Musemor og Helligånden

 

Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog: Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: »Kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!« De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: »Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.« Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: »Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.« Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden. 1 Mos 11,1-9
* Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.« ApG 2,1-11

Musemor og Helligånden

Da jeg flyttede ind i min præstegård boede der en museunge og dens mor. De boede bag i kælderen, og de havde valgt netop min præstegård, fordi der altid er masser af ost hos os i spisekammeret. De led ingen nød. En dag besluttede mor mus at tage sin lille unge med ud uden for huset, så den kunne lære verden at kende. Men bedst som de kom ud fra vinduet i kælderen, så de min store røde hankat Bastian, der lå og slikkede sol på terrassen. Øjnene var på klem, så begge mus var klar over, at de ikke ville slippe uset forbi den sultne kat.

”Mor, mor! Hvad skal vi gøre? ” spurgte den skræmte museunge, mens den holdt godt fast om sin mors hale. Musemor stod lidt og vurdere situationen, men bange så hun nu nikke ud til at være. Musemor vidste præcis, hvordan hun tackle sådan en stor sulten kat. Hun tog en dyb indånding og åbnede sin lille musemund så højt hun kunne: ”Vov, vov, vov” råbte hun med dyb stemme og knurrede ildevarslende, så min kat Bastian straks løb afsted i sikkerhed.

”Nøj, mor, det var helt vildt”, sagde museungen stolt til sin mor. Og mor mus kiggede ned på ungen og sagde så: ”og det min søn, er også grunden til, at det er godt at kunne fremmedsprog! ”

______________

Vi er ikke i tvivl om hvor vigtigt det er at kunne tale sammen. Sprog er vores kommunikationsredskab, og det uanset om det er det talte sprog, tegnsprog, hjertesproget eller kropssproget.

I den første fortælling hørte vi om menneskene i oldtidens Babel. De havde det godt. De oplevede verdenshistoriens første kulturfremskridt. Og når det går rigtig godt, så hænder det at vi mennesker bliver lidt overmodige. Bare husk den famøse boligboble som sprang for 10 år siden. Når det går godt, så kan vi næsten ikke forestille os at det vil gå dårligt, og vi fortsætter og fortsætter. Sådan var det også for menneskene i Babel. De boede i det frugtbare land mellem Eufrat og Tigris, de var ikke nomader mere, men lærte sig kunsten at bygge huse i tegl, de lærte sig tegn og skrev på lertavler, og begyndte at drive handel.

I ren iver for at vise deres styrke og som et tegn på deres fællesskab, og nok i et anfald af overmod besluttede de sig for at bygge et kæmpestort tårn.

Men Gud mente de var blevet lidt for selvrådende, han frygtede, de havde glemt hans besked om at blive frugtbare og fylde jorden med mennesker. Så han forpurrede deres planer og gav dem hver sit sprog.

Da de mødtes på byggepladsen, talte mureren pludselig tysk og regnede med centimeter, tømreren talte engelsk og opgav sine mål i tommer, og manden, der talte fransk, blev hidsig og ville have tårnet opført på sin egen jord. Den græsktalende stilladsmontør udvandrede i protest, da den italiensktalende materialehandler forlangte en bankgaranti. Projektet gik i stå, og fællesskabet blev tabt, for de forstod ikke hinanden, de blev som fremmede og fjernede sig fra hinanden.

Alle sagde om hinanden, at de andre kun sagde bla, bla, for det eneste ord, de havde til fælles var Babel, og hvis det siges hurtigt og mange gange, lyder det som bla, bla. Derfor den dag i dag forstår alle menneskene på hele jorden, hvad det betyder når vi siger bla. Bla. Bla.

 

Når man ikke kan kommunikere fornuftigt, bliver samarbejde og fællesskabsfølelse en vanskelig disciplin. Derfor er det afgørende vigtigt, når man har et budskab, man gerne vil have bragt ud og et fællesskab, man gerne vil værne om, at man bestræber sig på god og alsidig kommunikation.

Hvis vi kort husker på den kloge musemor i starten, der sammen med sin unge begiver sig uden for de kendte rammer, så har hun sikkert sagt til ungen, at den ikke skulle være bange. Den skulle bare holde sig i hendes nærhed og huske, at holde sig til alt det, den havde lært. Hun ville være ved dens side og tage vare på den. Og museungen tog hendes formaning til efterretning og gjorde, hvad den fik besked på, selvom den var bange.

 

Før disciplene bliver ladt alene af Jesus, giver han dem en besked. Han forklarer dem grundigt og med mange forsikringer, at han nok skal hjælpe dem, når de skal sendes ud og fortsætte det arbejde, han har begyndt. Han vil ikke lade dem være alene, men han vil sende en afløser. Han fortæller dem om Helligånden. Helligånden skal give dem tryghed, styrke og vejledning hver især. Da pinsedagen kommer, er de alle forsamlet og tunger som af ild fordeler sig på hver enkelt. Disciplene bliver sendt afsted, fulde af begejstring, iver og livsmod for at fortælle om Jesus. De skulle gøre brug af deres eget sprog og bruge de evner som de havde. Nogle talte græsk, andre aramæisk, men alle talte de med hjertet om det de var fyldt af.

 

Nu søgte de ikke hinandens selskab i den lille lukkede kreds de var. De gik ud i verden og startede nye og store fællesskaber.

Der blev den dag blæst en ny ånd ind i disciplene, som kaldte ikke bare deres mod og kræfter frem, men som også lagde den ord i munden, som de skulle fortælle videre.

Helligånd er den kraft imellem os, som skaber enhed, fællesskab og kærlighed os imellem, på tværs af skel, og forskelligheder.  Når vi mærker suset af glæde og fællesskab i samvær med andre, så er det Helligånden der sætter sig på os som tunger af ild. Nu kan vi se den anden med kærlighed og tale sammen i et sprog så vi forstår hinanden.

 

Glædelig pinse

Amen

 

Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd.

Du, som var, er og bliver en sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

 

 

 

Kirkebøn:

Kirkebøn for forvirrede
Gud Helligånd, kom
og saml os forvirrede menneskebørn
om det der giver liv
Fyld os med livskraft og mod
til at tro
at du er den
som var, og som er, og som kommer.

Gud Helligånd, trøst
alle som er bange
og udsatte for fortræd.
Vær hos alle hjemløse
og alle flygtninge.
Vær hos vores kristne brødre og søstre,
der bliver forfulgt på grund af deres tro.

Gud Helligånd, blæs
din kærlighed
ind i vores hjerter
og giv den krop
i vores fællesskab,
så vi altid rækker
vores hænder ud
mod dem
der brug for det

Gud Helligånd, giv
alle der har magt
visdom fra dig
og fortræng al
had og ligegyldighed
i blandt os.
Giv os alle del
i din fred
så vi tør hvile i
at du holder
hånden under os
og alle skabninger
i liv og i død.
Amen