter han talen fra bjerget igennem.

Lige fra påbud om at skulle elske sine fjender til ord om, at enhver, der kaster et lystent blik mod en anden mands kone, allerede ved det blik har brudt sit et ægteskab.

Men hvad er det for umulige opgaver vi bliver afkrævet?

 

Overfor Gud er der ikke forskel på tanke og handling.

Her er der ikke forskel på ord eller mord!

Det ene er lige så galt som det andet.

Der er ingen forskel på morderen og den vrede.

 

 

Vores værste tanke om vores næste bliver sidestillet med Breviks forfærdelige handlinger den 22. juli.

 

Overfor de umulige opgaver kommer vi alle til kort! Det er ikke til at gøre noget rigtigt. Ja det er krop-umuligt!

 

Det er krop-umuligt!

For alt det umulige, som Jesus afkræver os, det sidder i kroppen.

For i kroppen, der sidder følelserne.

Vi mærker, at vi bliver vrede, nogen gange før tanken når os.

 

Pulsen stiger, ansigtet bliver varmt, øjnene lyner.

 

Vi kan ikke styre det, bare mærke følelserne der overmander os.

Følelser bliver til i os. De er virkelighed.

 

 

Men i dag dømmer Jesus vreden ude. Den har ikke ret til at være i vores krop. Vreden er forkert, ond i sig selv. Og ikke en rigtig kristen værdig.

 

Vi skal bide vreden i os, skubbe vreden fra os, Undsige den, Vende den anden kind til. Altid se det gode i andre mennesker.

 

Vreden har vi ikke ret til, når vi følger Jesu ord,

 

Men det er og bliver krop-umuligt.

 

Vi kan ikke leve op til dette krav. For vreden er en følelse, en følelse vi ikke kan styre, en følelse vi ikke kan glemme, fjerne, meditere væk.

 

 

Og når vi ikke vil være ved, at vi har vreden, sætter den sig andre steder i os og gør os sammenbidte og indestængte eller måske ligefrem syge.

 

 

For der er gode grunde til at blive vred ind imellem.

 

Hvis andre krænker os eller træder på os eller gør os ondt, så kommer vreden. Hænderne strammes, pulsen stiger, rødmen kravler op af ansigtet.

 

For vreden skal hjælpe os til at holde fast i os selv, der hvor andre er ved at træde os under fode.

 

Vreden er en naturlig reaktion på det at blive gjort fortræd.

 

Så mener Jesus det virkelig, når han gør vreden til vores største fjende, undsiger den helt og fjerner den fra den rette kristens register?

 

Det er en krop-umulig opgave. En opgave som vi ikke kan klare!

 

 

Søndagens evangelium må handle om noget mere end det konkret at blive vred på sin næste.

Jeg tror, at Jesus vil vi have os til at forstå, at det er en krop-umulig opgave. Han stiller den så hårdt op, for at vi kan indse, at det ikke kan lade sig gøre at følge det krav!

Men når vi kommer til kort, og ikke magter opgaven, så tager Jesus, mesteren, over!

 

Når vi giver op i kampen om at frelse os selv. Så tager Jesus over og frelser os alle.
Det er krop-umuligt for os at leve op til det, som Jesus forlanger af os.

 

Vi kan ikke sætte lighedstegn mellem et ord og et mord. Vi kan ikke forhindre følelser af begær og vrede i at fylde vor krop.

 

Vi kan ikke løse de den krop-umulige opgave, han stiller os.

 

Men dér, hvor vi kommer til kort, dér tager mesteren over.

 

Det er det, som ligger i, at Jesus kom til verden som en frelser.

Han kom for at råde bod på vores manglende egenskaber.

Han kom for at gøre fyldest for den kærlighed, som vi ikke formår at give alt i verden.

 

Han kom og elskede løs med en kærlighed, som overgår al forstand.

 

Og da alverdens vrede samlede sig på ét sted og ville tage livet af Guds søn på Golgata, da gik han hele vejen for at klare det umulige for os.

 

Han satte sig ikke til modværge. Han lod være med at blive vred. Han gik i døden og gav sit liv – også for dem, der sømmede ham fast til korset.

 

At Jesus døde og opstod svarer til, at han selv klarer den umulige opgave for os.

 
Tilbage bliver så den fordring som Jesu umulige krav minder os om. Nemlig at vi skal kæmpe og bakse for at se hinanden med Guds øjne.

 

Vi skal forstå, at også vort medmenneske er dyrebar for Gud.

 

Det er krop-umuligt at lade være med at blive vred.

 

Men det er ikke umuligt at øve sig i at tøjle sin vrede, så den bliver ved med at være en følelse og ikke bliver til en handling, der gør min bror fortræd.

Eller min fjende fortræd.

 

Lad der være et skel mellem tanke og handling. Lad kærligheden styre kroppen og tølje vreden.

 

De unge mennesker på Utøya gør netop det, denne uge. De samles igen og lader kærligheden styre. Vreden bærer de helt sikkert på, men modet, styrken, sammenholdet og kærligheden lader de være styrende, så de kan se frem mod og sammen skabe en bedre verden i kærlighedens lys.

 

 

Amen.