’Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem’
Jeg har altid forestillet mig, at det må have set helt utroligt ud. Der midt på marken, i deres blunderi om natten, bliver hyrderne vækket af engle der står og lyser foran dem. Oplyser hele den sorte himmel, med det klareste guddommelige lys.
Forestil dig, at du sidder i et mørkt og dystert rum, og pludselig kommer der én ind med et stort skinnende lys i en stage. Eller du har siddet i biografmørket og nydt en god film, og når den er færdig tændes lysene i salen og alle strækker sig, og pakker deres slikpapir eller kaffekopper sammen og begynder at tage jakker på. Rummet er stadig det samme, men lyset har alligevel ændret det. Ændret stemningen.
For mørke kan være så mange ting, men man bliver nødt til at erkende mørket, for at glædes ved lyset. Og faktisk, er der mange mennesker, der netop her i juledagene, ikke bare erkender mørket, men måske endda er fanget i det.
Præsten Katrine Lilleør fortæller en historie om sin familie og særligt Faster Rigmor.
Hun gik rundt i sine mørke stuer i Haslev juleaften uden at turde tænde så meget som et stearinlys. Katrines oldefars høje villa, som senere blev Rigmors, lå og ligger stadig med overblik over gaderne i Haslev. Engang et velhavende entreprenørhjem. Det ene spædbarn efter det andet døde i den dybe vugge, men Katrines morfar og hans søster Rigmor overlevede de tunge babydyner og voksede op med foldede hænder og grundig kirkegang. Haslev var i begyndelsen af århundredet ungdommens og troens by.
Formanden for Indre Mission pastor Bartholdy prædikede for en tætsiddende menighed og bag blondegardinerne i de pæne hjem drømte man om, at sønnerne ville iføre sig præstekjoler. Pigerne skulle bare iføre sig kjoler og se, om de ikke kunne blive gift med en af de kommende præster. Men sådan skulle det ikke gå for Rigmor. Hun fandt ikke en mand. Hun gik i cirkler rundt om spisebordet og videre ind i den pæne stue og det kan man ikke leve af, vidste Rigmors far. Derfor indrettede han en købmandsforretning til hende i nabohuset. Med hylder, varer og kasseapparat. Til at hjælpe sig havde Rigmor så sin krumbøjede fætter William. Let foroverbøjet kunne han alt med sine hænder. Han kunne lave juleudstilling, der bevægede sig. Ligesom inde i Daells varehus ’Dalle Valle’ i København. Bare lidt mindre. Faktisk ret meget mindre, men ikke mindre hyggeligt og lykkebringende. Hvor meget mere William fiksede, som Rigmor blev ældre vides ikke, og det kan også være lige meget, alene var hun i hvert fald det meste af tiden. Og de senere år altid juleaften. Hun havde ellers fået invitation til juletræ hos sin bror, Katrine Lilleørs morfar.
Hun skulle da ikke sidde dér alene, hun skulle da komme til Valby, hvor 5 børn, børnebørn og svigerbørn ville være at finde ved et kilometerlangt bord, der strakte sig over 2 stuer. Lejligheden havde 3 pænt store stuer, og det var også nødvendigt, ellers havde der ikke været plads til de tre kæder, som skulle rende rundt om juletræet. Alle skulle vælge en sang hver. Og morfar skulle læse juleevangeliet, mens de 11 børnebørn ikke kunne vente på gaverne.
Kan man nu forstå, at hun hellere ville sidde alene i sine stuer i Haslev. I mørke. For det gik ikke an at tænde lys, folk ville bare tro, hun sad alene. Og det gør man ikke juleaften. Det vil sige, det gjorde Rigmor. Lige så stille har hun siddet i julemørket og er listet i seng for at lade det kulminere juledag. Der gik Rigmor i kirke med persianer pels og hat for at hilse på de andre damer.
De andre der, måske, hvem ved, også havde listet rundt derhjemme aftenen før med lommelygte og nathue. De eneste, der vidste, at hun var alene i mørket var hendes undrende familie.
Egentlig undrer det mig ikke. En nyfødt, en krybbe, et juletræ og gaver. Umiddelbart er det hyggeligt og smukt.
Men julens ankerpunkt finder vi kun, når vi tør slukke for det hele, så der bliver mørkt om os og i os. I det mørke, som er en del af alle menneskers liv, i den afmagt som ingen af os undgår at se ind i, der tændte Gud julenat et lys. Det kan godt være vi ikke altid kan se det lys, men det er ikke afgørende. Julen påstår, at det findes. Findes bag mørket. Findes bag angsten. Findes bag døden. Det lys viser stjernen os- Og det lys gør, at vi ikke skal frygte mørket. Heller ikke julemørket.
Marie-Louise Lieberoth Wadum 