Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.«
Prædiken
Regnbuen – vi har set den så mange steder det sidste stykke tid. Regnbuen malet af børn og voksne og sat i vinduerne og på fortovene. Som en hilsen til og en påmindelse til os alle om at det ender godt. At der er håb og fremtid for os alle.
Regnbuen som det stærke symbol på Pagten som Gud har lavet med os – at han vil beskytte os. Regnbuen sat på himlen efter en voldsom syndflod, hvor Noas ark redder to af alle dyr og sin nærmeste familie sikkert igennem.
Som barn synes jeg det var en tryg, beskyttende og rar fortælling. Men senere føles den mere dystopisk og usikker og som en bekymret voksen vælter den ind over mig som en syndflod. En syndflod som i dag ikke virker så umulig eller fjern i denne klimausikre verden.
Og jeg er en bekymret voksen. Måske I også er et bekymret menneske. For vi kan ikke lade være med at bekymre os om stort og småt. Mandagens bekymringer begynder allerede at snige sig ind denne søndag formiddag.
Som menneske sat på denne jord er det et gudsgivent åg, at vi vil bekymre os. Hele livet igennem fyldes vi af bekymringer, de hober sig op dage på dage timer på timer. Og lykkelig er den time, hvor bekymringen om dette og hint ikke får slået ordentlig rod. Og det selvom at de fleste af vores mange bekymringer aldrig bliver til det helt store.
Vi bekymrer os for vores børn, vores forældre og vores elskede, vores fremtid, om penge og helbred, om klimaet og den politiske tone, om det næste møde og pensionen, om aftensmaden og grædende børn i Kabuls lufthavn. Store bekymringer der truer med at knække os helt, og tvinge os i fosterstilling, små bekymringer der føles som stress og svedige håndflader. Og nogen gange kan vi slet ikke skelne mellem de store og de små bekymringer, hvad er værst, hvad kan jeg gøre noget ved – og vi kan stå tilbage helt handlingslammede og får hverken købt ind til aftensmad eller hjulpet vores næste – for hvor skal vi egentlig starte henne?
Og så får vi i dag af vide af Jesus, at vi ikke skal bekymre os.
Tak for det. Og jeg ved ikke med jer, men jeg kan godt få lidt lyst til at råbe vredt tilbage til ham, at det kan han da nemt nok sige, når han har efterladt os i en verden, hvor det synes som om grundende til at bekymre sig bare hober sig op over os.
Og måske skal jeg bekymre mig mindre om aftensmad og gummistøvler og møder, men ærligt, så kan jeg ikke få det over mine læber at sige til den skræmte mor i Kabul, der ikke kan finde sin datter, at hun ikke skal bekymre sig, hver dag har nok i sin plage. For det er en hån og helt meningsløst!
Når vi sidder med kæmpe knude i maven over alle vores bekymringer så kan Jesus ord virke helt malplaceret og verdensfjerne. Vær som himlens fugle og markens liljer. Ja tak men de skal heller ikke betale huslejen, til MUS-samtale eller sidde overfor lægen og vente på svar på den sidste scanning.
Ord sagt af Jesus der vandrer rundt med sine venner, uden ansvar for familie og job. Og går det galt så bespiser han lige 5000 mennesker, med to brød og fem fisk.
Men alligevel – alligevel er dagens evangelium et af mine yndlings. Og måske er hele grunden til at jeg synes det er så provokerende og hånligt, når jeg sidder der med knuden i maven og svedige håndflader, fordi jeg kan ane sandheden og vigtigheden i ordene.
For naturens læremestre himlens fugle og markens liljer, har et budskab til os, selvom det ikke er et liv for mennesket at svaje for vinden.
For Jesus ved godt, at vi ikke kan lade være med at bekymre os.
Og selv om det kan virke som om Jesus lever ude af trit med verdenen i sin særlige himmelboble med sine formaninger. Så ved han med egen krop, hvor ondt livet kan være og gøre. Han har haft verdens bekymringer på sine egne forpinte skuldre og set en fremtid i møde, som han heller ikke selv kunne overskue.
Alligevel – imod al fornuft og erfaring bliver han ved med sit: I skal ikke være bekymrede.
Og med de ord tilbyder han os et andet perspektiv.
For selv om vi er bekymret og måske ikke får lavet aftensmaden eller kan holde ud at se på nyhedsudsendelser om grædende børn i Kabul.
Så er vi elsket af Gud.
Når vi ligger i sengen med galopperende dødsangst og smertende hænder, er vi omfavnet af Gud.
Når bekymringen for helbredet viste sig at få ret, slipper Gud os ikke.
Gud holder os fast og holder os oppe.
Vi er båret igennem dette livs flodbølge af Guds Arkende hånd.
For anset hvor meget vi gør og hvor vi meget vi prøver at handle på vores livs bekymringer. Så går dette livs regnskab ikke op.
Vi vil blive væltet omkuld og vi vil møde et liv der giver grund til bekymring. Og ofte vil vi stå magtesløse overfor det.
Men Jesu ord rummer en helt grundlæggende tillid til, at Gud ER – Gud er den, der er der i både den største glæde og den dybeste sorg.
Gud er der, når det går godt, og når det går skidt.
Ikke som en forklaring eller en belønning, men som den far, der ikke forlader sit barn, lige meget hvor det er, og hvad det gør.
Jesus minder os om, at i bund og grund er vi som fuglene, der flyver højt på himlen og liljerne på marken, der må leve både med den brændende sol og blæsten, der river i bladene, og regnen, der styrter ned – uanset hvor meget vi forsøger at sikre og gardere os, så er vi i bund og grund prisgivet livets vilkårlighed.
Vi må leve i tro og tillid til, at selv der hvor vi synes at være mest alene og forladte, der er Gud hos os.
Og det tror jeg gør en forskel i vores liv. Vi er ikke alene med vores bekymringer. Vi kan ikke fjerne vores bekymringer, hverken med flere gåture, stilhedsøvelser eller et ekstra glas rødvin. Men vi kan få af vide, og minde hinanden om, at vi ikke er alene.
At Gud er med os og at han har sat en regnbue på himlen dengang og hver dag siden som et minde og et bud til os om at han går med os hver dag og nat.
Amen
Marie-Louise Lieberoth Wadum 