At mærke livet vokse i sig, er en voldsom, speciel, og mærkelig følelse.
Snart forandres vores liv for altid, da vi venter vores første barn.
Maven vokser, tankerne myldrer og alt synes at stå i barnets tegn.
Meget er usikkert og det kan være svært at forholde sig til.
Men et ved vi. Barnet er på vej, vi flytter til århus om 14 dage og sommeren er over os. Glædelige begivenheder.
Hvor mit faste embede skal være ved vi ikke, men vi håber, at det snart kommer.
Glædelig sommer!
Høsten nærmer sig med hastige skridt. Markerne står mættede af korn, gule af solens farver og tykke af den fede jord.
I høst.
1885, Olie på lærred, L.A. Ring
Frøene har sat kerne, slid og slæb bliver belønnet med afgrøder, nogle år bedre end andre. Hvordan bliver det i år? Høsten giver os grund til at glæde os og takke. Derfor fejrer vi også hvert år høsten med høstgudstjenester rundt omkring i det danske land. Det er en fest, hvor vi får mulighed for at takke gud, for alt det vi får skænket os. Lige fra bærrerne, kartofler og gulerødderne, vi henter i haven, til det vi køber i supermarkedet – til selve livet vi har fået som gave.
I Berlin under krigen, lå en gammel apoteker syg. Han fik en dag en pakke fra en ven, hvor i der var et halvt brød. Det skulle han have, så han kunne komme til kræfter. Men apotekeren tænkte: mine naboer har en lille datter – og jeg er jo trods alt gammel. Hun har mere brug for brød end jeg. Og han fik brødet bragt til naboen. Nabokonen kom til at tænke på en gammel enke, som boede øverst oppe i ejendommen. Og der var koldt og vådt deroppe. Brødet blev båret derop. Men enken havde en datter, som boede i ejendommens kælder. Hun var alene med tre børn. Hendes mand var meldt savnet ved fronten. Enken vidste hvor lidt mad de tre havde. Brødet blev båret derned. Men den enlige mor tænkte: apotekeren er syg, og gav og gratis medicin da min lille pige var syg, han har mere brug for brødet end os. Da apotekeren fik brødet genkendte han det. Og han gemte brødet i et skab. Brødet var blevet helligt for ham – et tegn på den kærlighed, der skaber overflod ved at dele.
Brødet er en gave, en gave som høsten giver os mulighed for at give. Hver søndag bliver der delt brød ud i kirken. Den tynde hvide oblat minder ikke meget om et brød, men det gives af gud i kærlighed til os, en kærlighed der skaber overflod ved at dele.
Rigtig god høst!
(Indlæg bringes i Ekstraposten – Silkeborg lokalavis onsdag den 1. august 2012)
Efter nogle hårde uger, tog tog Andreas og jeg på en afbudsrejse til Tyrkiet sidste uge. Vi smuttede en tur til Kusadasi på den ægaiske kyst.
;
;
Kusadasi betyder Fugleøen; der er forskellige forklaringer på navnet, nogle mener, at det er fordi øen lige ud for Kusadasi er formet som et fuglehoved, og andre fordi man har opdrættet brevduer på øen. Nu er det et turistmål, fyldt med englændere, hollændere, tyskere, svenskere, men også masser af tyrkiske turister, især fra Istanbul. Ugen bød mest på dasen på de lækre strande, masser af kebab, søde vildkatte og iskaffe.
Men vi nåede også en tur til Efesos, der ligger ca 25 km uden for byen. Det var stadig en stor oplevelse. Efesos er nu en ruinby,som begyndte at blive udgravet i midten af 1800 tallet. Kun 10 % af byen er udgravet, men den står utroligt levende og man kan nemt forestille sig livet i havnebyen Efesos, som det har udspillet sig for 2000 år siden.
;
Efesos havde et kæmpe stadion (endnu ikke helt udgravet) Artemistemplet, et af datidens 7 vidundere, der står nu kun en søjle tilbage, med en storkerede på toppen. Et stort teater og biblioteket, der er noget af det flotteste i ruinbyen.
Teatrets facade var udsmykket med søjler, nicher og flotte statuer. Marmorbænkene var arrangeret i den traditionelle halvcirkel med 66 rækker, og der har nok været plads til ca 25.000 tilskuere. Ud fra dette kan man fastslå at byen nok har rummet ca 250.000 msk, da teatret skulle kunne rumme ca 10 % af befolkningen. En sjov detalje er at grækerne startede med at bygge teatret til skuespil, oplæsning og demokratiske møder, men da Romerne overtog herredømmet i byen, byggede de det gamle teater om, så det kunne rumme deres foretrukne blodsport: løver, gladiatorer, rovdyr og forbrydere der mødtes deres endeligt overfor dem.
Akustikken i teatre, som man kan finde rundt omkring i det tidligere romerrige har haft en fantastisk akustik. På øverste række har man kunne høre, hvad der blev sagt med lav stemme nede på scenen. Fra teatret førte en bred marmorbelagt gade direkte ned til havnen Gaden var flankeret af store søjlegange, hvor der lå butikker. Efesos ligger ikke nu ved havets kyst pga jordskælv. jordskælvet for ca 1700 år siden haer fået fjorden til at trække sig tilbage og havnebyen ligger nu midt i det golde landskab.
;
Efesos blev en vigtig del af kristendommens start, da apostlen Paulus prædikede for og omvendte store dele af befolkningen i Efesos. Efter han tog af sted skrev han et brev til menigheden i Efesos, som nu er en del af vores bibel.
Paulus skrev brevet mens han sad fængslet i to år i Rom ca år 60 e.kr. Paulus havde besøgt byen på sin 2. missionsrejse. Den kristne menighed der blev opbygget i Efesos bestod både af jøder og hedninger. Selvom Paulus havde været i byen næsten tre år og kendte menigheden godt, er brevet fuldstændig blottet for personlig tone, grunden er.nok at brevet ikke kun har været til menigheden i Efesos, men har været en rundskrivelse til flere menigheder omkring i lilleasien. Brevet bestyrker kirkefællesskabet, og bliver derfor også tit benævnt som kirkebrevet, budskabet i brevet er at kirken er Jesu Kristi legeme, både for jøderne og hedningerne. Det vigtige er enheden, enheden i kirken og enheden i menigheden lige meget om man var jøde eller hedning.
;
Efesos er klart et besøg værd. Når man står på den skrå markedsgade, der fører fra de ofiicielle bade ned til biblioteket, kan man næsten lugte al maden fra boderne, høre de mange mennesker snakke, og fornemme den samme bagende sol i nakken, som de har følt.
;
Døden har sneget sig ind på os alle. Selv når vi ved, at døden snart må komme, ingen lever for evigt, så overrumpler den os alligevel altid, når den indtræffer. Midt i denne sorgens mørke er der alligevel et lys, der skinner og bringer varme.
Et menneske, der befinder sig i lyset og vælger lyset, giver lyset videre til alle omkring sig. Afskeden er derfor også hård, for hvor bliver lyset nu af, skal vi dækkes af mørket fra nu af?
Nej, for selv det mindste lys kan oplyse det sorteste mørke. Det mindste sollys om morgenen bryder nattens mørke. Den kære er død og borte, men lyset er ikke slukket. Livet fortsætter i os. For det er den store gave, vi har fået. Vi er blevet givet lyset, glæden og varmen, så vi stadig kan bringe lyset videre. For selv nu i vores sorg og tristhed er der også glæden.
Vi skal glæde os over dette lys, og de mange gode og glædelige minder vi har om vores kære. Vi bærer og ejer selv disse minder. Det er summen af de mange timer og stunder vi har tilbragt sammen. Disse minder skal vi bære videre med i vores liv. Tag disse lyse erindringer med, og lys resten af jeres liv op.
Vi skal minde hinanden om det håb, vi lever ved og som bragt med lyset. At døden ikke har det sidste ord. For døden har magt her i verdenen, men Guds kærlighed og Ord er stærkere end alt andet. Gud gennembrød mørket ved at sende os sin elskede søn Jesus Kristus. Men ham kom lyset til verden og gav os liv og glæde. Lad lyset skinne og glæden få fylde.
Må vi finde trøst og glæde heri – i Guds kærlighed og ordets lys.
Som forårssolen morgenrød
stod Jesus op af jordens skød
med liv og lys tillige;
derfor, så længe verden står,
nu efter vinter kommer vår
livsalig i Guds rige.
Som fuglekor i mark og lund
lovsynger vår i allen stund
med deres toner søde,
så alle tunger trindt om land
lovsynge dødens overmand
i påskemorgenrøde.
Som blomster alle står i flor,
som skoven grønnes, kornet gror
ved vårens kræfter milde,
så blomstrer alt i Jesu navn
og bærer frugt til folkegavn,
som årle, så og silde.
(DDS 234: Grundtvig 1846)
Endelig er det forår. Solen skinner oftere på en helt blå himmel. Der er små knopper på buske og træer, og fuglenes sang lyder højere. Solen, fuglene og alt hvad der gror, fortæller om livet, der vågner igen efter den lange vinter.
Grundtvig slår på denne måde tonen an i denne lille smukke forårssalme. Det er livet, der igen sejrer over døden, som vi ser gentaget hvert forår. Før vi ser os om, spirer alt igen, og der er grønt og frodigt omkring os.
For Grundtvig bliver naturbilledet her Guds eget tegn til os om, hvad han vil os – Guds egen kraft og magt, som kom til os og sejrede over alt ondt, da Jesus opstod af graven påskemorgen. Som en solopgang står Jesus op af graven, og Guds rige er som et evigt nyt forår, der til alle tider vil blomstre livsaligt – fyldt med lykke og glæde i vores liv.
Billederne her taler ikke til vores forstand og fornuft. Men til vores hjerte. Til det i os, som elsker livet, og hvert forår forundres og glædes over det varme og glædelige forår.
Den tro, som salmen taler om, findes kun i vores hjerter. Forstanden og fornuften kan ikke arbejde med det og må forkaste det. Men med hjertet tror vi på påskens underfulde mirakel. Og her i den skønne forårstid glæder vi os over påsken – den store fest for liv, kærlighed og glæde.
Marie-Louise Lieberoth Wadum 