Trætoppens beskyttelse

 

7.s.e. trin – 30. juli 2017
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.« Luk 19,1-10

 

Prædiken

 

– Han er stille kravlet derop. Sneget sig bagom mængden og fundet det højeste morbærfigentræ og sat sig der. Stille håbede han, at ingen ville lægge mærke til ham. Han ved, hvor meget de hader ham. Han ved, at de synes han er af den værste slags. Og det er han måske også, han har da presset lidt ekstra penge ud af folk en gang imellem, han har da opkrævet tolden af den ensomme enke, selvom han godt kunne se, at hun intet andet havde tilbage.

Men det var så spændende med ham Jesus. Han havde hørt så meget om ham, og han følte sig draget af ham. Han måtte se ham. Men han kunne på ingen måde stille sig ud midt i mængden, sammen med dem. Han var bange for at de ville overfalde ham.

Nej så hellere sidde her i træets skygge helt stille, og iagttage og lytte. Jesus stillede sig under netop det træ han sad i, kiggede op og så ham lige i øjnene. Han fik kuldegysninger hele vejen ned af rygsøljen. Det føltes som om, han så lige igennem ham.

Vi efterlader Zakæus her i træet, gennemboret af Jesu blik. Vi ved hvad der sker efterfølgende. Jesus tager med ham hjem og spiser, Byens spidser er i oprør, for hvordan kan han dog spise sammen med det syndige menneske. Men det gør han. For det er det Jesus gør. Finder de mest usle af os alle. De udsatte, de kriminelle, de fattige, luderne og lommetyvene, de hovne, de arrogante. De værste menneskelige træk, ser han, stiller dem frem og åbner sine arme, og giver dem hele sin kærlighed og velsignelse. Fordi de netop har brug for Guds kærlighed, de har brug for at blive set og anerkendt.

 

Og det er oftest det, vi bruger denne lignelse til at huske os selv på. At vi også skal være bedre til at se, anerkende og elske dem, der har mest brug for det, fordi vi alle er Guds børn, og derfor alle har fortjent kærligheden, upåagtet hvad skidt man så har gjort i sit liv. Vi skal alle være bedre til at invitere de forkerte ind.

 

Men vi kan også bruge denne lignelse til at se et andet sted hen. Nemlig op i morbærfigentræets krone. Hvor Zakæus, sidder alene og stille. Han har anbragt sig uden for mængdens blik, han har beskyttet sig der, gemt væk. Han sidder i træets krone uden risiko for at blive dømt på sine fejl. Og mange af os kan godt forstå den tryghed tolderen Zakæus søger. Illusionen af, at vi kan sikre os inden vi selv stiller os sårbare. Beskytte os, før vi stiller os frem og viser alle vores menneskelige fejl og mangler, styrker og goder frem.

Det ville være en dejlig garanti at få. En vished om det denne gang kan betale sig at stille sig blottet frem og vise den anden, al ens sårbarhed.

Vi kender allesammen oplevelsen af afvisning, misforståelse, af at stå frem og blive dømt, når vi har stillet os frem, blottes os for et andet menneske. Og den smerte der er forbundet dermed, kan få selv de stærkeste, til at gemme sig væk.

 

I dag gemmer vi os ikke i trækronen for at skærme os mod den hårde bedømmelse. Vi gemmer os bag perfekte filtre, bag perfektionisme, gode jobs og den rigtige bikini krop. Vi gemmer os bag skærme og tror vi her kan sikre os bedre i mødet.

 

Men i mødet er vi aldrig perfekte. Fordi vi netop i den menneskelige relation risikerer noget i mødet, kan mødet opleves så svært og smertefuldt, at vi hellere holder os på afstand, forbliver gemt i trætoppens grene. Tør jeg? Er det det værd? Tør jeg vove skridtet frem for at opleve kærligheden, venskabet, intimiteten, men også risikere afvisningen?

 

 

Zakæus er ikke skjult for Jesus, dér i morbærfigentræets krone. Han bliver straks set og anerkendt. Og Jesus inviterer sig selv til middag hos ham, den mest udskældte og forhadte mand. For Gud ser os, selv når vi forsøger at gemme os væk.

Gud vil os og vi er altid velkomne ved hans bord. Vi risikerer ikke afvisning, og om vi vil det eller ej står vi i mødet med Gud sårbare frem. Her kan vores skjold og filter kun falde bort, og vi står helt blottede og sårbare foran Gud.

Som mennesker kan vi som Adam og Eva skjule os for hinanden. Vi skjuler os ikke med blade eller i trækroner. Men bag facader og perfektionisme. Vi skal helst have den helt rigtige bikinikrop eller den høje løn, før vi føler os værdige, før vi tør være i mødet.

Og vi kan lægge afstand til andre mennesker. Vi kan endda lægge så meget afstand, at mødet aldrig opstår. Vi står alene tilbage. Og helt befriet slipper vi for den eventuelle smerte og besvær. Vi slipper for ansvaret for mødets med det andet menneske. Men vi bliver heller ikke inviteret med til bordet.

 

Í trætoppen sidder vi alene tilbage. For kun Gud kan se ind i den beskyttede trækrone. Vi mennesker kan ikke.

Og vi må i vores mellemmenneskelig relation turde stille os frem i al vores sårbarhed og afmagt, og møde den anden med kærlighed, åbenhed og velvilje, også alle de dumme, grimme og trælse mennesker vi møder i vores liv.

 

Gud viser sig her i kærligheden og relationen der opstår mellem os mennesker. Når vi har ladet facaderne falde og vist hinanden sårbarheden, åbnes trætoppens beskyttende krone og vi kan se hinanden, og i det er Guds velsignelse og kærlighed.

 

Jeg tror Zakæus har været angst og bange, da han er kravlet ned for at spise med Jesus i sit hjem. Men stille som aftenen er skredet frem, og han har mærket Guds øjne hvile på sig, har han ranket ryggen, og følt sig befriet og velsignet.

 

I håbet om at vi sammen tør kravle ned fra træet og åbne vore hjem og hjerter for hinanden, selv os der er lidt krøllede i kanten.

 

Amen.

 

Kirkebøn

 

Herre, almægtige Gud.

Vi takker dig, at du er kommet til os som et almindeligt menneske blandt mennesker, med nyt liv til enhver som tror. Midt i verden er du tilstede, bag hvert åndedrag, under hvert hjerteslag, i hvert favntag.

Du bor i glædens latter og angstens gråd.

 

Lad os ikke ene, når vi vender os bort fra dig med vores fattige fornuft, men bliv ved at kalde på os med den tro, som er din og den kærlighed, som binder dig til verden.

 

Vi beder dig for alle, som er ramt af sorg, ulykke og savn. Lad ingen gå tabt i ensomhed og fortvivlelse, men lad os leve i dit lys, hvor vi kan føle dit nærvær og din kærlighed.

 

Vær med dem, der tynges af magtens ansvar og hjælp dem til at træffe de rette beslutninger.

 

Vi beder for den kristne kirke over hele jorden. Lad fællesskabet vokse sig stærkt.

Hjælp de ensomme til nye venskaber, de bange til ny tryghed, de modløse til nyt håb.

Fyld os alle med din opstandelses kraft, både i livet og i døden,

Så vi må møde morgendagen med fortrøstning og lyst.

 

Tag aldrig dit ord fra os, men lad os altid leve af det som dagligt brød, så håbet om en ny himmel og en ny jord aldrig dør ud, men nu og i al evighed skaber et lys, som vi kan leve efter.  Amen

 

Meddelser:

 

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde

Og Guds kærlighed

Og Helligåndens fællesskab

Være med os alle.

Amen