Fra konge til forbryder på kun fem dage

Påsken nærmer sig stille og vi begynder at kunne ane lyset fra den åbne grav

Da Jesus red ind i Jerusalem by for godt 1.978 år siden, blev han modtaget som en Fredskonge af jøderne. De hujede og hejede, og var lykkelige for, at han var kommet til netop deres by. De opførte sig som Danskerne på Amalienborg slotsplads til Dronningens fødselsdag. De havde den samme jubel og glæde over at se en regent, der kunne lede dem frem i verden.

Men Jesus levede ikke op til folks forventninger. Han ville ikke være deres konge. Det var ikke hans plads her på jorden, sagde han. Han var ikke hævet over andre mennesker. Han beviste det faktisk gang på gang, ved at spise med de fattige, luderne og alle samfundets udstødte: De samme mennesker som vi alle dagligt behandler som usynlige. Jesus tog dem til sig, og var venner med dem, og viste dermed alle, at han ikke var en konge, men at han var Guds søn – han elskede alle mennesker på jorden. Lige meget hvem de var.

Folkemængden blev utroligt vrede. Hvordan kunne han være konge og Guds søn, det allermest hellige, når han spiste sammen med de udstødte? Derfor besluttede folk i byen sig for, at Jesus var en forbryder og at han skulle lide og dø. Han opfyldte ikke deres forventninger om, hvad en hellig konge var. På korset havde bødlen sat et lille skilt med INRI, det kan i dag ses i alle kirker landet over. Bogstaverne står for ’Jesus fra Nazareth – Jødernes konge’ og var ment som både en hån og en slags anklageskrift. Jesus blev nemlig korsfæstet som en svindler og politisk ballademager.

Da Jesus red ind i byen, blev han hyllet som konge, men han blev også slået ihjel for det. I sin tid i byen forsøgte han at vise alle, at han ikke var konge på den måde, som de forventede. Han var ikke en konge, men Guds søn, og det indså mange først efter hans død.

Påsken er vores erindring om, at Jesus døde på korset og det var først her, at folk indså, at han var Guds søn.

Begravelsens gudstjeneste

En redegørelse for overvejelser af begravelse/bisættelse som sjælesørgerisk og gudstjenestemæssig/liturgisk udfordring.

…

Begravelsen er ikke en særlig kristen eller kirkelig handling, men en kærlighedens gerning overfor ens døde. Det har altid været praktiseret på forskellige måder verden over. Man har begravet i jord, i klipper, brændt, og sænket til havs. I Danmark begraver vi vores døde, enten som jordpåkastelse med kisten direkte i jorden, eller som bisættelse, hvor kisten først brændes og derefter nedsænkes urnen med asken i jorden. Det, der adskilte de kristne begravelser fra de hedenske måder at begrave ens døde i kristendommens opblomstring, var tanken om genopstandelsen. De døde skulle begraves i jorden, for derved at kunne genopstå i kødet. Modstanden mod afbrænding af kroppen var ikke, at man mente, at det umuliggjorde genopstandelsen, men nærmere at man mente, at det var en symbolsk fornægtelse af troen på opstandelsen.

Liturgisk set er udgangspunktet for begravelsen, at den dødes krop skal behandles værdigt, fordi den er åndens hjem. Kroppen tilhører et menneske, som har del i Jesu død og opstandelse. Respekten for mennesket og troen på opstandelsen er de ledende motiver for enhver begravelseshandling. Jesu gravlæggelse spiller en betydelig rolle som forbillede for den kristne begravelse. Men ved reformationen sker der en stor ændring, nemlig at begravelsen ikke er en handling for den døde, men er gudstjeneste for de pårørende, og kun har betydning for de levende. Det var vigtigt at tydeliggøre, at man ikke kunne sikre den døde det evige liv gennem rituelle tiltag.

Den danske folkekirke er ikke alle steder fyldt til randen til søndagens gudstjeneste. Mange steder er der få, der sidder på bænkene og endda synger med på salmerne. Noget helt andet er tilfældet ved de kirkelige handlinger, som begravelsen er. Den danske befolkning føler sig måske ikke kristne på ”jeg går i kirke om søndagen”-måden, men de bliver døbt, konfirmeret, gift, og de begraver deres døde i kirkeligt regi. Folkekirken er blevet ”de kirkelige handlingers kirke”, og er den mest folkelige del af de kirkelige livsytringer. Det er her, at præsten møder sin menighed oftest. Det er her, han lærer sit sogn og sine sognebørn at kende. Derfor er begravelsen utrolig vigtig, og får også mening som gudstjeneste. Da begravelsen ikke er for den døde, men er for de pårørende, må begravelsen netop siges at kunne være gudstjeneste.

Liturgisk set hænger gudstjenesten godt sammen, da den netop henvender sig til de efterladte, det der kan være udfordringen er, at det måske kun er præsten, der ved og mener dette. Ofte vil man opleve, at menigheden, de pårørende, mener, at begravelsen er for den afdøde, at det er den afdøde, der får velsignelsen og ikke menigheden. Dette skal man som præst prøve, så tydeligt som muligt, at gøre menigheden klar over. Hvis begravelsen skal have den rituelle funktion, som jeg mener, den er tiltænkt, mener jeg også, at det er vigtigt, at alle er klar over principper bag den. Jeg mener, at man som præst netop skal tolke begravelsen som en gudstjeneste og ikke blot lade begravelsestalen være et vita over afdødes liv og gerninger, men prøve kort at tolke afdødes liv i lyset af bibelen, og ellers give det håb og trøst som kristendommen netop har mulighed for at tilbyde. Herigennem får begravelsen netop også mulighed for at være en fyldig del af den sjælesørgeriske proces, den er en del af, og lede mennesket igennem krisen, som det er at miste.

Kirken kan give et tydeligt og stærkt rituelt rum til at italesætte og tolke det svære, der sker for alle mennesker i deres liv; at deres kære dør fra dem, og de står tilbage med den bundløse sorg det er. Kirken, præsten og kristendommen kan ikke hele det sår, eller fjerne den tomhed det efterlader. Men vi har som kirke mulighed for at give sorgen en stemme og vise den menneskelige vej, det netop er de betræder. Begravelsen er et afsluttet ritual, der formår at verbalisere det utalelige og give et samlingssted for den dødes pårørende. Det giver et tidspunkt og en scene for det sidste farvel. På denne måde er begravelsen sjælesorg, på samme måde som samtalerne med de pårørende før og efter også er sjælesorg.

Men her kan man også se den store forskel, jeg mener der er mellem begravelse og bisættelse – netop det afsluttede ritual. Ved begravelsen slutter vi ved graven, kisten er sænket ned, og jordpåkastelsen er begyndt. Vi ved, at det øjeblik vi forlader kirkegården, begynder kirkegårdsfolket at fylde graven med jord. Ritualet startede i kirken og er helt afsluttet ved graven. På denne måde får begravelsen en helhed og en afsluttethed, som jeg mener, er en vigtig del af den sjælesørgeriske proces, som begravelsen er et led i. De pårørende har mulighed for at tænke og føle sig videre efter det. Derimod er bisættelsen ikke afsluttet ordentligt. Vi slutter ritualet på parkeringspladsen, hvor ligbilen kører væk med kisten, vi ved ikke om vi skal vinke eller bare stå og kigge, eller vi efterlader kisten inde i kirken, for selv at køre væk. Her er ritualet ikke afsluttet og står helt åbent. Hvad sker der bagefter, hvor bliver den døde kørt hen, hvor lang tid skal den døde være der, og hvordan behandler de den døde? Det er ikke rare tanker for de pårørende. Og når kisten med afdøde endelig er blevet brændt til aske, får de pårørende lov til at komme med ud og se urnenedsættelsen. Her har vi intet ritual, intet liturgisk holdepunkt, til at hjælpe os igennem, og alle de følelser og tanker, der var til stede under bisættelsen, bluser på ny op. Jeg tror især dette er dramatisk ved voldsomme dødsfald, som barnedød og pludselig død. At bisættelsen er blevet en populær og oftest tilvalgsform er på sin side forståeligt. Det kan virke mere renligt og hygiejnisk, og vi skal ikke tænke på vores kære afdøde, der ligger i jorden og forrådner og bliver til ormeføde. Men fra et liturgisk, rituelt og sjælesørgerisk synspunkt mener jeg, at det er et uafsluttet og derfor ikke lige så bevendt et ritual som begravelsen er.