Alderdommens salighed

 

 

Prædiken Julesøndag afholdt i Gullestrup kirke, Herning 30. december 2012 kl 10.00

Dagens evangelium

 

 

Julen er så småt ved at være overstået, vi forbereder os til nytårsaften om et par dage, og kirkerne er ved at være tømte for Julens gæster. I dag sidder vi igen den faste skare på bænkene, et par enkelte er måske kommet for at forlænge juleglæden som vi følte juleaften.

Og når man ser ud på kirkebænkene ud over det ganske land, så er gennemsnitsalderen klart over de 50 år, og sådan er det også her i Gullestrup i dag. Det er tit en af de største anker folk kan have mod folkekirken, at det KUN er de gamle der kommer i kirken – og derfor burde kirken da være unødvendig. Og hvorfor så det? Hvorfor er alderdommen blevet et negativt tegn?

Gamle mennesker bliver ikke regnet for så meget i dag, som de gjorde før i tiden. Da var det en ære at blive kaldt gammel, for den som var gammel kunne nemlig også formodes at være vis. Og visdom blev højt værdsat i fordums dage.

Men sådan er det ikke mere. I dag bliver alderdommens visdom ikke regnet for nær så meget som tidligere. Nu er gamle mennesker dumme. De kan ikke bruge en Ipad, ja ved ikke engang hvad det er. De går langsomt, forstår ikke fremgangen, ja de kan overhovedet ikke følge med. Og vi bliver irriteret når vi står bagved dem i køen i Netto og de langsomt tæller de 43 kr, deres to l mælk, rugbrød, og kartofler koster. De kører langsomt i trafikken, så vi dytter af dem og ryster på hovedet. Den visdom som de selv tror de har, er helt og aldeles ubrugelig i vores samfund.

Og så alligevel. For vi tyr til vores gamle i krisetider, fordi vi egentlig godt ved at de jo bærer på en visdom. I ministerrokader der er sket i efteråret, er de unge og hurtige blevet udskiftet med gamle og lagsomme politikere, så vi kan få styr på tingene igen!

I stedet for at brokke os over vores gamle, skulle vi i stedet glæde os over alderdommens lykke. At vi har vores kære iblandt os i så mange år, at de kan hjælpe os med al deres livsvisdom, og i stedet give dem en hjælpende hånd over gaden, når benene ikke har den kraft som for 40 år siden.

To andre gamle, der overhovedet ikke var fulgt med deres tid, var de to gamle oppe Jerusalems tempel , den gamle profetinde Anna og den fromme Simeon, som Jesu forældre traf den dag oppe i Jerusalems tempel, da de kom derop med deres barn for at fremstille ham i templet. For også de lignede på mange måder forældede rester fra en forgangen tid og tankegang.

Den gamle Simeon havde hele sit liv levet i en forventning om at HAN skulle se herrens salvede. For Helligånden havde åbenbaret at han ikke ville dø, før det var sket. Men han anede ikke hvordan og hvorledes! Jøderne ventede og håbede på den næste frelser, og de mente at han måtte være en national frelser, der skulle befri dem fra romernes magt, med sværdet i hånde. At han skulle være den nye krigerkonge.

Men da Kristus kom, stemte han slet ikke overens med Jødernes billede af, hvad deres frelser skulle være for en. Og de forkastede ham, som en gammel og uddateret mobiltelefon. Hvad kunne de bruge ham til? En provokerende ung mand, der modsagde alt hvad de stod for, og som aldeles ikke ville føre krig for og med dem.

Men Simeon og Anna vidste at Jesus var den sande frelser, at dette lille spædbarn, skulle befri dem. Ikke fra romernes magt, men fra noget langt større. De havde forstået i deres visdom, den gamle profeti og verdens frelser og Guds løfte om at gribe ind i verden og gøre alting nyt.

De to gamle står med det lille barn i deres arme og ved, at han er opfyldelsen af profetien

Ja, Simeon og Anna er i virkeligheden visdommen. For visdom er at have sine dybe rødder i det gamle, og samtidig åbent og uden fordomme forventningsfuldt at række ud mod det nye. Simeon og Anna er, som de trofaste gamle de er, dybt rodfæstede i folkets historie og tradition, og samtidig er de også åbne og vågne overfor fremtiden.

For det er netop hvad man møder hos gamle, hvad alderdommen bringer, og som gør at vi skal værdsætte den.  Ældre som igennem et langt liv med prøvelser og sorg, som livet uafværgeligt vil bringe, har opnået en erfaring der giver visdom. En visdom der rækker langt ud over det vi kan læse os til. En visdom der har stærke rødder i historien og traditionen, men som samtidig også er åben overfor nye muligheder. En visdom der er i stand til at skelne mellem vigtigt og uvigtigt. Den skelnen opnår man med alderen

Visdommen er en slags klarsyn der består i, at øjnene nu er blevet åbnet for, hvad der virkelig var stort, og hvad der i grunden var småt i det liv man ellers havde levet. Men samtidig er visdommen også et klarsyn der åbner op for, hvad der for livets skyld er det vigtigste og det mulige for fremtiden. Og der kan der hos gamle folk med visdom ofte være et meget større spillerum og frisind end hos yngre.

De to gamle Simeon og Anna er således vidner, der ligesom står i et vadested. De står midt i en gammeltestamentlig tradition, som de ærer og elsker, men samtidig er de også åbne overfor den Gud, som gør alting nyt, og at det lille barn i krybben virkelig skal være frelseren for alle, som englene sang det julenat – “en glæde, der skal være for hele folket”.

Og derom handler både Annas lovprisning, som vi ikke hører, og Simeons lovsang, som lyder:

Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.

Amen

 

 

Den blodige fred

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias søn, som I dræbte mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt. Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!« Matt 23,34-39

Prædiken 2. juledag

Når man hører lektien og evangeliet til 2. juledag, tænker man uundgåeligt, at så er festen slut! Der er en verden til forskel på fortællingen om barnet i krybben og englesang over marken julenat, og så det vi hører i dag. Hvor blev julen af? Nu begyndte det ellers lige så godt!
De elskede julesalmer er heldigvis med i dag. Men lytter man efter, så rummer også de barske erkendelser af livet i verden.

De voldsomme ord om vold, piskning og død til følge af Jesu udsendte profeter og skriftkloge – handler om, at livet i verden er svært. Hvor du følger din overbevisning og kæmper for det du mener, der kan man nemt opleve og føle modgang.
Her 2. juledag – St. Stefans dag – julens ældste helligdag, hvor de kristne martyrer mindes – er der ikke meget jul over det mere, skulle man synes. Julehyggen – julestemningen er ligesom skubbet til side for dyb alvor – blod og fortræd. Borte er barnet i stalden, de betagede hyrder og englesangen. I stedet hører vi om Stefanus der blev stenet – som den første – for sin kristne tros skyld. Vi hører Jesu ord om den vold, der er overgået og vil overgå Guds udsendte profeter. Om hvordan blodet er blevet udgydt lige fra Abel og til Zakarias, der blev dræbt i den jødiske helligdom. Dræbt for deres ords skyld. Ord der ikke var imødekommende, venlige og rygklappende nok. Vi hører om Jerusalems skæbne, byen der slog profeter ihjel og vendte ryggen til Guds ord. Vi hører altså om vold og skyld og mennesker, der ikke vil tage imod Vorherre og hans udsendte.
Er man først nået i kirke her i julen i dag, og har håbet på at høre lidt ukompliceret julekrybbesnak, ja så bliver man måske skuffet over dette faktum.
Men uden denne synsvinkel på det, der skete den første julenat ville det ikke være meget værd det hele.

St. Stefans dag holder os fast på, at det er den virkelige verden vi befinder os i. Det er i den virkelige verden Gud taler til os den dag i dag. Det er i den virkelige verden med al dens vold nød og fortræd stjernen begyndte at lyse i den nat.
Grundlæggende er det vanskeligt for os at dele den erfaring, de første kristne gjorde. Vi er ikke en lille sekt. Vi er ikke engang en mindretalskirke. Vi er gennemsyret af kristen tankegang, selvom de færreste dogmatisk kan redegøre for, hvad kristendom er. Vi er ikke forfulgte – højst latterliggjorte af dem, der synes, det er udtryk for naivitet eller en brist i intellektet at sætte sin lid til andet end det, der nu engang kan ses, måles og vejes. Og det kan vi nok bære, hvis vi tænker os om!
De første kristne blev lagt for had. Det var en lille, truet og forfulgt menighed til at begynde med. Og det er et under, at de ikke blev udryddet! Mange gav deres liv, fordi de stod ved troen på Jesus Kristus. Stefanus var en af dem. Derfor er dagen i dag opkaldt efter ham. Han og mange andre mistede livet og kom til at stå som de første trosvidner – de første martyrer.

Men legenden om Stefanus minder om, at det endte med vold og død. Legenden siger, at det foregår her i den virkelige verden hvor englene sang og Kristus er født, her hvor der stadig er død og fortræd, men det er til nødstedte og bange og lidende sjæle budskabet lyder, at hvad der end sker og hvad du end skal møde af nød og fortræd er Han kommet for at dele din skæbne.
Når vi vil finde Jesus i alle julerierne kan vi kun forstå det lille barn som begyndelsen på Ham, der blev korsfæstet og døde forladt og forrådt af alle, men som opstod påskemorgen. Stjernen der blev til en sol som aldrig skal slukkes. Derfor er han vores håb også i elendighed og forlis – og dem undgår ingen af os her i livet.

Jesus bringer ikke husfred – men den fred, der er forbundet med sandhed og retfærd. En fred, der til alle tider er forbundet med modstand mod undertrykkelse og udnyttelse. En tro, der insisterer på respekten for den enkelte. Det er en kamp for de sultne, syge og udsatte. Det er en kamp for ikke at lade magten, men kærligheden råde.
Her og der er julepynten ved at blive pillet ned og træerne ender på genbrugspladsen eller hvor der nu ellers er plads. Den gode nyhed er at Vorherre ikke ryger ud med den krøllede lametta og julehjertet der mistede en hank. Han bliver og følger med os ind i året der snart skifter og hen mod faste og død – hans og vores. Det kan vi også denne anden juledag ønske hinanden en glædelig jul på.

Fredsgaven fra Gud

Og det skete i de dage. En sætning der er så velkendt for os alle. Vi har hørt den mange gange. Mindst en gang for hvert år vi har levet, og mange år, har vi hørt den flere gange. Sætningen der lyder i alle kirker verden over, på alverdens sprog i disse dage. Sætningen der starter den smukkeste fortælling. Den bedste historie vi kender. Sætningen der starter den store forandring.

Der sker noget helt særligt med os når vi hører det gamle juleevangelium. Vi bliver grebet af en særlig fred. Den sænker sig over os i det vi træder ind i kirken. Sætter os ned på bænken, sammen med familien, ved siden af naboer og fremmede. Vi sætter os tæt til hinanden, så der er plads til alle.

For denne aften er noget helt særligt. Vi glæder os til julemaden med andesteg, flæskesteg, rødkål, brunkartofler og den bedste sovs. Vi glæder os til smukt indpakkede gaver der ligger og venter under juletræet og vidner om de mennesker vi har i vores liv, en tanke fra hver en elsket. Vi ser det smukke juletræ, som står pyntet og smukt, og det hele når en større sammenhæng når vi senere sætter os til bordet i stearinlysets skær, efter at have været her i kirken og hørt juleevangeliet.

Freden er fyldest. Vi har nået saligheden.

Men hvorfor er denne aften så særlig? Hvad er det der gør den til noget specielt? Er det andestegen, som vi jo også får andre dage, er det pakkerne, som vi også modtager på fødselsdage, er det juletræet, som kun kommer ind i stuen den ene tid på året? Hvad er det der gør det til noget særligt?

Hvorfor er det tid særlig? Vi sidder med snottede næser, julestressen har kun lige lagt sig, efter de sidste par småting blev købt i går, og pakkerne pakket ind. Endnu en hektisk december og alligevel er der noget særligt over denne tid. Når vi midt i travlheden løfter blikket og takker for det vi fik og det vi nåede. Julefreden den er der, når vi et stille øjeblik oplever, hvordan vi trækker vejret og lever lidt mere end ellers.

Når vi midt i sorgens ensomhed mærker nærværet og føler visheden om at være kære er hos Gud.

Når vi sender vores julekort ud med hilsener og gode ønsker om det nye år og takker for det som svinder hen.

Der husker vi os selv og hinanden på at der engang lød denne særlige hilsen til os. En hilsen der lød en kold og mørk nat i Betlehem. Da en træt gravid kvinde og hendes mand fandt et stille sted, for hun skulle føde.

Da Gud sendte lyset til verden og sendte sin stemme ud over hele jorden. Ordene som dengang lød over stalden og barnet i Betlehem, de lyder i dag ud over jorden: Fred til mennesker Guds velbehag.

Men den hilsen og den fred vi her møder, det er en fred som vi ikke selv kan skabe, hvor meget i end prøver i vores juleforberedelser. Det er en fred som i sit væsen er meget anderledes end det vi normalt taler om som fred. Det er en fred til mennesker. En fred som Gud bringer os.

Vi opsøger ofte freden. Fred for andre mennesker, for vores børn, forældre og svigerforældre. Fred for andre mennesker der irriterer os. Og det er jo egentlig fred med omvendt fortegn. For det en fred vi kun kan opnå ved at skubbe andre fra os. Og i det lange løb giver det os ikke fred, men bringer os ensomhed.

Vi kan alle brug for et roligt øjeblik engang imellem, og lidt tid for os selv. Men roen som det giver er ikke en fred, som vi føler her juleaften og som vi mærker i øjeblikke i vores liv.

Men det er ikke ro der forkyndes i juleevangeliet. Det er en salig fred. En fred Gud giver os. For her betyder fred at vi åbner os og tager imod. Tager imod den gave Gud giver os julenat.

Fred er at være et menneske blandt andre og vide, at jeg er og alle andre mennesker er Guds barn, i Guds favn, som jesusbarnet i sin moder Marias favn.

For Gud har givet os den største julegave af alle til mennesket. Nemlig fred glæde og velsignelse. For Gud vil ikke have fred fra os, han vil bringe os freden. Derfor kom han til os, for at være der hvor vi er. Midt i vores rodede, grimme og beskidte verden, hvor ondskaben og tristheden eksisterer. Midt i alt det kommer Gud til os. Han lader sig føde som et sårbart lille menneske ind i vores verden i en stald ved Betlehem. Her rører himlen jorden, her mødes jord og himmel i et lille barn, som har Guds ansigt.  Et barn som er både Gud og menneske på samme tid.

Den første julenat begyndte med ordene: Og det skete i de dage – en lang og broget fortælling om håb og tro – om Gud og mennesker samhørighed, fordi Gud vil os!

Derfor når du i aften sidder ved træet, mæt og begavet og når du ligger i din seng. Lad julefreden indhylle dig og fold dine hænder for julefreden kommer til dig som en gave. Sig derfor af hjertet tak og bed sammen i kor med alle engle –fred over jorden, menneske, fryd dig os er en evig frelser født. Fred til mennesker i Guds velbehag.

i Jesu navn en glædelig jul.

Løft hovedet!

2. søndag i advent, 1. række – 9. dec 2012

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

 Jesus sagde: »Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.« Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.« Luk 21,25-36

 

Prædiken.

I denne søde adventstid venter vi. Vi venter på, at det snart skal blive den 24. december. Vi venter på andesteg, julegaver og på at tænde juletræet i al sin pragt. Ja og så venter vi på, at Jesus-barnet skal fødes. At verdens frelser skal komme til jorden. Vi gentager det hvert år denne ventetid. Ikke fordi han ikke er kommet endnu, men fordi han netop er kommet til jorden, har vist os Guds herlighed og kærlighed. Derfor bliver vi ved hvert år, med at vende tilbage til denne glædelige dag, da verden blev forandret, da alt stod stille et øjeblik, og verden bare så til i forundring over, at Gud lod sig føde på jord!

 

I dag er det 2. søndag i advent. Anden søndag hvor vi markerer, ved at tænde et lys i adventskransen, at vi venter på, Herrens komme.

 

I dag venter vi også på noget andet. Vi venter på, at Jesus igen skal komme til jorden. Men denne gang vil det ikke blive stille og smukt, der vil det blive voldsomt og rystende. For menneskesønnen kommer tilbage til dommedag, til verdens undergang. Det er ikke sket endnu, og derfor er denne ventetid helt reelt. Vi venter på, at det skal ske. I tiden lige efter Jesu gang på jorden, ventede de i spænding og frygt hver dag. De regnede med, at det han havde fortalt om verdens undergang, var noget der skulle ske med det samme. Så det de skrev, i det vi i dag har som bibelen, er fyldt med tanker om verdens undergang. Om dommedag.

Vi ved ikke, hvornår den kommer, og hvordan det bliver. Men alt der har en begyndelse må have en ende.  Verden begyndte og derfor må den ende. Verden vil gå under, det er videnskaben og religion sådan set enige om. Men hvornår og hvordan kan vi have svært ved at forestille os.

 

Vi venter med forventning på det uvisse øjeblik, hvor alt vil blive nyt, jorden vil skælve og ryste og mennesker vil gå til af skræk. Det er voldsomme billeder. Billeder som er svære at forstå og som ligger fjernt fra vores hverdag og liv. For her tænker vi ikke på, at verden skal gå under. Ja mange af os tror måske ikke helt på det. Det virker usandsynligt og fremmed. Og vi ved ikke helt, hvad vi skal gøre med tanken. Skal vi gå rundt med frygten i kroppen hver eneste dag. Sikre os selv og vores nærmeste, ved at bygge beskyttelsesrum og fylde med konservesdåser? Eller skal vi bare være ligeglade, det sker nok ikke i vores tid, og hvis det sker så kan det jo også være lige meget, om og hvordan vi har forberedt os. For hvilket beskyttelsesrum kan modstå verdens undergang?

 

Og hvad er egentlig verdens undergang. Er det et nyt kæmpe Big Bang, hvor jorden eksploderer i tusind stykker? Er det en langsom og stille ødelæggelse af jorden? Er det menneskers ondskab og nederdrægtighed der bliver så voldsom, at godheden helt forsvinder? Er det undergangen i hele verdenen, eller er det undergangen i min verden? Mit liv der bliver lagt øde, og knuses? Den undergang som sker alt for ofte. Sorg, vrede og fortabelse der truer med at ødelægge vores liv.

 

Vi ved det ikke, og hverken bibelen eller videnskaben kan give os svaret. Men vi hører, at der vil ske tegn.

 

”Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes”.

 

Men tegnene er ikke selve undergangen. Og måske er det vigtige ikke tegnene? Det vigtige er ikke, at vi præcis ved hvad der sker, hvornår det sker, og hvordan vi kan vide det? Jeg tror, at det Jesus vil have os til at forstå og vil fortælle os med advarslen om dommedag er disse ord: ”Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig”.

Vi skal rette ryggen, og gå fremtiden imod med løftet hoved! Skal vi så løfte hovedet med gru eller med glæde og forventning til det glædesfulde? For er det helvede der åbner sig og sluger verdenen, eller er det Gud, der kommer til os og befrier os?

Når vi i dag hører om verdenens undergang, netop i denne adventstid, er det fordi vi gør det i lyset af adventsbudskabet. Budskabet som adventstiden startede med i søndags. ”Og se din konge kommer til dig”!

For budskabet her fortæller os, at når undergangen kommer, både undergangen ved tidens ende, men også undergangen i vores liv. Venskaber der hører op, mennesker der skilles, livet der ryster os i vores grundvold, og truer med aldrig at lade os få fodfæste igen. Midt i disse undergange, der er en del af menneskets vilkår, da har vi Guds ord om, at han vil være hos os alle dage!

Kan undergangen være vores befrielse? Kan der komme glæde ud af det sorgfulde? Kan livet blive lyst igen efter de mørkeste tider? Når vi står midt i vores undergang, kan vi på ingen måde forestille os det. Verden er for evigt forandret og intet bliver som før! Men en dag opdager vi, at intet godt nok er som før, men at livet alligevel så stille begynder at være lyst igen, at glæden stille kommer tilbage, smilet har lettere ved at være på vores læber. Vores liv er for evigt forandret, men ikke for evigt mørkt, et lille lys skinner og lyset fra det bliver større og større.

Adventstiden er forventningens tid. Vores forventninger til hvad fremtiden vil bringe os. Både de positive forventninger der ikke altid går op, men også de negative, hvis opfyldelse kommer på tværs i vores liv og vores planer.

 

For rigtig mange er december den glade juletid. Børnene venter med spænding, forældrene køber store og fine gaver, og glæder sig til at glæde børnene, bedsteforældrene nyder tiden med at bage, pynte op og hygge om hele familien. Vi ser frem med forventning på denne søde juletid hele året, og glæder os til god mad, gaver og hyggelige varme julestuer.

 

Men for nogle er december og julen den sværeste tid på året, en tid de gruer for hele året. For dem som har mistet, og som endnu en gang, eller for første gang, skal igennem årets højtid alene. En ensomhed som bliver forstærket, når alle omkring en synes glade. I sådanne undergangstider, skal vi huske på, at vi ikke er alene.

For adventstiden formaner os om, at alt vil blive nyt! At lyset vil vinde over mørket og figentræerne atter springe ud.

 

I en tid hvor modet og glæden glimrer ved sit frævær, så ved vi, fordi evangeliet hver søndag lover os det, at vi ikke er alene og at alt vil blive nyt. Når angsten og gruen overtager magten og fjerner alt håb, så skal vi rette ryggen og løfte hovedet og se mod den fremtid, hvorfra Kristus selv er på vej for at frelse, befri og forløse os fra alt det, der tager livsmodet fra os.

 

Om korte stunder skal vi høre om det lille menneskebarn, der fødes i en krybbe og ryster hele verdenen. Verdenen der bliver forandret, fordi Gud kommer til os! Når vi kommer her i kirken, når vi hører evangeliets ord, får vi fortalt, at selvom livet smerter og bærer uundgåelige undergange, så er livet smukt, og ligger lige foran vores fødder, når vi igen er klare til at komme frem med fornyet mod og håb. Menneskesønnen kommer i en sky med magt og megen herlighed. Han forandrer for evigt vores liv. Både julenat, hver dag i hele vores liv, og engang ved verdens ende!

 

Glædelig advent! Amen