Prædiken 15. søndag efter trininatis – Kast alle bekymringer over bord

Søndagens tekst (se nederst på siden) handler om at vi skal leve som himlens fugle og markens liljer – et bekymringsfrit liv. Men kan vi det? Og hvordan skal vi gøre det?

…

Vi er i Guds hånd.

Kast alle dine bekymringerne på Gud. Bare stol på ham. Han skal nok sørge for dig og dine.

Men kan vi det? Er det muligt for os at smide vores bekymringer væk, og i blind tillid give vores liv til Gud? Jeg tror, at mange af os meget gerne ville give vores bekymringer væk, og leve et bekymringsfrit liv, jeg ved at jeg gerne ville. Vi kender alle til at bekymre os, for vi gør det alle størstedelen af tiden. Vi bruger hele dage på at tænke, gruble og overveje bare et lille problem, og til tider kan det også overtage hele nætter. Vi bekymrer os hele tiden. Om penge, arbejde, familie, venner, og fremtiden. Vi tænker over, hvad der mon sker, hvad vi kan gøre og hvad der sker hvis vi ikke gør noget. Vi vil være i kontrol over vores liv og vores fremtid. Vi skynder os ind i en tid, der slet ikke er kommet endnu, eller vi bliver hængende i en fortid som er uden for vores rækkevidde, vi er ikke i vores øjeblik. Selvom hver dag har nok i sin glæde og i sin plage, har vi allerede taget plagerne for de næste mange år på os nu. Jeg tror ikke at Jesus siger til os her, at vi slet ikke må bekymre os. Men nærmere at han mener, at vi ikke må bekymre os om andet end dagen i dag, da den har nok i sin plage. Hver dag sin bekymring, vi må ikke bekymre os forud. Vi skal prøve at rationere vores bekymring, en portion pr. dag.

Bekymringen føles som en kæmpe sæk fyldt med sten der bliver lagt på ens skuldre. Prøv at stå oprejst i 10 min med sådan en på skuldrene de færreste af os vil nok ikke kunne klare det. bekymringerne er tunge, og vi vil helst slippe for vægten. Men kan vi slippe bekymringerne. Kan vi fjerne sækken fra vore skuldre?

Bekymringen slutter aldrig fordi den vil sikre sig, dobbeltsikre, ja trippelsikre, at alt går som det skal. Er lyset slukket ordentligt? Låste jeg bilen? Var det den rigtige beslutning at flytte? Vil operationen gå godt? Klarer mine børn sig godt i skolen? Hvordan vil mødet gå? Hvordan har min søster det? Når vi bruger hvert vågent minut på at sikre os igennem livet, oplever vi ikke det liv vi så ihærdigt vil sikre.  Vores bekymringer for det elskede liv, ender med at ødelægge livet.

Bekymringen kan være altfortærende. Den kan fuldstændig overtage kontrollen med vores liv, og være den der styrer alt hvad vi gør og tænker. Men er bekymringen det værd? Hvad gør bekymringen? Jeg tror at den sortner vores udsyn og farver alt gråt. Den står i vejen for vores mulighed for at gå fremad. I bekymringen ligger der et ønske om, at vi vil være alt muligt andet end vi egentlig er. Vi vil ikke være den vi er i det liv vi har. Liljerne på marken og himlens fugle bekymrer sig ikke, de sår og høster ikke, de lever fra dag til dag og får føden af deres himmelske fader. Vi ser træerne, der år efter år får nye blade hvert forår uden at bekymre sig om, at de her i efteråret vil ligge brune og tørre i skovbunden og knuses under vores fødder, som vi går ind i kirken.  Bladene fylder træernes krone så smukt, for blot at være væk og visnet næste dag.  Liljen nøjes med at være lilje, som vi skal være bedre til at nøjes med at være menneske. Lad os prøve at stoppe med at sammenligne os med andre og ville et andet liv. Lad os forsøge at leve det liv vi har til vores rådighed og lade morgendagen komme når den gør. Vi bekymrer os om den tid, der kommer, men upåagtet af hvad vi tænker om morgendagen, vil den komme. Det er vores ansvar som menneske elsket af Gud og omfattet af den evige pagt med Ham, at tage vare på vores liv og forvalte det ret. Det gør vi ved at lade os fylde af troens ubekymrethed og leve livet i dag. Vi må prøve at slippe kontrollen og lade håbet fylde vores tanker om morgendagen. Vi skal være bedre til at vælge vores liv. Vælge at stoppe bekymringerne, vælge at stole på Gud, vælge at give vores liv til Gud og dermed sige ja til den evige pagt Gud har stiftet med os. Gud har os i sine hænder. Valget har indflydelse på hvilket liv vi lever. Lever vi et liv i evig bekymring om alting? Eller prøver vi at slippe kontrollen, give os hen til Gud og dermed til det liv vi lever her og nu. Jeg tror, at når vi bekymrer os om fremtiden, skygger vi for dagen i dag. Vi sætter vores liv på pauseknap. Vi skal lade Troen og dermed roen få rum i vores liv og lade hjertet hvile ved ham. Livet er i dag og med håbet giver vi hver dag dybde. I dagens håb ligger det forgængelige, da vi håber trods døden og elendigheden. Vi siger ja til livet også når det er der, hvor det gør ondt at være og hvor ingen af os har lyst til at leve.

Men hvordan kan vi vove livet på denne måde? Hvordan kan vi kaste os ud i livet uden at sikre os og det? Hvordan kan vi leve et liv, hvor alt er så usikkert? Et liv hvor lige meget hvor meget vi bekymrer os og prøver at sikre os og kontrollere, ikke kan lægge en dag til vores eget liv? Det virker umuligt, og jeg tror at det for de fleste af os er meget svært. Men vi kan leve det liv, fordi vores liv er i Guds hænder. Vi har troen med os, en tro der sikrer os og beskytter os. En tro der giver os modet til at leve livet, på godt og ondt. Til at leve livet, der hvor det er allersværest, mørkt og utrygt. En tro der giver os glæderne og lyset der kan vare langt ind i bekymringernes vågne nætter. Troen på, at Gud har os i sine hænder giver os modet til at have med livet at gøre, selvom vi ikke aner hvad det bringer, og derfor er der håb til alle os, der ligger vågen nat efter nat ængstelige og kolde af sved over en bekymringsfuld fremtid. Vi får Guds rige som en ren gave, og den kan fylde vores livs øjeblik med glæde og håb.

Amen

…

Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog: Derpå byggede Noa et alter for Herren, og af alle de rene dyr og af alle de rene fugle bragte han brændofre på alteret. Da Herren indåndede den liflige duft, sagde han til sig selv: »Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, som kun vil det onde fra ungdommen af. Jeg vil aldrig mere udrydde alt levende, sådan som jeg nu har gjort. Så længe jorden står, skal såtid og høsttid, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre.« Gud sagde: »Dette er tegnet på den evige pagt, som jeg vil stifte mellem mig og jer og alle levende væsener hos jer. Jeg sætter min bue i skyerne; den skal være tegn på pagten mellem mig og jorden. Når jeg samler skyer over jorden og buen kommer til syne i skyerne, da husker jeg på min pagt med jer og alle levende væsener, alt levende; vandet skal aldrig mere blive til en vandflod, der ødelægger alt levende. Når buen viser sig i skyerne, vil jeg se den og huske på den evige pagt, som er mellem Gud og alle levende væsener, alt levende på jorden.« Gud sagde til Noa: »Det er tegnet på den pagt, som jeg har oprettet mellem mig og alt levende på jorden.« 1 Mos 8,20-22; 9,12-16

Epistlen skriver apostlen Paulus til galaterne: Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden. Lad os ikke bilde os noget ind, lad os ikke tirre og misunde hinanden. Brødre, hvis et menneske gribes i en overtrædelse, skal I, som har Ånden, hjælpe ham til rette med mildhed; og se til, at du ikke selv bliver fristet! Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov. For mener nogen, at han er noget, skønt han ikke er noget, er det selvbedrag. Enhver skal vurdere sin handling og vil så kun have grund til stolthed i forhold til sig selv og ikke i forhold til andre; for enhver skal bære sin egen byrde. Den, der undervises i ordet, skal dele alt godt med den, der underviser. Far ikke vild! Gud lader sig ikke spotte. Hvad et menneske sår, skal det også høste: Den, der sår i kødet, skal høste fordærv af sit kød, og den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden. Gal 5,25-6,8

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.« Matt 6,24-34

Prædiken Nytårsdag – En lille bøn

Jeg holdt denne prædiken 1. januar 2012. Til denne dag hører vi om bønnens styrke og får givet den simple bøn – Fadervor (se teksten nederst på side, fra Salmernes bog og Matthæusevangeliet).

At bede kan ligge meget fjernt for mange, men bønnen kan være styrk og betydningsfuld, når vi giver den plads.

…

 Denne nytårseftermiddag står vi med en udsigt med en vid horisont – hele 366 dage (det er jo skudår). Alle disse dage, skal vi mennesker fylde ud.

For mange af os er kalenderen for 2012 allerede ved at være godt fyldt ud, og vi begynder så småt at få stressticks ved tanken om alt det, vi skal nå, gerne vil nå, og godt ved, at vi aldrig får nået. Men dagen i dag er 1. januar og vi har stadig et nogle timer at løbe på før året for alvor går igen. Lad os bruge denne dag, denne stund til at blive i roen. Roen som julefreden har givet os, roen som der falder dagen derpå en fantastisk fest, grundet tømmermænd af champagnen og de mange dejlige dage i samvær med familie og gode venner. For mange også en ro ovenpå en stresset tid med gaveindkøb, madlavning, besøg og de mange uundgåelige konflikter der også kommer i familiens skød.

Roen giver os mulighed for at tænke over vores forventninger til os selv og vores liv. Nytåret er tiden, hvor vi alle finder på nytårsforsætter. Vi vil formulere, hvad vi gerne vil opnå i det nye år. Men midt i al den planlægning og tanke på hvad vi vil, kan forgængeligheden og vores endelighed ramme os som en tung hammer. hvorfor egentlig finde på alle disse ting, hvorfor søge at opnå så meget i livet, når dagene bare løber mod enden? Vi kan blive helt resignerede og melankolske over tidens gang og livets ende.

Her har Fadervor sin store styrke. Når vi beder denne bøn enten højt i samværet her i kirken eller for os selv ved køkkenbordet. Vi bliver i denne bøn husket på, at vi tiltaler en Gud, som kommer os i møde og giver os hele sin herlighed og sin uendelige velsignelse. Vi bliver aflastet for alle vores stressende tanker og planer. Fremtiden er Guds. Vi kan søge at planlægge, og skematisere os igennem livet, men i sidste ende er alt muligt. Ingen ved hvad morgendagen bringer. Gud bærer fremtiden i sine hænder. Vi bliver i bønnen bevidste om vores afhængighed af og tillid til Gud i, at jeg ikke skal sørge for alt, men der er sørget for mig. Roen bliver nu altomfavnende og lægger sig om os, som en varm dyne en kold januarmorgen.

Når vi retter vores henvendelse til Gud erkender vi, at vi ikke kan styre og bestemme alt. Vi indrømmer vores egen begrænsning. Men vi viser også vores tillid til Gud, at der er en, der omfavner os og sørger for os. Vi er ikke alene i verden. Vi har fællesskabet med Gud, der altid hører og ser os, også når vi ikke henvender os til ham.

Men hvordan beder man? Jeg tror mange har svært ved at bede. De færreste lægger sig på knæ ved sengen folder hænderne og beder aftenbøn. Det er heller ikke mange steder, der bliver bedt bordbøn længere. Man kunne måske sige, at det er ærgerligt. Det er trist, at vi har mistet lysten og evnen til at bede en bøn. For så er vi som vildfarne får, der ikke ved, hvordan vi skal følge deres hyrde. Men jeg er faktisk uenig. Jeg tror, at mange stadig beder til vor Herre. Nok ikke offentligt, nok ikke på knæ med foldede hænder, måske ikke med lyd og for mange heller ikke specifikt formuleret.

Bønnen er tanken, der henvender sig til Gud. Vores inderste tanker og følelser, der flyver mod Gud og tiltaler ham. Men er det en bøn når alle de ydre kendetegn er fjernet, og der kun er den til tider ubevidste tanke til Gud?

Ja det er det. For Gud kender os og vil os. Vi er omfattet af hans magtfulde kærlighed. Det vil sige, at han hører vores bønner, han lytter til vores hjerter, lige meget hvor flot formuleret de er, lige meget hvordan vi sidder eller knæler. Jesus siger netop, at vi skal bede i vores eget kammer og ikke i offentligt skue, for bønnen handler ikke om, hvad andre mennesker kan se og høre, og hvad vi gerne vil vise andre mennesker. Bønnen er et helt privat anliggende mellem Gud og os. Derfor giver Jesus os også Fadervor. Med det behøver vi ikke bekymre os om, hvordan man formulerer en bøn, og om den er rigtig eller forkert. Med Fadervor er hele vores liv og eksistens indbefattet og vores personlige problemer og kvaler, som er helt specifikke for os vil være med i bønnen, da det er det vores hjerte er fyldt med.

Samtidig tror jeg også, at det er godt for os at bede højt og tydeligt både sammen med andre og alene for os selv.

Vi er alle stærke mennesker, der styrer vores liv og gør hvad vi vil! Men ofte sker det at livet tager over og bestemmer for os. Vi kan ikke styre alting og vi kan aldrig vide, hvad morgendagen bringer. Det kan til tider styrte os af pinden, gøre os bange og få os til at føle, at vi intet har styr på. At der ikke er nogen, der passer på os, og at alt er en stor tilfældighed.

Bed Fadervor her! Her bliver vi mindet om, at Gud er i vores liv. Vi er omfattet af hans kærlighed, som en far elsker og beskytter sine børn. Vi skal ikke styre alt. Der er en magt, der hjælper os og beskytter os. Gud er med os i de svære og mørke stunder, der hvor livet ikke føles værd at leve, hvor man føler at alle har forladt en og man står nøgen ladt ene tilbage på en øde grusvej.

Fadervor er de ord, vi kan formulere i søvne og som vi skal lære vores børn. For det er trøstens og omsorgens ord, der giver varme og tryghed i de svære stunder, vi alle går igennem.

I bønnen fralægger vi os ansvaret for hele vores liv, og beder Gud give os styrke til at træde ind i det nye år med rank ryg, oprejst pande og tage imod det liv, der kommer os i møde. Fordi Guds er riget, magten er æren i evighed!

Rigtig godt nytår.

Amen.

…

Salmisten skriver:

Herre, du har været vor bolig

i slægt efter slægt.
Før bjergene fødtes,
før jorden og verden blev til,
fra evighed til evighed er du Gud.

Du lader mennesket vende tilbage til støvet,
du siger: »Vend tilbage, I mennesker!«  

Tusind år er i dine øjne
som dagen i går, der er forbi,
som en nattevagt.  

Du skyller dem bort, de sover ind,
de er som græsset, der gror om morgenen;  

om morgenen blomstrer det og gror,
om aftenen er det vissent og tørt.  

Vi går til i din vrede,
vi forfærdes ved din harme.  

Du har stillet vore synder for dine øjne,
vore skjulte overtrædelser i dit ansigts lys.
Alle vore dage svinder hen i din vrede,
vi henlever vore år under suk. 

Vore leveår kan være halvfjerds,
eller firs, hvis kræfterne slår til,
men al deres stolthed er elendighed og ulykke;
hastigt går det, så flyver vi bort.
Hvem kender styrken i din vrede
og i din harme, så han kan frygte dig? 

Lær os at holde tal på vore dage,
så vi får visdom i hjertet.

Vend tilbage, Herre! Hvor længe bliver du borte?
Vis medlidenhed med dine tjenere!
Mæt os om morgenen med din godhed,
så vi kan juble og glæde os hele vort liv.
Glæd os lige så længe, som du har ydmyget os,
de år, vi oplevede ulykke.
Lad dine tjenere få dit værk at se,
lad deres børn se din pragt!
Herren, vor Guds herlighed komme over os!
Styrk vore hænders værk for os,
ja, styrk vore hænders værk!

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.

Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.

Derfor skal I bede således:

Vor Fader, du som er i himlene!
Helliget blive dit navn, komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden; 

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, 

og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.