Travle hænder og lyttende ører

 

 

 

 

 

 

Idag havde jeg min sidste gudstjeneste i Mariehøj Kirke det var meget vemodigt, men også en dejlig dag, da jeg mærkede, hvor hurtigt mange mennesker, var kommet til at betyde rigtig meget for mig, og havde sat aftryk helt ind i min sjæl.

 

Vi holdt høstgudstjeneste, hvor vi fejrede afgrødernes velsignelse og takkede for livet. Dagens evangelium er om Martha og Maria, en fantastisk beretning om det levede liv fyldt med pligter og ansvar og vigtigheden af at lade stå til, og nyde øjeblikket.

 

Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.« Luk 10,38-42

 

 

Prædiken

Høsten er bragt hjem, og sommerens sidste frodige varme velsigner vores jord.

Solen skinner på de tomme marker, der før bugnede af det bølgende korn. Kornet er mejet ned og kørt væk. Vi har sikret os til vinterens komme, og kan nu med ro i sindet gå den kolde og mørke tid i møde. Kun æblerne hænger frodigt tilbage på træerne og suger den sidste varme og sol ud af september måned.

Vi fejrer høst i dag. Vi fejrer, at året har sin egen gang, sin egen vekslen mellem såtid og høsttid, varme og kulde, lys og mørke, liv og død.

I år følges vores høstfest til dørs af fortællingen om Martha og Maria.

Martha den arbejdsomme og flittige. Den altid gode vært, der knokler rundt i huset hele dagen. Gør rent, vasker, bager, steger, dækker op, serverer hjemmelavet saft og søde godter. Martha der bringer alle jordens velsignelser lækkert forberedt til et smukt dækket bord. Martha der gør alt, hvad hun kan for, at gæsten skal føle sig særlig velkommen, og vide, hvor værdsat han er.

Maria doven og ubekymret. Hende der bare sætter sig ned og lader madlavning, opvask og oprydning være, og hygger med gæsten. Maria tilfreds med at sætte sig ved det veldækkede bord, der fyldes med lækkerierne og nyde samtalens frugter.

Maria der intet laver, intet gør for, at Jesus skal føle sig velkommen og have det godt. Bare lader sin søster knokle rundt.

 

Men Maria får rosen, og Martha beskeden, at hun bekymrer sig unødigt. Det virker uretfærdigt.

 

Vi kender dem så godt disse to kvinder. Vi er dem alle. Jeg er en Martha, der knokler rundt, og irriteres over, at manden bare sætter sig ned og. Han en sand Maria. Og alligevel er det Maria, der i dagens evangelium får ros. Jeg er glad for, at der findes en Martha i vores bibel. En der ligner mig, min mor, og mange af mine veninder. Kvinden der farer rundt med travle skridt og med forhastede hænder. Der er en uro omkring Martha, som vi kan mærke hen over to årtusinders afstand. Man kan næsten høre Martha, der går og mumler og skælder ud i køkkenet. Martha der skramler højt med gryderne, for at få Maria til at fatte, at hun skal komme ud og hjælpe. Men lige lidt hjælper det. Martha der farer ind i stuen, ”Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig”.

 

Martha er de urolige sjæles repræsentant i vores bibel. Hun er det fortravlede sinds menneske.

Men jeg tror også, at Martha kendte til længslen. Længslen efter bare at lade køkkenet være, smide viskestykket og sætte sig ved Jesu fødder. Længslen efter at handle uansvarligt, og bare følge lysten, følge hjertet hen til det gode. Men Martha har som jeg og mange andre undertrykt den længsel. Skønt, at pligterne har været hårde, har glæden også været stor ved gæsternes store smil, mætte maver og salige øjne.

 

Måske har Maria også haft dårlig samvittighed over at lade søsteren knokle rundt. Men alligevel vælger hun at blive ved Jesu fødder, og høre hvert et ord.

Maria slipper, hvad hun har i hænderne og glemmer for en stund pligterne.

Maria oplever tiden sammen med Jesus, hun er helt tæt på ham og er for en dag helt tæt på Gud. Hun er tiltalt af Gud.

 

Maria er ofte blevet idylliseret. Og det er nærliggende, da hun også får rosen.

 

Men ser man på Martha og Maria, som to måder at forholde sig til verden, så tror jeg ikke, at man skal eller kan vælge enten eller. Vi kan ikke leve hele vores liv som en Maria, der bare sætter sig ned, og nyder, og lader andre knokle. Eller som en Martha, der farer rundt, og slet ikke opdager at gæsten, glæden og nærværet er kommet, og er nået at gå igen. En Martha der lader livet, kærligheden og glæden fare forbi, mens hun vasker op.

I vores liv skal vi søge at opnå at være både Martha og Maria. Vi skal knokle, når det kræves, sørge for at opretholde og pleje det liv vi har. Passe på vores kære, sørge for at de har mad i maven og varme om kroppen. Men vi skal også sørge for at give os selv muligheden for at opleve Guds nærvær i form af samværet med menneskerne i vores liv.

I dag hvor vi fejrer høsten, ved vi også, at vi ikke ville kunne fejre den, hvis vi alle var Maria. Høsten var ikke kommet i lade, blot ved, at Gud lader regnen falde, solen skinne og afgrøderne gro. Vi skal vores del. Vi skal pløje og så. Alle gode gaver, de kommer nok oven ned, men dagligt brød kræver stadig arbejde.

Der er en dobbelthed i vores eksistens, og der er en dobbelthed i kristendommen. For alt godt, der er givet dig af Gud, skal du give videre. Alt godt der strømmer ind i dit liv, er en gave. Og det er en gave, du har fået, fordi du skal give videre. Vi skal leve vores liv med hinanden for øje. Vi skal sørge for hinanden og nyde samværet med hinanden.

Glemmer vi den ene, får livet så let en slagside, og bliver tomt.

Arbejde og afslapning, ydelse og nydelse hænger sammen. Vi kan ikke undvære hverken den ene eller den anden. I livet erfarer vi gang på gang, at de lige frem er krævet af hinanden. Vi er alle både Martha og Maria, og hvis den ene er mindre tilstede end den anden, må vi forsøge at lokke hende frem.

 

Vi er alle elskede af Gud, og er under hans omsorg alle dage. Lad os ære hans skaberværk og kærlighed til os, ved at elske vores næste og nyde arbejdet og samværet med dem.

 

Amen

 

KIRKEBØN

Kære Gud, Himmelske Fader.

Vi takker dig for jorden, som du har skabt og for vores medmennesker, som du giver os at dele livet med.

Vi takker dig for livet, og for alt hvad det indebærer af glæde og kærlighed.

Vi takker dig vores høsten i vores lader, for den livsgivende regn, og den kraftfulde sol.

Vi takker dig for vores mod og lyst til arbejdet med jorden, og de bugnende afgrøder.

Vi beder dig stands de rastløse hænder og den forjagede gang.

Rejs den siddende

Lær os at nyde øjeblikket med hinanden

Vis os at arbejde og yde for dine elskede børn på jorden.

Giv styrke, retfærd, visdom og godhed til dem der styrer vores land. Vær med dem, i nye og svære situationer.

Vær med dem, der er faldet og ikke kan rejse sig selv igen, hvad enten det skyldes sorg, savn, sult, arbejde, land eller frihed.

Vi takker dig, for dit skaberværk, din godhed og barmhjertighed, din kærlighed og din velsignelse.

Forbarm dig over os. Giv os ikke løn som forskyldt, men lad os leve i kærlighed, retfærdighed og barmhjertighed med dig, Gud og lad os på den yderste dag opstå med din elskede søn Jesus Kristus til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

AMEN.

 

 

 

 

 

 

 

Prædiken Fastelavnssøndag – At se med kærlighed

Denne prædiken holdt jeg søndag den 19. februar 2012. Dagens tekst handler om helbredelsen af den blinde mand ved Jeriko og tro, håb og kærlighed (se nederst på siden).

…

Når et lille barn kommer til verden er det første barnet møder en masse stirrende øjne. Vi kigger og undersøger barnet, vil have hver en lille detalje med. Nulrer alle ti tæer og ti fingre. Vi pludrer glad med det lille væsen og kigger med tårer og glæde på barnet, som ser tilbage med os med forundring i blikket.

Barnets forældre får af vide, at det er meget vigtigt, at de fastholder øjenkontakten i de første måneder. Så barnet oplever tryghed, stabilitet og føler sig set. For at blive set er helt essentielt for os alle. Vi vil gerne ses. Vi vil gerne have, at nogen lægger mærke til os, ser hvad vi gør, hvem vi er. Når vi føler os usete, bliver vi små, svinder hen, tvivler på os selv og føler os usynlige.

Som det lille barn, der skal have øjenkontakt, skal vi alle stadig have øjenkontakt med andre. Vi ser hinanden, når vi er sammen, taler sammen, nyder hinandens selskab, giver hinanden opmærksomhed. At blive set er både den fysiske del, at nogen registrerer os med deres øjne, opfanger vores udseende, påklædning, ansigtstræk. At nogen kigger os direkte i øjnene. Men det er også at vise opmærksomheden, at engagere sig i hinanden, være interesseret og deltagende. Når vi elsker en anden ,så sker det helt automatisk, at vi ser den anden, giver den anden opmærksomhed. Især i starten af et nyt forhold, hvad enten det er en kæreste eller en ny ven. Så vil vi vide alt om den anden. Vi bare ser og ser og ser. Vi bruger timevis på at sidde og se hinanden i øjnene og bare være sammen.

I kærligheden bliver vi synlige overfor hinanden. Vi ser hinanden gennem kærligheden. Når kærligheden går i stykker eller går bort– bliver vi triste og ulykkelige, fordi vi mister den anden i vores liv, men også fordi vi føler, at vi bliver usynlige. Vi bliver mere og mere gennemsigtige, og er bange for at svinde helt bort.

Dagens fortælling om den blindes helbredelse handler om to ting.

Det ene er, at den blinde ser Jesus for han virkelig er, og hvad der skal ske for ham, og at den blinde bliver set af Jesus med kærlighed og derved får kærlighedens gave – helbredelsen – synet tilbage.

Den anden er, at den blinde har troen på Jesus – troen på at han kan helbrede ham – troen på at han er frelseren. Hans tro er en blind tillid til Jesus og Jesu skæbne.

Vi bliver frelst i vores tro. Ikke bare i vores tro på, at Jesus var på jorden, var et godt menneske, der led en voldsom død. Nej men i troen på hændelserne efter hans død. For betydningen af Jesu død bliver først tilgængelig i troen på hans opstandelse.

Og den tro kræver blind tillid!

For vi kan med vores syn og sanser, vores åbne øjne ikke fatte og ikke forstå, hvad det egentlig handler om – lige så lidt som Jesu tolv disciple kunne fatte det.

Tro kommer ikke af, at man står med åbne øjne og bare ser og ser og ser. For her kræver det lukkede øjne. Troen kommer ikke af synet, men hørelsen og tilliden til, at det er!

Og her er paradokset; for vi skal elske med åbne øjne, men tro med lukkede øjne. Men er det ikke en modsigelse, burde kærligheden og troen ikke netop hænge sammen?

Troen og kærligheden hænger sammen og springer ud af hinanden. For vi ser på vores elskede med kærlighed, vi åbner vores øjne for at se på ham. Og når vi kigger den anden i øjnene håber vi på at se, at han ser tilbage på os med kærlighed. Men vi åbner øjnene i blind tillid på, at han gør. I det sekund før vi ser den anden i øjnene, ved vi ikke om vi mødes af kærlighedens syn, eller af tomme blikke, der undviger os. Men vi tror og vi håber og vi åbner og ser derfor med blind tillid til, at vi modtages af det gode.

Det sker at, vi ikke mødes af de elskede øjne og her gør det ondt, når troen ikke får beviset, når kærlighedens tro bliver modsagt og afvist. Men troen er stærkere end tvivlen – og kærligheden er stærkere end afvisningen.

For når vi mindst venter det, slår vi øjnene op og ser ind i kærlighedens øjne igen. Den kommer pludselig, uventet og altid med lige stor kraft. Igen er vi set, vi bliver langsomt mere og mere synlige og til sidst træder vi frem for verden fuld af klare farver. Troen på kærligheden giver os fylde og farve.

Jesus ser, at den blinde tror på ham med kærlighed på trods af, at han er blind. Selv i sin blindhed, ser han Jesus i et klarere lys end de tolv disciple, der så ham hver dag. Og Jesus giver ham den største gave, den største kærlighed. Han giver ham synets kraft tilbage. Den blinde mand kan nu i sandhed se Jesus, men han kan også se vejen frem og følge med.

I kærligheden skal vi se hinanden – men i troen vil vi altid være blinde. Må vi på den sidste dag få åbnet vores blinde øjne og se Kristus med kærlighed.

Amen.

…

Salmisten skriver: Herre, hos dig søger jeg tilflugt, lad mig ikke for evigt blive til skamme, udfri mig i din retfærdighed! Vend dit øre mod mig, red mig i hast, vær min tilflugts klippe, den borg, hvor jeg finder redning. For du er min klippe og min borg, led mig og før mig for dit navns skyld! Befri mig fra det net, de har lagt ud for mig, du er jo mit værn. I dine hænder betror jeg min ånd, du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud. Sl 31,2-6

Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne: Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet. Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden. 1 Kor 13

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: “Davids søn, forbarm dig over mig!” Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.” Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud. Luk 18,31-43

Prædiken Nytårsdag – En lille bøn

Jeg holdt denne prædiken 1. januar 2012. Til denne dag hører vi om bønnens styrke og får givet den simple bøn – Fadervor (se teksten nederst på side, fra Salmernes bog og Matthæusevangeliet).

At bede kan ligge meget fjernt for mange, men bønnen kan være styrk og betydningsfuld, når vi giver den plads.

…

 Denne nytårseftermiddag står vi med en udsigt med en vid horisont – hele 366 dage (det er jo skudår). Alle disse dage, skal vi mennesker fylde ud.

For mange af os er kalenderen for 2012 allerede ved at være godt fyldt ud, og vi begynder så småt at få stressticks ved tanken om alt det, vi skal nå, gerne vil nå, og godt ved, at vi aldrig får nået. Men dagen i dag er 1. januar og vi har stadig et nogle timer at løbe på før året for alvor går igen. Lad os bruge denne dag, denne stund til at blive i roen. Roen som julefreden har givet os, roen som der falder dagen derpå en fantastisk fest, grundet tømmermænd af champagnen og de mange dejlige dage i samvær med familie og gode venner. For mange også en ro ovenpå en stresset tid med gaveindkøb, madlavning, besøg og de mange uundgåelige konflikter der også kommer i familiens skød.

Roen giver os mulighed for at tænke over vores forventninger til os selv og vores liv. Nytåret er tiden, hvor vi alle finder på nytårsforsætter. Vi vil formulere, hvad vi gerne vil opnå i det nye år. Men midt i al den planlægning og tanke på hvad vi vil, kan forgængeligheden og vores endelighed ramme os som en tung hammer. hvorfor egentlig finde på alle disse ting, hvorfor søge at opnå så meget i livet, når dagene bare løber mod enden? Vi kan blive helt resignerede og melankolske over tidens gang og livets ende.

Her har Fadervor sin store styrke. Når vi beder denne bøn enten højt i samværet her i kirken eller for os selv ved køkkenbordet. Vi bliver i denne bøn husket på, at vi tiltaler en Gud, som kommer os i møde og giver os hele sin herlighed og sin uendelige velsignelse. Vi bliver aflastet for alle vores stressende tanker og planer. Fremtiden er Guds. Vi kan søge at planlægge, og skematisere os igennem livet, men i sidste ende er alt muligt. Ingen ved hvad morgendagen bringer. Gud bærer fremtiden i sine hænder. Vi bliver i bønnen bevidste om vores afhængighed af og tillid til Gud i, at jeg ikke skal sørge for alt, men der er sørget for mig. Roen bliver nu altomfavnende og lægger sig om os, som en varm dyne en kold januarmorgen.

Når vi retter vores henvendelse til Gud erkender vi, at vi ikke kan styre og bestemme alt. Vi indrømmer vores egen begrænsning. Men vi viser også vores tillid til Gud, at der er en, der omfavner os og sørger for os. Vi er ikke alene i verden. Vi har fællesskabet med Gud, der altid hører og ser os, også når vi ikke henvender os til ham.

Men hvordan beder man? Jeg tror mange har svært ved at bede. De færreste lægger sig på knæ ved sengen folder hænderne og beder aftenbøn. Det er heller ikke mange steder, der bliver bedt bordbøn længere. Man kunne måske sige, at det er ærgerligt. Det er trist, at vi har mistet lysten og evnen til at bede en bøn. For så er vi som vildfarne får, der ikke ved, hvordan vi skal følge deres hyrde. Men jeg er faktisk uenig. Jeg tror, at mange stadig beder til vor Herre. Nok ikke offentligt, nok ikke på knæ med foldede hænder, måske ikke med lyd og for mange heller ikke specifikt formuleret.

Bønnen er tanken, der henvender sig til Gud. Vores inderste tanker og følelser, der flyver mod Gud og tiltaler ham. Men er det en bøn når alle de ydre kendetegn er fjernet, og der kun er den til tider ubevidste tanke til Gud?

Ja det er det. For Gud kender os og vil os. Vi er omfattet af hans magtfulde kærlighed. Det vil sige, at han hører vores bønner, han lytter til vores hjerter, lige meget hvor flot formuleret de er, lige meget hvordan vi sidder eller knæler. Jesus siger netop, at vi skal bede i vores eget kammer og ikke i offentligt skue, for bønnen handler ikke om, hvad andre mennesker kan se og høre, og hvad vi gerne vil vise andre mennesker. Bønnen er et helt privat anliggende mellem Gud og os. Derfor giver Jesus os også Fadervor. Med det behøver vi ikke bekymre os om, hvordan man formulerer en bøn, og om den er rigtig eller forkert. Med Fadervor er hele vores liv og eksistens indbefattet og vores personlige problemer og kvaler, som er helt specifikke for os vil være med i bønnen, da det er det vores hjerte er fyldt med.

Samtidig tror jeg også, at det er godt for os at bede højt og tydeligt både sammen med andre og alene for os selv.

Vi er alle stærke mennesker, der styrer vores liv og gør hvad vi vil! Men ofte sker det at livet tager over og bestemmer for os. Vi kan ikke styre alting og vi kan aldrig vide, hvad morgendagen bringer. Det kan til tider styrte os af pinden, gøre os bange og få os til at føle, at vi intet har styr på. At der ikke er nogen, der passer på os, og at alt er en stor tilfældighed.

Bed Fadervor her! Her bliver vi mindet om, at Gud er i vores liv. Vi er omfattet af hans kærlighed, som en far elsker og beskytter sine børn. Vi skal ikke styre alt. Der er en magt, der hjælper os og beskytter os. Gud er med os i de svære og mørke stunder, der hvor livet ikke føles værd at leve, hvor man føler at alle har forladt en og man står nøgen ladt ene tilbage på en øde grusvej.

Fadervor er de ord, vi kan formulere i søvne og som vi skal lære vores børn. For det er trøstens og omsorgens ord, der giver varme og tryghed i de svære stunder, vi alle går igennem.

I bønnen fralægger vi os ansvaret for hele vores liv, og beder Gud give os styrke til at træde ind i det nye år med rank ryg, oprejst pande og tage imod det liv, der kommer os i møde. Fordi Guds er riget, magten er æren i evighed!

Rigtig godt nytår.

Amen.

…

Salmisten skriver:

Herre, du har været vor bolig

i slægt efter slægt.
Før bjergene fødtes,
før jorden og verden blev til,
fra evighed til evighed er du Gud.

Du lader mennesket vende tilbage til støvet,
du siger: »Vend tilbage, I mennesker!«  

Tusind år er i dine øjne
som dagen i går, der er forbi,
som en nattevagt.  

Du skyller dem bort, de sover ind,
de er som græsset, der gror om morgenen;  

om morgenen blomstrer det og gror,
om aftenen er det vissent og tørt.  

Vi går til i din vrede,
vi forfærdes ved din harme.  

Du har stillet vore synder for dine øjne,
vore skjulte overtrædelser i dit ansigts lys.
Alle vore dage svinder hen i din vrede,
vi henlever vore år under suk. 

Vore leveår kan være halvfjerds,
eller firs, hvis kræfterne slår til,
men al deres stolthed er elendighed og ulykke;
hastigt går det, så flyver vi bort.
Hvem kender styrken i din vrede
og i din harme, så han kan frygte dig? 

Lær os at holde tal på vore dage,
så vi får visdom i hjertet.

Vend tilbage, Herre! Hvor længe bliver du borte?
Vis medlidenhed med dine tjenere!
Mæt os om morgenen med din godhed,
så vi kan juble og glæde os hele vort liv.
Glæd os lige så længe, som du har ydmyget os,
de år, vi oplevede ulykke.
Lad dine tjenere få dit værk at se,
lad deres børn se din pragt!
Herren, vor Guds herlighed komme over os!
Styrk vore hænders værk for os,
ja, styrk vore hænders værk!

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.

Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.

Derfor skal I bede således:

Vor Fader, du som er i himlene!
Helliget blive dit navn, komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden; 

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, 

og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.