En påsketid vi nærmer os

 

Påsketid

Vi nærmer os påsken. Og vi kan mærke det på solskinnet, påskeliljerne og humøret der lysner op.

Jeg får altid mere energi og mod på livet jo tættere vi kommer på påsken. Lyset er en stor faktor i det, men påskens under en lige så afgørende faktor. For i påsken gennemlever jeg et helt livs følelser og tanker.

Palmesøndags forventning, opstemthed og håb

Skærtorsdags koncentrede familiæritet, samvær, nærvær og følelsen af at noget stort og altforandrende er lige rundt om hjørnet

Langfredags lidelse, tristhed, magtesløshed, følelsen af at alt håb er væk, at solen ikke skinner igen. Langfredag aften er for mig altid sørgmodig, hvor jeg end befinder mig.

Men heldigvis stopper påsken ikke Langfredag og solen skinner på os, og løfter vores sind søndag morgen.

Påskedags lys, glæde, nyt håb, og tro på kærligheden giver mig styrke til endnu et år!

 

 

Denne prædiken er en påskedagsprædiken, den er kun holdt for en lukket kreds, så her får I muligheden for at glæde jer til påsken sammen med mig.

 

(Påskedag 1. række)

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Mark 16,1-8

Amen

 

 

—

Opstandelsens ord!

 

Det var tidlig morgen, de vandrede rundt på markedet blandt alle de andre. Ingen lod sig mærke af de sidste par dages frygtelige hændelser. De gik bare rundt der og snakkede, smilede og grinte. Nød at kunne starte ugen efter en god Sabbath. Men Maria Magdelena, Maria og Salome smilte ikke. De græd stille, mens de købte velduftende salver.

Det var ikke bare en ven, de havde mistet. Det var dét menneske, som de havde troet skulle frelse verden. De havde hørt til den lille kreds, der fulgte ham, på hans vandring omkring i landet. Han havde givet dem nyt livsmod, nyt håb. Han havde fortalt dem, at de var Guds børn, skabt i Guds billede! Og de troede på ham, det var som om de følte sig mere elsket og accepteret i hans nærvær.

Men så endte det så brat. De skulede til de andre dér på markedspladsen. Jesus var blevet taget til fange, tortureret, hængt op på et kors, og udåndet med de opgivende ord ”Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig?”

De havde taget hans ord til sig. Havde Gud forladt Jesus, havde Gud også forladt dem!

Men de kunne ikke forlade Jesus, og derfor gik de stille rundt og købte forskellige salver, hos de bedste handlende. I den tidlige morgenstund bevægede de sig ud mod graven. Knuget af sorg, tunge af triste tanker, magtesløse af harme over Jesu død. Tilsyneladende fortsatte verden bare i sin sædvanlige trommerom. Verden var fuldstændig vendt på hovedet for dem, og alle andre fortsatte deres liv. Folk tillod sig at grine, smile og glædes over hinanden. Et par stod og småskændtes foran huset, – som om det var vigtigt, hvor fuld han var i går. Et par børn løb rundt imellem alle folkene på markedet og legede tagfat. En gammel kone slæbte en spand vand hjem fra brønden. Helt almindelige hverdagsting. Som om verden ikke var blevet flænget tværs over. Som om det største menneske på jorden ikke havde trukket vejret for sidste gang. Al den almindelighed midt i deres ualmindelige sorg, var ikke til at bære.

De kom ud til graven og blev forfærdede. Stenen var væltet fra, og inde i graven lignede det, der sad en mand i hvide klæder. De for forskrækket sammen og kiggede tavst på hinanden. Den stærke morgensol skinnede ind i graven og det flimrede for deres øjne. Pludselig steg en stemme fra gravens indre.

 

»Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.«

 

Tavsheden fyldte klipperummet, der pludselig syntes så uendelig trangt og småt.

Kvinderne løb ud af graven. De løb i lang tid før de stoppede op for at få pusten. De kiggede tavst på hinanden og begyndte stille at gå hjem.

 

—-

 

En ung kvinde står ved en grav helt stille, knuget af sorg, angst og ensomhed. Hun er kommet for at lægge blomster på sin mors grav. Det er påske og hun sætter en buket påskeliljer på graven. Hun har sin sorte præstekjole på, og den blæser stille i den milde forårsvind. Hun skal nu ind og holde sin første påskeprædiken, her kun et år efter hendes mors død.

Hun står der med alle sine minder, de gode fra barndommens glade og uendelig sommerdage, de hårde og triste fra sygdommens sidste forfærdelige tid. Når hun ser sin mors navn øverst på stenen, vokser savnet sig stort som en kæmpe kugle i maven. Alligevel elsker hun kirkegården. Den er så smuk og på nogle måder føles det som om, den kan rumme al hendes tristhed. At hun her kan lægge den tyngende sorg fra sig et kort øjeblik og glædes over samværet med sin mor. Graveren går forbi, hilser med et stille smil og går hen for at ringe ind til påskegudstjenesten. Hendes første påskegudstjeneste. Det virker helt umuligt at skulle gå ind i kirken, stille sig foran alle de ansigter og prædike det glade budskab, at Jesus genopstod – når hendes egen mor ligger død og kold i graven.

Alligevel kan hun mærke, at denne dag er lidt lettere end andre. Hun føler næsten et lille skub i ryggen, en hånd der klemmer om hendes, og giver hende styrken til at smile.

For hendes mor er død, men hun mærker forsigtigt håbet og livsmodet, viljen til livet her og nu. Livet er ikke det samme, alt er anderledes, og vil aldrig blive som før. Men der er et andet liv, som også kan rumme glæde og latter. Et liv hun nu så småt kan begynde at tage del i. hun løfter lidt op i den sorte kjole, så den ikke når jorden, går hen mod kirkedøren, åbner døren, hører orglets musik der bruser ud mod hende, ser de smukke blomster på alteret og smiler stille.

 

—

 

Vi har i dag været ved to påskegrave fyldt med kvinder, sorg og frygt. Så langt fra hinanden i tid og sted, og så tæt på hinanden, at den unge præst og kvinderne ved graven nærmest står tavse skulder ved skulder.

Kvinderne kom til Jesu grav og forventede at skulle møde døden. Jesus’ kolde lig, der skulle salves. I stedet fandt de en åben grav, fuld af liv. En ung mand, der fortalte, at døden ikke var der længere. Fortalte at Jesus havde livet og var gået i forvejen.

Gået i forvejen. Helt hverdagsagtige ord. Som når en ven er gået i forvejen for at hente is en sommerdag. Ord der er fuldstændig uberørt af forræderiet, volden, lidelsen og døden langfredag.

Men ordene virkede. Kvinderne ved Jesu grav var ikke uden frygt. På trods af deres frygt, fik de alligevel samlet mod til at bryde tavsheden og sende budskabet ud i verden. Så det nåede den unge præst og så det når os i dag. Kvinderne tog ordene med sig til Galilæa, dér hvor de boede og havde deres familie og hvor de ville blive gamle og lagt i graven.

I ordene ville den opstandne Jesus komme og være hos dem dér, hvor de havde brug for ham, i det ganske normale liv, de nu skulle tilbage og leve. Ordene ville hjælpe dem gennem sorgen og vise dem vejen tilbage til livet.

En vej der kan være lang og tung. For sorgen er voldsom, undertrykkende. Og ordene – han er gået i forvejen -, kan virke nærmest provokerende. Her står de med al deres sorg og tunge tanker. Med hænderne fulde af velduftende salver, og så er han bare gået!

For Jesus er gået i forvejen, en vej der indgyder os håbet og modet. En vej der fører fra døden og til livet. Det giver os håb. Et håb vi altid bærer med os i vore hjerter. Et håb om, at livet er større end døden. For nok er døden den sidste grænse for os, men efter døden kan der komme nyt liv. Guds kærlighed er grænseløs, og med sin kærlighed til os, lader han livet spire frem, selv efter døden.

Påskens ord er svære at forstå. Svære at forstå som, at dem vi elsker, skal gå bort. Men det er præmissen for vores liv og for påskens under. Døden skal komme. Døden som den sidste grænse er en umulig nødvendighed. Vi kan ikke slippe uden om den. For døden er vores sidste grænse, en grænse som Jesus brød. Og heri er underret, håbet og Guds kærlighed til os. Den tunge og mørke langfredag fører til påskedags lethed og lys.

 

Påskeevangeliet er ikke ordene om livet efter døden. Nej påskeevangeliet handler om livet her og nu. Om at livet skal leves på trods af død, sorg og smerte. Påskeordene giver os en retning her i livet. Et sted at vende os mod. For skikkelsen i graven giver os en retning. Jesus er gået i forvejen, og vi skal følge ham. Der i den tomme grav er der pludselig fyldt med liv og håb. Ordene rummer livsmodet. Modet til at ville livet, at følge vejen ud af graven, ud mod livet.

Jesu opstandelse er vores opstandelse. Hans opvakte liv er vores opvakte liv. Når Gud rækker sin hånd ud og tager Jesus i hånden og rejser ham op, kan vi nærmest mærke grebet om vores arm. For også vi bliver opvakte. Den unge præst oplever det ved sin mors grav. Hun mærker Guds hånd, der blidt puffer hende ind i kirken, støtter hende foran alteret og giver hende styrken til at smile.

Opstandelsen i livet er os alle forundt. Vi har alle muligheden for at tage fat I Guds hånd og lade os hjælpe ud af den mørke grav, og ud i lyset. Påskens underfulde ord er ord, der lyder til os. Vi kan få nyt liv.

Nyt liv, håb og opstandelse er vores lod i livet. Vi ænser det måske ikke altid. Vi skal arbejde os igennem de tunge mørke skyer af sorg, men Guds hånd er der og rækker imod os og puffer os blidt hen imod mere, nyt og håbefuldt liv.

 

—-

 

 

Den unge kvinde stiller sig foran alteret og med ryggen til menigheden tørrer hun en tåre væk, vender sig om og udbryder: Glædelig påske, glædeligt nyt liv og må håbet følge din vej altid!