Hvad tvivler du på? -prædiken 1. søndag efter påske

Hvad tror du på? Det spørgsmål er jeg vant til at blive stillet som præst, måske bliver I også spurgt om det engang imellem.

Og det er jo et stort spørgsmål, et svært spørgsmål, for hvad tror jeg egentlig på? Det nemme svar er at lire trosbekendelsen af sig eller sige jeg tror på Gud og Jesus som Guds søn. Og det er også rigtigt og en god overskrift, men hvad mon folk egentlig mener, når de siger det?

Mange konfirmander spørger mig hvert år, om jeg virkelig tror på at jorden er blevet skabt på 6 dage, eller at Jesus gik på vandet. Er det en del af min tro?

Jeg kan også sige som Svend Brinkmann (Citat): ”for selv om der er mindre mellem himmel og jord, end man skulle tro, beror de vigtigste fænomener i livet ikke desto mindre på en form for tro: Troen på at vi bør hjælpe fremmede i nød, også når vi ikke selv får noget ud af det; troen på at tilgivelsen af det utilgivelige er mulig; troen på at kærlighed er mere end reproduktion af generne; troen på at vi skal tale sandt, selv når det er mere opportunt at lyve; troen på at forsoning er rigtigere end hævn; troen på at vi skal tage de dødes ønsker alvorligt, selv om de ikke er her længere. Kort sagt troen på at der findes noget, der er godt uden betingelser.

Der er en god præst gemt i Svend Brinkmann vil jeg mene, for jeg kan tilslutte mig det hele. Og selvom Svend ikke tilslutter sig et Kristent verdensbillede, og jeg gør, så er vores menneskesyn, på mange punkter helt ens.

Men man kunne også stille et andet spørgsmål, med tanke på Thomas i dagens evangelium. Manden der er blevet behandlet noget pobert gennem kirkehistorien. Manden der tillader sig at stille spørgsmålstegn ved om det nu er rigtigt, at Jesus er opstået, og at han virkelig står der.

Thomas tvivleren. Man kunne i stedet spørge hvad tvivler du på? Hvilke svar ville vi så få, og hvad ville det sige om os?

Når vi spørger: hvad tror du på? Kan det måske give nogle skråsikre og kontante svar, der så nemt kan affærdiges eller modsiges af andre, der tror noget andet, eller ikke tror på noget ifølge dem selv.

Men hvad tvivler du på?

Jeg er i tvivl om hvordan Gud er skaberen af verden? Har hun gjort det med sin fingres værk, eller tankens kraft? Er hun første bevægeren, der satte big bang i gang?

Jeg er i tvivl om hvordan Jesus kom ud af graven? Jeg er i tvivl om hvad det, at Jesus døde for vores synder betyder helt præcist. Jeg kan komme med en teologisk udredning, og det var måske også det rigtige at gøre her under kirkens tag, men nogen gange tror jeg også, det er godt at dele tvivlen med hinanden.

Jeg kan tvivle på om det virkelig er muligt at tilgive det utilgivelige? Kan man tilgive morderen af ens elskede? Kan ofret tilgive den skyldige. Kan gud tilgive mig?

Jeg kan tvivle på om kærlighed kan overvinde alt, sure sokker og kæmpe skænderier, svigt og afstand?

Thomas bliver kaldt Thomas Didymos, der betyder tvilling. Thomas Tvilling. Hvorfor ved vi ikke præcist og der er igennem kirkehistorien givet mange forskellige bud. De primære bud er to.

Det første, at Thomas bliver kaldt tvilling, fordi han er Jesus tvilling. Hvor Jesus står for sandheden, troen, det guddommelige og ophøjede, er Thomas mistroisk, menneskelig og neden på jorden.

På mange måder er han som en moderne videnskabsmand, en anden slags en Svend Brinkmann. For Thomas vil have bevis for det ubeviselige. Han kan ikke bruge de andres vidnesbyrd til noget. Han vil selv have syn for sagen. Han vil mærke naglemærkerne i Jesu hænder og føle såret i hans side, for at være sikker på, at det virkelig er Jesus.

Thomas er som et nutidigt medlem af Ateistisk selskab, der vil have bevis for Guds eksistens for at kunne tro på, at hun eksisterer. Et bevis det ikke er muligt at give. For det guddommelige er ubeviseligt. Alligevel kræver Thomas et bevis og han får et af Jesus. Og på den måde bliver Thomas selv et vidnesbyrd for moderne mennesker, nok et vidnesbyrd han selv havde afvist, men ikke desto mindre det vidnesbyrd vi får.

Et andet bud på hvorfor Thomas bliver kaldt Didymos, tvillingen er et tvivlen netop er troens tvilling. Hvor der er tro er der tvivl, men også hvor der er tvivl er der tro.

For når du tvivler er der kun to ting at gøre. At afkræve og få et bevis eller at tro på det ubeviselige og usikre. Hvad vi vælger er op til os selv, men det vigtigste budskab der er at give til alle os tvivlere og troende er, at der er plads til os alle i den kristne tro, i den kristne menighed, i kirkens fællesskab.

Her er inklusionen den vigtigste markør. Der er plads til tvivlere og troende, til syndere og retfærdige, til de gode og onde, til de glade og sure. Her er der plads til modsætninger mennesker imellem og inden i os selv.

Thomas er vores vidnesbyrd. Han får lov at se Jesus naglemærker og såret i hans side. Han møder den opstandne Jesus og kommer til tro. Vi har hans vidnesbyrd og møder den opstandne Jesus igennem ham.

Og Thomas tvivlede og var elsket og modtaget af Jesus. Han var en af Jesus nærmeste og der var plads til ham. Hans tvivl blev ikke afvist eller nedgjort.

Vi må godt tvivle. Vi behøves ikke skråsikkert svare når nogen spørger os hvad vi tror på. og måske skal vi spørge os selv og måske endda andre ”Hvad tvivler du på” og se hvilken samtale der kommer ud af det.

Hvad tvivler du på?

Amen.