Prædiken juledag – Ordets juleglæde

Jeg holdt denne prædiken 25. december 2011.

…

I dagens juleveangelium går Johannes helt tilbage til begyndelsen. Ja faktisk før begyndelsen, før skabelsen. Vi hører her, at Ordet var med i begyndelsen, og at Ordet er Gud. Ordet er Guds udadvendte og skabende aktivitet, og ved Ordet åbenbarer Gud sig for mennesket og ved Ordet skaber Gud. Ordet er Jesus og med hans ankomst til verden, får vi mennesker et tættere forhold til Gud. Vi får lov at stå ansigt til ansigt med Gud igennem hans søn Jesus. Relationen imellem Gud og menneske bliver skabt her. Relationen – forholdet imellem Gud og menneske blev helt tydeliggjort ved, at Gud blev menneske. Skellet er ophævet, fjernet!

Vi hører i det gamle testamente, at Moses bad om at få lov til at se Gud, men Gud sagde, at intet menneske kunne tåle at se ham. Det siges alligevel, at Moses var den eneste, der så Gud og derved kendte ham i den gamle pagt. Men i den nye pagt viser Gud sig for alle mennesker. Han går så langt som til selv at blive menneske, for at kunne kende os alle fuldt. Forhænget, der var i det jødiske tempel og var dækkede det allerhelligste, og skilte mennesket fra Gud i den gamle pagt, revner da Jesus dør, og derved er Gud for evigt synlig for alle mennesker. Men det er ikke kun os, der nu kan kende Gud, fordi forhænget er flænget og revet bort. Jesus – Gudssønnen – vil også kende os. Og ikke blot det, han vil også kendes ved os.

Vi har to juleevangelier, som vi hører her til jul. Det ene er Lukas juleevangelium, som vi hørte i går. Her hører vi om Josefs og Marias rejse og ankomst til en lille stald, hvor Jesusbarnet blev lagt i en krybbe og vismændene kom og gav dem gaver, ledt på vej af stjernen. Sproget og tonen i de to evangelier er meget forskellig, men konklusionen er den samme. Gud blev menneske julenat – Ordet blev kød. Meningen med det hele lader sig åbenbare med et lille nyfødt barn. Meningen trængte ind i verden, da Guds hjerte begyndte at slå i en lille menneskekrop. Og hjertet banker for alle mennesker. Der er ingen afkrog i verden, intet sted der er for mørkt og dystert, intet trist sind som Gud ikke kan og vil nå. Gud går med helt ud, hvor det er allermørkest og gør mest ondt.

Gud gav os ordet og gav os mulighed for i Ordet at tale med hinanden og med Gud. At høre og at tale er væsentligt for at skabe relationer og fællesskaber mellem mennesker. Ord kan skabe og kan bryde ned. vi kan åbne en hel ny verden af glæde og lys for det andet menneske ved hjælp af ordet, eller vi kan være sammen i mørket og tristheden og have ordet sammen.

Når vi fortæller vores livshistorie får vi en ny forståelse af os selv, af vores familie, af vores liv. Men hvis vi bliver i vores eget fortælleunivers, lukkes vi om os selv. Derved mangler den dimension, som gør livet større end det enkelte menneske og dets liv og dets død. Men når vi bliver tilført Ordet udefra – når vi bliver sagt noget, som vi ikke kan sige os selv – så åbner verden sig på ny. Det kan være et ord fra et andet menneske, fra et digt, et billede eller fra Gud. Gud er tiltalens ord, der kan befri os fra os selv og det vi føler os fanget i og af. Det har lydt før skabelsen, og det er det Ord, som Gud skabte med og stadig skaber med. Og det er det Ord, som vi skaber med i vores liv. Handlinger siger i lige så høj grad noget som ord, og handlinger er især vigtige i vores relationer mennesker imellem. Her kædes handlingen og Ordet tæt sammen og får en særlig skabende kraft. For Jesus er Ordet, men Jesus var så sandelig også en handlingens mand. Han ikke blot fortalte os, hvordan vi skal leve vores liv med Gud, men viste os det med sit eget liv.

Ordet sætter os i forbindelse med hinanden. Igennem Ordet giver vi os til kende overfor hinanden. Igennem talen udtrykker vi vores tanker og følelser og åbenbarer os overfor hinanden.

Her juledag hører vi, at Kristus var med fra begyndelsen. Han var Ordet og var hos Gud. Vi bliver julenat givet Kristus og dermed starter juleglæden. Glæden over, at Gud er kommet til os i skikkelse af et lille menneskebarn. Ikke noget særligt, ikke på nogen måde en konge lig. Men dog alligevel noget helt ud over det sædvanlige. Freden starter der og vi bliver hvert år mindet om den fred og glæde, der blev givet os denne nat. Når livet og verden er uoverskuelig, mørk og dyster. Når hverdagen er alt for almindelig og det særlige lader vente på sig. Så kan vi mindes denne glædelige nat. Hvor Gud kommer til os, fordi han vil os! Vi er ikke alene i denne verden. Vi er omfavnet af kærlighed, lys og varme.

Jeg mindes mine egne barndoms julemorgner. Det var en glæde at stå op og se juletræet stadig stå der i den rodede stue med gavepapir over det hele, glitter og pakker spredt rundt. Men i midten stod juletræet der stadig lige så smukt som aftenen før. Der var en særlig tryghed i at se, at julen ikke kun var om aftenen, hvor alt var smukt, med tændte lys, pakker i smukt papir og glade forældre og søskende. Men julen var også næste morgen, hvor jeg stod midt i den rodede stue i pyjamas med uglet hår, og så på juletræet. Julen rækker også ind i det rodede ikkekønne og overstråler hverdagen og det almindelige med sin særlige juleglans.

Lad os have denne julenat i vore hjerter og lade juletræet få flere lys i og blive tændt igen, så juleglæden for lov at vare ved.

Glædelig jul.

Amen.

…

Denne hellige lektie skrives i første mosebog: I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.

Epistlen skriver apostlen Johannes i sit første brev: Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.

Prædiken 3. søndag i advent – de tomme ord

Denne prædiken holdt jeg til min indsættelse i Mariehøj kirke den 11. december 2011.

…

Der kan være tidspunkter i et menneskes liv, hvor vi oplever, at ordene ikke slår til. Livet bliver så stort og voldsomt, at vi står helt mundlamme foran det. Daglig tale er ikke nok, noget andet skal til, noget mere kraftfuldt. Når vi bliver givet de mennesker, som vi har ventet så længe, og når vi mister dem, vi har elsket længe – da kan vi ikke nøjes med vore egne ord.  Vi får brug for ord, der er så store, at de kan rumme den største glæde, vi føler, og den dybeste sorg i vores liv. Ord som løfter os ud af vores liv og sætter os ind i den større sammenhæng. Vi kan ikke bare snakke. Vores liv er blevet vendt op og ned, og rystelsen er for stor.

Hvordan kan vi klare os igennem denne lammelse? Denne stumhed? Forbliver vi tavse? Låner vi andres ord? Kan vi tale det frem igennem samtale med andre mennesker?

For Johannes’ far Zakarias var det sangen, poesien, der gav ham sproget. Når vi bliver gjort stumme af tilværelsen, så kan vi låne digternes ord. Med vores stemme, bliver det vores egne ord. Her er vi ikke længere alene med vores ulykkelige og glædelige erfaringer. Her bliver vi forbundet med alle andre, der synger og har sunget de samme ord før os.  Vi får givet den trøst og det håb videre, som de har fundet i digternes ord. Og forhåbentlig kan vi blive forbundet med dem, der engang skal synge de samme ord med deres stemme, når vi er døde og borte. Og forhåbentlig viderebringe den trøst og det håb vi fik, til fremtidens børn. Så længe vi synger, har vi erfaringer, billeder, tro, håb og taknemmelighed til fælles. Og kernen i det er Gud – vi har med sangen Gud til fælles. Med sangen bliver vores øjne åbnet for det, der til tider er usynligt: At det også er os, Kristus har besøgt og forløst. Salmerne giver os luft til at trække vejret.

Derfor synger Zakarias – Johannes’ far i dagens evangelium. Alt, hvad der netop er sket i hans liv, er for stort til blot at fortælle om med hans egne ord. Der står den gamle vantro præst med sit eget sprællevende helt nyfødte drengebarn i sine arme. Det er klart han synger! I ni måneder har han været stum, fordi han ikke troede Englens ord, som den unge Maria gjorde.

Englen kom med ordene:

”Din hustru Elisabeth skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Johannes. Han skal blive til fryd og glæde, og mange skal glæde sig over hans fødsel, for han skal blive stor for Herren”. Zakarias fortæller dog Englen om et par biologiske forhindringer til dette projekt. Men Englen skulle han ikke sætte sig op imod, og han får en mundtlig barselsorlov på ni måneder. Englen gør ham stum, og Zakarias bryder først ud i sang, da Han lovpriser Herren for sin nyfødte søn.

Med sit lille nyfødte barn bryder Zakarias sin stumhed, og med det lille nyfødte Jesus-barn forstummes verdens gamle tro. Med Jesus-barnets komme er det ikke længere kun foran røgelsesofferalteret i templet i Jerusalem, at mennesker kan møde Gud. Gud har skabt sig et nyt tempel i en ung piges skød. Gud kommer til verden for at møde menneskerne her, og menneskerne kan møde ham over hele verden og ikke blot i Jerusalem. Vi møder snart Gud i en krybbe, på en vej, ved en sø, i en have. Og hver søndag i de huse vi har bygget for at samles om ham. Den pagt, Zakarias står i, er den gamle pagt, og i hans arme står han med barnet, der skal bane vejen for den nye pagt.

Den lille nyfødte Johannes i Zakarias’ arme skal forberede folket og alle os andre på Marias søn – Jesus. Når Jesus kommer til verden julenat, kommer han med Guds inderlige barmhjertighed, han bringer frelsen i vore synders forladelse. Han kommer med det nye, med det frelsende budskab: At alt ikke er afgjort med det, vi fik sagt eller gjort, eller alt det vi forsømte at sige og gøre. I vores liv findes der en magt, som forlader vores skyld og giver os en ny mulighed i stedet for den, vi forspildte. Vi møder den inderlige barmhjertighed, der er i, at der er én, der nok ser vores svigt, men tilgiver os og frelser os.

Der er nogle poetiske vendinger, der giver verden og livet mere plads og klang. Her kan vi låne nogle ord fra Zakarias’ lovsang, når vi forstummes. For i Zakarias’ lovsang får den inderlige barmhjertighed skikkelse i et billede, jeg aldrig har glemt, siden jeg hørte det første gang. Solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge.  Solopgangen er jo sådan set ikke noget unikt, den kommer hver dag. Solen besøger os for en stund, rejser af sted, men kommer altid tilbage næste dag. Men Solopgangen fra det Høje er ikke bare vores livgivende sol, der nærer alle planter, mennesker og dyr. Den er så meget større end vi kan ane og forestille os. Solopgangen fra det Høje er Kristus og er den nye begyndelse. Han udstråler varme ovenfra og ned til os. Solen bliver her fordoblet – en himmelsk sol og en jordisk sol. Sådan kommer Guds og Marias søn til verden, når tiden er inde til det. Han kommer som en solopgang og lyser direkte ind i stjerneskæret og englesangen, der bryder mørket julenat.  Men solopgangen lyser også helt hen til da Jesus selv er i mørket og dødens skygge. I lyset og solopgangen kan vi finde en stemme, et ord ud af lammelsen.

Historien om Marias lille Jesus-barn begynder med, at der bliver lys i mørket julenat. Men den slutter også sådan. Historien slutter med en ny begyndelse, der hvor ingen begyndelse overhovedet var mulig – i mørket og dødens skygge, der ender med lyset i opstandelsen. Vi er endnu i dødens og mørkets skygge, men vi hører i dag, at Jesus Kristus også kommer der, solopgangen fra det høje vil lyse op i mørket. Det er Guds inderlige barmhjertighed. For Herrens vej er banet, og af mørke skal lyset skinne frem. Til os kommer solopgangen fra det høje i ord og toner og kaster sit uundværlige lys over os dér, hvor vi sidder

Amen.

…

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Trøst mit folk, trøst det! siger jeres Gud. Tal til Jerusalems hjerte, råb til hende, at hendes hoveri er til ende, at hendes skyld er betalt; for af Herrens hånd har hun fået dobbelt straf for alle sine synder. Der er en, der råber: Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land. Hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, klippeland skal blive til slette og bakkeland til dal; Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den. Herren selv har talt. Der var en, der sagde: »Råb!« Og jeg svarede: »Hvad skal jeg råbe?« »Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne visner, når Herrens ånde blæser over dem. Ja, folket er græs! Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid.« Es 40,1-8

Epistlen skriver apostlen Paulus i sit andet brev til korintherne: For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld. Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores. I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde. Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme. 2 Kor 4,5-10

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Johannes’ far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel. Luk 1,67-80